Læsetid: 5 min.

Litteratur som forvandling

Asger Schnack ser en tendens til, at sygdom eller andre private forholde – som det at få et barn – bliver kommercialiseret på bekostning af litteraturen som kunstværk
Asger Schnack er forfatter og forlægger.

Asger Schnack er forfatter og forlægger.

Sofie Amalie Klougart

29. november 2019

Forleden skrev jeg en opdatering på Facebook med overskriften »Diagnoselitteratur«, som resulterede i nogle meget voldsomme kommentarer. Det var ikke min mening at såre forfattere, der bruger deres sygdomserfaring i deres litteratur – det vender jeg tilbage til – men den vrede, som rejste sig på Facebook, fortæller mig, at jeg ramte ned i et sindsligt og forlagsmæssigt felt, der er farligere, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig.

Jeg ser en retning i samtidslitteraturen, der udnytter menneskers ulykke og kapitaliserer skæbnetildragelser, som omfatter alt fra barnefødsler til sygdom og død. Adgangen hertil er, at forfatteren er villig til at lade sig fotografere og interviewe om sin private situation.

Dette indebærer, at forfatteren overlader sit liv og sin historie til pressen, at det bliver den foranliggende skæbne, der bliver genstand for præsentationen, snarere end det litterære værk.

Det gælder selvsagt ikke i alle tilfælde, men jeg mener, at der er en fare for, at sygdommen (som altså kan være hvad som helst fra privatsfæren) bliver kommercialiseret på bekostning af litteraturen som kunstværk.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lone Wienberg Hansen
  • Grethe Preisler
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Lars Koch
Lone Wienberg Hansen, Grethe Preisler, Maj-Britt Kent Hansen og Lars Koch anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Generelt er artiklen udtryk for en manglende forståelse af den forandring, der er sket af den litterære institution inden for vel især det sidste årti, tydeliggjort med Yahya Hassans digtsamling i 2013. Jeg kan dog, som artiklens forfatter, være kritisk og til dels bekymret i forhold til en udvikling, der er udtryk for en stigende markedsgørelse og instrumentalisering af kunsten, hvor kunstens varekarakter slår så kraftigt igennem.

Man ser en stigende tendens til at gøre kunst til et traditionelt livsstilsprodukt, som brugeren på narcissistisk vis kan spejle sig i, hvor brugeren således er i centrum og ikke længere værket. Noget der i hvert fald er i strid med opfattelsen af kunsten som et bidrag til dannelse og personlig udvikling.

Den medialisering, som den litterære institution i stigende grad er udsat for, beskrives ret præcist af Stefan Kjerkegaard i ”Den menneskelige plet. Medialiseringen af litteratursystemet”, hvor Kjerkegaard dog er temmelig blind over for den stigende markedsgørelsen og den stigende politiske styring, en sådan udvikling også er udtryk for. Altså, at der også ligger økonomiske og politiske interesser bag en sådan udvikling. Som Erik Skyum-Nielsen skrev i underrubrikken til sin anmeldelse af bogen:

”Mangler vi læsemåder, som matcher den nyeste oprigtigheds- og blottelseslitteratur? Stefan Kjerkegaard mener ja – og foreslår at supplere eller erstatte den ’autonome’ tilgang med en ’heteronom’, der tager højde for værkets medialisering og kommunikation. Muligvis indvarsles her den definitive massakre på studiet af litteratur som æstetisk dannelsesmiddel”.
https://www.information.dk/moti/anmeldelse/2017/08/omkring-vaerket-bag-b...

Denne udvikling har såvel medierne som forlagene en økonomisk gevinst ud af, og derfor har de en interesse i at fremme den. Undertiden får man indtryk af, at det stigende brug af markedsføringsmateriale, der publiceres i tilknytning til nye udgivelser fra forlagenes side, bliver flittigt brugt af anmelderne på dagbladene til yderligere markedsføring af værket, i stedet for at forholde sig som kritikere til værket og for den sags skyld forlagenes markedsføringsstrategier.

Det er også klart, at med en sådan udvikling rykkes forfatterne i højere grad i fokus på bekostning af værket. Der er en interesse i, at forfatterne kan opnå en form for status, der minder om reality stjernernes. Det sælger.

