Feature
Læsetid: 10 min.

Hollywood har gjort elektrochok til symbolet på alt det, der er galt med psykiatrien

Elektrochok har eksisteret i 80 år, og næsten lige så længe har filmfolk verden over portrætteret den omdiskuterede behandlingsform. Ofte som en metode til afstraffelse, tortur eller til at slette patienters hukommelse. Men det er langtfra virkeligheden og dybt skadeligt, mener psykiater Sienaert Pascal, som har undersøgt ECT på film fra 1948 til 2015
Elektrochok har eksisteret i 80 år, og næsten lige så længe har filmfolk verden over portrætteret den omdiskuterede behandlingsform. Ofte som en metode til afstraffelse, tortur eller til at slette patienters hukommelse. Men det er langtfra virkeligheden og dybt skadeligt, mener psykiater Sienaert Pascal, som har undersøgt ECT på film fra 1948 til 2015

Jesse Jacob

Kultur
8. november 2019

Seks læger holder Jack Nicholson fast, så han ikke kan rejse sig fra den båre, han er blevet lagt på. En sygeplejerske smører hans tindinger med en lyseblå gelé og placerer så to elektroder ovenpå. Der bliver sendt elektriske stød gennem ham. Hans krop ryster voldsomt.

Scenen fra Milos Formans Gøgereden fra 1975 er en af dem, der står klarest i folks hukommelse. Kort inden indgrebet har selvsamme Jack Nicholson været involveret i et slagsmål med personalet på den psykiatriske institution, han befinder sig på.

Egentlig er han slet ikke psykisk syg. Men da han bliver dømt for voldtægt og skal afsone sin straf, er det mere tiltalende for ham at skulle være på en lukket psykiatrisk institution end blandt fængselsindsatte. Derfor foregiver han at være psykisk syg.

Udadreagerende adfærd tolereres ikke i filmens psykiatriske univers, og personalet straffer med elektrochok. Det hjælper for en stund. Men da han fortsat opfordrer de andre indlagte til oprør og bryder ordensreglerne, får han til sidst det hvide snit. Med to ar i panden vandrer han rundt i en zombielignende tilstand som en anden Frankensteinfigur.

United Artists
Gøgereden er siden sin første visning for mere end 40 år siden blevet synonym med alt det, der er galt med psykiatrien – med et ødelæggende og undertrykkende system. Som den belgiske forsker og psykiater Pascal Sienaert formulerer det, er elektrochok som behandlingsform »blevet metaforen for ondskaben i psykiatrien.«

Den håndfaste konklusion kan han drage efter at have undersøgt skildringen af ECT (som man kalder behandlingen i dag – Electric Convulsive Therapy) i film fra 1948 til 2015. Hans egen interesse for behandlingsformen tog allerede form under medicinstudiet.

Men da han i starten af 00’erne begyndte at behandle sine første patienter med ECT, opponerede flere af dem kraftigt imod det. De fortalte, at de havde set Jack Nicholson i Gøgereden. At de ikke havde lyst til at blive ligesom ham, at de ikke ville straffes og i sidste ende forvandles til en zombie.

Nogenlunde samme scenarie har forfatter og dokumentarist Peter Øvig beskrevet i sin seneste bog Min mor var besat om sin mors og sine egne depressioner. Efter at han selv er sunket ned i en svær psykotisk depression, foreslår lægerne ECT. Det gør ham i starten rædselsslagen.

Først og fremmest havde hans mor fået behandlingen, og hun havde altid talt om, at det svækkede hendes hukommelse. Dernæst kørte scenerne fra Gøgereden i hans hoved, og han forestillede sig, hvordan han efter behandlingen ville blive en zombie. I bogen skriver han endda, hvordan han ringede til sin søster og fortalte hende, at det var slut.

Det var med de mange patienthistorier, som minder om Peter Øvigs, i baghovedet, at Pascal Sienaert gik i gang med at indsamle diverse film og serier, der indeholder repræsentationer af ECT.

»Det var tydeligt, at noget var helt galt,« som han siger. 

Flere end 50 film

I Min mor var besat beskriver Peter Øvig senere, hvordan behandlingen faktisk endte med at virke. Efter to behandlinger begyndte han at kalde sin kæreste for skat igen. Efter syv behandlinger gik han for første gang i lang tid en tur.

Han fik altså hverken det hvide snit eller blev en zombie, men endte med at blive sig selv igen. Faktisk sagde han i et interview med Information, at »jeg vil gerne råbe fra tagene, at hvis man er dybt deprimeret, så virker elektrochok.«

I dag er ECT da også i hastig fremgang, særligt i Danmark, som er et af de lande, hvor behandlingsformen er mest udbredt. Her behandles cirka 1800 personer hvert år.

En af de vægtige årsager til fremgangen er, at behandlingen er effektiv sammenlignet med andre behandlingsformer i psykiatrien, hvilket man blandt andet kunne læse om i Information for et par uger siden, da vi fulgte den depressionsramte Richard Eriksen, der får ECT ugentligt.

Alligevel kan man fortsat støde på forskellige skrækscenarier om ECT i dag.

Selvom Gøgereden står for den mest gennemslagskraftige version af en ECT-behandling, er filmen langtfra den eneste. I sin søgning efter repræsentationer af ECT har Pascal Sienaert fundet 52 spillefilm, 21 tv-serier og to animerede sitcoms i perioden 1948 til 2015.

Konklusionen lyder, at i 80 procent af filmene vises ECT på en forvrænget og negativ måde. Her fremstår behandlingen som et torturredskab, en afstraffelsesmetode eller et redskab til direkte at slette patienters hukommelse. Et billede, som ifølge forskeren er milevidt fra virkeligheden.

»Medier har en enorm indflydelse på, hvordan det generelle billede af ECT er. I mange film er medicinske indgreb korrekt beskrevet, men det virker til, at psykiatri og særligt ECT er den store undtagelse. Det er stort set aldrig vist på en korrekt måde,« siger Pascal Sienaert.

WARNING!

Den omdiskuterede behandlingsform blev for første gang introduceret på verdensscenen i 1939 og kan altså i år fejre sin 80-års fødselsdag. Første gang man kunne se behandlingen på det store hvide lærred var i 1948 med filmen The Snake Pit.

Her møder vi en ung kvindelig forfatter, som er indlagt på en psykiatrisk afdeling. Da lægerne beslutter, at hun skal gennem en ECT-behandling, zoomer kameraet ind på hendes ansigt, mens hun siger: »why are you electrocuting me?«, hvilket illusterer, hvor rædselsslagen hun er i situationen.

20th Century Fox
Op gennem 1960’erne bliver flere film med ECT-behandling i fokus vist i biograferne og som det absolutte trækplaster, der skal lokke folk ind i biografmørket. På en filmplakat for filmen Shock Treatment fra 1964, som Pascal Sienaert har bidt særligt mærke i, kan man se et billede af en mand, der har fået fastspændt elektroder til sit hoved. Ansigtet er krympet sammen i en grimasse, som får ham til at ligne en person, der for alt i verden vil slippe væk. Med store bogstaver står der hen over plakaten:

»YOU WON’T BE THE SAME WHEN YOU COME OUT OF SHOCK TREATMENT«.

I nederste hjørne er der sat en advarsel ind til kommende seere: »WARNING! You will actually see a man subjected to ELECTRO SHOCK TREATMENTS!«

Kun få år efter, i 1970’erne, begyndte antipsykiatribevægelsen at brede sig og satte spørgsmål om patientrettigheder og tvangsbehandlinger på den offentlige dagsorden. I bevægelsen fandtes en massiv modstand mod psykiatrien, som blev opfattet som et undertrykkende system.

Og den psykofarmaka, som blev udskrevet til patienter, blev set som en kemisk spændetrøje, der forhindrede patienterne i at være i kontakt med deres følelsesliv.

Det var i den kontekst, Gøgereden blev vist, hvilket er med til at forklare den positive modtagelse, filmen fik. Under de første visninger rejste publikum sig gerne op og klappede under rulleteksterne. Peter Øvig kalder i sin seneste bog filmen for den bedste PR for antipsykiatrien.

Det er da heller ikke for ingenting, at der har været store aversioner mod elektrochok. Helt frem til 1960’erne gav man nemlig behandlingen uden bedøvelse og uden muskelafslappende midler, som man benytter sig af i dag, ligesom apparatet var mindre avanceret.

LMPC/ Getty Images
Man ved dog stadig ikke, hvad der præcis sker i hjernen, ud over at forskning har vist, at ECT blandt andet stimulerer dannelse af nye neuroner og får hjernecentret hippocampus – som er hæmmet ved svær depression – til at vokse, som Poul Videbech, professor i psykiatri og overlæge på Psykiatrisk Center Glostrup, tidligere har forklaret i Information.

Selv om bedøvelse blev almindelig praksis i tiden efter 1960’erne, fortæller Pascal Sienaert, at det ofte er udeladt i filmene (faktisk i hele 72 procent af dem). Også selv om de foregår i nutiden, hvilket får behandlingen til at fremstå mere brutal.

Slette hukommelse

Antipsykiatribevægelsen har i dag tabt noget af pusten, men det har ikke nødvendigvis afspejlet sig i filmens verden. Hvor mange af de eksempler, der allerede er blevet nævnt, handler om tortur og barbari, kredser nogle af de nyere eksempler primært om hukommelsen – og om, hvordan ECT kan være med til helt at slette den. 

Fokus på hukommelsen er ikke taget komplet ud af den blå luft, omend det er forvrænget. En af de bivirkninger, der kan være ved ECT-behandlingen, er nemlig visse former for hukommelsestab, som Pascal Sienaert understreger.

»For de fleste patienter vil det forsvinde over tid – dage eller uger. Der er også nogle få, som vil opleve, at hukommelsesproblemerne er alvorlige og permanente.«

Kamilla Miskowiak, som er professor i kognitiv neuropsykiatri ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet og Psykiatrisk Center København, har tidligere udtalt her i avisen, at det dog er svært at vide, om hukommelsestabet alene skyldes ECT, eller om det også skyldes patientens depressive tilstand.

I fiktionens univers går man dog skridtet videre. I filmen A Love To Keep (2006) bruges ECT eksempelvis til at ’kurere homoseksualitet’, og i den amerikanske tv-serie House bliver det brugt til at fjerne ubehageligheder fra en patients hukommelse.

I House, som løb i otte sæsoner fra 2004 til 2014, følger vi en overlæge og hans medarbejderstab i opklaringen af diverse mere eller mindre uforklarlige tilstande hos patienter. I et afsnit fra tredje sæson bliver en 28-årig mand, som lider af broken heart syndrome, indlagt. Det viser sig, at årsagen til hans tilstand skal findes i, at han er ulykkeligt forelsket i sin brors kone, Amy.

»Elektrochokbehandling er den eneste måde, vi kan slette Amy fra hans hukommelse,« siger overlægen, House, da medarbejderne diskuterer, hvad de skal stille op med den unge mand.

Da en af lægerne introducerer patienten for ideen, indvilger han med det samme. Også selv om lægen forklarer ham, at »du vil slette den, du er nu, for at holde på en hemmelighed«.

Da behandlingen er overstået, kommer broren og Amy på besøg. Idet de træder ind på stuen på sygehuset, ser han forvirret på dem, undskylder og siger så: »Jeg kan ikke huske nogen af jer.« Behandlingen har med andre ord været effektfuld.

I hvert fald i filmen.

»Men i virkelighedens verden er det helt umuligt og latterligt,« siger Pascal Sienaert.

Homeland som det gode eksempel

Som altid er der naturligvis en undtagelse fra den overvejende negative repræsentation af ECT. Her står den amerikanske tv-serie Homeland og funkler på Pascal Sienaerts klare førsteplads over gode eksempler.

I serien, som tog sin begyndelse i 2011 og stadig kører, følger vi CIA-agenten Carrie Mathison, som ud over at kæmpe for at garantere sikkerheden for millioner af amerikanske borgere også er diagnosticeret med en bipolar lidelse.

»Selv om hun lider af en bipolar lidelse, fungerer hun jo på et ekstremt højt niveau i sin professionelle karriere. Det sætter scenen på en totalt anden måde, end hvad vi ellers har set,« siger Pascal Sienaert.

I første sæson ryger Carrie ned i en dyb depression efter en mani. Da hun er blevet indlagt og skal til at modtage ECT, opponerer hendes chef, Saul, som løbende følger hendes mentale tilstand tæt.

»Det her er fucking barbarisk,« siger Saul.

Showtime
»Jeg vil gerne det her. Det var min beslutning, jeg har sagt til dem, at de bare skal gøre det,« svarer Carrie bestemt, hvortil Saul udbryder:

»Din beslutning? At få chokbehandling?«

»Det er ikke Gøgereden, Saul. De bruger ultrabrief pulses nu. Det bliver kaldt electroconvulsive therapy,« siger Carrie.

Og således udfolder et skoleeksempel sig på, hvordan behandlingen egentlig foregår.

»Måske er det ikke det bedste tv, men det er faktisk psykoedukation,« siger Sienaert.

