Essay
Læsetid: 13 min.

Der bliver stemt med hjerte, hjerne og mave, når vinderen af VM i Album skal kåres

Velkommen til slutspillet i VM – De Vestlige Mesterskaber – i Album. Forud er gået et emotionelt, blodigt og nerveflænsende opgør i gruppespillet. Nu venter knockout-kampene, hvor også de allerstørste yndlinge risikerer at blive sorteret fra. Herfra må de fem dommere erkende, at smerte er et vilkår
De fem dommere mener alle, at de kæmper i musikkens bedste interesse. Men ingen, heller ikke professionelle, kan sige sig fri for flere forskellige former for kommercielt, biologisk eller nostalgisk forurening af deres dømmekraft, som giver værket en merværdi, der ikke har noget med musikken på det enkelte album at gøre.

De fem dommere mener alle, at de kæmper i musikkens bedste interesse. Men ingen, heller ikke professionelle, kan sige sig fri for flere forskellige former for kommercielt, biologisk eller nostalgisk forurening af deres dømmekraft, som giver værket en merværdi, der ikke har noget med musikken på det enkelte album at gøre.

Sarah Hartvigsen Juncker

Kultur
29. november 2019

Som om det ikke allerede er en rigeligt mudret og blodig affære at udkæmpe VM – Vestlige Mesterskaber – i Album, så er det et forurenet dommerpanel, der regerer over slutrunden.

Bevares, alle fem dommere kæmper for, hvad de har kært. Og de mener alle, at de kæmper i musikkens bedste interesse. Men ingen, heller ikke professionelle, kan sige sig fri for flere forskellige former for forurening af deres dømmekraft, som giver værket en merværdi, der ikke har noget med musikken på pladen at gøre.

Der er den biografiske forurening: Når man indlæser en kunstners liv i værket og dermed giver det en merværdi. Når man forelsker sig i den mytologi, man har opbygget gennem biografier, dokumentarer, artikler og de sociale medier.

Der er den kommercielle forurening: Streamingtal på Spotify og YouTube, hitlister, sociale medier, musikvideoer. Den æstetik og de kvantitative målinger, der booster en kunstners position i populærkulturen – og kan forføre selv kritiske ører.

Og den nostalgiske forurening: Dét, at man har forbundet musikken til sit eget liv, hvor man har oplevet både det ene og det andet skelsættende eller uforglemmelige, lykkelige eller sorgfulde til netop dén plade eller dén sang.

Uanset alder bærer de på skuffelser

De fem medlemmer af VM-dommerpanelet har levet hver deres liv, i hver deres tid, født i fire forskellige årtier. Der er forskellige grader af forurening.

Sophia Handler (født 1993) er aktiv musikanmelder på avisen og begyndte i 2017.

Emil Eggert Scherrebeck (født 1987) har skrevet for avisen fra 2014 til 2019 og er nu ansat ved Vejle Bibliotekerne.

Louise Rosengreen (født 1983) er også aktiv musikanmelder og har anmeldt for avisen siden 2018.

Ralf Christensen (født 1971) er musikredaktør og musikanmelder på Information og har anmeldt for avisen siden 1996.

Klaus Lynggaard (født 1956) er tidligere musikredaktør på avisen og var musikanmelder fra 1992-2017. Han skriver nu for Weekendavisen.

Uanset alder bærer de alle allerede på slemme skuffelser over VM i Album. Afstemningsresultaterne er ikke altid gået som ønsket i gruppespillet.

16 ud af de 32 plader er blevet siet fra, herunder favoritter som Kanye West, Jay-Z, Outkast, Cat Power, Kate Bush, Johnny Cash, Lana Del Rey og Animal Collective.

Men, de fem anmeldere må se fremad. Der er stadig 16 fantastiske plader tilbage i de otte ottendedelsfinaler. Alle værd at kæmpe for – eller imod.

Undertegnede, Ralf Christensen, har påtaget sig den opgave at referere loyalt fra det intense udskillelsesløb.