Fra politisk hold, som det kommer til udtryk i kulturministeriets, Kultur – og slotsstyrelsens og Statens Kunstfonds udmeldinger, er det en udvikling, som man ønsker at fremme. Brugeren skal i centrum, både som tilfreds vælger og som tilfreds forbruger af kunst og litteratur, og der er man måske lidt for bange for, hvor stor en udfordring, man mener, at brugerne vil kunne klare, uden at sige fra.

Der, hvor jeg dog ser et problem, i forhold til såvel kritikken fra artiklens forfatter som hos Erik Skyum-Nielsen i ovennævnte reference, er i forsøget på at ”vende tilbage til gamle dage” i form af en modernistisk værkforståelse. Det er i hvert fald en værkforståelse, som ikke skal have lov at stå alene. Samtidig er jeg dog også bevidst om, at f.eks. avantgardistiske forståelser af værket, som de kommer til udtryk i litteraturhistorien og også i samtiden, lettere vil have en tilbøjelighed til at åbne op for og ukritisk at spille sammen med markedsinteresser af forskellig art.

Forestillingen om kunstens autonomi, eller snarere relative autonomi, skal ses som en social konstruktion, og den skal selvfølgelig forsvares, fordi den har en samfundsmæssig betydning, men den skal ikke opfattes som noget nærmest ”helligt” og absolut, som skal dyrkes med ”andagt”.

På mange måder er jeg enig med Olga Ravn i følgende:
”At skrive kunst for kunstens skyld kan nogen dage føles som at svigte de udsatte. At skrive kunst for kunstens skyld kan nogen dage føles som at hylde de udsatte. Jeg tror ikke på, at der findes et sprog, et ord, en skrift, der er fri af sin omverden, der er fri af sin last, det er historien, det politiske. Jeg tror ikke på, der findes kunst, der kun kan findes for kunstens skyld. Sorry Mallarmé! At skrive, tror jeg, er i sig selv politisk, subversivt”.
https://www.information.dk/kultur/2014/02/sorry-mallarme

Til gengæld er jeg modstander af en kunst, hvor digteren får en helt ny betydning i værket, i forhold til proces og produkt, en betydning så stor, at man kan opleve digteren som værket (i hvert fald i mediernes præsentation). Hvor de øvrige dele af værket i høj grad bliver en form for dokumentation af digterens aristoteliske etos, hvor digteren som nærmest semi – religiøs skikkelse overbeviser publikum om sin egen fortræffelighed i bekendelsen af sin ufuldkommenhed og sin status som systemernes offer.

På et generelt plan må udviklingen inden for autofiktion og performativ biografisme således ses som en afledt konsekvens af oplevelsesøkonomisk tænkning, hvor en kreativ klasse af unge, med høj kulturel kapital, orienteret mod egne klasseinteresser, får en stigende indflydelse på kunstens og kulturens institutioner (orientering mod køn, seksualitet, etnicitet og økologi).

Hvor man til gengæld ser en faldende interesse for betydningen af overordnede samfundsmæssige spørgsmål i kunsten og kulturens institutioner. Det gælder spørgsmål af strukturel, økonomisk, klassemæssig og økologisk karakter, på et globalt og civilisatorisk niveau.

Schnack har helt ret. Forfattere, er vil meddele sig til offentligheden må se at blive noget mere robuste - og finde noget mere væsentligt at skrive om, end eget ego. Hvis ikke de evner, at almengøre det - og det er der en del der tyder på - så find et andet job.
I ét af sine lyse øjeblikke - dem var det ikke mange af - kaldte Dan Turell, den del af 70'erne litteraturen (digte og prosa) som bl.a. Vita Andersen stod for for "menstruationslyrik - dvs. den der klæge. påtrængende beskrivelse af "hvor-er-det-synd-for-mig-og-min-moar-for-vi-havde-ikke-køleskab-før-jeg -fyldte-ti-osv."
Siden kom krænkelseskulturen og de selvsmagende forfattere, der blæste deres ligegyldige gøren og laden ud i bogform. Fx Nordens kedeligste forfatter Knausgård gud-ved-hvor-mange sider i bind 1 på at fortælle om vanskelighederne ved at smugle en håndfuld øl ud af huset så forældrene ikke så hvad der skete.
Tilværelsen - min -er alt forkort til den slags ligegyldigheder.