Interview
Læsetid: 13 min.

John le Carré: Brexit har løsnet mine bånd til England

John le Carrés roman nummer 25 skulle ikke have været en Brexit-roman, men blev det på en måde alligevel. I en alder af 87 uddeler han bistre hip til Boris Johnson og Donald Trump og taler om fiktionens forføreriske bedrag
John le Carré ser sig selv som en gammeldags, romantisk patriot, men gør sig i øvrigt ikke illusioner om heroisme i agentverdenen. Sikkerhedstjenesterne søger kandidater, der både har det nødvendige talent for at kunne bedrage andre og samtidig forstår at være dybt loyale.

John le Carré ser sig selv som en gammeldags, romantisk patriot, men gør sig i øvrigt ikke illusioner om heroisme i agentverdenen. Sikkerhedstjenesterne søger kandidater, der både har det nødvendige talent for at kunne bedrage andre og samtidig forstår at være dybt loyale.

Stine Bidstrup

Kultur
15. november 2019

Jeg har altid beundret John le Carré. Ikke altid uden misundelse – alle de bestsellere! – men jeg har været forundret over, at han kan skrive bøger, der både appellerer til mange læsere og samtidig er fulde af litterær bravour. Hans kritikere er på vildspor, hvis de forestiller sig, at forfatterens konstante forkærlighed for spiongenren gør hans bøger til underholdningslitteratur.

Mindst to af hans bøger har format til at blive stående som absolutte litterære mesterværker. Jeg tænker her på Spionen, der kom ind fra kulden (1963) og En perfekt spion (1986). Hvilke andre forfattere har i næsten 60 år formået at produceret en strøm af romaner af tilsvarende høj kvalitet?

Hans debutroman, Telefon til afdøde, udkom i 1961. Nu udgiver den i dag 87-årige, hvad han selv har antydet kunne blive hans sidste, Agent Running in the Field. Men lur mig, om ikke flere kan være på vej. For trods en høj alder er John le Carré i dag så intellektuelt veloplagt og så politisk anfægtet som nogensinde.

Plottet i hans nye bog er hentet fra dagens politiske virkelighed: le Carré forestiller sig, at Trumps USA og de britiske sikkerhedstjenester har smedet en intrige om sammen at underminere Den Europæiske Unions demokratiske institutioner.

»Det er forfærdeligt plausibelt,« siger han – ikke uden en vis sardonisk fryd – da The Guardian møder ham i hans hjem i Hampstead. Han fryder sig ikke, fordi han ønsker sig det sådan, selvfølgelig. Men fordi han har udtænkt en fiktion, der netop er lokkende plausibel.

Bondefanger

Uundgåeligt toner billedet af hans ’bondefanger’-far frem. Ronald ’Ronnie’ Cornwell var en genial professionel bedrager, som hans søn endnu beundrer og vender tilbage til gang på gang, selv om faderen både røg i fængsel for forsikringssvindel og omgikkes ledende figurer i den kriminelle underverden.

»For mig var det en lykkelig skæbne,« siger le Carré, »sådan at blive født ind i en verden, jeg ville kunne skrive om. Min fars talent for bedrag var umætteligt og ekstraordinært.«

I hans barndomshjem vandrede en stadig »procession af fascinerende typer« ind og ud, og fra han var helt lille, blev han »befriet for den byrde, det er at være forpligtet på sandheden. Sandhed var alt det, man kunne slippe afsted med«.

De er derfor ikke fremmede for ham, de svindlertyper, der i dag har maset sig frem i forgrunden af det politiske pantomimeteater.

For le Carré er det i tilbageblik kun naturligt, at hans flugt fra barndommens giftige baggrund måtte gå over »strenge institutioner«. Han var kun fem år, da han blev sendt på den første kostkole. Siden kom han på Sherborne School i Dorset, som han hadede af et godt hjerte.

Mange år senere skulle chefen for britisk Secret Intelligence Service, David Spedding, betro le Carré, at hvad han mest beundrede ved ham, var »at du stak af fra Sherbone, mens jeg stod det igennem«. Speddings anerkendende ord står i kontrast til de bitre udfald fra en anden efterretningschef, MI6’s Richard Dearlove, som på en litteraturfestival for nylig udtalte, at forfatteren »er besat« af sin egen korte tid i spionbranchen, som han bruger som emne for »så nedbrydende fremstillinger af MI6, at de fleste efterretningsagenter er rivrasende på ham«.

Trods de lidelser, han måtte igennem i datidens undervisningssystem, blev kostskoleverdenen for le Carré »en vej frem i min søgen efter klare adfærdsnormer«. Men derpå fulgte hvervningen til den hemmelighedsfulde verden.

