Læsetid: 6 min.

Den sejrende heks m/k+

Flere ting i Informations serie kan diskuteres, men ikke, at der i dansk litteratur har fundet en vending sted fra det indadvendte og eksistentielle til det udadvendte sociale og politiske. Det har der uomtvisteligt
Forfatterne i 00’erne og 10’erne er ikke længere tilfredse med – med den tyske filosof Walter Benjamins ord – at forskanse sig i det litterære skriftskib og kigge ud på verden gennem nogle små koøjer i skroget. De vil direkte i clinch med den – og gerne rokke ved den, hvis det skulle være, skriver Marianne Stidsen.

Forfatterne i 00’erne og 10’erne er ikke længere tilfredse med – med den tyske filosof Walter Benjamins ord – at forskanse sig i det litterære skriftskib og kigge ud på verden gennem nogle små koøjer i skroget. De vil direkte i clinch med den – og gerne rokke ved den, hvis det skulle være, skriver Marianne Stidsen.

Linda Kastrup

15. november 2019

At skrive den nyeste litteraturs historie ud fra vigtige begivenheder i det litterære landskab er ganske enkelt en knaldgod idé.

Med velberåd hu har man forsøgt at holde den fortælling, der efterhånden gror frem, åben for flere spor. Information ville imidlertid fornægte sig selv, hvis ikke avisen samtidig anlagde en mere overordnet ideologisk linje. De tre hovedskribenter på serien, Erik Skyum-Nielsen, Tue Andersen Nexø og Kizaja Ulrikke Routhe Mogensen (især de to sidste), er da tydeligvis også mest optaget af den litteratur, der arbejder på at komme ud af den autonome kunsts osteklokke og i kontakt med verden – ja, som endog prøver at påvirke verden udenfor.

Kort sagt: den litteratur, der vil være politisk og vil forandre tingene i en venstredrejet retning. (Alene det at gøre begivenheden til den styrende faktor peger i den retning).

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Hvilket igen er med til at understrege det med det antirationalistiske og udenomsparlamentariske, kaosagtige ved gruppens – eller netværkets – projekt".

Det med det "antirationalistiske" er der for mig at se ikke nødvendigvis noget galt ved, når vi taler om kunst og filosofi, men først, når vi taler om videnskab og samfundsdebat.

Desværre er det i dag de færreste, også med en akademisk uddannelse, der har tilegnet sig de nødvendige intellektuelle forudsætninger og har den nødvendige baggrundsviden for at kunne indgå i en nogenlunde kvalificeret debat om det relevante i at skelne på den nævnte måde. Et par af mine egne forbilleder i den sammenhæng er Morten Kyndrup og Niels Lehmann.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”Kort sagt: den litteratur, der vil være politisk og vil forandre tingene i en venstredrejet retning. (Alene det at gøre begivenheden til den styrende faktor peger i den retning)”.

Jeg er til dels enig i udsagnet, samtidig med at jeg ved, at det, der her kaldes ”politisk og vil forandre tingene i en venstreorienteret retning” ud fra Marianne Stidsens synsvinkel, fra mit perspektiv snarere kan forbindes med noget småborgerligt moralistisk, Politiken segmentet og noget kreativ klasse ”osteklokke” orienteret, som det f.eks. også kommer til udtryk hos partier som Radikale Venstre i Danmark og dele af Demokraterne i USA. For mig at se har det meget lidt at gøre med ”venstredrejet retning” i forhold til en egentlig civilisationskritik, kapitalismekritik og en politisk orienteret socialisme, som er min præference.

Det at gøre ”begivenheden til den styrende faktor” er udtryk for såvel nogle kunsthistoriske præferencer som et kunstfilosofisk perspektiv, jeg kan tilslutte mig.

Når der skal skrives dansk litteraturhistorie for perioden 2000 til 2020, vil perspektivet på litteraturen og selektionen af valget af interessante tendenser i udviklingen uundgåeligt være præget af nogle idealforestillinger om, hvad der må være højdepunkterne i litteraturen her i slutningen af 2019.

Det er især to tendenser, jeg ser som styrende for den valgte perspektiv og selektion, dels autofiktion og performativ biografisme og dels tidens særlige form for identitetspolitisk orienteret litteratur med fokus på køn, seksualitet, etnicitet m.m., hvor forfatterens holdninger og værdier, som menneske og forfatter, igen er kommet i fokus, således at det undertiden kan give det indtryk, at det er forfatteren, der er i fokus hos kritikken, og ikke vedkommendes værker.

Interessant i denne sammenhæng er det også, hvilke former for litteraturkritiske tendenser, der bliver fremherskende i tiden, og som bliver styrende for de vurderingskriterier, der anlægges på litteraturen, såvel i medierne som i undervisningen på universiteterne. Der ser jeg en høj prioritering af det, der appellerer til sanser og følelser, og mindre til f.eks. det rationelle og konceptuelle. Typiske tendenser på det nævnte ser man hos anmeldere som Lilian Munk Rösing og Kamilla Löfström, og f.eks. det, at ”Stigninger og fald” af Josefine Klougart blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2011.

Bjarne Toft Sørensen

Kunst og litteratur kan heldigvis være mange ting, også være mere end det, der appellerer til sanser og følelser. Tidens præferencer, eller vel snarere blindhed over for begrænsningen i egne præferencer, kommer ofte til udtryk i en manglende fornemmelse af eller forståelse for det, der er eller kan være anderledes.

Et godt eksempel på, at en præference bliver til en norm, der udelukker det anderledes, selv om der vel dybest set er tale om noget, der kan supplere hinanden, er Josefine Klougarts forståelse af, hvad litteratur er, som det kommer til udtryk i nedenstående klip:
https://www.youtube.com/watch?v=SvmWtabJvo8

I det politiske system, i Kultur - og Slotsstyrelsen og i forlagsbranchen må man vel være begejstrede over et sådant udsagn, der giver al autoritet vedrørende oplevelsen og forståelsen af kunst tilbage til brugeren. "Kunden" har altid ret, for det er nu den enkeltes oplevelse, det drejer sig om, og ikke længere værket. Værket er det, det er, fordi det er det, det er - og det må vel så være for den enkelte. Det må vel være ligesom at spise is. Man skal bare nyde det.