Interview
Læsetid: 5 min.

Netflix: »Jo mere lokale og autentiske historierne er, des mere populære bliver de globalt«

Netflix’ investeringer i dansk dramatik vil fortsætte, fortæller to direktører fra Netflix. Talentmassen i Danmark er nemlig stor, og de lokalt forankrede danske serier er populære globalt, lyder begrundelsen
Serien ’The Rain’ var Netflix’ første forsøg med dansk dramatik, og streamingtjenesten lover, at der er mere på vej.

Serien ’The Rain’ var Netflix’ første forsøg med dansk dramatik, og streamingtjenesten lover, at der er mere på vej.

Netflix

Kultur
22. november 2019

Med serien The Rain, der kom ud i 2018, gik Netflix ind på det danske marked for dramatik. Og der er mere på vej, lød budskabet, da Information i august interviewede to ledende figurer fra Netflix under Copenhagen TV Festival. 

Kort efter, at Netflix annoncerede, at de vil omdanne spændingsromanen Kastanjemanden af krimiforfatter Søren Sveistrup til en serie, satte vi os ned med Tesha Crawford, Director, International Originals Northern Europe og Lina Brouneus, Director, Co-Productions and Licensing Northern Europe.

»Talentmassen, der kommer fra Danmark, er på så højt et niveau lige nu, at vi vil blive ved med at investere,« fortæller Tesha Crawford.

Og det har de gjort. For siden interviewet i august har Netflix annonceret, at de vil producere den danske serie Equinox, og at de har købt de globale rettigheder til den danske film Shadow in my Eyes.

»Vi bringer i samarbejde med TV 2 Rita tilbage med en femte sæson, og vi samarbejder glædeligt med forskellige kanaler i Norden. På tværs af produktionssamarbejder, køb af rettigheder og originale film vil vi udnytte det danske talent«, fortæller Lina Brouneus.

Det er Netflix ikke de eneste, der vil. Reed Hastings, der er direktør for Netflix og dermed Tesha Crawfords og Lina Brouneus' øverste chef, udtalte forleden under et interview i den danske podcast Stream Team 2.0, at han forudser, at mængden af indhold, der produceres i Danmark fordobles de næste fem år.

Men hvad der umiddelbart kan lyde som en glædelig nyhed for de danske forbrugere, kan være mere sober. Det afhænger nemlig af, om indholdet er lavet efter det danske publikums smag, eller Danmark blot er kulisse for et indhold målrettet et globalt publikum. 

– Når I nu producerer dansk dramatik, hvor meget målretter I det så et lokalt publikum sammenlignet med et globalt publikum?

»Vores højeste prioritet er at være relevante i det land, hvor serien foregår. Den autenticitet og de nuancer, der følger med et lokalt miljø, hjælper fortællingerne med at vokse. Det har vi virkelig erfaret. Så hvis vi for eksempel laver en dystopisk serie, så gavner det, hvis den foregår i et reelt steds sociale strukturer. På den måde bliver det i sin kerne lokalt forankret og handler om det lokale sted, men så lægger vi et ekstra genreelement oveni, som skaberen har fundet på, og som gør, at det føles anderledes fra, hvad man ellers har set af serier fra det lokale sted,« siger Tesha Crawford.

»Jo mere lokale og autentiske historierne er, jo mere populære bliver de globalt. Når vi prøver at presse mange internationale elementer ind i en serie i et forsøg på at gøre den internationalt appelerende, bliver det ikke en international success. Så det er faktisk de lokale historier, der er mest populære på globalt plan,« tilføjer Line Brouneus.

Da The Rain, den postapokalyptiske fortælling om virusbærende regndråber i Danmark, blev lanceret, fik den kritisk omtale af de danske anmeldere, mens udlandske anmeldere var noget mere positivt stemt over for den.

De udenlandske seere har da også tilsyneladende taget godt imod serien. Over 30 mio. mennesker verden over har ifølge Netflix set serien, og tredje sæson er nu på vej.

Det leder til det oplagte spørgsmål, om investeringerne i dansk dramatik skyldes et mål om at fange et globalt eller et lokalt dansk publikum. 

