Sankthansaften sad vi og spiste aftensmad i Johannes baghave, min kæreste, nogle venner og jeg, vi drak vin, skålede på en fælles vens veloverståede flytning, solen skinnede, mine børn spillede bold ude på græsplænen. Johanne fyldte mere vin i glassene, hun havde netop bestilt billetter til dette års Xplore-festival i Berlin, fortalte hun, vi skulle tage at tage med, min kæreste og jeg.
»Ej, I skal med, kom nu,« sagde hun med begejstring i stemmen, »I vil elske det, det er det vildeste event.«
Johanne var der sidste år, fortalte hun, det var én af de største oplevelser i hendes liv, minus måske et par børnefødsler, »men helt seriøst.«
»Okay?« sagde jeg, for det lød da vildt nok, hverken min kæreste eller jeg havde havde hørt om begivenheden. Festival on the Art of Lust – a three-day immersive event with a focus on the sexual body.
Johanne holdt skærmen på sin iPhone over mod mig, solen gav genskær i glasset, men jeg kunne se, at der under overskriften lå en nøgen mand krummet sammen med panden hvilende mod et gulv. Hmm, lad mig se engang, tænke, tænke, nedlagt fabrikshal i østtysk bydel fyldt med mænd og damer i lak og læder, workshops i pisk og japansk bondage i dårligt udluftede kælderrum med overhængende fare for at sætte hånden i ubestemmelig hvid klat, som man sad dér klinet op ad væggen nærmest udgangen, mens folk omkring én ... Nej, tak.
»Ej, ja, klart!«, sagde min kæreste, »fedt!, det vil vi da vildt gerne.«
Nu havde hun også fundet sin telefon frem, hvor heldig kunne man være, hun var inde i kalenderfunktionen, festivalen lå akkurat i én af vores fælles børnefri weekender.
Onani-Sine
Som dagene gik, blev det tydeligt, at jeg var nødt til at komme op med et eller andet for at få et solidt forspring fra sexpositivismens fugtige ånden mig i nakken, eller en afledningsmanøvre om ikke andet. Min kæreste ville ikke stoppe med at tale om den festival, alle de gode gamle tricks blev hevet op af hatten: Mildt pres, overtalelse, du vil jo gerne og til sidst hundeøjnene: For min skyld, please?
Panikken fik min hjerne på gled: Hvordan var det nu med hende dér Sine, min vens ven, som flyttede til Berlin for en årrække siden og begyndte at lave queerpornofilm ved siden af sit job som lærer på en folkeskole i Neukölln?
Hende der havde fornærmet min daværende kæreste på det groveste til en fest for snart mange år siden, da hun hen over middagen spurgte, om jeg mon kunne være interesseret i at få taget nogle billeder til et såkaldt onanimagasin for lesbiske, som hun var i gang med at lave, min kæreste sad ved siden af, hun troede ikke sine egne ører, mage til frækhed, Onani-Sine havde hun konsekvent omtalt hende siden.
Katrine, min ven, havde flere gange været til pornofilmfestival i Berlin sammen med Sine, det vidste jeg, ikke at jeg nogensinde rigtig havde spurgt til det, havde bare i mit stille sind forestillet mig noget med nogle blege, nøgne mennesker med lidt vel mange hår på benene og konkluderet, at det lå uden for mit interessefelt. Men i lyset af sexorgierne og workshoppene på Xplore: Teengage dry humping orgy, Poetry of the genitals, Your body is sacred as fuck – somatic self worship, forekom pornofilmfestivalen pludselig at være det vaniljede og så langt mere appellerende alternativ.
Så her sidder vi så, min kæreste og jeg i kompromiets navn, til åbningsfilmen Unravelled Intimacies i den legendariske Moviemento-biograf i Kreutzberg-bydelen, hvor de fleste af festivalens film vises.
Biografsalen er fyldt til bristepunktet, reklameblokken er i gang – et sammenklip af den store, svenske, feministiske pornoproducent Erika Lusts film ruller hen over lærredet: En sort kvinde, med en større krop end jeg normalt forbinder med kvindeligt sexobjekt, ligger på en slags briks, hendes bryster gynger frem og tilbage, hun bliver taget af manden, der står op for enden af briksen, samtidig har hun en anden mands pik i munden.
At dømme efter hendes ansigtsudtryk og lydene, der kommer ud af hende, nyder hun det i fulde drag. »Female pleasure matters«, lyder Erika Lusts slogan rigtignok, det står skrevet med store bogstaver hen over lærredet, mens flere billeder af kvindelige ansigter fortrukket i liderlighed ruller forbi i høj fart.
