Læsetid: 6 min.

Leonard Cohens posthume plade er strålende. Det er udstillingen om ham ikke

Leonard Cohens sidste, posthume album er strålende. Det er Nick Broomfields dokumentar om Cohen og kæresten Marianne Ihlen også. Men det er den aktuelle udstilling om den canadiske ensomhedspoet ikke. Den er for nænsom og for næsegrus beundrende. Det er vel ikke i Cohens ånd, er det?
På udstillingen »Leonard Cohen: A Crack in Everything« er vægten på værket. Fair nok. Men Cohen mindes med en usund ærbødighed. Og allerværst er dyrkelsen af hans sange

På udstillingen »Leonard Cohen: A Crack in Everything« er vægten på værket. Fair nok. Men Cohen mindes med en usund ærbødighed. Og allerværst er dyrkelsen af hans sange

Richard-Max Tremblay

23. november 2019

En fugl sidder på en elledning i en smalfilmsoptagelse projiceret højt op på en væg. Du ser fugle fra Leonard Cohens sted – nærmest som er du selv på den græske ø Hydra i slutningen af 60’erne. Her opfordrer hans kæreste, norske Marianne Ihlen, ham til at gribe sin akustiske nylonstrengsguitar. Sangen »Bird on the Wire« fødes i sin spædeste form. Filmen på væggen varer tre et halvt minut, akkurat som sangen. Det er et forunderligt effektivt, simpelt værk.

Jeg står i Nikolaj Kirke, det ene af de to steder i København, hvor man kan se udstillingen Leonard Cohen: A Crack in Everything. Det andet er Kunstforeningen Gl. Strand. Ingen af dem er velbesøgte en grå onsdag eftermiddag, og det er passende. For Cohen er ensomhedens poet, han bør inhaleres i fred og ro.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu