Normalt er det journalisterne her på Information, der skriver avisen. Men én gang om året gør vi en undtagelse, når vi inviterer jer – læserne – til at sammenfatte årets begivenheder i Informations traditionsrige julesang. I år er ingen undtagelse, og som sædvanligt er der rigeligt at skrive om:
2019 blev året, hvor Greta Thunberg sejlede over Atlanten for at stille regeringslederne ved FN’s klimatopmøde i New York til ansvar for deres mangel på handling. Hendes internationale protestbevægelse Fridays for Future samlede millioner af klimastrejkende skoleelever verden over – også i Danmark, hvor en ny socialdemokratisk regering kom til magten med løftet om en historisk ambitiøs klimaaftale, der skal reducere CO2-udslippet med 70 procent i 2030.
Ved folketingsvalget i juni måtte fænomenet Rasmus Paludan se sig forbigået af vælgerne, som sendte partiet Stram Kurs ned under spærregrænsen. Dansk Folkeparti fik også et katastrofevalg, mens Venstres samspilsramte formandsduo Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen blev tvunget til at træde tilbage og give plads til en ny ledelse med Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg i spidsen.
I EU endte stolelegen efter europaparlamentsvalget med at give Ursula von der Leyen posten som den første kvindelige EU-kommissionsformand nogensinde – med Margrethe Vestager som ny næstformand og konkurrencekommissær.
I Storbritannien overlod Theresa May posten som premierminister til Boris Johnson, der kvitterede med at forhandle en ny Brexit-aftale på plads med EU og straks efter udskrive parlamentsvalg i et forsøg på at sikre dens vedtagelse.
I USA trak Donald Trump de amerikanske tropper ud af det nordlige Syrien og overlod kurdernes skæbne til Tyrkiet, der straks efter rykkede ind i over grænsen. Den amerikanske præsident kom til gengæld selv under beskydning på hjemmefronten, hvor han risikerer en rigsretssag for sit forsøg på at bruge ukrainske forbindelser til at samle snavs på sin sandsynlige modstander i den kommende præsidentvalgkamp i 2020, demokraten Joe Biden.
Nobelprisen i litteratur blev uddelt igen efter et års skandalepause og skabte straks ny skandale ved at give 2019-prisen til forfatteren Peter Handke, der tidligere har støttet den serbiske krigsforbryder Slobodan Milosevic. Herhjemme skabte forfatteren Jonas Eika sin egen lille skandale, da han kvitterede for Nordisk Råds Litteraturpris ved at anklage statsminister Mette Frederiksen for at videreføre en »statsracistisk« politik.
Og så var der alt det andet: Notre Dame-kirken brændte, Aarhus Universitet brændte nallerne i sin håndtering af den såkaldte oksekødsrapport, demonstranter i Hongkong brændte ting af i gaderne, og i København brændte et helt nyt ord sig fast: Cityringen!
Reglerne
Reglerne for konkurrencen er de samme som altid: Hver lørdag udvælger vi de – efter vores idiosynkratiske og dybt subjektive skøn – bedste stykker poesi og bringer dem i avisen, hvorved sangen vokser uge for uge frem mod sin fuldendelse den 21. december.
Nye vers skal være os i hænde senest kl. 10 hver torsdag for at komme i betragtning til ugens runde. Send til: julesang@information.dk
Opvarmning
Mens vi venter på jeres bidrag, lægger vi traditionen tro ud med et inspirationsvers, der kan få digterårerne til at åbne sig. Der skal i år skrives på melodien: »Nu har vi altså jul igen ...«, komponeret af Henning Elbirk og med oprindelig tekst af Holger Buchhave.
Mel. Nu har vi altså jul igen ...
Så nærmer vi os jul igen,
og vi skal se tilbage
på det i årskalenderen,
som nu er brugte dage:
Så skriv DF’s vælgersmæk
og Eikas bryske tale,
om radiolukning, datalæk
og oksekødsskandale!
Og hvor man end sig vender hen, så er der nye vers igen,
I skriver vers på kryds og tværs igen-igen.
Læsernes julesang 2019
Hvert år siden 2010 har Information inviteret læserne til at skrive med på årets julesang. I år skal der rimes om året 2019 på melodien: »Nu har vi altså jul igen.« Reglerne for konkurrencen er de samme som altid: Hver lørdag udvælger julesangsredaktionen de – efter vores totalt idiosynkratiske skøn – bedste stykker poesi og bringer dem i avisen, hvorved sangen vokser uge for uge frem mod sin fuldendelse den 21. december.
Nye vers skal være os i hænde senest kl. 10 hver torsdag for at komme i betragtning til ugens runde.
Send til: julesang@information.dk
Seneste artikler
»Nu samles årets julerim / og de kan ses som årgangslim«
23. december 2019En tv-serie, en notorisk partihopper og en ministers Erasmus Montanus-logik var blandt emnerne i fjerde og sidste runde af årets julesangkonkurrence»Nok står karsen under grønt, / men plante er den kun på skrømt«
14. december 2019Overvågningsteknologi, svindel med indkøb og fusk med kinesiske kokke var blandt emner i anden runde af Informations julesangkonkurrence, der også akkurat levnede plads til et stykke med karse»Fædres synder kan igen / forfølge dig som arv, min ven«
7. december 2019NATO’s topmøde, politiets teleskandale og Venstres formandsskab var blandt emnerne i anden runde af Informations sangkonkurrence, der også rundede S-regeringens forsøg på at frakende fremmedkrigeres børn dansk statsborgerskab