Læsetid: 5 min.

Fedt, når forfatterne råber op, men lad os også udfordre dem på deres synspunkter

Jonas Eika, Yahya Hassan og Peter Handke er de forfattere, vi lige nu er mest anfægtede af
En forfatter, der råber højt, og som burde være på BogForum, er Yahya Hassan. Hans første digtsamling fra 2013 var ét langt opråb, én lang anklage. I sidste uge ramte opfølgeren på den bragende debut som en bombe, en bog skrevet med fortsat oprømt trods, men med formindsket poetisk styrke og stærke misogyniske udfald.

En forfatter, der råber højt, og som burde være på BogForum, er Yahya Hassan. Hans første digtsamling fra 2013 var ét langt opråb, én lang anklage. I sidste uge ramte opfølgeren på den bragende debut som en bombe, en bog skrevet med fortsat oprømt trods, men med formindsket poetisk styrke og stærke misogyniske udfald.

Johan Gadegaard

15. november 2019

»En forfatters opråb«, skrev vi på forsiden af Information den sidste dag i oktober. Det var, efter at Jonas Eika som den yngste forfatter nogensinde havde modtaget Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen Efter solen.

I stedet for at takke høfligt for den fornemme hæder havde den unge forfatter under prisceremonien i Koncerthuset i Stockholm siddet og hvæsset sin kniv, og da det blev hans tur, brugte han sin taletid til på livetransmitteret tv at fremføre en besk og barsk kritik af den danske regerings udlændinge- og boligpolitik og ikke mindst af den danske statsminister, der sad som forstenet på forreste række.

Jonas Eikas timing var perfekt, og talen var uanset dens mangler og kortslutninger en litterær begivenhed. Hvornår har en skønlitterær forfatter sidst bemægtiget sig så vigtig en talerstol og talt de regerende midt imod? Hvornår har en forfatter, hyldet for sine litterære bedrifter, ud fra en moralsk indignation talt så tydeligt om den brutale omgang med udlændinge i Danmark?

Man kan sige, at Jonas Eika byggede videre på den takketale, Kirsten Thorup holdt, da hun modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 2017, på Kirsten Thorups og Kristina Stoltz’ fællesreportager fra udrejsecentret Kærshovedgård og det udlændingepolitiske engagement, som forfattere som Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Carsten Jensen i de senere år har udvist.

Men Jonas Eika var den første til at tale magten midt imod, så ingen af de ansvarlige kunne undslippe.

Jonas Eikas tale skriver sig lige ind i 20 før 20, den danske litteraturhistorie, som Informations tre kritikere Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen, Tue Andersen Nexø og Erik Skyum-Nielsen er i færd med at skrive, og som tager afsæt i en afgørende begivenhed i hvert af årene fra 2000 til 2019.

Grunddilemmaet mellem litteratur og politik

Et genkommende moment i den er forholdet mellem litteratur og politik og spørgsmålet om forfatteren som intellektuel og moralsk kritiker. Tue Andersen Nexø skrev eksempelvis om året 2004, da Irakkrigen for alvor meldte sig som en intellektuel udfordring for forfatterne, at »en kontant afvisning af forfatteren som offentlig intellektuel – og af den progressive humanismes hykleriske engagement – kendetegnede meget dansk litteratur i kølvandet på Irakkrigen.«

Men han beskrev det også som et dilemma for forfatterne på det tidspunkt:

»Den dobbelte følelse af at burde forholde sig aktivt til den store verden og samtidig slet ikke føle sig i stand til det«. Man kan også udtrykke det, som at de føler en stor indignation og føler behov for at sige fra, men deres indsigter og argumenter er ikke helt på højde med deres moralske indignation.

Det var det, der ændrede sig med Jonas Eikas tale. Vi fik her en forfatter, som råbte højt, en forfatter som er virkeligt indigneret og udstiller vores udlændingepolitik, men som også udstiller sine egne begrænsninger, for hans kritik kunne have været formuleret langt mere nuanceret og begavet.

Derfor bliver Jonas Eikas tale også uundgåelig den begivenhed, sidste akt af Informations litteraturhistorie vil tage afsæt i, ligesom den leverer det bedste argument for den. Og jeg vil gå et skridt videre, for Jonas Eikas tale viser på fornemmeste vis, hvad en litteraturhistorie skrevet ud fra begivenheder kan til forskel fra de mere traditionelle tilgange, nemlig at belyse både hvordan litteraturen findes og skal bedømmes i sin egen ret, og samtidig hvordan forfatteren som offentlig figur opererer i et større samfundsmæssigt felt.

Det sidste er et grunddilemma i hele den tyveårige periode af dansk litteratur, som vi forsøger at beskrive i disse måneder, og som vi også i dagens bogmessetillæg har sat til debat og fået andre til at kritisere.

For hvad er forfatterens legitimitet som offentlig opråber? På hvilke tidspunkter har forfatternes opråb mobiliseret moralsk og ikke mindst, hvornår har opråbene virket oplysende? Det er derfor, vi gerne vil høre forfatternes indignation, men også derfor, at vi i journalistikken har en forpligtelse til at udfordre dem på deres syn på verden og bede dem formulere alternative forslag til at indrette politikken.

Hvordan skal eksempelvis en ikkebrutal udlændingepolitik udformes, hvad skal vi have, hvis vi ikke skal have lejre? De spørgsmål vil vi også gerne stille til de anfægtede forfattere.

Ét langt opråb, én lang anklage

Jonas Eika er i weekenden på årets BogForum, men kun for at læse op og signere bøger, ikke i debatter om konsekvenser af det, han sagde i sin tale i Stockholm.

En anden forfatter, der råber højt, og som burde være på BogForum, er Yahya Hassan. Hans første digtsamling fra 2013 var ét langt opråb, én lang anklage. I sidste uge ramte opfølgeren på den bragende debut som en bombe, en bog skrevet med fortsat oprømt trods, men med formindsket poetisk styrke og stærke misogyniske udfald.

Her møder den skarptskårne gangsterdreng Halfdan Rasmussen i et lidt underligt rimet miskmask, som trækker fra i den store poetiske ligning. Yahya Hassan 2 er ikke specielt vellykket som værk, men forfatterens stemme er savnet på BogForum og i samfundsdebatten i øvrigt. Af gode grunde, forfatteren er lige nu indlagt på retspsykiatrisk afdeling. Hans bidrag til vores litteraturhistorie om de store øjeblikke i det 21. århundrede har, som det snart vil fremgå, allerede været anseligt.

En tredje, der tidligere har råbt op, men ikke længere gør det og nu holder sig langt væk fra enhver udtalelse til medierne, er årets nobelprismodtager i litteratur, Peter Handke.

Vi har skrevet en del om den kontroversielle pris til den østrigske forfatter, der har været på serbernes side i den forfærdelige krig i Eksjugoslavien, og givet plads til gode argumenter for og imod at tildele forfatteren Nobelprisen.

Seneste bidrag i den sammenhæng er forfatteren og Handke-kenderen Madame Nielsen, som jeg har bedt læse sig igennem hele Peter Handkes otte bøger om Serbien og Eksjugoslavien fra 1991 til 2011 og fælde en ultimativ dom over forfatteren, som mange mener er uværdig til at modtage Nobelprisen.

Roligt og grundigt læser Madame Nielsen sig igennem hele værket og ender med at frikende Peter Handke for anklagerne om krigshetz og konkluderer, at han er en meget værdig modtager af Nobelprisen. Det kan ikke gøres bedre og mere overbevisende end her.

Er du til dyr? Troldmænd? Kål? Eller ville du i virkeligheden hellere være et andet sted? Information har læst programmet til weekendens BogForum for dig og guider dig på rette vej
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu