Læsetid: 9 min.

Mindebilleder fra kommunismens fald: »Held og lykke i friheden!«

I månederne op til Murens fald var Richard Swartz Svenska Dagbladets korrespondent i Østeuropa. Dette essay er sammensat af små mindebilleder fra ’Bermudatrekanten’, hvor de vigtigste begivenheder det efterår fandt sted, nemlig Budapest, Østberlin og Prag
Østtyskere der kører ind i Vestberlin i november 1989.

Østtyskere der kører ind i Vestberlin i november 1989.

akg-images

8. november 2019

Efteråret for 30 år siden begynder om sommeren. Eller måske allerede sent i foråret? Med den der begravelse i støvregnen på kirkegården i Rákoskeresztúr, en forstad til Budapest?

Fra en anonym massegrav begraves de fem ledere af Opstanden i Ungarn i 1956, som Kreml og János Kádár lod henrette på dagen for 31 år siden, igen. De to mest kendte er Imre Nagy – ’onkel Imre’ – og opstandens militære leder Pál Máleter. Hver og en får nu i Rákoskeresztúr deres egen grav. Hvil langt om længe i fred. Men egentlig er det kommunismen, der begraves, selv om ingen af os, som er der, aner det.

Ved siden af mig står Máleters enke, som forstenet under en kulsort hat, stor som et møllehjul. Græsplænen omkring de endnu åbne grave er tørret ud og har revner, støvregnen gør hverken fra eller til. Højtidelige taler, Beethoven ud af knasende højttalere. Hvad der slår mig er alligevel stilheden: Hver tone høres, når en ensom solsort synger i en af de store løvtræer.

Bagefter falder jeg i snak med en frihedskæmper fra 1956, der halter en del på venstre ben.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Sigurdson

Datoen er også mærkedag for DKP´s grundlæggelse. Nu kan man ikke bebrejde at nogen troede på kommunismen i 1919 og op til 50´erne. Men i 1959 og senest i 1968 burde man have indset at det blot var en anden diktaturform end den som den lille korporal med overskægget stod for. Jo længere tid man fortrængte kendsgerningerne frem til 1989, jo værre.
Ole Sohn gik bodsgang og fortrød, men mange ”parteigenossener” ville ikke erkende det. I stedet for at gå til et af de etablerede partier (hvor SF kunne være nærliggende) nægtede man at have taget fejl og dannede selvsamme år i stedet Enhedslisten.

Jeg håber derfor avisens dækning også omfatter den manglende selvransagelse hos firsernes såvel som nuværende DKP´er. Nogle er jo MF´ere den dag i dag.

Og nej – Sovjet og Østblokken misbrugte ikke socialismen. Den succes de trods alt havde kunne de kun opnå ved alle de forskellige former for forbrydelser og undertrykkelser, der var kendt længe inden murens fald.