Kendrick Lamar: ’To Pimp a Butterfly’ (USA, 2015) versus Solange: ’A Seat at the Table’ (USA, 2016)

Der bliver omgående gået til stålet. Den store politiske, teknisk formidable, teksttunge mandlige rapper Lamar kæmper mod Solange, der er en sofistikeret, afdæmpet, ikke mindre indigneret r&b-kritiker af race- og kønsdiskrimination.

Ralf Christensen: »Kendrick Lamars jegperson gennemspiller en vild udviklingshistorie på netop den her plade. Fra at hovedpersonen lider under en internaliseret racisme ved begyndelsen, til at han ved enden er kommet ud af den.«

Louise Rosengreen: »Jeg synes, Solange har et vigtigere budskab.«

Lynggaard: »Jeg synes, de fortæller den samme historie fra to forskellige vinkler.«

Rosengreen: »Solange har så femi-delen oveni.‹

Lynggaard: »Selvfølgelig har hun det.«

Christensen: »Musikalsk synes jeg så, at Lamar er mere interessant. Han formår også lige at genopfinde sig selv som funkmusiker.«

Det er en af disse kampe, hvor bookmakerne har en klar favorit. Og undervejs i diskussionen forskydes oddsene aldrig for alvor.

Kendrick Lamar kommer med stemmerne 4-1 videre.

Under Byen: ’Det er mig der holder træerne sammen’ (DK, 2002) 

versus Frank Ocean: ’Blonde’ (USA, 2016)

Eggert Scherrebeck: »Ekstremt mærkelig kombination. Det har sin egen poesi.«

Christensen: »Det er AGF mod New York Yankees. De kan slet ikke spille mod hinanden, altså, det er fodbold og baseball.«

Eggert Scherrebeck: »Da jeg lyttede til Under byen-pladen igen nu her, slog det mig, hvor lidt bedaget det egentlig virker.«

Christensen: »Også fordi de blander traditioner på en enormt ubesværet måde. Der er jo både kammermusik, industrial, indie og pop på denne her plade.«

Handler påpeger, at forsangeren Henriette Sennenvaldts sangtekster også er udgivet i bogform, og Lynggaard istemmer rosen:

»Jeg læste engang et interview med hende. ’Hvad blev du inspireret af?’ ’Transportsystemer,’ svarede hun. Så tænkte jeg: ’Jah, jo, den var ny.’ Jeg hælder til Under Byen. Jeg er sgu ikke den store Blonde-fan. Jeg synes sgu, det bliver lige tyndt nok.«

Christensen: »Jeg kan rigtig godt lide Under Byen, men Frank Oceans topniveau er bare ...«

Eggert Scherrebeck: »Som producer har han tydeligvis arbejdet meget hårdt på at skrælle alt overflødigt fra arrangementerne, og som sangskriver har han lavet kompositioner, der udvikler sig på finurlige og overraskende måder.

Christensen: »De er i hvert fald forræderisk simple. Og så arbejder han også med mange forskellige følelser i hver sang. Og da han synger om sin barndom, synger han den for mig smukkeste linje i meget, meget lang tid. ’We’ll never be those kids again’.«

Rosengreen: »Man skulle have gemt nogle esser i ærmet. Men det har jeg ikke.«

Og dermed kommer Frank Ocean knebent videre med stemmerne 3-2.

Rosengreen: »Så bliver det bare amerikanske mænd alt sammen, det er jo ikke til at holde ud.«

John Grant: ’Queen of Denmark’ (USA, 2010) versus St. Vincent: ’Masseduction’ (USA, 2017)

Den homoseksuelle singersongwriter mod den homoseksuelle avantgardepop-sanger og -guitarist. For nogle en tidlig, moralsk finale.

Handler: »Av.«

Christensen: »Sorry, det er tilfældigt.«

Lynggaard: »Ej, det kan jeg simpelthen ikke arbejde med. Det synes jeg simpelthen ikke er i orden, Ralf. I blame you

Christensen: »Altså, mit hjerte er hos John Grant, det må jeg sgu sige.«

Lynggaard: »Som produceren Bob Ezrin sagde til Lou Reed, da de var ved at være færdige med albummet Berlin: ’Let’s wrap up this turkey before I puke’. Så lad os bare stemme om det.«

Man skal rive plasteret hurtigt og hårdt af. Og, voila, John Grant kommer videre med stemmerne 3-2.

Radiohead: ’Kid A’ (England, 2000) versus Ariel Pink’s Haunted Graffiti: ’Before Today’ (USA, 2010)

Radioheads computerrockrevolution mod betahannen Ariel Pinks kassebånds-lo-fi-hovedværk.

Christensen: »Noget af det, jeg elsker ved Kid A, er, at den gjorde en masse autenticitetsryttere pissesure. Radiohead startede hele følelsesrockbølgen med Coldplay, Travis og Starsailor. Og folk blev virkelig, virkelig skuffede over Kid A. Altså på det allerførste nummer synger Thom Yorke jo fuldstændig computermanipuleret. Jeg kan huske forfatteren Nick Hornbys rasende anmeldelse af den, det var ikke længere ægte rock. Som om nogen kan bestemme den slags. Det her er resultatet af en frugtbar identitetskrise.«

Eggert Scherrebeck roser så Ariel Pink: »Han kan lave eksperimenterende popmusik, som stikker fuldstændigt af, men samtidig er melodisk som nærmest ingen andre. I hans helt eget tyggegummiland. Jeg synes, han er fuldstændigt genial.«

Christensen istemmer: »Og så er der hans trashede kassettebåndslydkvalitet. Altså hvis amerikanske Pavement var lo-fi i 90’erne, så er det her noget lo-fi, man har fundet på bunden af Mississippi, hvor det har ligget i 100 år. Han vælger at gemme sit hjerte i en enormt dårlig lyd«

Lynggaard: »Det lyder meningsløst. Det synes jeg. Så skjuler man det med dårlig lydkvalitet.«

Christensen: »Jamen, det er jo en æstetik.«

Lynggaard: »Altså, grow up

Christensen: »Du kunne da godt lide Pavement, eller?«

Lynggaard: »Joh, ikke så godt, til en vis grad.«

Christensen: »Punk?«

Lynggaard: »Punk, det er noget andet.«

Christensen: »Ja, men det er da også dårlig lyd.«

Lynggaard: »Det var noget andet. Det var dengang. Det var hurtigt overstået.«

Christensen: »Det er da validt nok at bruge andre lydkvaliteter.«

Lynggaard: »Jo jo, validt nok, men altså. Fuck mand. Yes.«

Christensen stemmer – trods dette indædte forsvar for Ariel Pink – på Radiohead, da der endelig skal rækkes hænder op. Briterne kommer videre med stemmerne 3-2.

The Knife: ’Silent Shout’ (Sverige, 2006) versus Joanna Newsom: ’Have One On Me’ (USA, 2010)

The Knifes technopopangreb på kapitalisme og patriarkat mod Joanna Newsoms sofistikerede narrativer tilsat harpe plus det løse.

Christensen: »Det er det mindst akustiske og det mest akustiske, man kan finde i hele gruppespillet.«

Handler: »Når vi gør det her om ti år, så skal vi have en eller anden form for alkohol til hver plade.«

Christensen: »Så er Joanna Newsom en naturvin, ik’? Og The Knife er en dybt hallucinations-fremkaldende DNA-modificeret gin.«

Lynggaard: »Så tager jeg den DNA-modificerede gin, tror jeg.«

Kun Rosengreen vælger naturvinen, og The Knife går videre med stemmerne 4-1.

Beyoncé: ’Lemonade’ (USA, 2016) versus Malk de Koijn: ’Sneglzilla’ (Danmark, 2002)

R&b-dronningen over dem alle over for dansk hiphops kronjuveler. Endnu en rystende moralsk finale for de fleste om bordet.

»Nej, nej nej«, sukker Rosengreen.

