Baggrund
Læsetid: 15 min.

Sådan blev liberalismen ’den Gud, der fejlede’ i Østeuropa

Efter Murens fald var der store forventninger og forhåbninger til, at den vestlige liberalisme ville forandre det centrale og østlige Europa. Men forventningerne blev aldrig helt indfriet – og nu ser vi den vestlige liberalisme give bagslag
De centrale og østeuropæiske populisters ultimative hævn mod vestlig liberalisme er ikke blot at afvise ideen om at efterligne Vesten, men at vende sig mod den. Vi er de rigtige europæere, hævder Orbán og Kaczyński gentagne gange, og hvis Vesten vil redde sig selv, bliver den nødt til at efterligne øst. Som Orbán sagde i en tale i juli 2017: »For 27 år siden her i Centraleuropa troede vi, at Europa var vores fremtid. I dag føler vi, at vi er Europas fremtid.«

De centrale og østeuropæiske populisters ultimative hævn mod vestlig liberalisme er ikke blot at afvise ideen om at efterligne Vesten, men at vende sig mod den. Vi er de rigtige europæere, hævder Orbán og Kaczyński gentagne gange, og hvis Vesten vil redde sig selv, bliver den nødt til at efterligne øst. Som Orbán sagde i en tale i juli 2017: »For 27 år siden her i Centraleuropa troede vi, at Europa var vores fremtid. I dag føler vi, at vi er Europas fremtid.«

Andrew Holbrooke

Kultur
8. november 2019

I foråret 1990 brugte John Feffer, en 26-årig amerikaner, flere måneder på at rejse rundt i Østeuropa for at finde ud af, hvilken fremtid de tidligere kommunistiske lande gik i møde og for at skrive en bog om de historiske omvæltninger, der skete lige for øjnene af ham.

Han testede ikke videnskabelige teorier, men talte i stedet med så mange mennesker fra så mange samfundslag som muligt. De modsætninger, han stødte på, var både fascinerende og gådefulde. Østeuropæerne var optimistiske, men også betænkelige.

Mange af dem, han talte med, forventede at leve som londonere og wienere inden for fem år – maksimalt ti. Men deres håb var også blandet med ængstelighed og bange anelser. Som den ungarske sociolog Elemér Hankiss observerede:

»Folk blev pludselig bevidste om, at det i de kommende år ville blive afgjort, hvem der ville blive rige, og hvem der ville blive fattige; hvem der ville få magt, og hvem der ikke ville; hvem der ville blive marginaliseret, og hvem der ville være højtstående. Og hvem der ville etablere dynastier, og hvis børn der ville lide.«

Efter rundrejsen udkom John Feffers bog, og i de efterfølgende 25 år holdt han sig på afstand af de lande, der kortvarigt havde opslugt ham. Men så, 25 år senere, besluttede han at genbesøge regionen og finde de mennesker, han havde talt med tilbage i 1990.

Nu var Østeuropa blevet rigere, men der var også kommet bitterhed til. Kapitalismen var nået frem, men dens fordele og ulemper var ulige fordelt.

Efter tidligere at have skrevet, at »for den generation, der var unge og voksne under Anden Verdenskrig, var kommunismen den Gud, der fejlede«, opdaterede Feffer sin egen formulering og skrev:

»For den nulevende generation er liberalismen den Gud, der fejlede.«

Kært barn har mange navne

De ekskommunistiske landes forsøg på at efterligne Vesten efter 1990 har fået en lang række navne: amerikanisering, europæisering, demokratisering, liberalisering, harmonisering, globalisering og så videre – fælles for dem alle er, at fremskridtet indebærer efterligning og integration gennem assimilation.

Ifølge centrale europæiske populister blev nye liberale og demokratiske principper uomgængelige i Central- og Østeuropa efter kommunismens kollaps. I dag beklager de sig over, at efterligningen af vestlige holdninger, institutioner og fremgangsmåder kom til at spille en afgørende rolle.

Mange af de demokratier, der er dukket op efter Den Kolde Krig i Central- og Østeuropa er blevet omdannet til autoritære flertalsregimer, der opretholdes af konspirationer. Her bliver politiske oppositioner dæmoniseret, uafhængige medier, civilsamfundet og domstole blottet for indflydelse.

Suverænitet er afhængig af regeringens evne til at modstå vestlige idealer om politisk mangfoldighed, staters gennemsigtighed og tolerance over for fremmede, systemkritikere og minoriteter.

Der er ikke én faktor, der kan forklare, hvorfor så mange autoritære illiberale østeuropæiske systemer er dukket op de seneste ti år. Alligevel har harme over det vestlige demokrati, dets kanoniske status og efterligningspolitikken spillet en afgørende rolle.

Manglen på alternativer til den vestlige liberalisme har også spillet en afgørende rolle – en langt større rolle end det faktum, at landene har en autoritær fortid og en historisk indgroet fjendtlighed over for liberalisme, der ville kunne forklare de antivestlige moralske værdier, der dominerer postkommunistiske samfund i dag.

Forestillingen om, at der ’ikke er nogen anden vej’ har næret bølgen af populistisk fremmedhad og reaktionær nationalisme, der begyndte i det centrale og østlige Europa og senere skyllede hen over resten af verden.

Det var et fælles mål for central- og østeuropæerne at blive en del af Vesten efter Den Kolde Krigs afslutning. Ja, at blive fuldstændig vestlige var vel uden tvivl det vigtigste mål med revolutionerne i 1989.

Vestlige modeller blev entusiastisk efterlignet, samtidig med at sovjetiske tropper forlod regionen, hvilket i første omgang blev opfattet som befriende. Men efter to problemfyldte årtier var ulemperne af denne efterligningspolitik blevet for indlysende til, at de kunne benægtes. 

Skyggesiderne af den europæiske liberalisme

Liberalisme blev generelt forbundet med idealer som lige muligheder, bevægelsesfrihed, frihed til at ytre kritik og juridisk retfærdighed. Men på trods af ambitionerne blev forsøget på liberalisme i Central- og Østeuropa overskygget af to årtier med stigende ulighed, omsiggribende korruption og en uretfærdig fordeling af offentlig ejendom til et lille antal mennesker.

Den økonomiske krise i 2008 skabte en dyb mistillid til forretningseliter og kasinokapitalismen, der næsten ødelagde verdensøkonomien. Efterhånden som fortørnelsen begyndte at sprede sig, begyndte illiberale politikere at stige i popularitet, og i Ungarn og Polen fik de magten.

Liberalismens omdømme er aldrig blevet genoprettet efter 2008. Den økonomiske krise svækkede de vestligtorienterede økonomers sag, som stadig var at efterligne en amerikansk kapitalismestil.

Troen på at den vestlige model var fremtiden, var hængt op på, at den vestlige elite vidste, hvad de gjorde. Pludselig blev det tydeligt, at det ikke var tilfældet. Det er forklaringen på, at 2008 var så ødelæggende – ikke blot økonomisk, men også ideologisk.

En anden årsag til, at central- og østeuropæiske populister kunne slippe afsted med at overdrive skyggesiderne af den europæiske liberalisme, var, at de endnu mørkere sider af den europæiske illiberalisme var forsvundet fra folkets kollektive erindring.

De regerende partier i det centrale og østlige Europa, såsom Fidesz i Ungarn og PiS i Polen, har forsøgt at miskreditere liberale principper og institutioner for at aflede folks opmærksomhed fra anklager om korruption og magtmisbrug.

For at retfærdiggøre afviklingen af den uafhængige presse og justitsapparatets politiske uafhængighed hævder de, at de forsvarer nationen mod ’fremmede’ fjender.

Men alt dette hjælper os ikke til fuldt ud at forstå den store opbakning, der er til nationalpopulistiske partier. Årsagerne til populismens popularitet er uden tvivl kompleks, men forklaringerne ligger til dels i ydmygelsen over – i bedste fald – at blive en ringe kopi af et vestligt demokrati.

