Kommentar
Læsetid: 5 min.

Litteratur som forvandling

Asger Schnack ser en tendens til, at sygdom eller andre private forholde – som det at få et barn – bliver kommercialiseret på bekostning af litteraturen som kunstværk
Kultur
29. november 2019
Asger Schnack er forfatter og forlægger.

Asger Schnack er forfatter og forlægger.

Sofie Amalie Klougart

Forleden skrev jeg en opdatering på Facebook med overskriften »Diagnoselitteratur«, som resulterede i nogle meget voldsomme kommentarer. Det var ikke min mening at såre forfattere, der bruger deres sygdomserfaring i deres litteratur – det vender jeg tilbage til – men den vrede, som rejste sig på Facebook, fortæller mig, at jeg ramte ned i et sindsligt og forlagsmæssigt felt, der er farligere, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig.

Jeg ser en retning i samtidslitteraturen, der udnytter menneskers ulykke og kapitaliserer skæbnetildragelser, som omfatter alt fra barnefødsler til sygdom og død. Adgangen hertil er, at forfatteren er villig til at lade sig fotografere og interviewe om sin private situation.

Dette indebærer, at forfatteren overlader sit liv og sin historie til pressen, at det bliver den foranliggende skæbne, der bliver genstand for præsentationen, snarere end det litterære værk.

Det gælder selvsagt ikke i alle tilfælde, men jeg mener, at der er en fare for, at sygdommen (som altså kan være hvad som helst fra privatsfæren) bliver kommercialiseret på bekostning af litteraturen som kunstværk.

Det er lige før, vi kan opleve det, som om forfatteren er blevet en slags kendis, hvor det private stof danner baggrund for berømmelsen. Eller i en modereret udgave: at der lurer en risiko for, at det vil ske.

I det litterære miljø er der en parathed til at stå sammen og en optagethed af genrens muligheder som et forsvar for sårbarhedens styrke, så at sige. Det er klart, at der er et følelsesmæssigt reservoir, som kan udnyttes, uanset hvad der er privatlivsbaggrunden. Men det ulykkelige udgangspunkt kan også gøres til spekulation, ikke af forfatteren, men af hele apparatet omkring udgivelsen – og derved også antagelsen af manuskriptet og den forventede reception.

Det skaber en bølge af privatisme, som naturligvis er politisk bestemt, men som også er opstået som en tilstræbt vej til øget bogsalg, afsløring af familieforhold, en ’gratis’ sorg, læseren gerne vil deltage i. Og som af kritikken opfattes som progressiv.

Jeg indrømmer, at disse overvejelser grunder sig på fornemmelser – og den læsning, jeg nu har foretaget – og ikke på eksakte studier og langtfra på en komplet undersøgelse. Men advarselslamperne har længe lyst i mit indre, både på de forfatteres vegne, der lader sig hvirvle ud i privatlivsfremstillingen, og på vegne af læserne og litteraturen.

Jeg problematiserer naturligvis ikke, at forfatterne tager udgangspunkt i egne erfaringer – eller i egen krop – men det kan aldrig blive en erstatning for det litterære resultat, digterværket, som i princippet kan handle om alt muligt andet, i en søgen efter en digterisk kerne, den være sig nok så midlertidig.

Ikke en ny diskussion

Jeg har ikke noget sted – eller nogensinde – givet udtryk for manglende medfølelse over for fysisk eller psykisk syge. Det ville være vanvittigt, jeg ønsker tværtimod (i en bedre verden) at beskytte dem mod et behov hos medierne – og muligvis hos dem selv eller hos mennesker i deres omgangskreds – for at fremstille og i sidste ende drive forretning på deres ulykke.

Det er det, andre dele af den trykte presse end aviserne tidligere havde monopol på. Denne tendens til at stille privatlivet i en eller anden økonomis tjeneste er uheldssvanger.

Diskussionen er ikke ny, og mit synspunkt i dag er det samme som i 1970’ernes avisdebatter, som også var heftige. Dengang stod privatisme, og hvad vi opfattede som populisme, over for en eksperimenterende, visionær poesi (og prosa for den sags skyld), der nok skød ud af en tid og en tidsånd, men som ikke knyttede sig til private problemstillinger – og da slet ikke egne sygdomme eller hændelser i familien eller på arbejdspladsen.

I kunstnerisk henseende er litteraturen nu som dengang vigtigere end det privat levede liv, som den poetisk og sprogligt kan omkalfatre. Litteraturen har evnen til at påvirke og tale ind i tiden via en højere autonom eksistens, hvorfra den indirekte forvandler ikke blot sproget, men potentielt læseren.

Mit synspunkt, mit ønske om at hejse et flag for poesien, er det samme nu som i 1970’erne eller et hvilket som helst andet årti. Mit hjerte blusser for en litteratur, der er forvandlende.

Her følger min (nu slettede) facebookopdatering fra forleden. (Jeg undskylder over for dem, jeg utilsigtet har såret ved mit opslag, og jeg beklager over for dem, der ud fra deres praksis og etiske normer forventer en eksemplificeret redegørelse, med navns nævnelse, hvis man træder ind på den offentlige scene).

Asger Schnacks – nu slettede – facebookopdatering

»DIAGNOSELITTERATUR: En ikke helt ny trend i den hjemlige litteratur er, hvad jeg vil kalde diagnoselitteratur. Man skal være psykisk syg, handicappet, have mistet et familiemedlem, have kræft eller anoreksi eller lide af angst, være døende eller lige undsluppet døden, ramt af ulykke og være villig til at lade sig fotografere og interviewe om sin ulykke. Eller måske bare have fået et barn.

1970’ernes bekendelseslitteratur er den rene centrallyrik i forhold til den nye privatisme. Dengang var det med en vis risiko, at digterne stillede sig frem; nu er de dækket ind af den fredhellige krænkelseskultur. De er uangribelige.

Stiller man sig som læser kritisk over for fænomenet, er det med risiko for at blive betegnet som ufølsom eller kynisk. (Eller identitetspolitisk naiv). Selv om det forekommer mig at være lige omvendt: Det er forlagene og de forfattere (og kritikere), der har skabt denne genre, der er kyniske. De får store anmeldelser og opmærksomhed og salg, men de svigter litteraturen ved at flytte fokus fra dens almeneksistentielle nødvendighed til en persondyrkelse, der er irrelevant i forhold til litteraturen som kunstart. Man kan have medlidenhed med forfatterne som mennesker i deres individuelle ulykke uden at sympatisere med den privatlivsfikserede bølge, som truer med at kvæle litteraturen i tårer.

Vi har alle mødt ulykke, vi har alle mistet medmennesker, vi har alle oplevet sygdom, det gælder også forfattere, men er det godt (for litteraturen), at de er ’hudløst ærlige’? Har man fået et barn, kommer der en bog om det, har man mistet en slægtning, kommer der en bog om det. Ikke omvendt. Selv om det ville skabe en befriende afstand. Vi hylder alle kærligheden, men det er ikke litteraturens opgave at skabe sympati for forfatteren. Sygdom og personlig ulykke kvalificerer ikke til litterær betydning og relevans. Kunst er usentimental, nøgtern, beder ikke om medfølelse. (Se forbi dig selv, ind i sandheden!)«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Katrine Marie Christiani

Jeg er meget enig i din bekymring.

Bjarne Toft Sørensen

Generelt er artiklen udtryk for en manglende forståelse af den forandring, der er sket af den litterære institution inden for vel især det sidste årti, tydeliggjort med Yahya Hassans digtsamling i 2013. Jeg kan dog, som artiklens forfatter, være kritisk og til dels bekymret i forhold til en udvikling, der er udtryk for en stigende markedsgørelse og instrumentalisering af kunsten, hvor kunstens varekarakter slår så kraftigt igennem.

Man ser en stigende tendens til at gøre kunst til et traditionelt livsstilsprodukt, som brugeren på narcissistisk vis kan spejle sig i, hvor brugeren således er i centrum og ikke længere værket. Noget der i hvert fald er i strid med opfattelsen af kunsten som et bidrag til dannelse og personlig udvikling.

Den medialisering, som den litterære institution i stigende grad er udsat for, beskrives ret præcist af Stefan Kjerkegaard i ”Den menneskelige plet. Medialiseringen af litteratursystemet”, hvor Kjerkegaard dog er temmelig blind over for den stigende markedsgørelsen og den stigende politiske styring, en sådan udvikling også er udtryk for. Altså, at der også ligger økonomiske og politiske interesser bag en sådan udvikling. Som Erik Skyum-Nielsen skrev i underrubrikken til sin anmeldelse af bogen:

”Mangler vi læsemåder, som matcher den nyeste oprigtigheds- og blottelseslitteratur? Stefan Kjerkegaard mener ja – og foreslår at supplere eller erstatte den ’autonome’ tilgang med en ’heteronom’, der tager højde for værkets medialisering og kommunikation. Muligvis indvarsles her den definitive massakre på studiet af litteratur som æstetisk dannelsesmiddel”.
https://www.information.dk/moti/anmeldelse/2017/08/omkring-vaerket-bag-b...

Denne udvikling har såvel medierne som forlagene en økonomisk gevinst ud af, og derfor har de en interesse i at fremme den. Undertiden får man indtryk af, at det stigende brug af markedsføringsmateriale, der publiceres i tilknytning til nye udgivelser fra forlagenes side, bliver flittigt brugt af anmelderne på dagbladene til yderligere markedsføring af værket, i stedet for at forholde sig som kritikere til værket og for den sags skyld forlagenes markedsføringsstrategier.

