Interview
Læsetid: 7 min.

»Jeg står og synger om min far, som har drukket sig ihjel, mens jeg vrikker med røven«

En opvækst i Hanstholm og en fars død blandet med et mytologisk tekstunivers og en flok skarptladte kvindestemmer er opskriften på et nyt dansk bands succes. Navnet er Ganger, og de vil ændre den måde, vi forstår popmusik på
Gangers næste album skal hedde ’Tro’: »Det refererer til den tro, som jeg især har på kvinder. Jeg tror, at den tilgang, som mange kvinder har til fællesskaber, er det, vi skal bygge fremtiden på,« siger sanger Thomas Bach Skaarup.

Gangers næste album skal hedde ’Tro’: »Det refererer til den tro, som jeg især har på kvinder. Jeg tror, at den tilgang, som mange kvinder har til fællesskaber, er det, vi skal bygge fremtiden på,« siger sanger Thomas Bach Skaarup.

Sarah Hartvigsen Juncker

Kultur
15. november 2019

Jeg møder det danske band Ganger i sangeren Thomas Bach Skaarups lejlighed på Nørrebro få uger efter udgivelsen af gruppens debutplade Mørk. I løbet af de seneste uger har bandet modtaget store roser for pladen, der indvarsler en anden måde at forstå popmusikken på. Ganger er et band, som vil bryde med tidens fokus på egoet i kunsten og få os til at forstå, at vi har brug for hinanden. 

Thomas Bach Skaarups lejlighed er fyldt med hans kærestes kunst, og deres fælles hund Charlie, et adopteret gadekryds fra Rumænien, løber opmærksomhedssøgende rundt imellem vores ben. Udenfor regner det tungt og vedvarende, som det har gjort hele dette mørke efterår. Der er rødvin på bordet, en slags 80’er-agtig støj på anlægget, og Thomas Bach Skaarup tager først ordet for at forklare deres ambitioner:

»Jeg ville lave noget andet musik end det, der eksisterer i Danmark. Jeg synes, at der mangler fantasi og mod i popmusikken, men jeg mener også, at man må bruge popmusikken. Den har bund, den taler direkte til kroppen, og det er her lytteren befinder sig. Jeg vil forbinde det sorgfulde med det ekstatiske, og på en måde søger jeg hele tiden det kontrapunktiske i musikken.«

Ganger er en kerne af musikere med et fælles projekt, som er udtænkt af Thomas Bach Skaarup. Udover Thomas Bach Skaarup består bandet af Mille Mejer Djernæss (vokal), Ninna Lundberg (vokal) og Andreas Campbell (trommeslager).

De skal henover de næste tre år udgive tre albums i trilogien Mørktropisk, hvor Mørk er det første. Han har brugt to år på at gennemtænke projektet, skrive sangene og sammensætte den rette gruppe af sangere. Det er ham, som har skrevet alle teksterne med udgangspunkt i sin opvækst i fiskerbyen Hanstholm og sin fars nylige død.

Det er et album, som er en konkret sorgproces for Thomas Bach Skaarup, men som forvirrer lytteren ved at lade et flerstemmigt kor synge fra jeg’ets position. Gangers primære projekt er at opløse egoet og hylde kollektivet. Han fortæller:

»Jeg tror, at folk er blevet tændt på vores projekt, fordi de kan mærke, at vi modarbejder egoet. Jeg er så sindssygt træt af mandlige egoer. Jeg er blevet trynet hele min barndom af egomænd, og jeg gider ikke den her omklædningrumsagtige stemning, som hersker i musikbranchen. Vi vil give teksten og ejerskabet over teksten frit, selvom det også er min historie.«

Eskapisme og selvmord

Gangers tekstlige og musikalske univers er interessant, fordi det hele tiden pendulerer mellem det opløftede, det ekstremt deprimerede og det helt vildt sjove. Sangene bevæger sig mellem indforståede referencer, hvor alt fra digteren Charles Bukowski til jungledyret Hugo bliver samplet og over kærlighedsapokalyptiske linjer som:

