Læsetid: 16 min.

Her er de seks nominerede bøger til Montanas Litteraturpris 2019

Seks nye danske bøger er nomineret til Montanas Litteraturpris 2019. Læs her, hvad det er for værker, og hvorfor de fortjener opmærksomhed – og måske en pris
Seks nye danske bøger er nomineret til Montanas Litteraturpris 2019. Læs her, hvad det er for værker, og hvorfor de fortjener opmærksomhed – og måske en pris

Anders Rye Skjoldjensen

22. november 2019

Man kan kende litteraturåret 2019 på, at fangen og den fødende fik tiltrængt repræsentation. Galskaben knytter sig til dem begge. Afmagten også, og hysteriet ligefrem. I år nominerer vi fem prosaværker og én digtsamling til Montanas Litteraturpris.

Flere af dem forbinder sig til den fødende ved at omhandle moderskab og galskab. Men vi er nødt til at tale om fangen også, for det var både breaking news og breaking dansk litteraturhistorie, da Yahya Hassans fængselsdigte udkom og fik hospitalsindlæggelse og fængselsophold til at ligne hinanden. Men her først opremsning af forfattere og titler på de nominerede:

Hanne Højgaard Viemoses HHV, FRSHWM: Dødsknaldet i Amazonas, der skildrer psykisk sårbarhed, begær samt moderrolle, og hvis kaos og improviserede forløb, man måske allerede fornemmer i titlen.

Christina Hesselholdts Virginia is for lovers, hvis ’Virginia’ måske får en til at tænke på Virginia Woolf, fordi Hesselholdt så ofte har hendes forfatterskab med sig i sine bøger, men som er den amerikanske sydstat, hvorfra en true crime-historie fortælles.

En særlig form for skildring af en faktisk forbrydelse, der ikke lader til at være optaget af selve skyldsspørgsmålet, men mere af Elizabeth Haysom, der stadig sidder i fængsel i USA, og hendes kunstnermors omsorgssvigt og overgreb.

Kristina Stoltz’ kunstnerportræt Cahun, der begynder i et fængsel, er også nomineret sammen med Thomas Bobergs rastløse rejseroman Africana med en vis kvindelig side, Rene Jean Jensens poesiskeptiske poesi I nat bar jeg på Caligula, hvor barnet, der bæres, er blevet stort og grimt, og Kristian Bang Foss’ antipode til Dea Trier Mørchs Vinterbørn, Frank vender hjem, hvor en nybagt far holdes uden for barselsgangen.

Den fødende kvindekrop findes i Dy Plambecks roman Til min søster og i Cecilie Linds langdigt Mit barn. Moren i øvrigt og som alt andet end altruistisk er til stede i flere af årets bøger. I Eva Tinds Ophav blandt andet i Maja Lucas’ Gennem natten og vinden og i Peter Øvig Knudsens Min mor var besat.

Den fødende kvindekrop

Sidst den fødende for alvor fik sådan en repræsentation i dansk litteratur som hos Plambeck og Lind var vist i 1976, da Vinterbørn udkom og i tekst og linoleumssnit betonede kvindekroppens erfaringer og samtidig præsenterede en samfundsanalyse.

Rigshospitalets barselsgang blev en miniudgave af samfundet og dets hierarkier. Romanens register indeholdt ord som fostervand, bækkenforsnævring og kejsersnit. De enkle linoleumssnit afmystificerede fødslen.

Plambeck begynder sin roman på Hvidovre Hospitals fødegang og bruger fødegangens sprog: ’Misdannelsesscanning’, ’hjertelydskurve’, ’klyx’ og ’andengradsbristning’. Her på hospitalet skal Aya føde sit første barn alene. Smerterne i forbindelse med veerne er ensomme. Da hun kommer på barselshotel og får enestue, har hun svært ved at afgøre, hvem hospitalet skåner med den ordning, alenemoren eller de lykkelige par.

Aya får prædikatet ’hysterisk’ på sig en dag i opholdsstuen, hvor hun hiver en ekstra gang i lågen til køleskabet med yoghurt. Hysterisk, det kan man da lige prøve at kalde Cecilie Lind. Men så vil det være et hædersmærke. Hendes Mit barn begynder sådan her:

»jeg truer med at slå mig selv ihjel
i håbet om et kejserfødt barn
epiduralblokade
PLEASE
skriger jeg
men
ingen lytter, og med al vilje jeg kan mønstre gør jeg mit arbejde
og presser
fuldstændigt uhæmmet
tre pres per presseve
råber min smukke, unge fødselsjordemoder (jeg elsker hende stadig)
hjertet og endetarmen brister
lort og blod
og et spædbarnshoved titter frem«.

