Læsetid: 15 min.

Sådan blev liberalismen ’den Gud, der fejlede’ i Østeuropa

Efter Murens fald var der store forventninger og forhåbninger til, at den vestlige liberalisme ville forandre det centrale og østlige Europa. Men forventningerne blev aldrig helt indfriet – og nu ser vi den vestlige liberalisme give bagslag
De centrale og østeuropæiske populisters ultimative hævn mod vestlig liberalisme er ikke blot at afvise ideen om at efterligne Vesten, men at vende sig mod den. Vi er de rigtige europæere, hævder Orbán og Kaczyński gentagne gange, og hvis Vesten vil redde sig selv, bliver den nødt til at efterligne øst. Som Orbán sagde i en tale i juli 2017: »For 27 år siden her i Centraleuropa troede vi, at Europa var vores fremtid. I dag føler vi, at vi er Europas fremtid.«

De centrale og østeuropæiske populisters ultimative hævn mod vestlig liberalisme er ikke blot at afvise ideen om at efterligne Vesten, men at vende sig mod den. Vi er de rigtige europæere, hævder Orbán og Kaczyński gentagne gange, og hvis Vesten vil redde sig selv, bliver den nødt til at efterligne øst. Som Orbán sagde i en tale i juli 2017: »For 27 år siden her i Centraleuropa troede vi, at Europa var vores fremtid. I dag føler vi, at vi er Europas fremtid.«

Andrew Holbrooke

8. november 2019

I foråret 1990 brugte John Feffer, en 26-årig amerikaner, flere måneder på at rejse rundt i Østeuropa for at finde ud af, hvilken fremtid de tidligere kommunistiske lande gik i møde og for at skrive en bog om de historiske omvæltninger, der skete lige for øjnene af ham.

Han testede ikke videnskabelige teorier, men talte i stedet med så mange mennesker fra så mange samfundslag som muligt. De modsætninger, han stødte på, var både fascinerende og gådefulde. Østeuropæerne var optimistiske, men også betænkelige.

Mange af dem, han talte med, forventede at leve som londonere og wienere inden for fem år – maksimalt ti. Men deres håb var også blandet med ængstelighed og bange anelser. Som den ungarske sociolog Elemér Hankiss observerede:

»Folk blev pludselig bevidste om, at det i de kommende år ville blive afgjort, hvem der ville blive rige, og hvem der ville blive fattige; hvem der ville få magt, og hvem der ikke ville; hvem der ville blive marginaliseret, og hvem der ville være højtstående. Og hvem der ville etablere dynastier, og hvis børn der ville lide.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen K Petersen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Olaf Tehrani
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Bjørn Pedersen
Steen K Petersen, Palle Yndal-Olsen, Olaf Tehrani, Peter Beck-Lauritzen og Bjørn Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjørn Pedersen

" I modsætning til, hvad mange nutidige teoretikere mener, så er populistisk vrede i mindre grad rettet mod multikulturalisme og i højere grad rettet mod individualisme og kosmopolitisme."

og..

"Det er en vigtig pointe, for accepteres præmissen, betyder det, at man ikke kan bekæmpe populisme ved at bekæmpe multikulturalisme."

Lige præcis. Det er også vigtigt at skelne mellem national multikulturalisme og immigrations-multikulturalisme. Stort set alle lande har nationale mindretal, f.eks. bretoner i Frankrig, tysk-slesvigere i Danmark, eller hviderussere i Polen. Immigrations-multikulturalisme har kun i lande der startede ud som europæiske kolonier (USA, Canada, Australien og de Latinamerikanske lande, etc.) ført til skabelsen af en ny, samlet nation. I Europa, er immigrations-multikulturalisme derimod slet ingen multi-kulturalisme. I et land som Frankrig eller Danmark dominerer én kultur, og jeg taler ikke domination på nogen nødvendigvis undertrykkende måde. Det samme gælder for at khmer kultur dominerer i Cambodia, thai kultur i Thailand, filipinsk på Filipinerne, tigray i Eritrea, etc. Immigranter til alle disse områder og kultur tilpasser sig overordnet set majoritetens normer og værdier over tid. Det har vi set herhjemme med de polsk-katolske immigranter for hundrede år siden, og også efterkommerne af de tyrkiske gæstearbejdere bliver som generationerne går, mere og mere danske af kultur.

Kosmopolitiske idealer er hykleri og udtryk for et arrogant og paradoksalt eurocentrisk verdensbillede, der bedst kan beskrives ved at gå tilbage til termens oprindelige ejermand, Diogenes af Sinope, der først erklærede sig som "verdensborger".

For hvilken "verden" var det? Diogenes levede og flyttede rundt mellem de forskellige græske bystater. Ville han have følt sig så ligeså hjemme i en indisk, kinesisk, eller blot ægyptisk by? Tjo, hvis de talte græsk eller han ægyptisk, måske, men hans fejl lå jo i overhovedet at tænke at hans verden var hele verdenen. Ikke bare geografisk og kulturelt, men også socialt (han var en højtrespekteret filosof i en kultur, hvor den type mennesker var af høj social status). Og så kommer vi jo naturligt nok til næste logiske fejlslutning ved det at kalde sig "verdens"-borger.

For er det alene din, verdensborgerens, beslutning om du "hører til" i oldtidens bystater, eller nutidens globale metropoler eller forudsætter man at et "demos", består af dem der ikke blot rejser fra stedet når de får en arbejdsplads i et andet land? Hvis man ikke føler at ét sted er ens hjem, er alle andres hjem så blevet dit hjem? Er det svært at forstå at en sådan tankegang kan provokere dem, der ikke bare hopper på flyveren en gang om året får at flytte til en ny arbejdsplads for diverse globale virksomheder? (Og ja, der skal selvfølgelig mere end det til at være en kosmopolit. Det er jo en tankegang, ikke en rejseform.).

Du kan erklære at du gerne ønsker at være en del af et andet samfund, men ligesom Diogenes var arrogant, er det jo arrogant simpelthen at stille sig op og erklære: "Hele verden er mit, mine idealer og mine værdiers hjem", hvis hele verden ikke har budt dig indenfor.

Problemet med kosmopolitisme er derfor at den ikke kan adskilles fra en hyperindividualistisk og priviligeret sindstilstand, der i modsætning til dens navn er langt mere verdens-fjern, end den er en medspiller for denne verden. Det kosmopolitiske er et samfund for sig. For at kunne forandre sit eget samfund til det bedre, skal man føle at det er et hjem, et hjem der er værd at kæmpe for, at det har nogle værdier der er værd at bevare (og andre der bedst forkastes).

Det er altså ikke egentlig de liberale og demokratiske idealer om ytringsfrihed, domstolenes uafhængighed magt til folket, etc. jeg tror der anfægtes når østeuropæere stemmer på PiS eller Orban, men koblingen mellem det liberale og det kosmopolitiske. Så længe at der, enten reelt eller at det kan italesættes at der findes en sådan kobling, så styrkes de autoritære kræfter i Østeuropa (og udenfor).

Hanne Utoft, Peter Beck-Lauritzen og Jes Balle Hansen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Mere enkelt, så er det gået op for de kollektive ejere af samfundsværdierne, at disse er tyvstjålet af enkeltindivider i liberalismens navn=vestlig økonomisk norm for velstand. Klart folket bliver sure og reagerer mod dette kapitalistiske og ufuldendte samfundssystem. Fælleseje var sikkert bedre, selvom de tidligere østlande også bar på "samfundsnassere"=politiske lederstrukturer.

Carsten Wienholtz, Hanne Utoft og Ole Arne Sejersen anbefalede denne kommentar

"Mange af de demokratier, der er dukket op efter Den Kolde Krig i Central- og Østeuropa er blevet omdannet til autoritære flertalsregimer, der opretholdes af konspirationer. Her bliver politiske oppositioner dæmoniseret, uafhængige medier, civilsamfundet og domstole blottet for indflydelse."

Hvis man portrætterer f.eks. Danmark i 00'erne, vil man også finde et flertalsregime, som opretholdtes af konspirationsteorier om røde lejesvendes besættelse af Danmark og af flygtninges intentioner om at nasse på velfærd og siden danne voldelige kalifater i Vesten. Breivik's vanvittige akt i Sverige knyttede han selv til et opgør med en marxistisk kulturmafia, som stod i ledtog med multikulturaliseringens indvandrer- og flygtningestrømme, og i Danmark reagerede bl.a. pastoren fra Dansk Folkeparti med et sigende 'han ødelægger jo det hele'.

Op gennem 1990'erne og 00'erne skete også en dæmonisering af venstrefløjen i Danmark, hvilket betød en udgrænsning af den marxistisk-revolutionære del af denne og en gryende mainstreamaccept af en systemanerkendende, centrum-venstre orienteret 'rød blok', hvilket idag betyder at Lars Løkke i sin seneste bogsællert (med rette) kan tale om at 'række ind over midten' ifm. et samarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet. På den intellektuelle hylde skrev Fukuyama i 1992 'End of history', som bragte diskursen om det vestlige, liberale demokrati som det højest opnåelige, i forgrunden, hvilket bl.a. bidrog til en voldsom indskrænkning af vestlige intellektuelles ideologiske udsyn.

Den uafhængige journalistik har også fået tiltagende vanskeligheder i Vesten, alene i Danmark har vi set en voldsom mobilisering af spindoktorer m.fl., aftalte interviews af politikere osv., ligesom vi har set en tiltagende ensretning af de toneangivende mediers udenrigspolitiske informationsgivning.

Det danske civilsamfund er i de seneste tiår blevet passiviseret og vore domstole politiseret; den politiske magtelite dominerer i ly af diskurser om terrortrusler og russisk-mellemøstlig fjendtlighed. Vore offentlige, økonomiske prioriteringer betyder at vores forsvarsbudgetter stiger i en tid, hvor der tales om nødvendige besparelser på humanitære, udenrigspolitiske indsatser og velfærd, ligesom uligheden og magtdistancerne til stadighed øges. Eksemplerne på en korrupt Etat, som lyver overfor offentligheden, domstole og retsvæsen er alt for mange - ligesom eksemplerne på vores udenrigspolitiske aggressioner og kriminalitet hober sig op.