Det er også klart, at med en sådan udvikling rykkes forfatterne i højere grad i fokus på bekostning af værket. Der er en interesse i, at forfatterne kan opnå en form for status, der minder om reality stjernernes. Det sælger.

Fra politisk hold, som det kommer til udtryk i kulturministeriets, Kultur – og slotsstyrelsens og Statens Kunstfonds udmeldinger, er det en udvikling, som man ønsker at fremme. Brugeren skal i centrum, både som tilfreds vælger og som tilfreds forbruger af kunst og litteratur, og der er man måske lidt for bange for, hvor stor en udfordring, man mener, at brugerne vil kunne klare, uden at sige fra.

Der, hvor jeg dog ser et problem, i forhold til såvel kritikken fra artiklens forfatter som hos Erik Skyum-Nielsen i ovennævnte reference, er i forsøget på at ”vende tilbage til gamle dage” i form af en modernistisk værkforståelse. Det er i hvert fald en værkforståelse, som ikke skal have lov at stå alene. Samtidig er jeg dog også bevidst om, at f.eks. avantgardistiske forståelser af værket, som de kommer til udtryk i litteraturhistorien og også i samtiden, lettere vil have en tilbøjelighed til at åbne op for og ukritisk at spille sammen med markedsinteresser af forskellig art.

Forestillingen om kunstens autonomi, eller snarere relative autonomi, skal ses som en social konstruktion, og den skal selvfølgelig forsvares, fordi den har en samfundsmæssig betydning, men den skal ikke opfattes som noget nærmest ”helligt” og absolut, som skal dyrkes med ”andagt”.

På mange måder er jeg enig med Olga Ravn i følgende:
”At skrive kunst for kunstens skyld kan nogen dage føles som at svigte de udsatte. At skrive kunst for kunstens skyld kan nogen dage føles som at hylde de udsatte. Jeg tror ikke på, at der findes et sprog, et ord, en skrift, der er fri af sin omverden, der er fri af sin last, det er historien, det politiske. Jeg tror ikke på, der findes kunst, der kun kan findes for kunstens skyld. Sorry Mallarmé! At skrive, tror jeg, er i sig selv politisk, subversivt”.
https://www.information.dk/kultur/2014/02/sorry-mallarme

Til gengæld er jeg modstander af en kunst, hvor digteren får en helt ny betydning i værket, i forhold til proces og produkt, en betydning så stor, at man kan opleve digteren som værket (i hvert fald i mediernes præsentation). Hvor de øvrige dele af værket i høj grad bliver en form for dokumentation af digterens aristoteliske etos, hvor digteren som nærmest semi – religiøs skikkelse overbeviser publikum om sin egen fortræffelighed i bekendelsen af sin ufuldkommenhed og sin status som systemernes offer.

På et generelt plan må udviklingen inden for autofiktion og performativ biografisme således ses som en afledt konsekvens af oplevelsesøkonomisk tænkning, hvor en kreativ klasse af unge, med høj kulturel kapital, orienteret mod egne klasseinteresser, får en stigende indflydelse på kunstens og kulturens institutioner (orientering mod køn, seksualitet, etnicitet og økologi).

Hvor man til gengæld ser en faldende interesse for betydningen af overordnede samfundsmæssige spørgsmål i kunsten og kulturens institutioner. Det gælder spørgsmål af strukturel, økonomisk, klassemæssig og økologisk karakter, på et globalt og civilisatorisk niveau.

Schnack har helt ret. Forfattere, er vil meddele sig til offentligheden må se at blive noget mere robuste - og finde noget mere væsentligt at skrive om, end eget ego. Hvis ikke de evner, at almengøre det - og det er der en del der tyder på - så find et andet job.
I ét af sine lyse øjeblikke - dem var det ikke mange af - kaldte Dan Turell, den del af 70'erne litteraturen (digte og prosa) som bl.a. Vita Andersen stod for for "menstruationslyrik - dvs. den der klæge. påtrængende beskrivelse af "hvor-er-det-synd-for-mig-og-min-moar-for-vi-havde-ikke-køleskab-før-jeg -fyldte-ti-osv."
Siden kom krænkelseskulturen og de selvsmagende forfattere, der blæste deres ligegyldige gøren og laden ud i bogform. Fx Nordens kedeligste forfatter Knausgård gud-ved-hvor-mange sider i bind 1 på at fortælle om vanskelighederne ved at smugle en håndfuld øl ud af huset så forældrene ikke så hvad der skete.
Tilværelsen - min -er alt forkort til den slags ligegyldigheder.