Intensiteten falder ikke på de næste 133 sider. Langdigtet slutter i efterårets farver og rimer rødt på dødt:

»hjertet og barnet gumler i takt på en tebolle
barnet troner som en dronning i sin klapvogn
elefanthuen indrammer hans smukke ansigt
jeg peger en bunke gyldent løv ud og siger
se!
det er efteråret, det er løvfaldet, det er smukt, det er orange og rødt og gult og dødt«.

Fangen i fængselsdigtene

Ved siden af den fødendes kontakt med liv og død så vi med ét fangen i fængselsdigtene i YAHYA HASSAN 2, der udkom på høje tid for et par fredage siden, men hvor findes dennes repræsentation ellers?

I Fangekoret fra 2012, jo, men det er min fornemmelse, at man herudover er nødt til at bevæge sig et stykke tilbage i litteraturhistorien for at finde fangeportrætter. Også derfor er YH2 en vigtig begivenhed.

Man kunne for eksempel bevæge sig til Frankrig og finde straffefangen i Jean Genets forførende og klarsynede Tyvens dagbog fra 1949, der udkom i Niels Lyngsøs nyoversættelse i 2017.

Jean Genet er den forældreløse, tyven, den homoseksuelle, trækkerdrengen, der blev født den 19. december 1910 i Paris og blev forfatteren Jean Genet. Alle identiteter på én gang. Han har en yngre fransk fætter i Henri Charrières Papillon (1969) og en noget ældre i Francois Villon, der blev født i 1431, og hvis liv man ikke ved noget om efter 1463, hvor han efter adskillige lovovertrædelser, flugt og fængslinger blev landsforvist. Han bar også begge identiter, kriminel og digter, og skrev selvbiografiske digte med flere sproglige toner fra fængslet. Det sidste her lyder bekendt.

For det lyder som en beskrivelse af Yahya Hassans anden digtsamling. Det poetiske maskingevær bærer adskillige identiter i sig. ’Digter’ og ’kriminel’ allerede i samlingens første digt, ’FORLAGSMØDE’:

»ER DU DIGTER SPØRGER MENIG BETJENT
OG TJEKKER MIT PERSONNUMMER FOR SIGTELSER
DU ER KRIMINEL SIGER MENIG BETJENT«.

’GERNINGSSTEDER’ er titlen på samlingens sidste lange digt, ordets betydning udvides og tvistes. Alle har vist befundet sig på et sådant.

Yahya Hassans debut udkom i 2013, hvor også Asta Olivia Nordenhofs det nemme og det ensomme udkom. Begge var nominerede til Montanas Litteraturpris, Nordenhofs bog fik prisen, og hendes skrift har vist bare generelt været savnet lige siden.

Den gode nyhed er, at Nordenhof har en bog på vej. Den udkommer til januar og har titlen Scandinavian Star del 1. Penge på lommenog Maggie som hovedperson. Nordenhof er ligesom Hassan vigtig, når det kommer til at tale om repræsentation. Det er overflødigt at nævne, at denne snak om repræsentation kun er interessant, fordi begge digtere er helt originale sprogkunstnere.

Maggie er en hustlertype ligesom Jean Genets hovedperson. I kapitlet ’Hændelser i Maggies ungdom’ (som jeg har fået lov at smuglæse) bliver hun smidt ud hjemmefra af sin mor som 14-årig og bor »lidt rundt omkring«. Hun fortæller historier til de mænd, hun vil snøre, blandt andet den om, at hun er »en russisk adelsdatter i eksil«.

Alle (hustlere) har vel en russisk adelsdatter i eksil i sig. Hustlernes franske slægtninge er nævnt, men når man taler om fangens litterære repræsentation, må man også til en iskold sibirisk fangelejr i Dostojevskijs Det døde hus fra 1862, der udkom i Trine Søndergaards nyoversættelse i 2016.

Første gang den kom på dansk, i 1888, kaldte Georg Brandes romanen »et af de største Mesterværker i beskrivende og psykologisk Henseende, som nogen Litteratur har at opvise.« Det var dengang, det gik an at bruge store ord.

Med nomineringerne til Montanas Litteraturpris 2019 må vi nøjes med at tale om vigtige værker. Om værker, der fortjener opmærksomhed. Og med prisens særlige forløb i flere faser med først nominering og herefter oplæsningsaften på Information, siden kritikerpaneler på Testrup Højskole i januar, hvor de indstillede bøger bliver læst og diskuteret i løbet af en hel uge, og så endelig dommerkomiteens votering og prisoverrækkelsesfest, er der faktisk mulighed for at give værkerne netop det: opmærksomhed.

Samtidig med dommernes valg af prismodtager offentliggøres desuden publikums valg. Det har i flere år vist sig, at dommerne og publikum var enige om hvilket værk, der fortjente prisen. Det var de i 2013, da Asta Olivia Nordenhof var nomineret, og det var de sidste år, da Jonas Eika fik begge priser for Efter solen og året inden, da Lone Aburas gjorde det samme for Det er et jeg der taler. Alle solide eksempler på mangfoldighedens berigelse. Velkommen i samtalen.

Montanas Litteraturpris 2019

  • Montanas Litteraturpris blev indstiftet af Dagbladet Information og Testrup Højskole i 2006. Prisen er sponseret af møbelvirksomheden Montana og er på 100.000 kroner.
  • Hvert år gives Montanas Litteraturpris til en dansk forfatter af aktuel litteratur, som inden for sin genre er fornyende, eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde. Prisen kan gives til skønlitterære udgivelser, essaysamlinger, fagbøger og biografier.
  • Indstillingskomiteen består af Christian Dorph og Ingrid Nymo Møller fra Testrup Højskole samt Lone Nikolajsen og Kamilla Löfström fra Information.
  • En dommerkomité bestående af kritikerne Erik Skyum-Nielsen, Tue Andersen Nexø og Nanna Goul samt forfatteren Niels Frank og litteraturprofessor Anne-Marie Mai vil udpege vinderen af årets pris.
  • De nominerede forfattere læser op fra deres værker på Dagbladet Information tirsdag den 26. november.
  • Vinderen offentliggøres den 10. januar. Prisuddelingen finder sted på ugekurset Tag og Læs på Testrup Højskole, hvor de seks nominerede bøger vil blive præsenteret og diskuteret i ugens løb.

René Jean Jensen: I nat bar jeg Caligula

Ingrid Nymo Møller

Anders Rye Skjoldjensen
Fyrværkeri til tørre på radiatoren, en fugl der flyver baglæns ind i et æg og afstand inde i suppens fedtperler: digter, oversætter og redaktør René Jean Jensen har manglet i dansk lyrik siden 2010, men er nu tilbage med en digtsamling, der med stor sproglig virtuositet poder hverdagens trivialiteter med ubehag, sorg, ængstelig sitren, et raseri af bibelske dimensioner og en charmerende, næsten barnlig komik:

»intelligens er det mest frygtsomme, vi ved
med sit slæb af kunstpauser
en statelig ankomstmusik for tam allike iført hue og strømper«

Kontrasterne mellem følelsernes yderpoler skaber en vild energi, som Jean Jensen formår at turnere hele samfundet og sindet rundt i, nogle gange underfundigt og unheimlich, andre gange råt og syret, altid i en fråde af poetisk overskud:

»Jeg rækker en hånd ind i træet,
som også er mellemrummet mellem grenene
hvor ingenting ønsker at være træ
en sårbarhed, der ikke er jegbåret
i usynlighedskappe
en uanmeldt længsel efter at se hele Mælkevejen
det er overskyet nat, det meste af intet synliggør sig«

Sidste sætning er måske illustrativ for hele bogen: følelsen af ikke at handle om noget, at gå rundt som en tom skal med fri adgang for alverdens tilfældige absurditeter til at tage bolig i en. Jeget tumler smukt og flabet rundt mellem selvhad og megalomani, vrede og resignation, ironi og patos i et evigt selvoptaget tankemylder, der kan føre ned i dyb fortvivlelse:

»skulke én dag mere fra livet
kold som frøens bug
hjerteslaget et inverteret skrig
en bøjet gråd bliver til vind
min dumhed en usjov forvekslingskomedie
sprede lys med min spareflamme
se ræven på engen som råt kød i fart«

Digtene er smerteligt klar over, at bevidstheden om, at glæden findes ikke, er det samme som at mærke den. Alligevel lever en oprigtig længsel efter det naturlige og åbne, måske personificeret i Caligula (en berygtet romersk kejser, der på grund af sin hensynsløshed, populisme og ekstravagance ofte er blevet sammenlignet med Trump), der som et barn, »let og velduftende«, i en drøm bæres i jegets arme gennem en storm.

Selv om uskylden er tabt, og barnet har vokset sig stort og grimt som en Caligula, kan man altså stadig bære det gennem natten i drømmene.

Christina Hesselholdt: Virginia is for Lovers

Lone Nikolajsen

Anders Rye Skjoldjensen
Virginia is for Lovers er en metafortælling om mordgåders fascinationskraft, hvori forskellige former for perverteret begær fletter sig ind i hinanden.

Omdrejningspunktet er et virkeligt dobbeltdrab begået i 1985 i den amerikanske delstat Virginia (hvis motto bogen har fået som stærkt ironisk titel). Her blev ægteparret Nancy og Derek Haysom fundet dræbt i deres hjem.

Deres datter, som på det tidspunkt var 21, blev sammen med sin tyske kæreste Jens Söding anklaget for drabet. Jens Söding erklærede sig skyldig, men har senere ændret sin forklaring til, at han påtog sig skylden for at beskytte Elizabeth, der begik drabet.

I retssagen spillede fotografier, som Nancy angiveligt har taget af sin datter i forskellige incestuøse scenarier, en central rolle.

»Jeg blev (næsten) forelsket i Elizabeth under domsafsigelsen …,« fortæller Mr. Up Front som det første i Virginia is for Lovers.

Mr. Up Front er romanens fortæller, og han går igen fra Hesselholdts forrige bog, Vivian (2016), hvori han også sad og klogede sig og møvede sig ind i alle karakterernes privatsfærer. Nyfigenheden er den samme, ligesom den dramatiske komposition, hvor han fungerer som en stemme, der udtaler sig blandt andre stemmer, som kan gå i rette med ham efter forgodtbefindende.

Navnet – og at han overhovedet har sådan et – er nyt, og det samme er den hjælper – kaldet Hjælperen – der gør ham selskab, mens han opruller historien om drabet på Nancy og Derek Haysom.

Virginia is for Lovers er en true crime-historie vendt på vrangen, hvor fortælleren og hans hjælper som en parodi på en efterforskerduo præsenterer læseren for fiktionaliserede udgaver af Elizabeth, Jens, Nancy og Derek.

Romanen præsenterer sig som »bygget på et skelet af virkelighed«, men er ikke som udgangspunkt interesseret i at sammenstykke det virkelige hændelsesforløb, som den er i at udforske og udfordre den besættelse af drabshistorier, der kendetegner populærkulturen lige nu, og som også driver Mr. Up Front, der her får ordet:

»Det var min faste beslutning, før jeg kastede mig ud i dette, skal vi kalde det et show, at jeg ikke ville beskæftige mig med, hvem der begik mordene. Men det har vist sig at være svært at styre uden om.«

Thomas Boberg: Africana

Kamilla Löfström

Anders Rye Skjoldjensen
Det sidste ord i Thomas Bobergs rejseroman er Gambia:

»Indsmurt i sved og støv nåede jeg frem til huset i Bakau, Gambia«. Inden for metrikken ville man kalde det en kvindelig udgang, og blandt sine mange sider har Africana også en kvindelig.

Bogen begynder med »En kvinde åbnede sin store kuffert …«, og den første karakter, der får navn og rolle, er Rebecca, radiojournalist på job og Thomas Bobergs rejsekammerat og kæreste. Hun skal vise sig at være så vigtig en del af værket, at hun senere overtager fortællingen.

Får sine egne kapitler indimellem forfatterens, der så alligevel fyldes af de mennesker, han møder på det afrikanske kontinent og inviterer ind i skriften sammen med digtere som H.C. Andersen og Rimbaud. Det kvindelige fortsætter.

Bogens første land er Etiopien, hvor menneskehedens moder, Lucy, vandrede.

I Africana skriver Thomas Boberg for første gang om sin mor, om den rodede familiehistorie og om, hvordan det ofte er kvinderne, der betaler prisen, når noget går galt.

