Instagrampoesi er »en æstetisk revolution i kunstnerisk tankegang«

Først syv verselinjer på gul baggrund. 115 likes. Så et fotografi af en enarmet tyveknægt med et oplyst og tilasket askebæger i forgrunden. 135 likes. Så endnu et digt med titlen Matrix-morgen. 196 likes. Og så et fotografi af to små drenge med ens solbriller, den mindstes sidder skævt. 166 likes.

Sådan ser en lille del af Christian Freunds instagramunivers ’poetensdagbog’ ud. Han er såkaldt instapoet og udgiver altså sine digte på det sociale medie, der ellers både er lavet til og propfyldt med billeder af smuk mad, smukke steder og smukke mennesker.

»Jeg skrev så meget og havde så mange ideer og materiale, men jeg blev træt af, at det lå og samlede støv på skrivebordet. Jeg ville gerne have det ud til folk, både for min egen skyld, men også fordi det kunne være, der var nogen, der kunne bruge det til noget, at det kunne hjælpe nogen,« siger den 20-årige ripenser, som har knap 11.200 følgere på sin poesiprofil.

På mange måder kan hjemmesiden digte.dk ses som en dansk forløber for et poesimiljø udgjort af spirende digtere, der i dag har fundet deres plads på de sociale medier. For da hjemmesiden digte.dk lukkede i 2009, var det slutningen på en tiårig æra med dansk litteraturs første sociale medie, vurderer Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen i sidste uges afsnit af Informations samtidslitteraturhistoriske serie 20 før 20.

Digterne vil ud

Instagrampoesien er ikke noget helt nyt fænomen. I 2014 udgav Bianca Fløe digtsamlingen Trylleformuleringer, bestående af 1.361 ultrakorte digte, hun havde lagt på Instagram i løbet af et år. Samme år udgav indisk-canadiske Rupi Kaur sin debutdigtsamling Milk and honey (udgivet på dansk i 2018), baseret på sin instagrampoesi.

Men Louise Mønster vurderer, at flere danskere end nogensinde før udgiver poesi på sociale medier som Facebook, Instagram og YouTube.

Louise Mønster er lektor i dansk litteratur og poesi på Aalborg Universitet og arbejder lige nu på et forskningsprojekt om nordisk poesi og sociale fællesskaber, som undersøger, hvad der sker, når poesien forlader de trykte sider og materialiserer sig i oplæsninger eller på digitale medier.

»Det er tydeligt, at digterne har brug for at komme ud og optræde og for at være synlige på de digitale medier. Bogen er jo selvfølgelig stadig et vigtigt medie at udkomme i, men altså langtfra det eneste. For yngre generationer kan det desuden synes noget mere fremmed at købe og læse bøger end at orientere sig via forskellige sociale medier, så for dem er det bare den mest naturlige tilgang til lyrik.«

Men de rammer, som digte optræder i uden for bøgerne, stiller også nye krav. Digtene skal helst ikke være for lange, de skal fange læseren eller tilhøreren tidligt, og for Instagram gælder det også, at de skal ledsages af en grad af visuel æstetik.

»Jeg oplever, at man som digter skal arbejde hårdt, for at ens kunst bliver husket og brugt tid på i den informationsstrøm, der er på de sociale medier. Det lærte jeg på den hårde måde i starten. Jeg har fået at vide, at min poesi godt kan være lidt langhåret, og jeg har måttet cutte nogle af mine tekster ned. De skal være under en halv side i hvert fald, er min erfaring. Ellers gider folk ikke rigtig bruge tid på at læse det,« siger Christian Freund.

En familie

Det, der gjorde det hedengangne digte.dk til et socialt medie, var, at hvem som helst både kunne dele deres poesi og komme med kommentarer til andres digte, og kommentarsporene var tit fuldt af gode råd til eksempelvis opbygning, formuleringer og rim.

Den nye generation af digtere bruger Instagram på samme måde, fortæller Christian Freund.

»Det er lidt en familie, et fællesskab. Vi skriver frem og tilbage om vores digte, og hvis der sker et eller andet godt for en af os, så deler de andre det, og så hjælper vi hinanden på den måde. Vi er lidt en truet art, eller i hvert fald en minoritet i litteraturbranchen, så vi hjælper hinanden her på platformen.«

»Vi har opbygget et netværk af unge digtere, som ganske vist ikke er så erfarne, men som har en passion for at skrive,« fortsætter han og remser en lang række navne på andre instapoeter op. Det betyder ikke så meget i fællesskabet, om man har 11.000 eller 110 følgere, siger han.

»Efter min mening begår forlagene en fejl, hvis de ikke investerer tid i et slags talentspejderkoncept, folk som scroller Instagram og andre platforme igennem, for her lever den uhørte del af ungdommens poesistemmer.«

Men selv om Christian Freund har en stor læserskare på Instagram, så håber han, at hans digte en dag vil blive udgivet i bogform.

Og den drøm er han ikke alene med, oplever Louise Mønster, når hun taler med digtere som led i sin forskning.

»Der er stadig en særlig aura over en bog, og der er stadig dem, som først føler, de er rigtigt udkommet, når det er i en bog, men jeg tror ikke, at den fornemmelse er så stærk, som den har været tidligere,« siger hun.

Hun ser til gengæld også en større sammensmeltning mellem det digitale og det fysiske. Parallelt med, at de unge digtere trækker poesien ind i et digitalt univers, trækker flere mere etablerede digtere det digitale med ind i de fysiske bøger.

»Lars Skinnebach har et vildt flippet visuelt udtryk i TEOTWAWKI, som er illumineret og kommenteret af den dansk-færøske kunstner Goodiepal, og hvor der undervejs er henvisninger til ting, man opfordres til at se og tjekke ud, hvilket man lettest gør på nettet. Caspar Eric har jo også hashtags i sine trykte digte, så på den måde er der også en udveksling mellem de ting, som foregår digitalt og de ting, der nedfældes i bøgerne,« siger hun.

Christian Freund vil heller ikke glemme, hvor han startede, hvis han en dag skulle få chancen for at blive udgivet i bogform, siger han. 

»Hvis det sker, vil jeg ikke forlade profilen, men hvis jeg en dag skulle skrive bøger, vil jeg også bruge billeder og poesi sammen. Det kan ændre stemningen fuldstændig og vende den på hovedet. Det er en æstetisk revolution i kunstnerisk tankegang på en måde.«