Læsetid: 4 min.

Rune Lykkeberg: ’Apocalypse Now’ viser den scene, som fortæller USA’s syndefald

Der er en særlig scene i Francis Ford Coppolas ’Apocalypse Now’, som mange hader, fordi den bryder med hele filmens æstetisk. Rune Lykkeberg elsker den, fordi den fuldbyrder filmen. I anledning af ’Apocalypse Now: Final Cut’ er der igen grund til at minde om Coppolas hovedværk
Mange hader seancen med de franske kolonialister, som ikke var med i den oprindelige udgave af Apocalypse Now, men blev klippet ind i den meget lange Redux-version, Coppola senere lavede. Men jeg elsker den, fordi den tilføjer et mytologisk moment i fortællingen, binder USA sammen med den koloniale historie og folder det civiliserede vanvid ud i et formidabelt dekadent interiør, skriver Rune Lykkeberg.

Mange hader seancen med de franske kolonialister, som ikke var med i den oprindelige udgave af Apocalypse Now, men blev klippet ind i den meget lange Redux-version, Coppola senere lavede. Men jeg elsker den, fordi den tilføjer et mytologisk moment i fortællingen, binder USA sammen med den koloniale historie og folder det civiliserede vanvid ud i et formidabelt dekadent interiør, skriver Rune Lykkeberg.

Fra filmen

29. november 2019

Apocalypse Now er en rejse op ad en flod. Det er en rejse i tid: fra moderniteten i amerikanernes hovedkvarter i det sydlige Vietnam til naturtilstanden i junglen i Cambodja. Og det er en rejse fra civilisation til barbari, idet filmens helt kaptajn Willard er sendt ud af sine overordnede på en hemmelig mission, hvor han skal opsøge og henrette oberst Kurtz, der som de siger: »Meget tydeligt er blevet sindssyg.« 

Endelig og vigtigst er det en erkendelsesrejse. 

Jo længere helten kommer op ad floden, jo mere forstår han. At han ikke er den gode, og den, han skal henrette, ikke er den onde. At moderniteten ikke har afviklet naturtilstanden, og at amerikanernes civilisation med rockmusik, surferkultur, playboypiger, militær overlegenhed og patriotiske idealer kan slå om i barbari. Og det var det, der skete for dem i Vietnam.

Sandheden åbenbares

Særligt én scene i filmen kombinerer rejsens tre momenter. Willards lille båd med fire amerikanske soldater er sejlet ind i en tung tåge. Det er, som om de er sejlet ud over verdens kant og faret vild i en mytisk oververden, hvor de ikke længere kan orientere sig.

Og så åbenbares sandheden for dem.

Som spøgelser står soldater i fremmede koloniale uniformer på bredden, da tågen langsomt letter. Amerikanerne kan ikke forstå, hvad de siger, fordi de taler et andet sprog, og de tror først, at det er fremmede fjender. Indtil kaptajnen på båden opdager, at soldaterne er akkurat ligesom dem selv – fortabte i en verden, hvor de hverken kan blive eller vende hjem. Og de bliver en afsløring af, hvordan USA under Vietnamkrigen er blevet til netop det, som amerikanerne aldrig ville være.

Det er nemlig gamle franske kolonialister, der står foran dem som historiens spøgelser. De har forsøgt at betvinge vietnameserne, men tabt både krigen og deres civiliserede overlegenhed. Da de amerikanske soldater møder dem, går det op for dem, at de har gentaget franskmændenes fejl. Det er en vidunderlig ironi, at det første, de amerikanske soldater på båden og de franske kolonialister på land foretager sig sammen, er en begravelse.

»Vi franskmænd respekterer altid vores allieredes død,« siger Demarais, som er patriarken i det gamle palæ.

Missionærernes skæbne

De deler sorgen over deres død ved en ceremoni, og de deler skæbnen som vestlige missionærer, der troede, de rejste ud for at civilisere barbarerne. Og selv endte med at blive barbarerne klædt i elegante uniformer og med kolossal teknologisk overlegenhed.

Efterfølgende spiser de en dekadent middag sammen i franskmændenes palæ. En franskmand tager og knuser et æg og fortæller moralen: Det hvide forsvinder, og det gule bliver. Sådan er det også i Vietnam. Ingen kolonialister kan besejre vietnameserne i deres eget land.

»I amerikanerne,« siger Demarais hånligt ved bordet.

»I kæmper for det største ingenting i historien.«

Mange hader seancen med de franske kolonialister, som ikke var med i den oprindelige udgave af Apocalypse Now, men blev klippet ind i den meget lange Redux-version, Coppola senere lavede. Den er også med i en fortættet version i Final Cut.

