Kommentar
Læsetid: 5 min.

Madame Nielsen ser ikke, at Handkes sprog tøver foran de bosniske muslimer og opløser kendsgerninger

Selv om vi ikke med sproget kan beskrive »hvordan det egentlig var«, bør vi ikke overgive os til subjektivisme, relativisme, fordrejning og historieforfalskning
At beskrive Handkes gentagne tvivl om og relativering af Srebrenica på tidspunkter, hvor vidnesbyrdene er overvældende, som et udtryk for »civilisation« er i mine øjne hvinende skævt, skriver Steffen Groth.

At beskrive Handkes gentagne tvivl om og relativering af Srebrenica på tidspunkter, hvor vidnesbyrdene er overvældende, som et udtryk for »civilisation« er i mine øjne hvinende skævt, skriver Steffen Groth.

Visar Kryeziu

Kultur
29. november 2019

Forsiden af Informations bogtillæg fredag den 15. november var prydet af et foto af Peter Handke og teksten »Forfatter frikendt«. Inde i avisen blev der argumenteret, plæderet og suggereret for frifindelsen i et firesiders essay af Madame Nielsen. Og i en kommentar fra litteraturredaktør, Peter Nielsen, var der opbakning til frikendelsen.

Madame Nielsen er en glimrende forsvarsadvokat. Hendes fortolkninger flugter smukt med Handkes interesser, sproget smyger sig smidigt om alvorlige fejltrin, og Handkes grundlæggende perspektiv ophøjes til en stræben efter retfærdighed. Ikke kun retfærdighed for Serbien, men retfærdighed som sådan. Lige så stedvist skarpseende og velskrivende Madame Nielsen kan være, lige så idealiserende og svagtseende er hun i væsentlige dele af forsvarsskriftet.

Madame Nielsen mener, at en »overset hovednøgle til historien om Handke og Jugoslavien« er, at han har læst jura i fire år og har en forstærket retsbevidsthed. Det bliver en hovednøgle for Madame Nielsen, ikke til indsigt og træffende iagttagelser, men til idealisering og vidtløftige vildspor.

Handke er »ikke på serbernes side i krigene mod de øvrige eksjugoslaviske lande«, skriver Madame Nielsen, »men på retfærdens side«. Her spærrer idealiseringen for forståelsen og fører til forvrængning.

Handke er entydigt, uophørligt og til stadighed på serbernes side. Det proserbiske perspektiv, som kulminerede med den forkætrede gravtale for Milosevic i 2006, gennemsyrer Jugoslavienteksterne og pibler igen og igen frem som stumper, sætninger og synspunkter farvet af nationalistisk serbisk propaganda.

Når Handke i En vinterrejse … retfærdighed for Serbien (1996) insinuerer, at de bosniske muslimer måske har bombet deres egen civilbefolkning på et marked i Sarajevo, er det et ekko af den serbiske propaganda.

Når han i samme tekst sidestiller de serbiske minoriteters situation i Kroatien og Bosnien med de forfulgte og udryddelsesramte serbere under Anden Verdenskrig, er det også den nationalistiske propagandas perspektiv. Og når han i Sommertillæg til vinterrejse (1997) fremhæver »forhistorien« til Srebrenica, som det der »tæller« – tyrkernes århundredegamle undertrykkelse af serberne, »naziallierede muslimers« undertrykkelse af serberne og bosnisk-muslimske angreb på serberne i 1992-93 – så bærer forklaringen de serbiske gerningsmænds vandmærke.

Madame Nielsen bedyrer, at Handkes skrifter om Jugoslavien »beviser nødvendigheden af et andet sprog end tidsåndens og dens mediers«. Men når Handke vender blikket bort fra sneen, floderne og fuglene og nærmer sig de historiske smertepunkter, er det ikke et andet sprog, der er på spil, men derimod den serbiske propagandas sprog – iklædt slynget syntaks og stilistisk tågeslør.

Handke iscenesætter serberne som ofre; for tyrkerne, for fascisterne, for muslimerne, for medierne, for vesten, for krigsforbryderdomstolen. Som den serbiske forfatter Vladimir Arsenijević skriver i artiklen »Diktatorens hofnar« vidste Handke, »at ’vi’ var til fals for al slags offergørelse i beskrivelsen af os«.

»formodet folkemord«

Madame Nielsens synspunkt om den skærpede retsbevidsthed hos den tidligere jurastuderende fører også til en omtolkning af betegnelserne »formodet folkemord« og »formodede hævnmassakrer«, som Handke benytter om Srebrenica.

Ifølge Madame Nielsen er det et udslag af insisteren på »langsomheden, granskning, civilisation«. Men det er ikke massakrer, der retsligt og civilisatorisk har krav på ’formodet uskyld’, det er mulige gerningsmænd.

At beskrive Handkes gentagne tvivl om og relativering af Srebrenica på tidspunkter, hvor vidnesbyrdene er overvældende, som et udtryk for »civilisation« er i mine øjne hvinende skævt. I 2011 udtalte Handke til Magasinet Ketzerbriefe om Srebrenica:

»Jeg betragter det meste og det værste som konstrueret.« Og »jeg tror ikke et ord af, hvad Mødrene fra Srebrenica siger. Jeg tror ikke på deres sorg«. Er det så et udtryk for en særlig forfinet, langstrakt gransknings- og civilisationsproces?

