Derfor er ’Evigt solskin i et pletfrit sind’ en af århundredets bedste film

Et par umiddelbart fremmede, men i virkeligheden ikke spor fremmede møder hinanden i et tog. Den krøllede, deprimerede Joel Barish (Jim Carrey) chattes op af den rastløse, udadvendte Clementine Kruczynski (Kate Winslet), der er endog meget insisterende i sit forsøg på at få ham med hjem. Det lykkes, men det udarter sig ikke. Det gør det dog kort efter.

Så sidder Joel og græder i bilen. Han har set Clementine med en anden, en ung fyr. Hun opfører sig, som om hun aldrig har set ham før. Joel er knust.

Det viser sig, at Clementine via en ny teknologi fra det lille, lurvede firma Lacuna Inc. har betalt for at få slettet Joel fra sin hukommelse. Det er uklart hvorfor, men han har såret hende. Så nu er han pist væk fra hendes erindring. Eneste løsning for Joel: At gøre det samme med sine minder om Clementine.

I de første scener med Clementine og Joel i Evigt solskin i et pletfrit sind bliver der lagt en fælde for seeren, som først klapper langt inde i filmen.

Nu kommer der en spoiler, så er De advaret. Den første scene er overhovedet ikke deres første møde, faktisk har de været kærester før. De kan bare ikke huske det, for scenen foregår efter, at de begge har fået slettet deres kærlighedsaffære, som har varet i hele to år.

Det er ikke deres første møde, vi ser i begyndelsen. Det er en scene i filmens nutid, efter bruddet og den store formatering af følelsernes harddisk. Og da vi sent i filmen vender tilbage til denne nutid og forstår filmens første scene korrekt, så er fælden klappet i. Vi ønsker mere end noget andet, at de finder sammen. Herfra kan man lige så godt opgive at trække vejret.

Dukker og legoklodser

Evigt solskin i et pletfrit sind er en mesterlig film med et lige så mesterligt, tidshoppende manuskript skrevet af Charlie Kaufman (født 1958). På det her tidspunkt – i 2004 – har han allerede skrevet hjernevridende manuskripter. Hans debut kom med Spike Jonzes Being John Malkovich, Michel Gondrys Human Nature og Jonzes Orkidétyven, alle med fortællemæssige krumspring. Men han topper her.

I Evigt solskin i et pletfrit sind styrer Kaufman og klipperen Valdís Óskarsdóttirs fortællesaks for vildt. Vi hopper frem og tilbage i Joel og Clementines forhold og i Joels barndomsminder, og det bliver decideret syret, da sletningen af hans hukommelse begynder. Det oplever vi i erindringsscener, som til at begynde med rummer både Joel og Clementine – hvorefter hun pludselig er væk. Pist borte.

Fortællestrukturen er den afgørende kraft i filmen. Med saksen klippes ikke bare den lineære fortælling i stykker, men også vores hjerter.

Det skader så heller ikke, at man har så visionær og legesyg en instruktør som franske Michel Gondry (født 1963) som kaptajn. Han er en mester i old school-scenografi. Ikke noget fancy computergrafik, bare gode ideer. Det har han vist i fabelagtige musikvideoer for Björk, Beck, The White Stripes, Radiohead, hvor han betjener sig af dukker, modelbyggeri, legoklodser, vat, stop motion, teaterscenografiske tricks, dansekoreografi fra svundne musicals, you name it.

Da Joel forlader biblioteket, hvor han første gang ser Clementine med en anden, slukker neonlysene i loftet på stribe bag ham, mens han forlader rummet. Alt håb er ude. Da han træder ud gennem døren fra biblioteket, går han direkte ind i dagligstuen hos sine venner, der trøster ham.

I en scene, hvor Clementine og Joels forhold er ved at falde fra hinanden, ligger de i et bælgmørkt rum, og de er koldt oplyst af ét spotlys. Så enkelt er det at vise ensomhed med lys og skygge. Og i en anden scene – mens Joel får slettet sin hukommelse – kæmper han sig gennem en lystunnel for at få lov at beholde et særligt minde om de to sammen.

Der overpræsteres på alle poster. Gondry får noget komplet ødelagt ud af Jim Carrey. Winslet er et nervøst spektakel og et boblende livstykke. Og så er der Elijah Wood, Mark Ruffalo, Kirsten Dunst som lige lovlig skødesløse, men også entreprenante assistenter hos Lacuna Inc.

Jon Brion har komponeret et soundtrack, der er lige dele Hitchcock-drama og indie-følsom romance.

Og efter manuskriptet og optagelserne er islandske Valdís Óskarsdóttir (Festen, Mifunes sidste sang, Finding Forrester) gået til arbejdet med et insisterende temperament, der får alle scener til at virke naturlige, abrupt rytmiske. Som om de har klippet sig selv. Hvilket de naturligvis ikke har.

Hyperlink cinema

Der har været komplekse fortællestrukturer i film før. Buñuel legede med at klippe lineær kronologi i stykker. Tarantino gjorde det. Scorcese gør det i den aktuelle The Irishman. Christopher Nolans Memento fra 2000 kørte baglæns scene for scene, og det gjorde franske Gaspar Noés Irréversible fra 2003 også.

Selv herhjemme har vi oplevet interessante brud på lineær fortælling. Switching fra 2003 var et interaktivt parforholdsdrama. Glistrup fra 2001 var en databasedokumentar, hvor man selv fandt vej gennem et væld af optagelser med Mogens Glistrup.

Og der er en flom af komplekse plot i nutidens tv-serier – bare se Black Mirror eller den aktuelle The Watchmen – og fra tidligere Lost, 24 timer og komedieserien Arrested Development. Og der er mexicanske Alejandro González Iñárritus film, Amores Perros, 21 Grams og Babel, der smadrer kronologierne og arbejder med flere parallelle forløb.

Hyperlink cinema er den strategi blevet kaldt, fordi man hopper mellem forskellige handlingsforløb, akkurat som man hopper mellem websites via hyperlinks. Det kan også ses i film som Mammoth, Magnolia, Crash, Traffic og Robert Altmans klassikere, Nashville og Short Cuts. Ja, strategien kan spores helt tilbage til D.W. Griffiths berygtede stumfilm Intolerance fra 1916.

Ingen biljagter eller pistoler

Men Evigt solskin i et pletfrit sind er alligevel unik, fordi man føler, at det opklippede plot er så ekstremt intuitivt. Det har sikkert været et helt anderledes møjsommeligt arbejde, Kaufman har foretaget, men resultatet virker ubesværet, logisk. Eller rettere: Lige så ulogisk som erindringen, der jo sagtens kan zappe mellem hukommelsesglimt.

Faktisk betjener Kaufman sig som så mange andre manuskriptforfattere af plancher, der grafisk anskueliggør handlingen. Og han hævder, at han ikke aner, hvad en tredje akt er – den sidste forløsende akt i den klassiske hollywoodfortællestruktur.

Ja, i det hele taget er han afvisende over for gammelkendte virkemidler og vanemæssige metoder til at give publikum den eftertragtede forløsning.

I Orkidétyven kæmper Kaufmans alter ego, der helt enkelt hedder Charlie Kaufman (Nicolas Cage) med at forklare plottet i sin film til en hollywoodproducer:

»Jeg vil ikke stoppe sex eller pistoler eller biljagter ind ... eller karakterer, der, du ved, opnår inderlige livserkendelser eller vokser eller begynder at kunne lide hinanden eller overvinder forhindringer for til sidst at lykkes ... sådan er livet ikke,« siger han.

En skizofren tekst

Sandt. Livet er fyldt af komplekse kræfter, der trækker i mange retninger og arbejder for og imod os. Er der en fortælling i vores liv, så har vi selv opfundet den. Livet er det, som den franske filosof Gilles Deleuze har kaldt »den skizofrene tekst«, det er konkurrerende historier, der lever side om side i en polyfoni. Vi vælger én – sikkert for at undgå at blive skøre.

Men i mødet med den skizofrene tekst på filmlærredet kan vi engageres lige så voldsomt som i vanlige film, velsagtens fordi den mimer vort sinds indre kaosmekanik.

Evigt solskin i et pletfrit sind er et vildt tankeeksperiment. Hvem er man, hvis ens hukommelse – eller dele af den – slettes? Utvivlsomt en anden. Men stadig den samme fange af vaner og tankemønstre. Bare befriet for eller berøvet en del af ens liv og dermed en del af den mosaik, som vi kalder personlighed.

Kaufman vælger at skrive en skizofren tekst. Evigt solskin i et pletfrit sind er film som psykisk lidelse, men også som heling. Han kan alligevel ikke – trods sit alter egos ord i Orkidétyven – afholde sit romantiske hjerte fra at banke en mening ud af den smadrede tekst. Spoiler! Det ender godt.

Men Kaufman ønskede faktisk ikke, at slutningen skulle være helt så romantisk, som den endte med at blive. I hans manuskript var der en sidste scene, som aldrig kom med. På en computerskærm skulle man se, at Clementine og Joel havde fået slettet hinanden fra deres hukommelser igen og igen livet igennem. Hvilket vel kan kaldes en tempereret form for romantik.

Da Charlie Kaufman dukkede op i starten af 00’erne, var vi ikke så toptrænede, som vi er i dag, til at følge et kompliceret plot. Filmen ramte som en knytnæve i mainstreams filmforståelse. Det komplicerede netværk af tid, rum, begivenheder, karakterer, lyd og billede blev sprængt vidt åbent. Og det har aldrig helet.

’Evigt solskin i et pletfrit sind’ – Instruktion: Michel Gondry. Manuskript: Charlie Kaufman. Fotografi: Ellen Kuras. Længde: 108 minutter. Kan købes på dvd eller Blu-ray