Charlotte Hadden

Som ung studerende på Oxford blev le Carré kontaktet af den britiske indenrigsefterretningstjeneste Security Service (i dag MI5, red.), der ville have ham til at udføre spionagehandlinger, herunder levere informationer om nogle af de medstuderende, der havde venstreorienterede tilbøjeligheder, hvilket han gjorde. Langt fra alt har han i dag fortrudt.

John le Carré ser sig selv som en gammeldags, romantisk patriot, men gør sig i øvrigt ikke illusioner om heroisme i agentverdenen. Sikkerhedstjenesterne søger kandidater, der både har det nødvendige talent for at kunne bedrage andre og samtidig forstår at være dybt loyale.

»Den dikotomi rejste store og mangefacetterede spørgsmål. Hvad adskilller for eksempel god patriotisme fra slem nationalisme? Det spørgsmål har rumsteret i mit hoved lige siden. Jeg har aldrig fundet et klart svar.«

Jeg nævner en passage i Agent Running in the Field, hvor hovedpersonen, som er en middelaldrende russisk-engelsk hemmelig agent ved navn Nat, en kort variant af Anatoly, på en skærm betragter en overvågningsoperation, der udføres i Londons gader, og pludselig og overraskende gribes af beundring for sit land og dets folk:

»Multietniske børn, der spiller improviseret netball, piger i sommerkjoler, der soler sig i strålerne fra den uendelige sol, og ældre mennesker, der trisser afsted arm i arm ...« Ironien, som Nat nødvendigvis må være opmærksom på, er, at omkring 100 af disse uskyldige mennesker, inklusive den venlige politibetjent, der »slentrer veltilpas iblandt dem«, faktisk er britiske agenter optaget af deres hemmelige arbejde. Friheden er skrøbelig og skal beskyttes med alle tilgængelige midler, selv anløbne midler.

Pøbel-talere

Le Carré taler om sine børnebørn, som »er rystede over Brexit og udsigten til, at deres bevægelsesfrihed skal tages fra dem«, og vi taler om briternes dedikation til liberale værdier og civiliserede omgangsformer, men også om at alt dette vel er i fare, nu landet er så delt i forhold til Brexit.

»Ja, det er det. For det første fordi fornuften ikke har en naturlig stemme. Pøbel-talere af den slags, vi nu har fået – af Boris Johnson-typen – taler ikke til fornuften. Har man først placeret sig selv i den kategori, bliver det ens opgave at fyre op under folket, det være sig med nostalgisk længsel eller med vrede. Det er næsten ikke til at tro, at disse folk, som selv er udgået fra establishment – for eksempel Farage – kan få sig selv til at tale om forræderi: ’Jeg er forrådt af Parlamentet, forrådt af regeringen – jeg taler til jer som en forrådt person, og jeg er en mand af folket ligesom jer’.«

John le Carré er også dybt bekymret over den nuværende tilstand i sit land. Johnson og hans Mefistofeles, Dominic Cummings, er i fuld gang med, hvad le Carré ser som en yderst sofistikeret propagandakampagne, der skal overbevise befolkningen om, at de er folkets sande forkæmpere og på folkets side imod Parlamentets og den politiske elites magt. Dette, siger han, er en utrolig list, der kan kaste nationen ud i alvorlig civil uro.

»Og det absolut mest skræmmende, der kan ske, ville være, hvis EU går med til at give en indrømmelse på et eller andet mindre punkt omkring backstop, Johnson puster støvet af Mays tilbagetrækningsaftale, tilføjer sit eget spin, gør krav på en stor sejr, får det hele trumfet igennem i et frygtsomt parlament og kommer til at regere i otte år.«

Social kontrakt

Det er dystre forudsigelser, men helt så galt behøver det ifølge le Carré ikke at gå.

»Jeg tror, at ​​alt kan holdes under kontrol, hvis blot vi kunne finde ud af at forny den sociale kontrakt. Det giver ikke mening at hævde, at alle i dette land har lige muligheder, så længe vi fastholder ekskluderende institutioner såsom privat uddannelse, privat sygeforsikring, privat alt.«

Hertil kommer den gennemgribende skadelige indflydelse fra såkaldte sociale medier, selv om det kan diskuteres, hvor ’sociale’ de er, når det kommer til stykket.

»Jeg tror, ​​vi må til at gøre nogle af de ting, man i andre lande allerede gør temmelig smertefrit,« tilføjer le Carré. »Vi er nødt til at have en formuesskat, vi må sætte grænser for, hvor stor en arvet formue, man hver især kan modtage. Og ingen af ​​disse ting er sket.«

Men hvem eller hvad kunne få dem til at ske?

»Nuvel, vi har lige nu en ekstraordinær situation med vores Labour-parti, som ikke ser ud til at være i nærheden af at genvinde magten. Jeg tror faktisk, Corbyn gerne ville trække sig fra formandsposten, hvis han fik chancen, men partiet har fået det her leninistiske element, der har en enorm appetit på, at alt skal udlignes på alle niveauer i samfundet.«

»Ironisk nok har jeg altid troet på – selv om det ikke er sådan, jeg har stemt – at det i sidste ende vil være op til de såkaldte medfølende konservative at integrere det private skolesystem i det offentlige. Forsøger man fra venstre, ser motivet ud til at være bitterhed og misundelse. Gør man det fra højre, kunne det se ud som en bedre social organisering.«

»Man kan sige, at med arbejderklassens død,« fortsætter le Carré, »så vi også undergangen for en etableret social orden, der var baseret på stabiliteten i gamle klassestrukturer. Og så havde arbejderklassen også oplevet ​​krig. Man kan tælle de år, hvor personer med krigserfaringer én efter én forsvandt fra politik og i al væsentlighed blev erstattet af mennesker uden forestillinger om menneskelig konflikt. Menneskelig konflikt har det med at lære folk at tænke mere nøgternt og realistisk.«

At høre Brexit-tilhængere hævde, at Storbritannien nærmest vandt krigen alene, siger han, »må give brækfornemmelser«.

»Den herlige, men højreekstreme militærhistoriker Max Hastings påpeger, at vi tværtimod var dårlige krigere. At vi var ekstremt dårligt organiserede. Og at vores bidrag med hensyn til at udgyde blod, penge og materielle ressoucer var, jeg vil ikke sige trivielt, men enormt småt i sammenligning med de ofre, andre stormagter bragte. Rusland mistede hvad? 30 millioner mænd? Vi vandt ikke krigen i den forstand. Vi befandt os på den vindende side, da den var forbi, men vi var ret beset kun mindre aktører.«

Deroute

Hans holdning til Brexit kommer utvetydigt til udtryk i den nye roman.

»Det er min klare holdning,« erklærer en af dens figurer over for Nat, »at for Storbritannien og Europa, for det liberale demokrati over hele verden som helhed, er Storbritanniens exit fra Den Europæiske Union i Donald Trumps tid – og Storbritanniens deraf følgende ukvalificerede afhængighed af De Forenede Stater i en æra, hvor USA er på vej ned ad den institutionelle racismes neo-fascistiske vej – en absolut og jammerlig deroute af den mest katastrofale slags.«

Le Carré indrømmer gerne, at Agent Running in the Field »for mig at se er en ganske vred bog«. Den er dog heldigvis så meget mere end en politisk tirade.

»Jeg ønskede ikke, at det skulle være en Brexit-roman. Jeg ville have, at bogen skulle være læselig og komisk. At læserne kunne få sig en god og hjertelig latter ud af at læse den. Men hvis man vil være så uforskammet at insistere på at tale budskab, er bogens budskab det, at vores forestillinger om patriotisme og nationalisme – hvor vi skal placere vores loyalitet, kollektivt og individuelt – nu blevet totalt mystificeret. Jeg synes, Brexit er fuldkommen irrationelt. Det er et eksempel på det absolut modsatte af statsmandskunst og diplomati. De ting, der måtte være forkert ved Europa, kunne man bare have stræbt efter at ændre inde fra Europa.«

Han holder pause og fortsætter derefter, mere sorgfuld end vred:

»Jeg vil sige, ​​at mine egne bånd til England er blevet løsnet enormt i de sidste par år. Det kan man godt se som en slags befrielse, men en befrielse af den mere triste slags.«

Rødder

Det var i samme ånd, at han med sin hustru Jane for nylig besøgte Irland, Jane for at grave blandt slægtens rødder i Ulster, og le Carré for at besøge det hus i West Cork, hvor hans farmor voksede op. Han konsulterede en lokal arkivar for at få oplysninger om familien.

»Efter at have tilbragt nogle minutter i tavshed foran sin computer, så hun op med et charmerende smil og sagde: ’Velkommen hjem’.«

Jeg påpeger, at Agent Running in the Field kan læses som en hyldest til livets små glæder. Igen er han omhyggelig med at minde mig om, at bogens stemme ikke er John le Carrés – den tilhører Nat, dens fortæller.

»Når man får nærgående spørgsmål om karakterernes adfærd i ens egne romaner,« spørger han mig, »skal man så føle sig forpligtet til at forsvare den?«

Jeg svarer, at jeg ikke er mere ansvarlig for dem, end jeg er ansvarlig for de mennesker, der befolker mine drømme. Han nikker samstemmende.

Udover Nat er de to andre hovedpersoner i bogen, den spinkle Ed og den smukke Florence – jeg bemærker, at kvinderne i le Carrés bøger synes at blive endnu dejligere og yngre, jo ældre forfatteren bliver – i al væsentlighed ordentlige og anstændige mennesker. Som sådan er de bestemt noget af en afvigelse i hans univers.

»Hvis man vil hverve til en hemmelig tjeneste, skal man lede efter mennesker, der har charme, som kan overtale, og som ikke er belastet af for stor moralsk sans. Mennesker, som har et naturligt talent for bedrag og er tilstrækkeligt hykleriske til at kunne virke dydige og loyale, så faktisk leder man næsten per definition efter mennesker, der kunne være i stand til at forråde dig. Derfor må de anstændige mennesker i slutningen af bogen for en stund placeres i sikkerhed.«

Hvad med hans egen forhistorie som hemmelig agent?

»Fra det øjeblik jeg kom på kostskole, lærte jeg at forstille mig. Jeg havde ingen af ​​holdningerne fra den herskende klasse til at holde mig i gang. Jeg havde ikke en pony eller den slags. En far i fængsel var en del af min barndom. Så jeg ankom til establishments hjerte, en privatskole, som en slags spion, der havde påtaget sig uniform, accent og holdninger, der gav mig en baggrund, jeg ikke havde.«

»Det var tvungen assimilering, men jeg blev fascineret af den klasse, som jeg foregav at være medlem af. Og det er ikke nogen overraskelse for mig, at selv om jeg afskyede min kostskoletid, endte jeg med selv at undervise på Eton. Og det er heller ikke nogen overraskelse for mig nu, at fordi jeg var så fascineret af den indre motor i det britiske samfund, blev jeg draget af det, jeg tror, er det hemmelige centrum for vores administration.«

Har det at være spion givet ham en følelse af at høre til og endelig finde en brugbar identitet?

»Virkelig at hige efter – i en eller anden faustisk forstand, Gud hjælpe mig – hvad verden gemmer på i sit inderste, var for mig en måde at stille spørgsmål på som: Hvad er vi? Hvem var vi? Hvilket sandsynligvis igen blot er en udvidelse af spørgsmålet: Hvem fanden er jeg? Hvor findes der dyd? Hvor er engelskhedens alter? Og jeg tror, det virkelig var en ganske seriøs indre rejse og en meget interessant rejse set i tilbageblik: en fortabt dreng på jagt efter nogen eller noget.«

Men da han var medlem af sikkerhedstjenesterne, følte han da, at han var i kontakt med den virkelige verden i modsætning til den fantasiverden, hvor flertallet af os lever i lykkelig uvidenhed?

»Husk, jeg var en meget ung agent i både MI5 og MI6. Så meget af det, der i mine romaner antages at være insiderviden, er bare noget, jeg har forestillet mig. Men da jeg fik lov til at deltage i operationelle møder, hørte jeg, hvad større dyr end jeg selv var ude på. Så da jeg – til min store lettelse – lagde denne verden bag mig, medbragte jeg en stor skattekiste fuld af mulige operationer, som var baseret på glimt af noget virkeligt. Men jeg foretog mig i den verden aldrig noget, der skabte den mindste reelle værdi.«

Efterdønningerne fra det hemmelige liv indeholder øjeblikke af sand komedie. Jevgenij Primakov – den tidligere leder af KGB, »der var inden for en hårsbredde fra at få Putins job«, kom engang til Storbritannien på officielt besøg. Hans eneste anmodning var at møde le Carré.

»Så pludselig befandt Jane og jeg os i den russiske ambassade omgivet af russere, med Primakov lige foran mig. Han var en ekstremt intelligent mand, ret humanistisk, selv om han allerede i en alder af 18 var begyndt at arbejde for NKVD, der senere blev til KGB.«

»Han var charmerende, og vi havde en vidunderlig tid sammen, men han forestillede sig på en eller anden måde, at forfatteren til Spionen der kom ind fra kulden var en jævnbyrdig kollega i spionageraffinement. Det oplever jeg stadig fra tid til anden. Folk insisterer på, at jeg ved ting, jeg absolut ikke har eller har haft noget kendskab til.«

Vi taler om hans senere bøger, hvis handling foregår blandt superrige i beskidte udenlandske krige i kampe med den internationale farmaceutiske industri. Det fremgår, at han er stolt af sine værker og sin støtte til anstændighedens kræfter, hvad de end er. Dette bringer os uundgåeligt tilbage til den gåde, hans far er.

»Jeg spekulerer stadig på, hvilke motiver der drev ham. Du spørger om, hvad han fik ud af det. Først og fremmest tror jeg, det morede ham uendeligt, hver gang han fik andre til at hoppe på sine numre.«

Gjorde dette ikke Ronnie til en kunstner af en slags?

»Dette er selvfølgelig præcis det aspekt ved ham, der fascinerer mig så meget: Er jeg simpelthen bare den mere heldige udgave af ham?«

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her