Mindebilleder fra kommunismens fald: »Held og lykke i friheden!«

Efteråret for 30 år siden begynder om sommeren. Eller måske allerede sent i foråret? Med den der begravelse i støvregnen på kirkegården i Rákoskeresztúr, en forstad til Budapest?

Fra en anonym massegrav begraves de fem ledere af Opstanden i Ungarn i 1956, som Kreml og János Kádár lod henrette på dagen for 31 år siden, igen. De to mest kendte er Imre Nagy – ’onkel Imre’ – og opstandens militære leder Pál Máleter. Hver og en får nu i Rákoskeresztúr deres egen grav. Hvil langt om længe i fred. Men egentlig er det kommunismen, der begraves, selv om ingen af os, som er der, aner det.

Ved siden af mig står Máleters enke, som forstenet under en kulsort hat, stor som et møllehjul. Græsplænen omkring de endnu åbne grave er tørret ud og har revner, støvregnen gør hverken fra eller til. Højtidelige taler, Beethoven ud af knasende højttalere. Hvad der slår mig er alligevel stilheden: Hver tone høres, når en ensom solsort synger i en af de store løvtræer.

Bagefter falder jeg i snak med en frihedskæmper fra 1956, der halter en del på venstre ben.

»Det var alt sammen kommunisternes skyld. Og alle kommunister var jøder. De ville have hævn for Auschwitz og ødelægge den ungarske nation.«

Senere på aftenen drikker jeg te hos Rudolf Ungváry, der som ung mand i efteråret 1956 var på barrikaderne med gevær.

»Politik udføres nu her i landet af forskellige højlydte grupper. Men til sidst bestemmer folket. Og indtil videre tier folket.«

Jerntæppet bliver mere og mere absurd og virtuelt.

En højtstående partifunktionær i Østberlin, som jeg har kendt i årevis, næsten hvisker: Vi sidder på hundredtusindvis af ansøgninger fra borgere, der ønsker at forlade DDR for altid. Og partiet aner ikke, hvad man skal stille op.

»Men for guds skyld, skriv ikke noget af det, jeg har sagt, i avisen.«

Allerede samme forår, i det østrigske Mörbisch tæt på statsgrænsen, møder jeg en glad, kerublignende mand med en kikkert rundt om halsen som egenhændigt klipper pigtråden til Ungarn over. Flere gange om dagen begiver han sig ud i terrænet og samler flygtninge op fra den anden side. Vietnamesere, rumænere, cubanere, i går en mand fra Ghana.

Ungarere? Østtyskere?

»Endnu ingen. Men det er bare et spørgsmål om tid.«

De ungarske grænsevagter kalder han usle sataner, men egentlig er de søde fyre, som i skumringen sky og uden våben kommer over til hans side for at få tilbudt cigaretter og en tår af hans lommelærke.

De kommer gennem hullerne, han har klippet i pigtråden.

»Store nok til en lastbil.«

Flygtningene? Dem tager grænsevagterne sig ikke længere af.

Østberlin raser

I stedet for ungarere kommer der østtyskere. Efter sommerens ferie er de blevet i Ungarn i håb om derfra at kunne rejse videre til Vesttyskland. De havner i improviserede lejre. Det sværeste at leve med er at få tiden til at gå.

Csilla von Boeselager leder Malteserordenens lejr i Zugliget. »I dag har jeg bestilt tre busser, så vi kan besøge Budapest Zoo.« Bagefter begynder baronessen at samle sine østtyskere, som var de en skoleklasse.

Alle adlyder.

Lige over for hendes lejr har Østberlin opsat en barak for »rådgivning« til dem, der har fortrudt og vil tilbage til DDR. Ingen opsøger barakken. Efter nogle dage er den afspærret og gardinerne trukket for.

Pludselig giver Budapest østtyskerne tilladelse til ved midnat søndag den 11. september over »valgfri grænsestation« at forlade landet. Østberlin raser. Den nat er jeg ved grænsen mellem Hegyeshalom og Nickelsdorf, hvor lange rækker af musegrå Trabanter med hele familier venter på, at klokken slår tolv. Alle er unge. Fem i tolv.

En kraftig mand med tatoveringer har lagt hovedet mod rattet og græder, så han ryster. Hans hustru forsøger forsigtigt at trøste ham. Mange har klippet ’D’ og ’R’ ud af mærket med de nationale kendingsbogstaver, så der kun er et ensomt ’D’ tilbage. Så er det nu, selv om ingen har hørt noget klokkeslag: En kollektiv jubel, flasker med lyserød eller lysegul sekt rækkes ud gennem nedrullede bilruder. Brummende og stinkende bevæger kolonnen af biler sig roligt og disciplineret ind på østrigsk jord.