Bogens sidste rejse foregår i Gambia i 2018. Den rejsende opsøger Stoneman i byen Wassu. Han er berømt i hele landet. Stoneman fortæller »Gambias historie, som er Afrikas, og Afrikas som er menneskets nøgle til forståelse af sig selv.«

Stoneman hedder sådan, fordi han vogter over stenmonumenterne i landet. Han ruller joints, byder og bringer sit yndlingsemne på banen, verdensgåden. Mødet med Stoneman fører også til kvinden. En af de berømte stenmonolitter er »formet som et kæmpe V«, men ikke i Stonemans skarpe øjne. Han forsikrer den rejsende om, at det er et Y: »Se nu dette stolte tegn, sagde han. Det er bogstavet Y, roden er jo i jorden, det er kvindens krop, det er kvindens magi.«

Thomas Boberg er ikke en opdagelsesrejsende, han opdager ikke noget, det hele var der længe inden, han kom. Han bruger sit fint udviklede sanseapparat og sin sproglige sensibilitet i det kontinent, som Rebecca har rødder i, og som den altid rejsende digter nu rejser i, og samtidig skriver han en ganske usentimental kærlighedshistorie.

Hanne Højgaard Viemose: HHV, FRSHWN: Dødsknaldet i Amazonas

Christian Dorph

Anders Rye Skjoldjensen
HHV, FRSHWN: Dødsknaldet i Amazonas er i sin metode og form dialogisk, altså en roman, der hele tiden taler til eller med nogen.

I første del af bogen tales der indirekte til eksmanden, som er tekstens ’du’. Der er også stiliserede dialoger med ham, og så er der små mellemspil, hvor vi hører nogle af de skæve og fjollede ting, sønnerne Dagur og Bjørn siger, gengivet en til en – og det er (utrolig nok!) ret morsomt. I anden del af bogen glider fortællingen over i nyt ’du’, der er og forbliver en lang dialog med elskeren i København, en gift mand, der vil og ikke vil.

Det dialogiske, det ævlende og henvendte ligger i tråd med bogens åbne, improviserede og, kan man vist godt sige, kaotiske forløb: at fortælleren skifter navn hele tiden, at forfatteren ikke kan beslutte sig for, hvad der skal fortælles hvornår og i stedet fyrer ud ad alle mulige tangenter, annullerer ting og skifter fokus, slår sig selv for munden.

Det er dejligt utålmodigt fortalt, herligt humørsygt, og det giver noget fart til historien og placerer læseren midt i sammenbruddet og sammenbruddene, i det retningsløse og rundforvirrede. Og så har manøvrerne og krumspringene det andet formål at ’narre fjenden’ gennem forfatterens slet skjulte og kokette forsøg på at sløre og underminere, hvad der er op og ned i forhold til det biografiske.

Men, når det er sagt, er HHV FRSHWN først og fremmest en konsistent, smuk og medrivende roman om at få knust sit hjerte, hvor det meget omtalte dødsknald i Amazonas fungerer som en art placeholder og suspenceopbygger for det egentlige plot, der handler om at flygte fra en sindssyg eksmand i Island, forelske sig i en gift mand i København, blive stalket af en tredje og gennemleve hele den ulykkelige kærligheds serie af sammenbrud, angst, ydmygelser og idioti.

HHV FRSHWN er IKKE en offerhistorie, hvor det er synd for nogen, men en suveræn og hidsig leg med autofiktionen og en bog om at overleve i en syg og fornedrende (politisk) virkelighed med flygtningekrisen 2015 som bagtæppe. Som fortælleren siger til sin terapeut som protest imod, at han hele tiden vil fokusere på traumerne: »Jeg går mine egne skridt i denne voldelige verden.«

Kristina Stoltz: Cahun

Kamilla Löfström

Anders Rye Skjoldjensen
Cahun er en kunstnerisk bearbejdelse af to historiske kvinders liv og kunst. To kvinder, der mødte hinanden i barndommen i Nantes og fulgtes ad hele livet gennem både første og anden verdenskrig. De havde billederne og poesien til fælles, dødsforagten og ukueligheden i deres politiske kamp, og så supplerede de hinanden som kunstnere.

Lucy Schwob (1894-1954), der helt fra barn havde en spiseforstyrrelse og tidligt fik et misbrug, og Suzanne Melherbe (1892-1972), der holdt Lucy i live og tog de billeder af hende som Medusa, Pjerrot, Blåskæg og Buddha blandt andet, som først sent blev en vigtig del af historien om avantgardens kvinder.

På fotografierne befinder Claude Cahun sig et sted mellem at være kvinde og at være mand, på flere ligner hun en kz-fange, inden de fandtes, som om kunstneren kunne forudse, at det ville ske. Cahun mimer patriarken.