»Dig og mig / Uden håb / Jeg siger bye bye baby / Uden løfter.«

Lytteren befinder sig i en verden, hvor »alt er tilladt, og hvor alt kan ske«, som det lyder lettere forvrænget på interludet Velkommen, der kommer overlagt forsinket midt inde på pladen. Mørk er klart et popalbum, som Thomas Bach Skaarup bemærker, med helt vildt smukke korharmonier, men det er også en autotonet undergangsfortælling om et smadret udkantsdanmark. Det hele glimter af neon, der både smager af eskapisme og selvmord.

Thomas Bach Skaarup er uden tvivl bandets talsmand, og han uddyber sine tanker om det kontrapunktiske:

»Det har været nogle lange eksperimenter for at finde frem til den her lyd. Jeg har stået på en afgrund for at lave pladen, og det har i virkeligheden fungeret godt. Man kan høre kaosset i musikken Der er kæmpe popsmaskere, som vi så bare har krydret med mærkelige samples, underlige brud og mine ret aparte tekster, som jeg sgu knap selv forstår.«

Bandet fortæller i fællesskab, at folk har svært ved at beskrive deres musik, og at publikum bliver meget overraskede, når de spiller live. De forsøger med musikken og liveoplevelsen at afspejle, hvordan livet er. De får tit at vide, at folk har en næsten sensuel oplevelse til koncerterne, og Thomas Bach Skaarup udbryder begejstret:

»Det elsker jeg! Jeg står og synger om min far, som har drukket sig selv ihjel, mens jeg vrikker med røven. Sådan er livet. Selv om man er i dyb sorg, boller man jo stadig. Sorgen er en rygsæk, du tager på. Nogle gange er den tung, andre gange er den let.«

Sarah Hartvigsen Juncker
Kollektivet

Farens død og Thomas Bach Skaarups barndoms Hanstholm er helt konkret i Gangers tekstunivers. Men han vil ikke have interviewet til at handle om ham selv og hans egen historie.

Dermed er vi tilbage ved spørgsmålet om jeg’et og betydningen af det kollektive – både i musikken og i den verden vi konkret er ved at skabe. Det er især her, at resten af bandet begynder at byde ind. De fortæller, at de har været inspireret af amerikanske hipkollektiver som Odd Future, hvor det ikke handler så meget om dyrkelsen af frontmanden, og hvor man som kunstner har mulighed for at være langt mindre fastlåst.

De føler, at det er enormt fattigt at stå alene med tingene. Den ene af bandets kvindelige sangere, Mille Mejer Djernæs, fortæller om sin motivation for at være med:

»I dansk musik og i samtiden helt generelt er der et behov for at finde sammen, men samtidig også en frygt for at være en musikgruppe. Der er så meget fokus på singleartisten, og som kvinde synes jeg, at det er lidt kedeligt. Jeg har hele tiden tænkt, at jeg skulle være stærk og alene ligesom alle mændene, men det her er så meget sjovere.«

Ganger er opmærksomme på, at det ikke nødvendigvis skal være en kønsdiskussion, men alligevel sniger den sig ind i deres argumenter, og det har noget at gøre med de respektive medlemmers historie. Thomas Bach Skaarup beskriver en destruktiv maskulin kraft, som har fulgt ham igennem hele hans liv, og han betegner den som en uvilje mod at ville forstå det andet. Det er ikke at være interesseret og nysgerrig. Trommerslageren Andreas Campbell supplerer ham:

»Jeg synes meget af det menneskelige forsvinder, når vi bliver sat ind i de her kønskasser. For mig skal det både være kraftfuldt og skrøbeligt.«

Det skriver andre medier om Ganger

Gangers debut Mørk er blevet modtaget med åbne arme af de danske anmeldere. Her er en række citater fra de danske anmeldere:

»Nogle vil kalde det hybris at kaste sig ud over klippen med så brede vingefang. Andre vil kalde Gangers tilgang kunst for kunstens skyld. Men der er brug for et band som Ganger, der tør – specielt i disse streamingtider, hvor det næste singlefix er folkets opium. ’Mørk’ er en verden, »hvor alt er tilladt, og alt kan ske«, føler jeg en trang til at cementere. Selv om det stadig ikke er mine egne ord. Et værk, hvor det grænseløse bliver en pointe i sig selv.«

Soundvenue, fem stjerner.

»Mørk kan opfattes som en knyttet næve, der skal ramme en muskel, som ikke har løftet noget tungt i lang tid. Et lille stykke unikt lyd, der mest af alt minder om en mere radiovenlig version af den kantede artpop, som Den Fjerde Væg og førnævnte Skammens Vogn har forsøgt at levere i lang tid.«

Gaffa, fem stjerner.

»Ikke siden Bisse har dansk pop fået et chok af den her kaliber.«

Politiken, fem hjerter.

Ganger håber på, at de kan repræsentere en ny form for feministisk tilgang til musikbranchen. De tror ikke på, at der kan skabes forandringer, hvis vi ikke møder hinanden på lige vilkår. Det er det, som deres kollektiv handler om. De vil gerne repræsentere en sårbarhed og en åbenhed overfor hinanden. Selvom Thomas Bach Skaarup taler mest og også er den retningsgivende sangskriver, så er det ikke ham, der bestemmer. De vil gerne sætte hinanden og egoet frit. Derfor er det også centralt for dem, at Thomas Bach Skaarup på ingen måde er forsanger. Ganger er ikke et enligt geni, der skråler sin smerte ud, og det er noget, der har gjort lytterne, anmelderne og radioværterne forvirrede.

Mange spørger: »Hvis historie er det her? Hvad betyder det, når et kor synger »jeg«, og når to forskellige vokaler synger den samme historie?«

Ganger har ikke selv noget godt svar, men »Gud, det svinger«, som det lyder i en sang af samme navn. Det er en lang rejse, som Ninna Lundberg, siger: »Vi vil bare gerne finde ud af, hvad der sker med fortællingen, når vi hele tiden skifter perspektiv. Hvad sker der, når en kvinde synger en mands fortælling og omvendt? Det er et stort eksperiment.«

Det spørgsmål er på sin vis hele kernen i et band, der er bygget op omkring troen på kvinder. Det lyder en smule underligt, men Thomas Bach Skaarup præciserer, mens hunden Charlie slikker ham på benet:

»Vores næste album hedder Tro. Det refererer til den tro, som jeg især har på kvinder. Fremtiden er bare deres, og jeg er vildt nysgerrig på, hvad det kommer til at betyde. Jeg tror, at den tilgang, som mange kvinder har til fællesskaber, er det, vi skal bygge fremtiden på. Modsat de destruktive maskuline kræfter, så er mange kvinder vitterligt vendt mod det åbne og det andet.«

Og måske er det kometen, som kvindekoret i åbningsnummeret Kometen synger om. En komet som ikke lander med et brag, men som kommer indefra. Den bevægelse, den forandring som vi har brug for, er ikke, som vi forestiller os. Den er måske ikke katastrofisk, lukket og destruktiv, men måske nærmere langsommelig, åben og kollektiv. Det er et slags spørgsmål, som runger i Gangers mytologiske tekstunivers, og det er et spørgsmål, som vi først kan se rigtigt formuleret, når gruppen har fulgt deres trilogi til dørs. Sikkert er det, at Ganger vil forme og ændre den måde, vi forstår popmusik i en dansk kontekst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nørrebro????? Hvor????? Der findes Nørrebro i mange byer.

Haha, dumt spørgsmål, I know. Svaret er jo selvsagt KBH.
Tag jer nu sammen og skriv som det I prøver på at være, nemlig en landsdækkende avis.