Underlivet i sæderne
Så går biograflærredet i hvidt, lyset tændes oppe ved forreste stolerække, og en rødhåret kvinde med fyldige læber og en lilla, skinnende silkekjole på rejser sig fra sit sæde:
»Let’s raise the energy before watching this movie!« råber hun gennem salen og løfter armene op over hovedet, hendes venstre brystvorte er utrolig tæt på at hoppe ud over kanten af udskæringen.
Hun sætter sig tilbage i sædet, men beholder armene oppe over hovedet: »Roll back and forth in your seat and let’s raise this energy!«
Publikum (der med få undtagelser med rimelighed kan beskrives som alternativt udseende: undercuts, piercinger, sorte grovmaskede nylonstrømper, den dur) er helt på bølgelængde med Madison Young, som hun hedder, den rødhårede instruktør, der har lavet filmen, vi skal til at se, de griner og hujer og vrikker underlivet frem og tilbage i sæderne.
Så er vi i gang med ugen.
Hjemmefra har jeg bestilt billetter til en syv-otte film fordelt over de næste fem dage. Ikke at jeg havde nerver til at læse mig grundigt ind på programmet, men jeg har på må og få forsøgt at lave et nogenlunde varieret snit igennem festivalens brede udvalg af female porn, dykes, sex work, BDSM og MILFs – lidt bøsseporno er det endda også blevet til, den lesbiske hollywoodbasker The Kids Are All Right (hvor Annette Benning og Juliane Moore forsøger at få gang i deres rustne sexliv ved hjælp af netop denne genre på tv’et i soveværelset) in memoriam.
I starten er det vildt nok det der med at sidde sammen med 200 mennesker i en biografsal og spise popcorn og drikke danskvand, mens folk får stukket sortbehandskede fingre op i anus, bliver piercet med nåle gennem brystet, hænger med kødkroge og kæder i ryggen fra et træ, mens de skriger euforisk, bliver slikket mellem benene, taget med knytnæver, fingre og strap-ons i loop.
Særligt den svuppende, gurglende lyd det giver, når en mand stikker sin pik så langt ned i halsen på en kvinde, at man må undre sig over, hvordan det ikke automatisk udløser hendes brækrefleks, kryber ind under huden på mig på en måde, der næsten giver mig kvalme.
En slags overgivelse
Men da chokket har lagt sig, da jeg er kommet mig over det umiddelbart pinagtige i at sidde ved siden af min kæreste og diverse fremmede sidepersoner, mens kønsdele i overstørrelse bliver penetreret, gnedet, slået og klasket, er det, som om der sker et eller andet med mig.
En slags overgivelse, måske endda en slags åbenbaring, som jeg sjovt nok får efter indtagelsen af en dobbelt flat white på homobaren Möbel Olfe tæt på Babylon-biografen, nu da min kæreste og jeg har indset, at vores fælles hovedpine og generelle irritabilitet må skyldes det faktum, at airbnb-lejlighedens pulverkaffe sgu da er koffeinfri.
Bagefter går vi ind for at se, hvad der viser sig at være en på alle mulige måder stor, overvældende og vildt god film, porno eller ej, Mahx Capacitys næsten to timer lange (W/hole). Filmen er et samarbejde mellem den Brooklyn-baserede performancegruppe A.O. Movement Collective, der har som mål at udforske potentialet i såkaldt queerhedonisme og så det queerfeministiske pornokollektiv AORTA:
En person med undercut i begge sider og en lang, mørk hestehale sidder foran kameraet, billedet er beskåret, så man kun kan se vedkommendes overkrop. Han (tror jeg nok, for det er ikke let eller for den sags skyld meningen, går jeg ud fra, at man nødvendigvis skal kunne afgøre, hvilket køn de medvirkende har) taler til kameraet i en slags fragmentariske, lyriske erindringsbilleder, noget om måden, lyset falder gennem ruden af en bil på, noget om en person, det lyder, som om der har været et forhold til.
Af lydsiden og armbevægelserne, der kun er halvt synlige, afkoder man efterhånden, at personen under billedet bliver fistfucket af den talende. Bagefter vilde danseagtige scener, langsomme, intense halvt iscenesatte, koreograferede sexscener i industrielle rum, personerne fra filmen sidder rundt om et bord med et festmåltid bestående af østers, hummere, brød, mens de rabler et tiltagende vanvittigt flerstemmigt talekor.
Lyden af glas, der bliver smadret, mens en kvinde langsomt bindes ind i en vild bondage og bagefter får stukket nåle igennem underlæben, sat kroge i mundvigene og næsen.
Det tynde reb er bundet så stramt rundt om hendes ansigt, at huden bulner ud, det ligner noget, jeg forbinder med tortur, men udføres med, hvad der ser ud til at være, den ømmeste kærlighed af personen ved hendes side.
En kanyle findes frem, personen binder en staseslange rundt om den indbundnes arm og trækker blod op i kanylen, sprøjter det ind i hendes mund, som i forvejen driver af savl og spyt, kysser hende på kinden, aer hende og knuger hende ind til sig, vugger hende blidt, mens hun giver helt slip og hulker, så tårerne løber ned ad hendes kinder sammen med blod og mundvand.
Jeg har set en del porno i løbet af de seneste dage i Berlin, og én ting bliver ved med at undre mig: Jeg bliver, med få minimale udsving, ikke for fem ører liderlig af at sidde inde i biografsalen og se folk blive gennemkneppet på de mest utrolige måder. Etisk set ville det ellers være helt forsvarligt.
Alle film på festivalen er produceret baseret på et feministisk grundlag, de er optaget, distribueret og vises med frivilligt samtykke fra de medvirkende og med det erklærede formål at tilvejebringe queerperspektiver på spørgsmål vedrørerende seksualmoral, identitet og kropsidealer med hovedvægt på kunstneriske og alternative tilgange til pornogenren.
Alligevel er det måske for meget forlangt med den liderlighed, tænker jeg. Mit overjeg kunne vel tænkes at være lidt på overarbejde dér midt i det offentlige biografrum. Tesen understøttes kraftigt af mine drømme natten efter. For nu er der til gengæld gang i min indre biograf, skal jeg love for: Trine Dyrholm står og vrider sig (i en krop, der højst kan være omkring de tyve år) op ad sin mørkhårede kæreste, bevægelsen får hendes små bryster til at vippe koket.
Jeg befinder mig på en eller anden natklub i København (som desværre ikke findes). To af mine perifert bekendte fra det københavnske homomiljø (for alles skyld nævner jeg ingen navne) ligger på gulvet, hvor flokken af gæster er trådt til side for at danne en slags scene for de to kvinder.
Den ene af dem bærer en åbentstående kimono – hun presser sin hånd ind mod siden af kroppen, min kæreste, der åbenbart står ved siden af mig, hvisker varmt ind i mit øre:
»Det er derfor, hun gør det dér, på grund af sin stomi.«
Og så går de to kvinder ellers i gang på gulvet: Nu ligger den ene med en stor dildo langt oppe i anus, mens hun bliver kneppet af den anden kvinde med endnu en dildo. Indtil scenen skifter, og det pludselig er mig, der ligger nede på gulvet med en buttplug af metal oppe i anus.
Workshop
Om formiddagen sidder jeg lettere svimmel på en stol i en rundkreds sammen med cirka 30 andre personer i et stort, lyst lokale på Skalitzer Straße lige ved Kottbusser Tor i Aquarium hintern Südblock, som lader til at være en slags let poleret udgave af Folkets Hus på Nørrebro i København og hjemsted for en række politiske, feministiske og kulturelle arrangementer, blandt andet workshoppen Ask my self first, der skal til at starte nu, og som afholdes i forbindelse med pornofilmfestivalen.
Det skal handle om samtykke, altså det der med helt frivilligt at sige ja til at deltage i en given seksuel aktivitet med en anden person. Ikke en problematik, jeg umiddelbart som seriel monogamist føler mig specielt konfronteret med.
Det gør til gengæld en stor del af de andre omkring mig i stolerundkredsen, viser det sig. Især de af dem, der arbejder som pornoskuespillere, sexarbejdere eller som selv har en BDSM-praksis (altså praktiserer bondage, dominans/underkastelse, sadisme eller masochisme). De fem personer, jeg kommer i gruppe med, er alle i berøring med en eller flere af kategorierne enten privat eller som en del af deres arbejdsliv.
Vi skal i gang med første øvelse, som går ud på på skift at trække og svare på spørgsmålskort fra en bunke inddelt i kategorierne – porno (de lyserøde kort), BDSM (de grønne kort) eller generelle spørgsmål (de gule kort).
Det går meget godt, synes jeg, det der med at tale om sex og samtykke, især når det er de gule kort, der bliver trukket: Hvad gør du, hvis du vil introducere et nyt element i dit og din kærestes sexliv? Er du nogensinde gået med til noget seksuelt, som du egentlig ikke havde lyst til?
Til gengæld kommer jeg øjeblikkelig på udebane, når vi bevæger os over i BDSM- og pornokategorierne: Hvilke elementer indgår i din forsnak før en seance? Har du nogensinde stoppet en optagelse, hvis du blev i tvivl om, om du gik over dine egne grænser?
Jeg undlader helt at trække de grønne og lyserøde kort og håber, at det ikke tiltrækker sig for megen opmærksomhed i gruppen. Faktisk, konstaterer jeg hurtigt, har jeg slet ikke lyst til at springe ud som monogam i et længerevarende parforhold i det her selskab, det ville simpelthen være for pinligt.
De ville tro, jeg var komplet gammeldags, eller de ville vide, at jeg er komplet gammeldags og helst vil binde min kæreste på hænder og fødder og måske endda giftes af ren og skær kærlighed. Nej, det er udelukket. I stedet håber jeg uden direkte at sige noget som helst om min parforholdsmæssige status eller specifikke praksis at passere som nogenlunde open minded og moderne i det.
Efter workshoppen har vi aftalt at mødes med Sine, ja hende, Onani-Sine, eller Goodyn Green som er hendes kunstnernavn, ovre i Moviemento-biografen. Vi skal ind at se premieren på hendes film Third Shutter i aften, tredje og sidste del af den lesbiske pornotrilogi, hun har optaget i Berlin hen over de seneste seks år.
Da vi går ud af biografen for at finde en café i nærheden, møder hun en lille gruppe af de andre instruktører og skuespillere, som står udenfor og snakker. Jeg genkender de fleste af dem enten fra film, jeg har set i løbet af ugen eller de efterfølgende Q&As. De griner og omfavner hinanden og får taget en række opstillede, fjollede billeder af hinanden, inden vi går hen for at bestille tre cappuccinoer på caféen bag ved legepladsen om hjørnet.
Selvglæde
»Jeg skammede mig frygteligt over min krop,« siger Sine, da vi har sat os, og jeg får tændt for memoen på min iPhone, »og over min ’maskuline’ seksualitet.«
Hun sørger selv for at sætte gåseøjnene i luften rundt om maskulin med fingrene.
»Det var blandt andet derfor, jeg besluttede mig for selv at spille med i min første film, First shutter, for at komme af med noget af al den her kropsskam.«
»Virkede det?« spørger jeg lidt vantro.
For jeg har svært ved at tro, at det ville være vejen til mere selvglæde for mit vedkommende.
»Ja,« siger hun, »det gjorde det virkelig.«
Hun ser ud til at mene det ærligt og smiler ad mit overraskede tonefald.
»Én ting, jeg har opdaget gennem mit arbejde med porno, er, at de bedste sexscener, eller det er i hvert fald min mening, opstår mellem personer, hvor der virkelig er connection,« siger hun, da vi taler om scenerne til filmen, vi skal se i aften.
Connection, det er ikke lige det ord, jeg umiddelbart forbinder med porno. Men Sine insisterer:
»Den vildeste scene i den film er mellem to kvinder, der var kærester, da vi optog scenen. Den scene er superintens, især fordi man kan mærke den der forbindelse og kærlighed mellem dem.«
Det er rigtig nok, hvad Sine siger, det er en vild scene, den hun refererer til. De to kvinder oppe på lærredet ser meget forelskede ud. De ser også ud til at tænde rigtig meget på rollespil: Den ene klapper den anden hårdt på kinden, på ballerne, blind folder hende og dirty talker hende, mens hun putter sine ekstravagante fingerringe ind i hendes mund. Til sidst kommer hun voldsomt efter at være blevet taget superhårdt med en stor, sort strap-on bagfra, hendes krop er dækket af røde plamager fra den heftige blodcirkulation og slagene.
Min kæreste og jeg opdager hurtigt under scenen, at vi da forresten, wow, sidder lige bag ved parret dér i biografsalen. De er begge tydeligt nervøse eller spændte, sådan aflæser jeg det i hvert fald, da scenen med dem går i gang. Den ene af dem laver en grimasse og holder hænderne op foran ansigtet, den anden klemmer hendes arm og kysser hende på kinden.
Men lidt efter står de begge to hånd i hånd oppe ved biograflærredet, efter lyset er blevet tændt, publikum er helt vilde med dem og med filmen, det er tydeligt, de klapper og klapper, og det samme gør vi, min kæreste og jeg.