Den antiliberale opstand i regionen

Utilfredshed med ’overgangen til demokrati’ i årene efter kommunismens kollaps blev også næret af besøg fra udenlandske ’vurderingsmænd’, der havde meget lidt føling med den lokale virkelighed. De erfaringer førte til en nationalistisk reaktion i regionen og en genoprettelse af ’autentiske’ nationale traditioner, der angiveligt var blevet kvalt i jagten på det vestlige demokrati.

Den postnationale liberalisme, der blev forbundet med østudvidelsen af EU i 2004, gjorde det muligt for håbefulde populister at fremstille sig selv som dem, der ville passe på nationale traditioner og nationalidentitet.

Det var motivet for den antiliberale opstand i regionen. En anden faktor var den antagelse – efter 1989 – at der ikke var nogen alternativer til det liberale demokrati og de økonomiske modeller. Den formodning var der nu nogle, der forsøgte at gøre op med.

Tag for eksempel Tysklands højrepopulistiske parti Alternative für Deutschland (AfD). Som navnet indikerer, var det en reaktion på Angela Merkels – dog utilsigtede – påstand om, at hendes pengepolitik var ’alternativlos’ (’uden alternativer’). Ved at beskrive regeringens forslag som den eneste mulige gav hun anledning til intense og ihærdige forsøg på at finde alternativer.

At postnationalismen tilsyneladende blev set som en normalitet, var et andet tilbageslag i de tidligere kommunistiske lande. Det satte gang i et antiliberalt-, antimigration- og anti-EU-oprør, som blev udnyttet af populistiske demagoger med spidskompetencer inden for dæmonisering af ’indre fjender’ med henblik på at mobilisere offentlig støtte.

Ifølge George Orwell er »alle revolutioner fiaskoer, men de er ikke alle sammen den samme form for fiasko«. Så hvilken form for fiasko var revolutionen i 1989, givet at Vesten var forbilledet? I hvilket omfang er den liberale revolution i 1989 ansvarlig for den illiberale modreaktion, der blev udløst to årtier senere?

Fløjlsrevolutionerne

De ’fløjlsrevolutioner’, der fandt sted i det centrale og østlige Europa i 1989, blev stort set ikke kritiseret for at gå ud over regionens borgere, hvilket ellers er almindeligt, når der sker grundlæggende politiske omvæltninger. Dybt forankrede regimer blev styrtet relativt fredeligt.

Venstrefløjen roste fløjlsrevolutionerne for at være et resultat af folkets vilje. Højrefløjen roste dem for at være en sejr for det frie marked og en velfortjent sejr til uafhængige regeringer.

Amerikanere og proamerikanske liberale var stolte af at kunne kæde liberalismen sammen med frigørelse og forandring og dermed ikke være en ideologi, som i mange år var blevet latterliggjort af venstrefløjen for at opretholde status quo. Og – selvfølgelig – havde disse forandringer af regimet i øst verdenshistorisk betydning, da de markerede afslutningen på Den Kolde Krig.

Det var et fælles mål for central- og østeuropæerne at blive en del af Vesten efter Den Kolde Krigs afslutning. Ja, at blive fuldstændig vestlige var vel uden tvivl det vigtigste mål med revolutionerne i 1989. Her ses et billede fra fløjlsrevolutionen i Prag d. 26 november 1989.

Det var et fælles mål for central- og østeuropæerne at blive en del af Vesten efter Den Kolde Krigs afslutning. Ja, at blive fuldstændig vestlige var vel uden tvivl det vigtigste mål med revolutionerne i 1989. Her ses et billede fra fløjlsrevolutionen i Prag d. 26 november 1989.

Petr David Josek
Revolutionernes ikkevoldelige væsen var ikke deres eneste særlige egenskab. Givet at flere af de fremtrædende skikkelser var kreative tænkere og politiske aktivister som Václav Havel i Tjekkoslovakiet og Adam Michnik i Polen, er begivenhederne i 1989 undertiden blevet husket som de ’intellektuelles revolutioner’.

Men at disse revolutioner fortsat er kendt som ’fløjl’, skyldes en bagvedliggende modstand mod utopier og politiske eksperimenter. I stedet for at ønske sig noget genialt nyt havde de førende skikkelser i revolutionerne kun som formål at vælte et system og erstatte det med en kopi af noget andet.

Tysklands førende filosof Jürgen Habermas tog hjerteligt imod »manglen på ideer, der enten er innovative eller orienterede mod fremtiden« efter 1989, fordi revolutionerne for ham var »rette op på-revolutioner« eller »indhente-revolutioner«. Målet var at gøre det muligt for central- og østeuropæiske samfund at opnå dét, vestlige europæere allerede havde.

Central- og østeuropæere drømte heller ikke om en perfekt verden, der endnu ikke havde eksisteret. De længtes i stedet efter ’et normalt liv’ i ’et normalt land’.

I slutningen af 1970’erne, da den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger besøgte Ungarn og talte med flere af de mest kendte kritikere af det kommunistiske regime, fortalte de:

»Vi er ikke systemkritikere. Vi repræsenterer tilbagevenden til det normale.«

Adam Michniks postkommunistiske slogan var »Frihed, Broderskab, Normalitet«. Efter at have brugt årtier på at foregive at forvente en strålende fremtid, blev det systemkritikernes hovedformål at leve i nuet og nyde glæderne i hverdagen.

Efter 1989 var det fløjlsrevolutionens vindere, ikke tabere, der valgte at fordufte

Centraleuropæiske eliter så efterligningen af Vesten som en velkendt vej mod normalitet. Men, i håbet om at blive medlem af EU, undervurderede reformisterne de lokale forhindringer, der var for liberaliseringen og demokratiseringen, og de overvurderede mulighederne for at importere komplette vestlige modeller.

Den bølge af antiliberalisme, der i dag skyller ind over det centrale Europa, skyldes en udbredt modstand mod den angivelige nedgørelse af national og personlig værdighed, som efterligningspolitikken indebar.

Euforien i Central- og Østeuropa over kommunismens kollaps skabte en forventning om, at andre gennemgribende forandringer var inden for rækkevidde. Nogle mente, det ville være tilstrækkeligt, at kommunistiske embedsmænd forlod deres stillinger, for at central- og østeuropæerne ville blive friere, mere velstående og – ikke mindst – mere ligesom Vesten.

Men som tiden gik, uden at landene på magisk vis blev vestlige, spredte der sig et alternativ: at rejse mod vest.

Systemkritikere i lande som Polen havde tidligere set emigration som en forræderisk falliterklæring, men efter 1989 gav denne overbevisning ikke længere mening. En revolution, hvis definerede hovedmål var at blive som Vesten, havde ingen gyldige argumenter mod emigration mod vest.

Hvorfor skulle en ung polak eller ungarer vente på, at deres land en dag ville blive ligesom Tyskland, når de kunne arbejde og stifte familie i Tyskland i morgen?

Revolutioner tvinger ofte folk til at krydse grænser. Efter den franske revolution i 1789 og igen efter bolsjevikkernes revolutionære magtovertagelse i Rusland i 1917 var det de besejrede, der forlod deres lande.

Efter 1989 var det fløjlsrevolutionens vindere, ikke tabere, der valgte at fordufte. Dem, der var mest ivrige efter at se forandringer i deres egne lande, var også dem, der var mest ivrige efter at blive frie borgere og derfor de første til at studere, arbejde og leve i Vesten.

Det er utænkeligt, at Lev Trotskij efter Den Russiske Revolution ville have besluttet sig for at studere på Oxford. Men det var ikke desto mindre det, den ungarske premierminister Viktor Orbán og mange andre valgte at gøre.

Dem der gjorde oprør i 1989, var meget motiverede for at rejse mod vest og observere, hvordan den slags normale samfund, de håbede på at bygge derhjemme, faktisk fungerede i praksis.

Men den store strømning af folk, der forlod regionen efter Den Kolde Krig – hvor særligt mange var unge – havde betydelige økonomiske, politiske og psykologiske konsekvenser.

Når en læge forlader landet, tager hun alle de ressourcer, staten har investeret i hende, med. Og hun frarøver landet hendes talent og ærgerrighed. De penge, som hun måske sender hjem til sin familie, kan umuligt kompensere for det, hun kunne have udrettet ved at leve og engagere sig i sit hjemland.

Unge, veluddannedes udvandring har også haft alvorlige – måske fatale – konsekvenser for liberale partiers chance for at klare sig godt ved valg. Ligeledes kan de unges emigration også forklare, hvorfor der er EU-finansierede legepladser i Østeuropa, men ingen børn. Det siger noget om, at liberale partier klarer sig bedst blandt vælgere, der afgiver deres stemme i udlandet.

Et andet eksempel er den liberale, etniske tysker Klaus Iohannis, der blev valgt som præsident i Rumænien, fordi 300.000 rumænere, der boede i udlandet, stemte på ham. I et land, hvor størstedelen af unge længes efter at forlade deres hjemland, ender du med at føle dig som en taber, hvis du bliver – uanset om du klarer dig godt eller skidt.

Hvorfor blev flygtningekrisen et sprængfarligt emne?

Problemerne med emigration bringer os til den flygtningekrise, der ramte Europa i 2015-2016. Den 24. august 2015 besluttede Tysklands kansler Angela Merkel at tage imod hundredtusinder af syriske flygtninge. Men bare ti dage senere, den 4. september, erklærede Visegrádgruppen – Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn – at EU’s kvotesystem for fordelingen af flygtninge over hele Europa var »uacceptabelt«.

Central- og østeuropæiske regeringer købte ikke Merkels humanitære retorik. »Hun fyrer bare lort af,« kommenterede Mária Schmidt, historiker og tidligere rådgiver for Viktor Orbán.

Dette var øjeblikket, hvor centrale europæiske populister definitivt tilkendegav deres uafhængighed fra ikke blot Bruxelles, men også fra – og endnu mere vidtgående – vestlig liberalisme og dens globale og liberale etos. Populister tolkede flygtningekrisen som afgørende bevis for, at liberalisme svækkede nationernes kapacitet til at forsvare deres institutioner og værdier mod ydre fjender.

Panikken over de mange flygtninge i Europa ebbede så småt ud i 2018. Men vi mangler stadig at få svar på, hvorfor flygtningekrisen blev et sprængfarligt emne, taget i betragtning af at næsten ingen flygtninge faktisk ankom til lande i disse regioner.

Den første årsag er som nævnt emigration. Frygten for immigration skyldes en frygt for, at flygtninge der kommer til landet, ikke kan assimileres, og at de dermed vil udvande den nationale identitet og svække den nationale sammenhængskraft. Denne frygt er drevet af en stor uudtalt angst for et demografisk kollaps.

I perioden 1989-2017 emigrerede 27 procent af Letlands befolkning, i Litauen 22,5 procent og i Bulgarien næsten 21 procent. I Rumænien forlod 3,4 millioner mennesker landet – størstedelen folk under 40 år – efter landet tiltrådte EU.

Kombinationen af en aldrende befolkning, lav fødselsrate og en stor strøm af folk, der forlader regionen, er uden tvivl kilden til demografisk panik i Central- og Østeuropa. Antallet af central- og østeuropæere, der har forladt deres hjemland under finanskrisen, er større end det antal flygtninge, der er flygtet på grund af krigen i Syrien.

Omfanget af emigration efter 1989 fra Østeuropa og Centraleuropa – der har skabt en frygt for en manglede national sammenhængskraft – kan forklare den dybt fjendtlige reaktion på flygtningekrisen i 2015-2016, selv om kun få flygtninge har bosat sig i regionen.

Vi kan endda antage, at antiindvandringspolitik i en region uden indvandrere er et eksempel på det, psykologer kalder forskydning – en forsvarsmekanisme, hvor man ubevidst flytter en følelse fra én trussel til en anden (mere håndgribelig) trussel for bedre at kunne håndtere den.

Hysteri om ikkeeksisterende immigranter, der vælter ind over grænserne, repræsenterer en subsidiær fare (immigration), der træder i stedet for den reelle fare (affolkning og demografisk sammenbrud).

Frygten for kulturel mangfoldighed og forandring med Vesten som forbillede har således bidraget til den central- og østeuropæiske populisme. Oplevelsen af landsmænd, der strømmer ud af landet, forklarer det, der måske kan virke mystisk – den stærke følelse af tab. Overalt i Europa er de områder, der har oplevet allermest udvandring, mest tilbøjelige til at stemme på højreekstreme partier.

Østeuropæiske regeringer, der er hjemsøgt af frygten for demografisk sammenbrud, leder efter grunde til, at deres utilfredse borgere, især de unge, flytter til Vesteuropa. Orbán lyder sommetider, som om han gerne ville føre en politik, hvor Ungarn både er lukket ned for emigration såvel som immigration.

Men da dette ikke er muligt, forsøger han at få ungarerne til at blive i landet ved at bønfalde dem. Men hvordan overbeviser man unge ungarere om, at de ikke kan finde et bedre hjemland i vest, især når Orbáns egen politik er med til at spolere muligheden for at leve et givende liv inden for Ungarns grænser?

Populister i Warszawa og Budapest virker til at have brugt flygtningekrisen i vest til at rebrande sig. Borgerne stopper kun med at bosætte sig i vest, hvis Vesten ikke har noget at lokke med. At kritisere Vesten og erklære, at dens institutioner ikke er noget, der er værd at efterligne, kan forklares som en form for hævn. Og hævnen har den fordel, at den hjælper med at fremme den politiske prioritet: at afskrække fra emigration.

Populister raser mod den måde, Vesteuropa har taget imod folk fra Afrika og Mellemøsten. Men deres virkelige anke er, at vestlige medlemmer af EU har åbnet deres døre og budt central- og østeuropæere indenfor – produktive borgere, som regionen selv kunne bruge.

Man kan ikke bekæmpe populisme ved at bekæmpe multikulturalisme

Hele denne diskussion bringer os til den grundlæggende idé om illiberalismen. I modsætning til, hvad mange nutidige teoretikere mener, så er populistisk vrede i mindre grad rettet mod multikulturalisme og i højere grad rettet mod individualisme og kosmopolitisme.

Blandt de illiberale demokrater i Østeuropa og Centraleuropa er den største trussel mod det hvide kristne flertal, at de vestlige samfund er ude af stand til at forsvare sig. De kan ikke forsvare sig, fordi den udbredte individualisme og kosmopolitisme gør dem blinde over for de trusler, de står over for. 

Det er en vigtig pointe, for accepteres præmissen, betyder det, at man ikke kan bekæmpe populisme ved at bekæmpe multikulturalisme.

Illiberale demokratier lover at åbne befolkningens øjne. Hvis den liberale konsensus i 1990’erne handlede om individuelle, juridiske og forfatningsmæssige rettigheder, er den illiberale konsensus i dag, at rettighederne for det truede hvide kristne flertal er i overhængende fare.

For at beskytte det hvide kristne flertals skrøbelige magt mod den snigende alliance mellem Bruxelles og Afrika er argumentet, at europæere bliver nødt til at erstatte den udvandede individualisme og universalisme, der blev ført af stærke identitetspolitiske kræfter.

Det er med den logik, at Orbán i Ungarn og Jarosław Kaczyński i Polen, har forsøgt at antænde et fremmedhad og en nationalisme blandt deres landsmænd.

De centrale og østeuropæiske populisters ultimative hævn mod vestlig liberalisme er ikke blot at afvise ideen om at efterligne Vesten, men at vende sig mod den. Vi er de rigtige europæere, hævder Orbán og Kaczyński gentagne gange, og hvis Vesten vil redde sig selv, bliver den nødt til at efterligne øst. Som Orbán sagde i en tale i juli 2017:

»For 27 år siden her i Centraleuropa troede vi, at Europa var vores fremtid. I dag føler vi, at vi er Europas fremtid.«

Uddrag fra ’The Light that Failed’: Ivan Krastev & Stephen Holmes. Penguin Books. 256 sider. 20 pund.

© The Guardian. Oversat af Freja Sofie Madsen.

Serie

30 år efter Berlinmurens fald

Jerntæppets og Berlinmurens fald i 1989 står som en påmindelse om, hvor hurtigt verden kan forandre sig, og 30 år efter Østblokkens sammenbrud er historien stadig åben.