Scenen bryder filmens æstetik, som ellers veksler mellem vanvittige amerikanske soldater, brændende skove, panoramaer af krigsødelæggelse og billeder af døde mennesker, der hænger fra træerne i junglen. Men jeg elsker scenen, fordi den tilføjer et mytologisk moment i fortællingen, binder USA sammen med den koloniale historie og folder det civiliserede vanvid ud i et formidabelt dekadent interiør.

Og fordi det er en suveræn udstilling af USA’s syndefald.

Den frie verden

Amerikanerne troede, de var moderne og skabte fremskridt i verden. Men scenen viser, hvordan USA bliver indhentet af en mytisk skæbne: Den, der tror sig hævet over ondskab, kommer til at inkarnere den.

USA er grundlagt på opgøret med det aristokratiske og undertrykkende Europa og var i starten af det 20. århundrede et forbillede for tredjeverdenslande, fordi de havde gjort sig fri af den gamle kolonimagt og skabt deres egen modernitet. Amerikanerne kaldte den nye verden, som blev dannet efter Anden Verdenskrig med FN og erklæringen om menneskerettighederne for »The Free World«. Og den byggede på overbevisningen om, at kolonialismens og imperialismens tid var forbi.

Det var derfor, det var så vigtigt for den amerikanske præsident Roosevelt at få skrevet ind i FN’s charter, at alle mennesker har »ret til at vælge den form for regering, som de selv ønsker at leve under«. Det kunne de europæiske statsledere, der stadig havde kolonier ikke lide. Men de havde ikke noget valg.

Spøgelser i natten

Krigen i Vietnam var tænkt som et forsvar for den frie verden. En kamp for vestligt demokrati og kapitalisme imod kommunismen. Men den uhyggelige erkendelse er, at forsvaret ødelægger sig selv. Politisk og menneskeligt.

Kaptajn Willard har mistet sin kone hjemme i USA. Han møder en fransk kvinde på plantagen, hvis mand er død i krig. Hun tænder en opiumspibe for ham, fordi hun kan se samme ødelæggelse af krig i hans øjne, som hun så i sin mands.

Som franskmændene og amerikanerne sammen har begravet deres døde, sover den amerikanske soldat en enkelt nat med den franske kvinde. I filmens eneste kærlighedsscene finder de sammen som to spøgelser i natten, der med deres egne kroppe mærker alt det, de har tabt.

Ulykkerne regnede ned over filmholdet under optagelserne til ’Apocalypse Now’. Blandt andet fik hovedrolleindehaver Martin Sheen et nervøst sammenbrud.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • erik pedersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Anders Graae
  • Anders Olesen
  • Thomas Tanghus
  • Oluf Husted
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Torben Siersbæk
  • Svend Erik Sokkelund
  • ulrik mortensen
  • Espen Bøgh
  • Jakob Trägårdh
erik pedersen, Eva Schwanenflügel, Anders Graae, Anders Olesen, Thomas Tanghus, Oluf Husted, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Siersbæk, Svend Erik Sokkelund, ulrik mortensen, Espen Bøgh og Jakob Trägårdh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Siersbæk

Uhhhh ... Den skal jeg se! Det var en fantastisk film i den oprindelige version, med billedet at "normalitetens" USA med de stålarbejdere, der var rygraden i det manuelt, industritunge produktionsapparat, der er reduceret og udflyttet under internationaliseringen.

“I got buddies who died face-down in the muck so that you and I could enjoy this family restaurant!”

(Millioner af vietnamesere, irakere, latinamerikanere er blevet lemlæstet eller døde med ansigtet nede i mudderet, så imperialismen har kunnet udøve sin dominans lige siden. Så..)

Shut the fuck up, Walter....(you neocon piece of shit)

Espen Bøgh, Eva Schwanenflügel, Lene Krathmann Pedersen, Jimmy Hansen og Mads Kjærgård anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Det er nu en rigtig god film! Nogle udråber den til det 20 århundredes bedste, personligt ville jeg nu hælde til Blade Runner, men Dommedag Nu vil absolut blive nr. 2 og så Brazil på en 3. plads. Sidstnævnte er vist gået i glemmebogen, men er vel mere aktuel nu end nogensinde.

Thorkel Hyllested

En anden indgang til forråelsen kunne være, at beskæftige sig mere med mekanismerne i " det militærindustrielle kompleks", men tak for analysen af en fantastisk og urovækkende film.

Redux-versionen er alle fire timer værd. Filmen er et mesterværk.

erik pedersen, Eva Schwanenflügel, Carl Chr Søndergård og Mads Kjærgård anbefalede denne kommentar