På enkelte af portrætterne aner man Suzannes skygge i hjørnet. Det er meget sigende for deres samarbejde. Lucy kunne ikke været blevet til kunstneren Claude Cahun uden Suzanne.

Sammen opfandt de ’Soldaten uden navn og alle hans kammerater’ som en del af deres poetiske modstandskamp mod nazisterne på Jersey. Den soldat har Kristina Stoltz brugt som fortæller i romanens midterste del.

Soldaten er et drømmelignende og surrealistisk væsen, der kan bevæge sig i tid og rum og antage alle skikkelser og former, kvinde, mand, sky og stofserviet. Soldaten bliver i romanen født ud af munden på en pjerrotfigur ved et karneval i Nantes i 1898, som Lucy iagttager fra vinduet i lejligheden, hvor hendes mor holder sit eget gale karneval i natkjole med sin mands slips om halsen og andefedt i hele hovedet. Lucys far er på gaden i embeds medfør.

Den splittelse mellem moren og faren, mellem det gale og det funktionelle, rummer Cahun. Og soldaten og karnevalet er to centrale elementer fra den virkelige historie om Cahun, som Kristina Stoltz anvender og sætter sit eget kunstneriske aftryk med. Hele tiden med en fintfølende fornemmelse for og indsigt i de to kvinders projekt med at omstyrte alle kategorier.

Kristian Bang Foss: Frank vender hjem

Lone Nikolajsen

Anders Rye Skjoldjensen
En af de mindre udfordringer, hovedpersonen i Frank vender hjem udsættes for i løbet af romanen, er at rydde op i sin afdøde fars kælderrum. Her finder den unge litteraturvidenskabsstuderende Frank kufferter fulde af småmønter.

Dem har folk kastet efter hans far, den hjerneskadede gadesanger Rock-Tage, når han aften efter aften stod på Strøget og sang. Ydmygelsen af ham var blevet et fast ritual, og en aften blev Rock-Tage dræbt af en forbipasserende polterabend, der gik amok på ham i en bøvet blanding af selvhævdelse og blodrus.

Møntophobningen vidner dels om, at det aldrig handlede om at tjene penge til at leve for, når Tage tog ind til Strøget og sang, og dels om, hvor mange ydmygelser han var villig til at finde sig i, bare han fik lov at blive set og hørt.

Og beskrivelsen af møntophobningen er et eksempel på, hvordan romanen formår at lade grundlæggende og besværlige træk ved menneskelivet manifestere sig i originale scener og håndgribelig ydre handling.

Franks skam over sin far, sin sociale baggrund og det pinagtige træk ved mennesket, at det så utrolig gerne vil ses og anerkendes, er bogens omdrejningspunkt. Når hans medstuderende på litteraturvidenskab blamerer sig med fortænkte kunstneriske optrædener, er han og bedstevennen Alexander nødt til at lave sjov med det for at holde det ud. Her viser Kristian Bang Foss igen, hvilken mester han er til situationskomik og til at skildre en intern humor, så den faktisk fremstår sjov.

Det er dog nyt i hans forfatterskab, at karikaturen og fryden ved det absurde suppleres af et grundlæggende forsonligt blik på menneskene med alle deres fikse ideer og anerkendelsesbehov.

At Frank overhovedet studerer litteraturvidenskab, er i sig selv en kilde til skam – han føler sig som blind passager i den talende klasse. Det bliver kun endnu mere tydeligt i mødet med sin kæreste Theas overklassefamilie. Deres slægtshistorie udfoldes med et suverænt blik for diskrepansen mellem selvfortælling og grumsede realiteter.

Frank vender hjem er en fornyelse af den sociologisk og psykologisk orienterede dannelsesroman, der gennem et veltilrettelagt plot, skildringen af forskellige relationer og det sociale spil, der hele tiden finder sted, viser, hvordan ulighed kan se ud i vore dages velfærdssamfund.

Anders Rye Skjoldjensen

Kristian Bang Foss har med Frank vender hjem, der har været syv år undervejs, skrevet noget så vildt som en stor samtidsroman med et vildt besættende, professionelt styret narrativ. Her er han fotograferet ved Stevns klint, hvor hovedpersonen Frank stævner ud i en havkajak og forsvinder.
Læs også
Hvis ikke det var, fordi Stoltz styrer showet sikkert, skulle man holde tungen lige i munden, skriver Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen.
Læs også
Thomas Boberg er aktuel med Africana.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Oluf Husted
Ejvind Larsen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu