En fugl sidder på en elledning i en smalfilmsoptagelse projiceret højt op på en væg. Du ser fugle fra Leonard Cohens sted – nærmest som er du selv på den græske ø Hydra i slutningen af 60’erne. Her opfordrer hans kæreste, norske Marianne Ihlen, ham til at gribe sin akustiske nylonstrengsguitar. Sangen »Bird on the Wire« fødes i sin spædeste form. Filmen på væggen varer tre et halvt minut, akkurat som sangen. Det er et forunderligt effektivt, simpelt værk.
Jeg står i Nikolaj Kirke, det ene af de to steder i København, hvor man kan se udstillingen Leonard Cohen: A Crack in Everything. Det andet er Kunstforeningen Gl. Strand. Ingen af dem er velbesøgte en grå onsdag eftermiddag, og det er passende. For Cohen er ensomhedens poet, han bør inhaleres i fred og ro.
Profan poesimaskine
Udstillingerne fokuserer på den afdøde canadiers musik og på hans ord. Der er flere videomontager, hvor han taler, blandt andre et fjollet værk, hvor hans oplæsning pitchshiftes – altså tonerne ændres – så de former en ny melodi. Og så er der ok interessante sammenstillinger af hans koncertoptrædener, hvor man kan høre, hvordan han bliver mere og mere rytmisk og skaber stadig større pauser mellem fraseringerne med alderen. Lige som sangene også ender dybere i registeret.
De bedste værker leger med hans værk – især Janet Cardiff og George Bures Millers »The Poetry Machine« fra 2017, hvor man træder ind i et rum med et Wurlitzer-orgel fra 50’erne omfavnet af et væld af forskellige højttalere og grammofonhorn. Fra de sorte og hvide tangenter kommer der ikke toner, men et væld af digte, som Cohen selv læser op. En ny tangent, en ny højttaler.
Jeg skifter hurtigt mellem tangenterne. Første tangent: »I met the leather chests of the police in Place de la Bastille«, næste tangent: »A humbling girlishness which was lost three wars ago« + »30-35 years ago«, tredje tangent: »Needless to say I am one of the fakes«. Og så videre.
Det er fascinerende at erfare, hvordan hans genkommende temaer og metaforik tillader digtene at blive revet itu og limet sammen på nye måder.
Det er profant, og sådan skal det være, når vi går til vores idoler. Det er mest respektfuldt at omgås deres værk kompromisløst kreativt. Ellers dør de først for alvor.
Visdommens dødningegrin
Vi mindes vores berømte døde til overflod i vores kultur. Det vælter ud med Kim Larsen-bøger op til julesalget. Dokumentarer og bøger og remastererede plader om og af David Bowie er ankommet i en lind strøm. En hel plade med outtakes med Prince er bare begyndelsen på den lilla højheds eftermæle.
Og Leonard Cohen mindes lige nu med den aktuelle udstilling, med den biografaktuelle dokumentar Marianne & Leonard: Words of Love og nu med det posthume album Thanks For The Dance.
Som med den strålende forgænger You Want It Darker er albummet produceret af sønnen Adam Cohen, der også står for det meste af musikken, dog med undtagelser, herunder Cohens egen komposition »The Hills«. Det er ikke outtakes, det her, men de sidste sange.
Det er et mere tyst instrumenteret album, og Cohens bas-stemme er heller ikke produceret så absurd svulstigt dyb og fed, nærmest karikeret, som det skete på You Want It Darker.
Thanks For The Dance er en smuk og fredfyldt plade. Sangene påstår ikke at være noget, man skal synge med på. De er nødtørftigt sungne fra bassens dyb. Akkorderne bærer kun de allerspinkleste melodier. Rundt om dem parfumeres med fløjlslun korsang og flamencoklap. Et klaver træder vande, en elguitar tøver.
Titelnummeret er en vals, et søvnigt, men ganske smukt ekko af »Take This Waltz«. Og »Happens to the Heart« har plirrende klaver, bølgende fløjter og dårende kammervioliner på forsigtigt indtog i hjertekamrene. Og hertil arabasker tegnet i kvarte toner på guitarens nylonstrenge.
Visdommens dødningegrin flækker naturligvis igen og igen i teksterne. »I got my shit meeting Jesus and reading Marx / It failed my little fire / But it’s bright the dying spark / Go tell the young messiah / What happens to the heart«. Man kan også danse på det sandstrøede gulv med de døende flammer fra den store chefforhandler mellem ånden og kødet. Eller man kan forstuve sig på hans politiske sortsyn i sangen med den sigende titel »Puppets«.
Hvordan vi mindes de døde
I mange musikikoners fortællinger er kærester eller ægtefæller bipersoner. Men ikke i Leonard Cohens liv. Ikke nok med at han skrev en sang direkte til Marianne Ihlen, hans liv tegner også en smuk dramatisk cirkel, der begynder og ender hos hende. Hun var hans muse, da han begyndte at synge i 60’erne. Og fem årtier senere forbandt han sin død til hendes: Da Ihlen lå på dødslejet i 2016 skrev han hende et brev, som vennen Jan Christian Mollestad læste højt for hende.
»Du skal vide, at jeg er meget tæt bag dig, således at hvis du rækker hånden ud, så tror jeg, du kan nå min«, skrev han. »Du skal vide, at jeg er meget tæt bag dig, således at hvis du rækker hånden ud, så tror jeg, du kan nå min.«
Cohen døde tre måneder efter Ihlen.
Hvor bevidst var han om konsekvenserne i offentlighedens øjne af sit afskedsbrev til Marianne Ihlen? Og er det hende, han vinker farvel til på »Moving On« på Thanks for the Dance? »Now you’re gone / As if there ever was a you / Who held me dying, pulled me through / Who’s moving on, who’s kidding who.«
Mord på en klassiker
På udstillingen Leonard Cohen: A Crack in Everything er vægten på værket. Fair nok. Men Cohen mindes med en usund ærbødighed. Allerværst er dyrkelsen af hans sange. Et stort rum er viet til at sætte sig i bløde puder og lytte til coverversioner. Jeg hørte ikke dem alle, og Mobys var da o.k., men jeg kunne se på kunstnerudvalget, at der i hvert fald for store deles vedkommende ikke var meget at råbe halleluja for. Det er kunstnere, der leder efter konventionel, ukompliceret skønsang, idyllisering.
Det bliver for alvor slemt med dyrkelsen af »Hallelujah«, som to værker er dedikeret til. Det ene transmitterer stemmer, der i real time fra hele verden synger med på klassikeren. Det er en nuttet oplevelse, ikke mere.
Det andet værk er værre. Bevares, man får virtual reality-briller og hovedtelefoner på og ender i en stor 3D-kirke, fint skal det være. Men at høre endnu en teknisk perfekt ferskvandsfortolkning af »Hallelujah« er mord.
»For someone will use / The thing I could not be / My heart will be hurt impersonally,« synger Cohen på sit aktuelle afskedsalbum.
»Hallelujah« er ikke en pæn sang, den er flosset og desperat. »Love is not a victory march / It’s a cold and it’s a broken Hallelujah«. Den skal ikke møbelsnedkeres til perfektion, så vi kan sidde, ja, falde i søvn i den.
Og jeg afleverer VR-udstyret med tanken, at det måske er på tide med et »Hallelujah«-moratorie? Den er blevet overbefolket, udvandet. Så lad os sige midlertidigt stop for offentlige fortolkninger af Cohens kulturelt set største sang. Så den lige kan få vejret igen.
Jeg tror, Cohen ville være frisk på det. Mon han ville huskes for højglanspoleret perfektion? Eller ville han hellere huskes for kollaps af mening, for mudrede indsigter og grumme erkendelser? Hans værk er magtesløshedens – og dermed et stærkt opkvikkende værk.
Når vi blindt bedårer vores forbilleder, ja, så ser vi ikke længere. Det er ingen tjent med. Som de sidste ord på Leonard Cohens posthume album lyder: »Listen to the hummingbird / Whose wings you cannot see / Listen to the hummingbird / Don’t listen to me.«
Leonard Cohen: ’A Crack in Everything’. Udstilling hos Kunstforeningn Gl. Strand og Nikolaj Kunsthal, Kbh. indtil 13. april 2020
Leonard Cohen: ’Thanks For The Dance’ (Sony Music)