»Det vigtigste er, at vi laver indhold til det lokale marked. Men jeg tror også, at det er skabernes ambition at nå ud til et globalt publikum, hvilket de kan på vores platform. Men i sidste ende tænker vi altid i lokal specificitet,« siger Tesha Crawford, og tilføjer, at The Rain er den serie, som Netflix’ danske seere har set mest nogensinde.

»Fem procent af verdens befolkning har engelsk som deres modersmål. Størstedelen af verdens indhold kommer fra Hollywood og er på engelsk. Så for os er det et mål at ekspandere ud til de ikkeengelsksprogede markeder. Vi fastholder et fokus på det lokale marked, men lader også indholdet rejse hen over verden, så seere verden over kan nyde indholdet«, tilføjer Lina Brouneus

Dataens betydning overdrives

Da de bliver spurgt til, hvilken rolle data vil spille i, hvordan den danske dramatik de producerer, udformer sig, svarer de, at folk altid overvurderer, hvor meget Netflix bruger data. Instruktører og forfattere spørger ofte, hvordan de skal udforme en karakter eller udvikling i deres fortælling med en forventing om, at Netflix ud fra data ved, hvordan historien skal sammensættes, så det bliver en succes.

»Men sådan fungerer det ikke. I sidste ende er det den kreative kraft og instinkterne, der styrer seriens udformning. Vi bruger data til at finde ud af, hvordan vi kan sætte alle delene sammen, så serien kan rykke sig fremad. Både i forhold til budgettet, skemaet og så videre. Så der er det tænkt mere som en støttende mekanisme,« siger Tesha Crawford.

– Hvis dataen så ikke støtter jeres instinkter – har instinkterne så forrang?

»Der er situationer, hvor vi satser uden at have data, der støtter beslutningen. Da vi lavede House of Cards, var der ikke ret meget data. Så for at træffe de beslutninger må man have et kreativt instinkt. Så kan dataen så støtte den beslutning. Hvordan har lignende serier for eksempel fungeret?« fortæller Lina Brouneus.

»Data er aldrig den afgørende faktor. Det er en af mange faktorer. Vi elsker at blive overrasket og tage en chance med en ny forfatter, der har et klart koncept. Og så kan det godt være, at der ikke er data, der fortæller os, at der er 100 procent chance for, at det bliver en succes, men så tager vi chancen,« forklarer Tesha Crawford.

»Når man ser på den data, som traditonelle tv-kanaler i Norden sidder med, har de endnu mere information om deres seere, end vi har. Vi beder kun om e-mail og kreditkortoplysninger. De har et demografisk system med paneler, der giver dem langt mere information,« tilføjer Lina Brouneus.

– Giver det dem så en fordel, som I ikke har?

»Der er blevet produceret mange gode serier i Norden de seneste år. Så selvfølgelig bruger de den information på den bedst mulige måde. Og vi samarbejder med glæde med dem om at bringe de her serier til live, ligesom vi har gjort med TV 2,« svarer Lina Brouneus.

– Og hvad med konkurrencen fra de nye internationale streaminggiganter, hvordan forholder I jer til den?

»For at holde os foran konkurrenterne har vi over flere gange måttet genopfinde os selv. Vi er gået fra dvd’er til streaming, fra at købe indhold til at skabe vores eget, og senest er vi gået fra at lave serier til at lave film. Igennem alt det har vi altid fokuseret på, hvad der er bedst for vores medlemmer. Vores medlemmer vil have kontrol over, hvad de ser, og hvordan de ser det, samt have adgang til et bredt udvalg af film og serier. Og vi tror virkelig på, at flere mennesker i flere lande vil fortsætte med at vælge Netflix, hvis vi fastholder fokus på det.« afslutter Lina Brouneus

Serie

Dansk tv-drama i streamingkrig

Markedet for streaming eksploderer lige nu. Disney+ udfordrer Netflix’ position som verdens største tjeneste, og der er aldrig blevet produceret så meget dramatik. Men hvor stiller det den danske tv- og filmbranche? Vi taler med de vigtigste producenter og dramachefer om fremtiden og udfordringerne for dansk drama

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her