Et ungt par fra Bitterfeld har ingen bil, og jeg giver dem et lift på vej tilbage til Wien. Tavse, næsten andagtsfulde, sidder de på bagsædet og spiser af hver deres æble. Ingen af dem har nogensinde før været på denne side af jerntæppet. Ingen af dem har familie i vest. Da vi stiger ud af bilen i Wien, møder vi en ældre dame, som her ved tretiden om natten lufter sin hund, en spættet ung bokser, der trækker i sin snor.

»Kommer I fra grænsen?« Den ældre dame er ikke det mindste overrasket. »Jeg er ungarer, for 33 år siden kom jeg selv den vej. Men til fods. Dengang fandtes der ingen biler i Ungarn.«

Hunden hedder Django.

»I skal ikke være bange! Han er det sødeste, der findes. Og held og lykke i friheden!«

Rygterne siger, at østtyskerne snart må rejse videre

»De ondskabsfulde ungarere klippede pigtråden i stykker for kommunistpartiet her i landet. Det vil man aldrig tilgive dem.« Stefan Heym, i storternet amerikansk sportsskjorte, sidder hjemme i Grünau i sin lille biedermeierstue, der dette efterår kan virke som en tryg oase uden for Tiden.

Otto Reinhold, sammen med Kurt Hager SED’s chefideolog (Sozialistische Einheitspartei Deutschlands, det regerende parti i det tidligere DDR, red.), ser ikke ud, som om han bag sit tomme skrivebord har tænkt sig at dementere, hvad DDR’s mest kendte dissident har sagt til mig.

Bag Reinhold står et lavt sofabord med mere end et halvt dusin telefoner, alle i samme farve – kun en er ildrød. Gang på gang ringer en af dem med en lav brummen, uden at han et øjeblik lader til at blive forstyrret.

Glasnost? Perestrojka? Sovjetiske anliggender. De, der forlader landet? Vildfarne, trøstesløse mennesker. Hvordan det står til her? Stabilt. I Polen? Reinhold trækker på skuldrene som svar. Bag ved hans ryg fortsætter telefonerne med at brumme.

»Men i halvfemserne bliver det nødvendigt med en årlig tilvækst på 3-4 procent. Ellers får vi problemer.«

Pludselig flyver den overvægtige Reinhold op af lænestolen, det er den røde telefon, der har ringet, uden at jeg har hørt en afvigende tone i den kollektive brummen.

Diskret holder han hånden over røret. Chefideologen lytter et øjeblik i stilhed.

»Nej,« siger han så med lav, næsten blød stemme. »Så har De fået galt nummer.«

Hver mandag er folk i Leipzig begyndt at samle sig til stille demonstrationer. Åbent, på gaden. Jeg vil se det med mine egne øjne og tager toget fra Østberlin for at undgå at blive stoppet af politiet i bil.

Vi er fire i kupeen. To kvinder udveksler kageopskrifter, en højtstående officer i folkearmeens uniform læser Tolstojs Krig og fred. Demonstrationen på Karl Marx-torvet ligner en søndagsgåtur.

En spredt masse af slentrende unge bliver stille og roligt flere og flere; de ser ud, som de ikke alt for ivrigt ledte efter nogen. Jeg er næsten skuffet. Politiet ser på med bistre miner, men som om de var her ved en ren tilfældighed.

Først i oktober bliver slentreturene til rigtige demonstrationer, men inden da har østtyskere opsøgt den vesttyske ambassade i Prag: Palais Lobkowitz er som en militærlejr, også den store barokhave. Den østtyske – tyske? – krise er løbet ud i gader og stræder rundt om ambassaden, blandt skraldeposer i blåt plastik sidder og ligger folk på brostenene, indpakkede i tæpper mod efterårskulden. Nogle slubrer suppe i sig, andre drikker af vin- eller sprutflasker.

Tjekkerne er oprørte. De siger til mig, at man falder over østtyskere overalt, og at de nægter at flytte sig.

»Er det virkelig nødvendigt at svine sådan her, bare fordi man ikke vil bo i DDR?«

Herr Novák, 80 år, protesterer til politibetjentene, der sidder i deres parkerede biler i de smalle gader uden at gribe ind. Politibetjentene tier og samtykker. Så enige har Prags borgere og politi formodentlig ikke været siden kommunisternes magtovertagelse i februar 1948.