Information markerer 30-året ved at genfortælle, hvad der skete dengang og forsøge at forstå, hvordan det påvirker Europa og vores politiske systemer.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjørn Pedersen

" I modsætning til, hvad mange nutidige teoretikere mener, så er populistisk vrede i mindre grad rettet mod multikulturalisme og i højere grad rettet mod individualisme og kosmopolitisme."

og..

"Det er en vigtig pointe, for accepteres præmissen, betyder det, at man ikke kan bekæmpe populisme ved at bekæmpe multikulturalisme."

Lige præcis. Det er også vigtigt at skelne mellem national multikulturalisme og immigrations-multikulturalisme. Stort set alle lande har nationale mindretal, f.eks. bretoner i Frankrig, tysk-slesvigere i Danmark, eller hviderussere i Polen. Immigrations-multikulturalisme har kun i lande der startede ud som europæiske kolonier (USA, Canada, Australien og de Latinamerikanske lande, etc.) ført til skabelsen af en ny, samlet nation. I Europa, er immigrations-multikulturalisme derimod slet ingen multi-kulturalisme. I et land som Frankrig eller Danmark dominerer én kultur, og jeg taler ikke domination på nogen nødvendigvis undertrykkende måde. Det samme gælder for at khmer kultur dominerer i Cambodia, thai kultur i Thailand, filipinsk på Filipinerne, tigray i Eritrea, etc. Immigranter til alle disse områder og kultur tilpasser sig overordnet set majoritetens normer og værdier over tid. Det har vi set herhjemme med de polsk-katolske immigranter for hundrede år siden, og også efterkommerne af de tyrkiske gæstearbejdere bliver som generationerne går, mere og mere danske af kultur.

Kosmopolitiske idealer er hykleri og udtryk for et arrogant og paradoksalt eurocentrisk verdensbillede, der bedst kan beskrives ved at gå tilbage til termens oprindelige ejermand, Diogenes af Sinope, der først erklærede sig som "verdensborger".

For hvilken "verden" var det? Diogenes levede og flyttede rundt mellem de forskellige græske bystater. Ville han have følt sig så ligeså hjemme i en indisk, kinesisk, eller blot ægyptisk by? Tjo, hvis de talte græsk eller han ægyptisk, måske, men hans fejl lå jo i overhovedet at tænke at hans verden var hele verdenen. Ikke bare geografisk og kulturelt, men også socialt (han var en højtrespekteret filosof i en kultur, hvor den type mennesker var af høj social status). Og så kommer vi jo naturligt nok til næste logiske fejlslutning ved det at kalde sig "verdens"-borger.

For er det alene din, verdensborgerens, beslutning om du "hører til" i oldtidens bystater, eller nutidens globale metropoler eller forudsætter man at et "demos", består af dem der ikke blot rejser fra stedet når de får en arbejdsplads i et andet land? Hvis man ikke føler at ét sted er ens hjem, er alle andres hjem så blevet dit hjem? Er det svært at forstå at en sådan tankegang kan provokere dem, der ikke bare hopper på flyveren en gang om året får at flytte til en ny arbejdsplads for diverse globale virksomheder? (Og ja, der skal selvfølgelig mere end det til at være en kosmopolit. Det er jo en tankegang, ikke en rejseform.).

Du kan erklære at du gerne ønsker at være en del af et andet samfund, men ligesom Diogenes var arrogant, er det jo arrogant simpelthen at stille sig op og erklære: "Hele verden er mit, mine idealer og mine værdiers hjem", hvis hele verden ikke har budt dig indenfor.

Problemet med kosmopolitisme er derfor at den ikke kan adskilles fra en hyperindividualistisk og priviligeret sindstilstand, der i modsætning til dens navn er langt mere verdens-fjern, end den er en medspiller for denne verden. Det kosmopolitiske er et samfund for sig. For at kunne forandre sit eget samfund til det bedre, skal man føle at det er et hjem, et hjem der er værd at kæmpe for, at det har nogle værdier der er værd at bevare (og andre der bedst forkastes).

Det er altså ikke egentlig de liberale og demokratiske idealer om ytringsfrihed, domstolenes uafhængighed magt til folket, etc. jeg tror der anfægtes når østeuropæere stemmer på PiS eller Orban, men koblingen mellem det liberale og det kosmopolitiske. Så længe at der, enten reelt eller at det kan italesættes at der findes en sådan kobling, så styrkes de autoritære kræfter i Østeuropa (og udenfor).

Hanne Utoft, Peter Beck-Lauritzen og Jes Balle Hansen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Mere enkelt, så er det gået op for de kollektive ejere af samfundsværdierne, at disse er tyvstjålet af enkeltindivider i liberalismens navn=vestlig økonomisk norm for velstand. Klart folket bliver sure og reagerer mod dette kapitalistiske og ufuldendte samfundssystem. Fælleseje var sikkert bedre, selvom de tidligere østlande også bar på "samfundsnassere"=politiske lederstrukturer.

Carsten Wienholtz, Hanne Utoft og Ole Arne Sejersen anbefalede denne kommentar
KBH Film&Fotoskole KBH Film&Fotoskole

Genial analyse - vildt overbevisende og tankevækkende!

"Mange af de demokratier, der er dukket op efter Den Kolde Krig i Central- og Østeuropa er blevet omdannet til autoritære flertalsregimer, der opretholdes af konspirationer. Her bliver politiske oppositioner dæmoniseret, uafhængige medier, civilsamfundet og domstole blottet for indflydelse."

Hvis man portrætterer f.eks. Danmark i 00'erne, vil man også finde et flertalsregime, som opretholdtes af konspirationsteorier om røde lejesvendes besættelse af Danmark og af flygtninges intentioner om at nasse på velfærd og siden danne voldelige kalifater i Vesten. Breivik's vanvittige akt i Sverige knyttede han selv til et opgør med en marxistisk kulturmafia, som stod i ledtog med multikulturaliseringens indvandrer- og flygtningestrømme, og i Danmark reagerede bl.a. pastoren fra Dansk Folkeparti med et sigende 'han ødelægger jo det hele'.

Op gennem 1990'erne og 00'erne skete også en dæmonisering af venstrefløjen i Danmark, hvilket betød en udgrænsning af den marxistisk-revolutionære del af denne og en gryende mainstreamaccept af en systemanerkendende, centrum-venstre orienteret 'rød blok', hvilket idag betyder at Lars Løkke i sin seneste bogsællert (med rette) kan tale om at 'række ind over midten' ifm. et samarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet. På den intellektuelle hylde skrev Fukuyama i 1992 'End of history', som bragte diskursen om det vestlige, liberale demokrati som det højest opnåelige, i forgrunden, hvilket bl.a. bidrog til en voldsom indskrænkning af vestlige intellektuelles ideologiske udsyn.

Den uafhængige journalistik har også fået tiltagende vanskeligheder i Vesten, alene i Danmark har vi set en voldsom mobilisering af spindoktorer m.fl., aftalte interviews af politikere osv., ligesom vi har set en tiltagende ensretning af de toneangivende mediers udenrigspolitiske informationsgivning.

Det danske civilsamfund er i de seneste tiår blevet passiviseret og vore domstole politiseret; den politiske magtelite dominerer i ly af diskurser om terrortrusler og russisk-mellemøstlig fjendtlighed. Vore offentlige, økonomiske prioriteringer betyder at vores forsvarsbudgetter stiger i en tid, hvor der tales om nødvendige besparelser på humanitære, udenrigspolitiske indsatser og velfærd, ligesom uligheden og magtdistancerne til stadighed øges. Eksemplerne på en korrupt Etat, som lyver overfor offentligheden, domstole og retsvæsen er alt for mange - ligesom eksemplerne på vores udenrigspolitiske aggressioner og kriminalitet hober sig op.

Mikael Velschow-Rasmussen, Daniel Joelsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Norge, for dén da.

Mikael Velschow-Rasmussen, Flemming Berger, Erik Fuglsang og Alf Bjørnar Luneborg anbefalede denne kommentar