Madame Nielsen overser, at Handkes undergravende tvivl kun gælder forbrydelser begået af serbere mod de bosniske muslimer. Den omfatter ikke bosnisk-muslimske forbrydelser mod serbere.

I Die Tablas von Daimiel (2006) hævder Handke, at Milosevic er stedt for den »falske ret«, og at Serbiens stærke mand er »ikke-skyldig i anklagens forstand«. Omvendt mener han, at krigsforbryderdomstolen fungerer godt, når den fører proces mod »de muslimske kapoer og underkapoer fra Celebici-lejren, hvor bosniske serbere var interneret«. Med det kz-klingende »kapo« fælder Handke en tvivlfri dom over de muslimske vagter.

Tilsvarende når det kommer til de »formodede hævnmassakrer« i Srebrenica, hvor Handke lægger vægt på »forhistorien«, der gør hævnen »forståelig«:

»Var brandstiftelserne, plyndringerne og drabene i de serbiske landbyer omkring S.[rebrenica] siden 1992, som fortsatte og fortsatte, kendte og synlige for verden, ligeledes dag ud og dag ind, helt forståelige, ligesom det var tilfældet med de formodede hævnmassakrer nu et år efter?«

De bosnisk muslimske angreb mod byer omkring Srebrenica er ikke omgærdet af tvivl eller granskning hos Handke. Det er kendsgerninger – sprogligt forstørrede kendsgerninger – som kan gøre de »formodede hævnmassakrer« forståelige og opveje eller endda veje tungere end forbrydelserne i Srebrenica i Handkes vægtskål.

Madame Nielsen kan ikke skjule Handkes dobbeltstandard

I en artikel fra Süddeutsche Zeitung i 2006 fremhæver Handke et angreb mod den serbiske landsby Kravica i 1993, hvor der var kvinder og børn blandt ofrene. Ifølge Handke er betegnelsen folkemord kun anvendelig i forhold til angreb af den type. Ikke i forhold til Srebrenica. Der døde 11 civile og 35 soldater ved angrebet i Kravica. Der døde godt 8.000 i Srebrenica.

Madame Nielsen ophøjer teksterne om Jugoslavien til at være »hovedværket« i forfatterskabet:

»I dem er livet og det enkelte menneskes – dit og mit og forfatterens – forhold til Historien på spil.« I denne passage løfter abstraktionerne sig højt over den konkrete historie og efterlader de konkrete ofre, de konkrete traumer og de konkrete forbrydelser mod menneskeheden uden for synsvidde. Selv om vi ikke med sproget kan beskrive »hvordan det egentlig var«, som de gamle historikere mente, bør vi ikke overgive os til subjektivisme, relativisme, fordrejning og historieforfalskning.

I 1996 besøgte Handke byen Visegrad, som i 1992 var skueplads for en af de berygtede serbiske udrensninger af bosniske muslimer i Østbosnien. Drab, tortur, tvangsdeportationer og levende afbrænding af mennesker hørte til metoderne.

I Sommertillæg til vinterrejse betvivler Handke forbrydelserne mod de bosniske muslimer, mens han besynger den serbiske sorg på den ortodokse kirkegård i Visegrad.

Den tysk-serbiske forfatter Sasa Stanisic, der måtte flygte med sin muslimske mor fra netop Visegrad i 1992, modtog Den Tyske Bogpris i oktober for værket Herkomst. I sin pristale rettede han en sønderlemmende kritik mod Handke:

»Jeg var heldig at undslippe det, som Peter Handke ikke beskriver i sine tekster.« Stanisic anklagede Handke for at fremstille udrensningerne i Visegrad som umulige; for at ignorere de bosnisk muslimske ofre og for i sidste ende at »arrangere virkeligheden sådan, at der kun er løgn tilbage«.

Madame Nielsen forbigår mislydene i skildringen af Viśegrad og leverer i stedet endnu en idealiserende formel:

»Heller ikke denne gang kommer Handke for som en journalist at spørge, men som et vidne alene for at lytte, til dem, der nu er.«

Eftersom de bosniske muslimer ikke længere er der (der var dog en lille gruppe tilbage), må vi forstå, at de ikke er omfattet af Handkes fænomenologiske metode.

Madame Nielsens figenblad er gennemsigtigt og kan ikke skjule den dobbeltstandard langs etniske skel som løber gennem Jugoslavienteksterne: Handke beskriver ubesværet undertrykkelse af serbere, der går 0 til 600 år tilbage, men overgreb, udrensning og folkedrab mod bosniske muslimer falder det ham uendeligt svært at beskrive, i stedet betvivler han – igen og igen.

Sproget tøver foran de bosniske muslimer, spørgsmål på spørgsmål opløser kendsgerningerne, og ofrene forsvinder som luftspejlinger.

Steffen Groth er cand.mag., gymnasielærer og skribent på POV

Serie

Peter Handke-affæren

En tale ved Milosevics begravelse og flere kontroversielle udtalelser om folkemordet i Bosnien. Nobelprisen i litteratur for 2019 til Peter Handke er blevet kritiseret hårdt. Men hvad grunder debatten i, og kan man adskille moral og kunst, politik og æstetik, når det kommer til den største litteratur?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her