DR-dramachef Christian Rank: »Det indhold, vi laver, skal være en del af en samtidsdebat«

I en ny dramavirkelighed, hvor internationale streamingtjenester vokser og vokser og dominerer globale markeder for underholdning, må DR’s dramaindhold stå fast på sine public service-forpligtelser, mener dramachef Christian Rank
’Borgen handler i sin kerne om, hvordan det danske folkestyre fungerer,’ siger DR’s dramachef Christian Rank. Her er det Frihedspartiets Svend Åge Saltum (Ole Thestrup), der her interviewes af pressen efter et overfald på åben gade.

Borgen handler i sin kerne om, hvordan det danske folkestyre fungerer,’ siger DR’s dramachef Christian Rank. Her er det Frihedspartiets Svend Åge Saltum (Ole Thestrup), der her interviewes af pressen efter et overfald på åben gade.

Fra DR

Kultur
29. november 2019

Det er ikke mere end 20 år siden, at DR var den eneste udbyder af drama søndag kl. 20 – lige med få undtagelser fra TV 2. Det betød, at man kunne regne med, at cirka halvanden million seere slog over på DR1 på det tidspunkt hver uge. Sådan er det ikke længere. Det stadigt voksende antal streamingtjenester betyder, at forbrugerne har langt mere underholdning at vælge mellem, og at det ikke længere er en selvfølge, at så mange af os følger med i DR’s dramaserier.

»Det gør det så meget desto mere vigtigt for os, at det indhold vi laver, er markant. At det er tydeligt i sin indholdsprofil, og at det tydeligt lever op til public service-dyderne,« siger Christian Rank, som er dramachef i DR.

Han fortæller, at det er på disse public service-dyder, at DR Drama skiller sig ud på markedet. Store internationale streamingtjenester har et helt andet økonomisk sigte med deres indholdsproduktion.

»Grundlæggende mener jeg, at det indhold, vi laver, skal være en del af en samtidsdebat. Du kan kalde det samtidskunst, om du vil. Vores indhold skal diskutere vores fællesskab og vores samfund, det skal forholde sig til temaer og tendenser, som er aktuelle nu og her,« siger Christian Rank, og fortæller at DR’s indhold skiller sig ud fra resten af markedet, fordi de vil noget med deres underholdning:

»Vi vil ikke bare have, at folk læner sig tilbage i sofaen, vi vil gerne bede folk læne sig lidt frem og engagere sig i det, vi laver.«

Dansk forankring

DR er ifølge Christian Rank primært sat i verden for at lave indhold om danskerne til danskerne. Han mener, at DR’s serier, ud over at være spændende fortællinger, skal være dybt forankrede i det danske samfund. Borgen og Bedrag er to eksempler på det:

»Borgen handler i sin kerne om, hvordan det danske folkestyre fungerer. Bedrag, som vi sendte i foråret, er en serie som – ud over at være en medrivende gangsterhistorie – er en serie om, hvordan finansverdenen fungerer og sammenhæng mellem gadekriminalitet og hvidvaskning.«

I det marked, som DR’s dramaindhold konkurrerer i nu, er der, ifølge Christian Rank, en række globale aktører, som konkurrerer på at lave og købe så bredt, globalt rammende indhold som muligt. Derfor er det endnu vigtigere for DR at lave indhold med en tydelig dansk forankring. Et tydeligt eksempel på det bliver en DR-serie, som kommer til foråret:

»Når støvet har lagt sig handler om et fiktivt stort terrorangreb i København – men vi vælger ikke at lave den som et klassisk krimidrama. I stedet sætter vi fokus på implikationer af terroren, og hvad terroren betyder for de almindelige mennesker, som står i periferien af den. Serien beskæftiger sig med den terrorfrygt, der har eksisteret i vores samfund de seneste ti år, og hvad det egentlig er, der ligger i frygten for terror, og hvordan den frygt påvirker og udfordrer os i et samfund, der ellers er præget af en meget stærk sammenhængskraft,« fortæller Christian Rank.

Tæt på de unges hverdag

Noget af det, som DR Drama især er optaget af for tiden, er at lave underholdning til børn og unge. Det er, ifølge Christian Rank, en kerneforpligtelse for et public service-medie.

»DR’s dramaindhold til børn og unge adskiller sig fra meget af det, man kan finde på YouTube og andre platforme, ved at være dansk, velskrevet, velinstrueret indhold af høj kvalitet, som handler om temaer, der er relevante i de unges liv,« siger Christian Rank.

Et eksempel på det kunne være DR3-serien Doggystyle, der handler om 21-årige Asta, der, efter at have forsøgt sig som skuespiller i København, flytter tilbage til sin familie i Odsherred. Desuden lancerer DR3 på næste søndag en serie som skildrer et muligt overgreb til en gymnasiefest fra tre perspektiver.

»Her er vores ambition i hvert fald at prøve at lave en fortælling, som går helt tæt på de unges liv og tager meget tydeligt afsæt i en meget dansk hverdag,« siger Christian Rank.

Mere fokus på værdi

For to måneder siden fremlagde DR ny strategi. Sammen om det vigtige hedder den, og den kommer oven på Medieaftalen for 2019, efter hvilken DR har skullet spare 20 procent. Den nye strategi handler i høj grad om, at DR fremover skal fokusere mindre på, hvor mange der benytter sig af DR’s indhold, og på hvor lang tid de bruger det og fokusere mere på, hvilken værdi indholdet skaber for brugerne. At det skal være »tiden værd«. Den strategi er Christian Rank meget tilfreds med:

»Det er jo grundlæggende det, vi ønsker med vores dramaindhold. Vi vil fortælle store samtidshistorier, som er bredt vedkommende og tager temaer op, der optager og definerer os som samfund.«

Dansk tv-drama i streamingkrig

Markedet for streaming eksploderer lige nu. Disney+ udfordrer Netflix’ position som verdens største tjeneste, og der er aldrig blevet produceret så meget dramatik. Men hvor stiller det den danske tv- og filmbranche? Vi taler med de vigtigste producenter og dramachefer om fremtiden og udfordringerne for dansk drama

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her