»Og vi der altid har troet, at Tyskland er en kulturnation.«

Rygterne siger, at østtyskerne snart må rejse videre. Men hvornår? Og fra hvilken station? »Og hvad kommer der til at ske med min Trabant?« Denne bil, der ellers er et særsyn i Prag, synes at have overtaget hele Malá Strana, Prags lilleby.

Kommunisternes tid er forbi

I Østberlin er regimet allerede i opløsning, den 4. november demonstreres der for ytringsfrihed og retten til at forsamle sig. Det overskygger alt, der hidtil er sket i Leipzig; fem dage senere falder Muren.

Tidligt den morgen spiser jeg morgenmad med Stefan Heym, og efter den inspicerer vi talerstolen på ladet af en lastbil, lige ved siden af en af det statslige rejsebureaus filialer. Stefan mumler: »Udrejsebureau ville være et mere passende navn.«

Den lange liste af talere er som hentet ud af oppositionens ’Hvem er hvem?’, men også partifunktionærer som Günter Schabowski og Markus Wolf står på ladet. Begge bliver buhet ud. Wolf i sin flotte trenchcoat, da han forsøger at tage »mit politi« i forsvar; lige dele chokeret og forarget giver han op.

Jeg kender ham fra tidligere, står lige nedenfor og vil have en kommentar, men brysk skubber han mig til side. Måske genkender han mig ikke engang. En enlig demonstrant med en plakat får det måske største bifald:

»Sammen med vores Egon ved næste valg for 105 procent.«

Kun et par uger senere står Egon Krenz i blå ruskindsjakke foran Schinkels museum i Lustgarten og forsøger at gyde olie på vandene foran 10.000 rasende partimedlemmer.

Det er allerede mørkt udenfor. Med sorte rande under øjnene og et uafladeligt smil ligner Krenz filmkomikeren Fernandel. Bagefter, stadig smilende, svarer han på mine spørgsmål, mens livvagterne forsøger at få mig væk derfra.

»Eksisterer DDR stadig?«

Krenz ler. Livvagterne støder mig igen og igen med knipler i ryggen. Krenz bærer ikke længere partinål på frakkereverset: For mig en vigtigere oplysning end noget af det, han siger. Stadig smilende undskylder han sig; nu skal han hjem for at sove.

»På lørdag er det min kones fødselsdag. Mindst to timer vil jeg have sammen med hende der.«

Kort efter får Krenz al den tid, han kan ønske sig med sin hustru.

Tilbage i Prag føles det, som om man her vil indhente alt det, der allerede er sket i Polen, Ungarn og DDR. Det gennemføres på elleve dage. Millioner i hele landet deltager i generalstrejken, som Václav Havel har opfordret til. Havel?

I går næsten ukendt taler han for måske en kvart million på Wenzelpladsen, hvor pragborgerne siden hen skal mødes hver dag klokken fire. Den 22. november sidder jeg på trappen ned til metroen, rundt omkring mig klirrer pragborgerne med deres nøglebundter i luften. En metallisk klingen som fra svage kirkeklokker. Kommunisternes tid er forbi.

Gå af!

Jublen er øredøvende, da Alexander Dubcek dukker op på en balkon sammen med Havel. Anført af visesangeren Hana Hegerová synger hele torvet snart nationalsangen.

Før og efter er der bomstille.

Som om kommunismen aldrig har fandtes, er alt, der minder om den forsvundet fra gadebilledet i Prag. Maskinskrevne flyveblade går fra hånd til hånd. »Lad jer ikke provokere, bevar roen og værdigheden.«

Hver dag bliver der afholdt pressekonferencer i Laterna Magica, det eksperimenterende teaters dedikerede billede, som Franz Kafka i sin tid besøgte, men som nu dedikeres til Havels og Dubceks eftertænksomme ord, eller mere uforsonlige fra indbudte, der lige akkurat kan få plads.

Adskillige har inviteret sig selv. En af dem er Václav Klaus, som keder alle andre ved at tale om økonomi.

Midt i pressekonferencen kommer så nyheden om, at hele politbureauet er gået af. Dubcek og Havel omfavner hinanden, proppen springer på en flaske sekt, der bliver skålet på scenen. Plastikproppen farer ud i salen, vi journalister kaster os efter den. Jeg er den lykkelige finder.

Bagefter spørger Havel mig genert og stammende, om han må få den. Jeg beholder den. Selv om jeg er en lille smule flov over det.

I dag ligger den et sted i en af mine skrivebordsskuffer – jeg ved bare ikke længere i hvilken.

©Richard Swartz & Information

Oversat af Kamilla Löfström