Psykoedukation kalder man den type undervisning som patienter, der lider af forskellige sygdomme, får, så de bedre kan håndtere deres sygdom.

»Chefen, Saul, repræsenterer det negative syn, som lægmand har,« fortsætter han begejstret.

»Men Carrie maner det til jorden og siger det, vi som læger også ville have sagt.«

Pascal Sienaert mener, at filmskaberne bør indse, at de har en massiv indflydelse på, hvordan en behandlingsform som ECT bliver opfattet i den brede befolkning.

– Men når man laver en film, er det jo ikke tiltænkt, at den skal lande foran en patient som en slags patienthåndbog. Der er vel kunstnerisk frihed til at fremstille det, som man har lyst?

»Folk, der laver film, laver dem ikke for at informere fremtidige patienter om en behandling. Men det er det, der ofte sker. Det, man ser på film, er det, patienterne tror vil ske,« siger han og understreger, at han sagtens kan se, at ECT egner sig godt til filmlærredet og ofte indbyder til dramatisering, men han mener, at filmskaberne alligevel bør tage et ansvar på sig.

Selvom repræsentationen muligvis er på vej i en mere neutral retning, end hvad tilfældet har været de seneste mange år, tror Pascal Sienaert, at der er lang vej igen.

»ECT som behandlingsform er blevet mere og mere populært i stort set alle lande. Det, at I har en forfatter i Danmark, som taler positivt om sin behandling, er noget, vi ser oftere og oftere,« siger Pascal Sienaert.

»Men det er samtidig så stærkt et billede, som har været her i 80 år. For at det billede skal forsvinde, skal vi måske bruge endnu 80 år på at skabe et nyt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Så vidt jeg har forstået Shutter Island (efter i tredje omgang endelig at være kommet igennem Dicaprios trængsler og frem til slutningen og dermed cluet) så har det hvide snit også fået en tanke med på vejen af Hollywood. Men nu handler artiklen ikke om det hvide snit, men om elektrochok og der kan jeg ikke lade være med at spekulere på om orgasme ikke også er en form for elektrochok, om end en (meget) mildere og mere naturlig en af slagsen, dog ikke desto mindre en slags nulstilling af hjernen? Har i hver fald aldrig hørt om nogen, heller ikke på film, der er deprimeret umiddelbart efter en orgasme. Omvendt behøver der der ikke gå særligt længe efter orgasmens saliggørelse, før en eventuel mental mistrivsel vender tilbage, sikkert mere for os ikke-rygere, uden at jeg har belæg for den påstand. Men hvis noget lignende gør sig gældende med elektrochok, så er successen jo i virkeligheden begrænset. Bare for at sige, at man må håbe de givne forsøg har strakt sig over tilpas lange tidshorisonter, for så vidt de ligger til grund for den endelige dom over en så mekanistisk behandlingsform. Osv. osv... Omvendt kan man jo også bare konstatere, at hvis elektrochok virker, også efter måneder og år, så er der ingen ko på isen og dermed heller ingen grund til at Hollywood skræmmer biografgængerene unødigt.

Jeg fatter det ikke.
Elektrochok har netop været anvendt som tortur overalt i verden, senest i Irak. Der er fakta.
Elektrochok som psykiatrisk behandling må svare til at man reparerer en Ipad ved at sende en kraftig strøm igennem den, i stedet for at finde ud af hvilket kredsløb der fejler og så reparere det. Det er en chok “behandling”. Det kan da aldrig blive en nøje diagnosticeret og selektiv udvalgt behandling. Resultatet må være styret af normalfordelingen, for nogen er der en forbedring at spore og hos andre intet eller endda en forværing.
Men jeg er ikke læge, så . . .

Thomas Østergaard

David Joelsen:

Det er ret svært at lave grundforskning på levende menneskehjerner, da det er livsfarligt og uetisk at gå ind og måle på kemiske og elektriske ændringer invasivt. Det meste af det vi ved om hjerner er fra forsøg med rotter (der dør af det) og dissektion af døde mennesker, hvad det gør psykiske problemer hos mennesker til en forholdsvis ueksakt videnskab

Iøvrigt, hvis det kunne afhjælpe og mindske diverse problemer med defekte iPads at sende en "kraftig" strøm igennem cem, ville det nok være den vej de fleste ville gå, fremfor at lokalisere og betale en ekspert med tilstrækkelig viden og ekspertise til at dignosticere og uskifte den defekte komponent (ikke mindst fordi iPads, ligesom hjerner, er ret svære at åbne og udskifte delkomponenter i).