Den sejrende heks m/k+

At skrive den nyeste litteraturs historie ud fra vigtige begivenheder i det litterære landskab er ganske enkelt en knaldgod idé.

Med velberåd hu har man forsøgt at holde den fortælling, der efterhånden gror frem, åben for flere spor. Information ville imidlertid fornægte sig selv, hvis ikke avisen samtidig anlagde en mere overordnet ideologisk linje. De tre hovedskribenter på serien, Erik Skyum-Nielsen, Tue Andersen Nexø og Kizaja Ulrikke Routhe Mogensen (især de to sidste), er da tydeligvis også mest optaget af den litteratur, der arbejder på at komme ud af den autonome kunsts osteklokke og i kontakt med verden – ja, som endog prøver at påvirke verden udenfor.

Kort sagt: den litteratur, der vil være politisk og vil forandre tingene i en venstredrejet retning. (Alene det at gøre begivenheden til den styrende faktor peger i den retning).

Linjen tegner sig fra starten af. Ikke forstået som klassekamp – sådan som i 1960’erne og 70’ernes politiske litteratur – men derimod forstået som en lige så ubønhørlig identitetskamp, dvs. en kamp mellem køn, racer, seksualiteter osv. Kampen indledes med Forfatterskolens festival In the Making i 2001.

Helt fremtrædende bliver den dog først med Mette Moestrups udgivelse af bogen kingsize fra 2006. Moestrup var med på det forfatterskolehold, der – med Niels Frank i spidsen – forsøgte at få »verden ind i litteraturen« i begyndelsen af 00’erne.

I hendes bog Golden Delicious er det popkulturen og kønsidentiteten, der leges med. Med kingsize er der ikke længere noget at tage fejl af. Det politiske – for ikke at sige det identitetspolitiske – ligger helt fremme i overfladen af den poetiske tekst. Som også har ambitioner om at få »litteraturen ud i verden«.

De politiske forfatteres magt

Flere ting i Informations artikelserie kan givetvis diskuteres, men man kan ikke diskutere, at der har fundet en sådan vending sted fra det indadvendte og eksistentielle til det udadvendte sociale og politiske. Det har der uomtvisteligt.

Forfatterne i 00’erne og 10’erne er ikke længere tilfredse med – med den tyske filosof Walter Benjamins ord – at forskanse sig i det litterære skriftskib og kigge ud på verden gennem nogle små koøjer i skroget. De vil direkte i clinch med den – og gerne rokke ved den, hvis det skulle være.

Når man kigger på, hvad der siden hændte i litteraturen, er jeg dog uenig i, at det politiske ikke fik nogen effekt, sådan som det fremstilles af Mette Moestrup i tilbagebliksinterviewet med hende. Det ikke bare fik effekt.

Det lykkedes faktisk i den grad at »rokke båden«, både den litterære og den politiske. Uden denne brik, uden denne korrektion, får man, mener jeg, en decideret fejlforståelse af de politiske forfatteres magt. Stik imod at have haft nul virkning – sådan som Mette Moestrup fremstiller det i interviewet – har den politiske litteratur haft så stor en effekt, at det endda førte til gennemgribende institutionelle forandringer.

Et godt eksempel er forfatterskolesagen, som jeg selv har skrevet om i bogen Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger. Her gennemgår jeg dels Olga Ravns lancering af Generation Etik allerede i 2014, hvor der proklameres et »magtskifte« i litteraturen, dels Mette Moestrups eget manifest »Patriarkatet i litteraturen«, som blev trykt i Politiken, ganske kort efter at Jeppe Brixvold (en af dem, der nævnes i Ravns indlæg som udskiftningsparat) var blevet ansat som rektor for Forfatterskolen, dels andre feministiske tiltag, som går forud for fyringen af Brixvold tre år senere.

Heksen i litteraturen

Endnu en begivenhed, som man tillige kunne nævne, men som ikke er med i min bog, er oprettelsen af en ny skriveskole i København i 2015. Stedet drives af Olga Ravn og forfatteren og oversætteren Johanne Lykke Holm, der er svensker og dermed har rødder i det radikale, for ikke at sige ultrafeministiske miljø hinsidan, og kaldes slet og ret for »Hekseskolen«.

Heksen, som er implicit til stede i Moestrups manifest, bliver altså her eksplicit trukket ind som identifikations- og refleksionsfigur. Uden tvivl inspireret af 1970’ernes feminisme – ligesom navnet på skolen utvivlsomt er inspireret af 68-generationens berømte alternative kunstinstitution, Eksskolen. Hvilket igen er med til at understrege det med det antirationalistiske og udenomsparlamentariske, kaosagtige ved gruppens – eller netværkets – projekt.

Om denne heksefigur, og hvorfor vi har brug for hende, forklarer Olga Ravn i en artikel i Politiken den 29. september 2017, at hun er »sådan en overnaturlig kvinde, der flyver rundt på sin kost og iklæder sig høj hat og store løse gevandter og bliver jagtet og senere brændt af på et bål«. Og hun fortsætter:

»Det er da en heks, ik’? Vi ser dem til sankthans, når vi futter dem af på bålet. Og vi ser dem i Harry Potter-filmene som kvinder med magiske kræfter. Men det er blot nogle af aspekterne af den dæmoniserede kvindeskikkelse, der lige nu oplever en oprejsning i moderne feministiske miljøer.«

Mette Moestrup citeres også i artiklen. Hun har blandt andet sagt til det norske tidsskrift Vagant, at hun opfatter heksen som et begreb, der omfatter »nutidig aktivisme og performance – for eksempel Pussy Riot [den feministiske russiske aktionsgruppe] – og kvindelige kropskunstnere og måske slet og ret er kernen i feministens hjerte«.

Det er netop den tilgang til litteraturen og kunsten, som Hekseskolen tilbyder. Her får man, lyder det i artiklen (der næsten har karakter af en art salgstale fra avisens side), en »anderledes litterær uddannelse end den gængse, sådan at eleverne blandt andet læser bøger af forfattere, der ifølge Johanne Lykke Holm er blevet overset eller er blevet læst på en forkert måde i deres samtid«.

Artiklen har, ud over at gøre (gratis) reklame for skolen, samtidig til formål at lægge op til en samtale på Hovedbiblioteket i København et par dage senere – som ovenikøbet viser sig at være led i en hel arrangementsrække om heksen kaldet »Salon Hysteria«. På spørgsmålet om, hvorfor hekse er interessante i dag, svarer Lykke Holm, at for hende er heksen en modstandsfigur, der både er uden for samfundet, og som samtidig er »supermagtkritisk«.

Er det lykkedes at »rokke båden«?

Kollektivisme, feminisme, irrationalisme og aktivisme – under ét: revolution – det er, hvad heksefællesskabet så at sige er gået ud på. Til gengæld er det måske, kan man tilføje, ikke særlig hekset, at Mette Moestrup, der lader til at have haft ikonstatus inden for den danske del af dette miljø (på samme måde som Sara Danius – og måske i endnu højere grad kredsen omkring Biskops Arnös forfatterskole, ledet af militante typer som Athena Farrohkzad og Elise Karlsson – har haft inden for det svenske), efterfølgende prøver at få det til at fremstå, som om den politiske aktivisme ikke har båret frugt.

Det er muligt, man ikke fik ændret indvandrerpolitikken i Danmark. Men man fik fyret en mandlig kollega. Det er vel trods alt noget. Og hvad mere er: Man fik store medier og institutioner som Politiken, Københavns Kommunes Hovedbibliotek og Forfatterskolen/Kulturministeriet til at køre nærmest kritikløst med på den.

Hvor meget den politiske litteratur har sejret, fik vi et glimrende eksempel på så sent som den 29. oktober i år, hvor Jonas Eika blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen Efter solen og holdt en tale, hvor han benyttede lejligheden til at lufte sine venstreradikale, revolutionære synspunkter.

I et frit, demokratisk samfund må man jo sige – og for så vidt også gøre – hvad man vil inden for lovens rammer. Man skal dog helst også stå på mål for det, man siger og gør. Og være parat til at svare på modindvendinger. Her bed jeg mærke i, at Jonas Eika på tidstypisk vis dels ikke vendte tilbage på nogen af avisernes henvendelser efter talen, dels tilsyneladende løbende slettede alle kritiske kommentarer til den på sin facebookprofil, jævnfør Politiken den 31. oktober.

Så måske er man slet ikke kommet ud af klokken, af boblen, af skibsskroget. Måske sidder man tværtimod og putter sig i et kæmpestort, hermetisk lukket ekkorum. Som man så forveksler med verden.

Marianne Stidsen er lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet.