Baggrund
Læsetid: 11 min.

Retfærdighed a la Peter Handke

Få litterære begivenheder har mødt så voldsomme protester som Nobelprisen til Peter Handke. Dem, der glæder sig over tildelingen, har været mindre højlydte, men i landsbyen Velika Hoca i det sydvestlige Kosovo er man begejstrede. Vi har besøgt byen for at spørge hvorfor og finde svaret på, hvorfor den østrigske forfatter ikke bare besøger, men også skriver bøger om landsbyen
Landsbyen Velika Hoca i Kosovo, som Peter Handke tit har både besøgt og begavet. Fotoet er et arkivfoto, og personerne på billedet udtaler sig ikke i denne reportage.

Landsbyen Velika Hoca i Kosovo, som Peter Handke tit har både besøgt og begavet. Fotoet er et arkivfoto, og personerne på billedet udtaler sig ikke i denne reportage.

Daniel Mihailescu

Kultur
15. november 2019

VELIKA HOCA, KOSOVO. »Det var en stille, indre glæde, en bekræftelse på, at vores liv ikke er brugt forgæves, men at det har en dybere mening,« forklarer Jovana Baljosević, der er engelsklærer i landsbyen Velika Hoca i Kosovo, om hvad hun følte, da hun hørte, at Peter Handke havde modtaget årets Nobelpris i litteratur.

»De bedste år af vores liv er brugt, vores ungdom, og vi har ikke levet, som vi havde drømt om. Vi har måttet tåle og bare håbe, at det engang ville give mening og retfærdigheden sejre,« fortæller Baljosević på det lille lærerværelse i middagsfrikvarteret. Hun føler, at Nobelprisen til Handke giver et glimt af den retfærdighed.

Jeg er sidst i oktober taget til den serbiske enklave Velika Hoca (albansk: Hocë e Madhe) i det vestlige Kosovo for at finde ud af, hvorfor Handke, der har skrevet om landsbyen i sine bøger, tit har både besøgt og begavet netop denne landsby. I byens eneste egentlige gade hænger en plakat med en læsende Peter Handke og teksten »Til lykke til vores nobelpristager«.

I huset hvor jeg overnatter, arbejder en kvinde fra tidlig morgen til sen aften på at lave retter, tærter og søde sager til slava’en – den karakteristisk serbiske fejring af familie- eller hushelgenen, som UNESCO i 2014 satte på sin liste over ’menneskehedens immaterielle kulturarv’.

Ingen andre steder er traditionen – fra brugen af ordsprog over kønsroller til slava – så godt bevaret som i Kosovo. Afvisningen af at lade sig modernisere synes at være del af Peter Handkes fascination af Velika Hoca. Men han var næppe blevet så betaget af landsbyen – og den af ham – hvis det ikke havde været for Jugoslaviens opløsning i krig.

På grund af krigen har Handkes Nobelpris skabt mere påstyr end nogen anden litterær begivenhed. Nogle mener, at Handkes engagement i krigen uretfærdigt udsatte hans Nobelpris et par årtier, andre at det helt skulle have udelukket den.

Særligt voldsomme har reaktionerne været i Eksjugoslavien. Formanden for Kosovos Kunst- og Videnskabsakademi, Mehmet Kraja, skrev eksempelvis i Washington Post, at »vi, ofrene for grusom nationalistisk aggression, er lamslåede over Nobelkomiteens beslutning«, for Handke godkendte Serbiens præsident Milosevićs »velovervejede plan om at udslette den etniske og politiske Anden«.

Kraja citerer ikke direkte Handkes ’godkendelse’, og det er typisk for indvendingerne imod prisen. Mange kalder Handke »folkemordsbenægter«, men citerer ham aldrig benægte folkemordet. Derimod citerede Det Svenske Akademi forfatteren for hans syn på Srebrenica – det eneste dømte folkemord i krigen i Eksjugoslavien – da man en uge efter prisen og kritikken af Handke fastslog, at man »ikke har fundet noget, han har skrevet, som udgør et angreb på civilsamfundet eller på respekten for alle menneskers ligeværd«.

Samtidig stritter reaktionerne på Handkes Nobelpris, typisk for regionen, i diametralt modsatte retninger. Eksplosioner af vrede overdøver dem af glæde. »Jeg havde aldrig troet, jeg ville få lyst til at kaste op på grund af en Nobelpris,« skrev eksempelvis Albaniens premierminister. Men begejstringen er også stærk. Stærkest er den netop i Velika Hoca.

Hvad er det for en retfærdighed, der savnes?

Hovedvejen i det vestlige Kosovo fører fra landets næststørste by, Prizren, nordpå mod Peja, Peć, begge tæt på grænsen til Albanien. Landskabet består af lave bjerge, små lunde og vingårde. Nogle steder venter den røde jord på nye afgrøder, sandsynligvis hvede eller majs. Vejen snor sig langs bjergsiden med sideveje ned mod dale og landsbyer – den eneste, hvor der i dag bor serbere er Velika Hoca.

Landsbyen har i dag 5-600 indbyggere, mens der i 1999 var tre gange så mange. Engang var landsbyen økonomisk vigtig og havde 13 kirker. Da den serbiske Kong Stefan Nemanja i 1198 nævnte den første gang, var det i et brev om vin, som stadig er en af hovedafgrøderne, ligesom det var i romernes tid.

Sådan synes nogle ting altid at forblive de samme. For eksempel minder Baljosevićs længsel på lærerværelset efter »retfærdighed« om Peter Handkes længsel, da han i efteråret 1995 rejste til Serbien og året efter udgav bogen En vinterrejse på floderne Donau, Sava, Morava og Drina eller retfærdighed for Serbien. Rejsebogen udkom lige efter krigen i Bosnien, hvor den dominerende stemning i Vesten var, at Serbien skyldte andre retfærdighed.

Men stemningen var så dominerende, at den gjorde Handke mistænksom:

»Også i denne krig fordelte man lidt for hurtigt rollerne som angrebne og angribende – fikserede og fastslog, hvem der var rene ofre, og hvem der var fordærvede forbrydere,« forklarede Handke dengang i Beograd-magasinet Intervju om, hvorfor han havde skrevet reportagerne fra Serbien. Kritikere nævner i dag titlen Retfærdighed for Serbien som grotesk og i sig selv et argument imod hans Nobelpris.

Også i Kosovo-krigen, hvor NATO mellem marts og juni i 1999 bombede Serbien, blev rollerne hurtigt og utvetydigt fordelt. Ifølge Storbritanniens daværende premierminister Tony Blair var det »en kamp mellem godt og ondt, mellem civilisation og barbari, mellem demokrati og diktatur«.

Det gode vandt, så hvad er det for en retfærdighed, engelsklæreren i Velika Hoca savner?

Sandheden er langsom, men kommer frem

Baljosević blev født i byen Peć, et par timers kørsel nordvest for Velika Hoca, i 1970’erne. Da Jugoslaviens republikker efter 1990’ernes krig blev selvstændige stater, ville nogle af Kosovos albanere også gøre Serbiens sydligste provins til et uafhængigt land. Dét mødte Slobodan Milosevićs Serbien med politistyrker og etnisk diskrimination.

I 1995 udførte Kosovos Befrielseshær, UCK, de første angreb. Da guerillaen i sommeren 1998 sad på 40 procent af Kosovo, blev hæren sat ind.

Den 24. marts 1999 angreb NATO uden FN-mandat Serbien »for at hindre en humanitær katastrofe«, hvad Handke som en af meget få vestlige intellektuelle fordømte. Højlydt. Efter 78 dages bombning og omfattende drab på især etnisk albanske civile underskrev NATO og Serbien en våbenhvileaftale. Serbiske styrker trak sig fra Kosovo, som 45.000 NATO-soldater besatte. Over 200.000 ikkealbanere blev fordrevet – bl.a. Baljosevićs familie.

»De sagde, vi kunne komme tilbage, så snart de havde overtaget den serbiske hærs stillinger, men da vi hørte, at alle, der var blevet tilbage i Peć, var blevet kidnappet eller slået ihjel, indså vi, at vi ikke havde noget at vende tilbage til«.

Som en af få engelskkyndige i den del af Kosovo blev Baljosević bedt om at tolke mellem de internationale organisationer – fra NATO-styrken KFOR til Røde Kors – og Den serbisk-ortodokse Kirke, der var eneste organisation tilbage til at repræsentere serberne.

»I samtalerne sagde flere af de internationale, at de var kommet med et billede af serberne som ’ondskabsfulde mordere’, og da de så, at vi var almindelige mennesker, fik de trang til at forklare sig på grund af det, der skete.«

En lignende erkendelse kan være ved at nå omverdenen, mener Baljosević. En såkaldt særdomstol ventes i disse uger at rejse de første anklager mod tidligere UCK-medlemmer (Kosovos Befrielseshær, red.) for grove forbrydelser angivet i en rapport fra Europarådet i 2010.

Efter 20 år venter Baljosević mindre retfærdighed fra dommene end fra Handkes Nobelpris, men i det mindste har man forladt universet af rent ’godt’ og ’ondt’. Også det har Kosovo og Baljosević et ordsprog for:

»Sandheden er langsom, men kommer frem.«

Velika Hoca er et historieløst, nærmest tidløst sted

Ifølge Handke kommer sandheden frem i Velika Hoca om det, Vesten kaldte en humanitær krig.

»Her forstår man, hvordan serberne lever, hvordan de tilbringer deres tid,« sagde Handke under et besøg i Velika Hoca efter omfattende angreb på de serbiske enklaver. »De har ingenting, for de er blevet plyndret, tvunget til kun at gå ud klokken fire om morgenen, de lever i konstant frygt.«

Frygten er i dag reduceret til uvished – om man vil blive tvunget ud om to eller ti år, eller måske aldrig.

Da Handke i 2015 var i Velika Hoca for at give 50.000 euro til et udendørs svømmebad – samme beløb havde han skænket i 2007 – blev han af den serbiske tv-station RTS (Radio Television of Serbia) spurgt, hvilket budskab han nu havde til landsbyen, hvortil han svarede:

»Jeg er ikke ambassadør og har ikke noget budskab, men jeg føler, at budskabet til mig fra folk her i landsbyen er afslappethed, udholdenhed og trods.«

Handke kan se trods og udholdenhed i, at landsbyen modsætter sig det nu 95 procent etnisk albanske Kosovo, som omgiver den, og som i 2008 udråbte uafhængighed. Handkes bog fra året efter, Die Kuckucke von Velika Hoca (Gøgene fra Velika Hoca), konstaterer, at Vesten muliggjorde løsrivelsen fra Serbien og kalder den »en stor uretfærdighed«. Men hvordan kan Handke forbinde enklaven med »afslappethed«?

Handke skriver i Die Kuckucke von Velika Hoca, at i landsbyen hersker »en anden tidsregning«. Akacierne, hvedemarkerne og vingårdene »står for denne anderledes-herskende tidsfølge, som består af ikke det tidligere ’Og så – og så’, men af et ’Nu – og nu – og nu’«.

I den vinbegroede dal, hvor De Forbandede Bjerge rejser sig stejlt og mørkt mod vest, er »grundtonen« for den særegne tidsdimension ifølge Handke gøgenes kukken.

Velika Hoca er med andre ord et historieløst, nærmest tidløst sted, ene nu’er eller ét stort nu. Og mens den tidsløse, isolerede enklave for Handke er symbol på vestlig uret, så står livet i den i kontrast til Vestens jag. Som en slags evigt truet virkelighedens Shangri-La – det isolerede bjergkloster i James Hiltons Tabte horisonter – passer Velika Hoca altså fint ind i Handkes værk, der ifølge Nobelkomitéen »med lingvistisk opfindsomhed har udforsket periferien«.

Jeg forsøger at forklare konceptet til to mænd på landsbyens torv. De vil ikke have deres navn frem, men er henholdsvis 55 og 60 år. De tøver lidt, da jeg nævner »en anden opfattelse af tid« og spørger, om de »lever i nuet«.

»Alle lever jo i nuet,« mener den 60-årige, og ser ikke helt, hvordan hans landsby skiller sig ud fra andre.

»Men det glæder mig, at han har fået Nobelprisen. Han er et godt menneske,« siger han.

Handke skrev den levende sandhed

Det indtryk får man ikke, når eksempelvis Salman Rushdie i The Guardian kalder Handke »idiot« og andre fordømmer østrigerens »chokerende etiske blindhed«. Så hvordan ved den 60-årige, at Handke er god?

»Et menneske, der tænker godt om dig, han er et godt menneske. Omvendt, hvis du siger, at jeg er et slet menneske, så er du også slet.«

Begge har de set Handke dér på hovedgaden, men de »har ikke haft lejlighed til at have hans bøger i hånden«, som den 55-årige siger.

Nogle i Eksjugoslavien er kraftigt imod Handkes Nobelpris. Det ved de to på torvet. Men det er deres overbevisning, at »han skrev den levende sandhed. I modsætning til udenlandske medier, der viste os som slagtere, mordere, de værste af de værste«.

Det var netop det billede, »omverdenen« ifølge Baljosević kom til Kosovo med. Men det var vel også rigtigt?

Under NATO’s bombardement slog serbiske styrker (mest paramilitære) cirka 7.000 civile ihjel, mens 800.000 flygtede eller blev fordrevet. For dét har Tribunalet For Krigen I Eksjugoslavien i Haag blandt andet dømt fire af Serbiens absolutte militære og politiske ledere til i alt 74 års fængsel.

»Men i grunden var det ikke naboer, der kæmpede mod hinanden, serbere og albanere. Det var amerikanerne, der satte det i gang,« mener den 55-årige.

Forestillingen stammer fra rapporter i The Times, BBC og lignende medier om, at vestlige efterretningstjenester samarbejdede med UCK fra 1996, mens guerillaen under bombningen i 1999 var NATO’s tropper på jorden.

Derfor siger Baljosević, at de mange dræbte civile ikke kun er serbernes skyld.

»At slå civile ihjel er frygteligt, men når der angribes både fra luften og på landjorden, kan alting ske. Det vidste den, der kastede bomberne. Men man ønskede at gøre konflikten blodigere og hadet stærkere,« mener hun.

Blodigere blev den i hvert fald. Ifølge NGO’en Humanitarian Law Center døde cirka 2.200 mennesker frem til den 24. marts 1999 under fire års guerillakrig. Tre måneder senere var 10.000 flere døde. Den 12. juni overtog NATO Kosovo, og til og med år 2000 blev godt 1.250 serbere, romaer og angivelige ’kollaboratører’ myrdet – lige så mange civile som i det sidste års guerillakrig.

Derfor mener de to mænd på torvet, at uden »stormagterne« ville konflikten mellem serbere og albanere aldrig været gået så vidt, at samarbejdet og forståelsen, man havde før krigen, i årtier frem er umuliggjort.

»I dag ses vi og albanerne igen, men vi kan aldrig få det samme forhold som førhen,« siger den 55-årige.

Når det ikke fungerer mellem folk, fungerer ingenting, konstaterer de, heller ikke økonomien.

»Gigantvirksomhederne fra før krigen, hvor vi alle sammen arbejdede, er nedlagte,« siger den 60-årige.

I nabolandsbyen, etnisk albanske Zociste, er man overraskende enige. I hvert fald hvad angår nutiden.

»Han prøvede ikke at få en Nobelpris, men at finde sandheden«

Foran en enorm, firkantet villa slår Ardit græs. Han er sidst i 20’erne og bor her med sin far og lillebror. Ingen har arbejde – ungdomsarbejdsløsheden er på 60 procent – og de kan kun bo her, fordi to andre brødre arbejder i Schweiz og sender penge hjem.

»Det er ubehageligt ikke selv at lave noget i livet, så som de fleste af vores venner har vi ansøgninger om arbejdsvisum liggende på den tyske ambassade,« siger Ardit.

De dyrker dog vindruer, som de sælger til serberne i Velika Hoca, der laver vin og rakija.

»Vi har aldrig haft problemer med serberne i Kosovo, men kun med Serbien. Det er alt sammen på grund af politik, fordi Serbien ikke vil anerkende Kosovo som uafhængig.«

Et par hundrede meter nærmere landsbyens centrum peger 30-årige Albert på de store huse langs hovedgaden:

»Der bor én person, der to, det der står tomt …«

Selv har han læst medicin, men regner ikke med nogensinde at blive læge i Kosovo. Også han forsikrer, at der »ingen problemer« er med serberne, omend han tilføjer, at de er »lidt underlige«. Mens albanerne kommer hos dem – også Alberts familie sælger vindruer – kommer serberne nemlig ikke i Zociste.

Måske er de bange, foreslår jeg, og peger på de nybyggede huse i landsbyens udkant. Dér boede serberne før krigen, men deres huse blev brændt i 1999, da også byens kloster blev jævnet med jorden. Husene er genopbygget, men står tomme.

»Vi slog ikke nogen af deres ihjel,« afviser Albert.

Han har ikke hørt, at UCK i juli 1998 bortførte snesevis af serbere og romaer fra Zočište og nabolandsbyerne Retimlje og Opterusa, og tror ikke på, at mens Røde Kors fik kvinder og børn løsladt, er mændene enten fundet i massegrave eller aldrig fundet (ifølge dokumenter fra FNs mission i Kosovo, UNMIK).

Hverken Ardit eller Albert mener noget særligt om Handke.

Tilbage i Velika Hoca fortæller Jovana Baljosević, at hun flere gange selv har talt med forfatteren: »Han prøvede ikke at få en Nobelpris, men at finde sandheden,« siger hun.

»Engang sagde han: ’Litteraturen vil frelse verdenen!’ Og jeg spurgte mig selv: ’Hvordan dét, når alt er skrevet, og folk udmærket ved, hvad der er det rette at gøre, men ikke gør det’«.

Men da Handke fik Nobelprisen, oplevede hun det som en bekræftelse af både den og en anden af Handkes teser.

»Da han engang skulle afsted, sagde han, før han satte sig ind i bilen: ’Vi vil sejre!’ Med dét mente han ikke, at Handke og serberne vil vinde, men at Det Gode i verden vil vinde. For det er dét, han kæmper for: For det gode, for sandheden og retfærdigheden.«

Serie

Peter Handke-affæren

En tale ved Milosevics begravelse og flere kontroversielle udtalelser om folkemordet i Bosnien. Nobelprisen i litteratur for 2019 til Peter Handke er blevet kritiseret hårdt. Men hvad grunder debatten i, og kan man adskille moral og kunst, politik og æstetik, når det kommer til den største litteratur?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her