»Jeg har brugt Malk de Koijn som værklæsning i min undervisning på HF.«

Lynggaard: »Jeg kan huske, da de fik Dansk Sprognævns pris, der tænkte jeg, at endelig fatter de noget derinde.«

Christensen peger også på medlemmet Tue Tracks produktioner som ekstraordinære: »Der er et par beats, som jeg aldrig har hørt mage til ude i verden. Et af dem lyder som et lokomotiv, der har forstuvet sin kardanaksel.«

Men bookmaker-favoritten i denne kamp kan ingen ryste, heller ikke Dansk Sprognævn. Beyoncé slår Malk de Koijn 4-1.

PJ Harvey: ’Let England Shake’ (England, 2011) versus Röyksopp: ’Melody AM’ (Norge, 2001)

En engelsk mesters rystende skildringer af krig over for en abstrakt jazz-electronica-duo fra Tromsø.

Christensen er kæk og udbryder: » Okay, så har vi PJ Harvey mod en taber.«

Eggert Scherrebeck: »Der er jo ikke nogen tabere her, Ralf.«

Ralf: »Nejnej, nejnej.«

Ikke desto mindre bliver det en meget kort diskussion. Kun Handler forsvarer sin nominering af Röyksopp. 4-1 til PJ Harvey.

Grimes: ’Visions’ (USA, 2012) versus David Bowie: ’Blackstar’ (England, 2016)

En speedet computer-avatar mod en afdød, genial skifting.

Christensen: »Altså overordnet set som kunstner er der jo ikke nogen tvivl overhovedet. Men det er jo ikke det, vi stemmer om.«

Lynggaard: »Nej, nej. Vi stemmer ud fra vores idiosynkrasier og fikse idéer. Det eneste, der duer.«

Rosengreen: »Og mavefornemmelse.«

Eggert Scherrebeck: »Hvis man adskiller Bowies vanvittige arv, så synes jeg faktisk, at Grimes hakker sin egen lille mærkelige hylde ud i klippen.«

Handler: »Hun er også bare totalt overmenneskelig – og smølfet.«

Men David Bowie slår hende knebent 3-2.

Kvartfinaler – Smerte er et vilkår

Det bliver stadig mere smertefuldt. Det er de store darlings, der bliver skudt ned af mere eller mindre stabile argumenter nu – eller bare druknes i idiosynkrasiernes sump. Smerte er et livsvilkår. Også som musikanmelder.

Der er ikke så meget mere at sige. Kvartfinalerne venter.

PJ Harvey – Frank Ocean

Lynggaard lægger ud med at forsvare PJ Harvey. Påpeger, at hun rapporterer fra skyttegraven under Første Verdenskrig, mens Frank Ocean formidler fra en swimmingpool i Los Angeles.

Christensen er uenig: »Frank Ocean er en mester i at beskrive moderne seksualitet og kærlighed. En dygtig erindringskunstner og en fremragende tekstforfatter. Men ... det synes jeg sateme også, PJ Harvey er.«

PJ Harvey slår Frank Ocean 4-1 og glider ubesværet videre til den ene semifinale.

Kendrick Lamar – David Bowie

Christensen: »Lamar peaker her. Jeg synes ikke, Bowie peaker her.«

Eggert Scherrebeck: »Kendrick Lamars plade er en meteor, der rammer lige ned i South Central, Los Angeles. Den måde, han hiver hele L.A.’s unge jazzscene ind på. Flying Lotus, Thundercat, Kamasi Washington. Altså jazzen, som har en særlig sort historie, den formidler han til et hiphoppublikum, som muligvis slet ikke ved, at denne her musik eksisterer og er grundlæggende for hiphoppen.«

Da der stemmes, siger Lynggaard undskyld til Bowie oppe i himmelen og stemmer på Lamar – som vinder 4-1.

John Grant – Beyoncé

»Kraftedeme ikke sjovt, det her«, stønner Lynggaard.

Handler forsøger en lettere tone: »Det ville faktisk også være en god drink. Jeg tænker en white russian.«

Lynggaard: »Nærmere en black russian.«

Christensen: »Mine penge er på Beyoncé. Den her utroskabsplade er bare så rigt et værk.«

Rosengreen: »Jeg stemmer altså med mit hjerte her på John Grant.«

Lynggaard: »Ja, det må jeg altså også sige, her følger jeg hjertet.«

Christensen: »Okay, ja. Han er jo en stor auteur. Men som stor kunstner, som stor sanger, som stor instruktør i den moderne produktion af en popsang er Beyoncé uovertruffen. Der er ikke nogen, der styrer det cirkus så sikkert. Der er ikke nogen, der kan sætte så stort og inderligt et aftryk på en sang produceret af tolv mennesker, som hun gør.«

Der stemmes, og Beyoncé bliver slået 3-2 af John Grant.

Det er et resultat, der skal bearbejdes af Christensen: »Jeg er i chok. Jeg er i chok.«

Rosengreen, der har stemt på Grant siger: »Det er jo sindssygt, at han får den.«

Christensen: »Fucking hell...«

Lynggaard: »Jeg har prøvet at stemme med hjernen to gange. Det gik ikke. Du snakkede godt for sagen. Vi lukkede bare ørerne og tænkte på Gud.«

Radiohead – The Knife

Eggert Scherrebeck: »Jeg synes, Radiohead smadrer The Knife i fuldendthed ...«

Lynggaard: »... og beskidte tacklinger.«

Rosengreen: »Thom Yorke er lidt ligesom Kate Bush en stemme, som der bare kun findes én af.«

Christensen: »I min verden er der ikke nogen større rocksangskrivere de seneste 25 år. Det er jo ikke sådan, at der er en typisk Radiohead-harmonisk måde at skrive en sang på. Sig noget, Sophia, sig noget.«

Og så forsvarer Sophia Handler sin nominering: »Jeg synes, at The Knifes projekt er mindre prætentiøst, mere careless. Jeg synes, der er mere på spil.«

Christensen: »Det er i hvert fald et mere sexet projekt. Men på en eller anden måde er de jo meget åndsbeslægtede. Begge grupper er oppe på den store klinge mod den patriarkalske, materialistiske verdensorden.«

Handler: »Radiohead er mere monstrøst.«

De britiske monstre går videre efter at have slået den queer svenskerduo 4-1.

Semifinalerne – Ingen lytter længere

Knivene har været trukket og er blevet brugt. Og efter alt mundhuggeriet er de blevet sløve. Ingen kan længere skære stemmefordelingen anderledes. Ingen lytter længere. Alle har besluttet sig, da det kommer til PJ Harvey og John Grant. Uden videre diskussion slår hun ham 4-1.

Og så er der alligevel lidt diskussion tilovers til den anden semifinale med Kendrick Lamar mod Radiohead.

Lynggaard: »Lamar åbner en dør ind til en fremtid, som ikke nødvendigvis bliver meget federe end Radioheads. Det er jo begge to meget dystopiske projekter, men i lyset af alting er det måske heller ikke så mærkeligt, at det er så mørkt. Jeg synes bare på en eller anden mærkelig måde, at Lamar har så meget fucking format. Det har Radiohead også. Altså jeg ved ikke, hvad jeg sidder og snakker om. Det er bare ham, jeg vil stemme på. Period

Christensen: »Radiohead er også med til at aflive det tyvende århundrede og rocken med Kid A. De skriver en nekrolog. En bemærkelsesværdig nekrolog. Men jeg hælder også til Lamar.«

Lynggaard: »Hvordan vi end vender og drejer det, så er Radiohead en for os genkendelig, hvid middelklasseerfaring, som bliver kørt igennem et intellektuelt filter. Hvor Lamar taler fra et helt andet sted, som måske ligger fjernere fra vores temperamenter, fordi det kun er erfaringer, vi kan gøre os second hand gennem kunsten.«

Handler: »Ja. Vi står ligesom med spørgsmålet om, hvilken håbløshed der er mest værd. Fordi de begge står og appellerer til en håbløshed hos et publikum, som har brug for at blive besvaret.«

Med Sophia Handlers vise ord som udgangsbøn skrides der til afstemning.

Amerikaneren slår briterne 4-1.

I en hurtig afstemning om bronzemedaljen slår John Grant så Radiohead 3-2. Traditionen vinder over nedbrydningen af traditionen.

»Der er ikke noget med at anmelde noget John Grant i Information fremover, det er helt sikkert«, siger en bitter Ralf Christensen.

»John Grant er ligesom Diego Maradonas Argentina i VM i fodbold i Italien i 1990. Man elskede Maradona, men han og Argentina spillede ikke godt. Men de slog et væld af gode hold ud og nåede finalen. John Grant er jo god nok, men, altså, prøv at se, hvem han har slået ud undervejs.«

Finalen: Kendrick Lamar – PJ Harvey

»Det er to kunstnere med meget stort mandat fra os, som skal kæmpe mod hinanden«, siger Christensen med henvisning til Kendrick Lamar og PJ Harveys overbevisende 4-1-sejre i semifinalerne.

Eggert Scherrebeck: »Gud er enten en hvid kvinde eller en sort mand.«

Men fortalerne for PJ Harvey har klart mest energi tilbage, faktisk al energien.

Christensen: »Dét at PJ Harvey så aktivt fortæller i musikken ... Tag »All and Everyone«, hvor jegpersonen sammen med sine medsoldater stormer op af skyttegravene og ud i kugleregnen. I stedet for at gøre det til noget lydligt voldsomt, bliver musikken vægtløs, hendes stemme stiger opad. For soldaterne bliver sendt direkte i himlen, de bliver pløkket ned med det samme. Det er så sindssygt grufuldt smukt.«

Eggert Scherrebeck tager en nobelprisvinder i litteratur ind som reference: »Det er sådan noget Svetlana Aleksijevitj...«

Christensen: »Harvey har jo virkelig researchet på sit shit, inden hun gik i gang, interviewet soldater, der var i krig, og læst op.«

Handler: »Det er fandeme også god litteratur.«

Og så rækkes hænderne i vejret for sidste gang denne aften.

Fire hænder til fordel for PJ Harveys mesterværk Let England Shake og en hånd i vejret til fordel for Kendrick Lamars mesterværk To Pimp a Butterfly.

Guldet hænger om halsen på PJ Harvey, og det er der ikke nogen, der er rigtig kede af. Også selv om Lynggaard stemte på Kendrick Lamar.

»Jeg vidste, jeg havde tabt, men jeg ville ikke give mig «.

Det er to plader fra hver deres ende af det æstetiske spektrum, men de er forenede om at diskutere volden i de vestlige samfund.

Det har også været en voldelig aften. Ja, volden har været udøvet allerede inden slutrunde med udlugningen af mange andre værdige musikere som M.I.A., Beck, White Stripes, Burial, Eminem, Missy Elliott, Björk, Erykah Badu, Blur, Nick Cave & The Bad Seeds, Sufjan Stevens, Robert Wyatt, Low, D’Angelo, Peaches, Ricardo Villalobos, Scott Walker, Efterklang, Iceage. Listen over stor musik i de seneste 20 år er lykkeligvis lang.

Udmattede læner kvintetten sig tilbage. Sætter en anonym plade på. Taler om vind og vejr. Mere er der ikke energi til.

Serie

VM i Album: Vi kårer de bedste plader de seneste 20 år

De Vestlige Mesterskaber er Informations kåring af de bedste rytmiske albummer fra de seneste 20 år i Vesten. Afgjort ved en god gammeldags slutrunde.

Fem nuværende og tidligere musikanmeldere fra Information diskuterer og stemmer om, hvem der skal vinde. Sophia Handler (f. 1993), Louise Rosengreen (f. 1983) og musikredaktør Ralf Christensen (f. 1971) – alle er aktive på Information i dag. Samt Emil Eggert Scherrebeck (f. 1987) og Klaus Lynggaard (f. 1956), der tidligere har benådet avisen med deres anmeldelser.

De i alt 32 plader er blevet ordnet i otte puljer med fire i hver. Efter gruppespillet følger elimineringsrunderne med ottendedels-, kvart- og semifinaler. Og endelig finalen. Vi følger slagets gang over tre artikler.

Seneste artikler

  • VM i Album, runde 2: Det er her, at Kanye Wests storhedsvanvid stadig gør ham en tjeneste

    26. november 2019
    Informations nuværende og tidligere anmeldere har påtaget sig en umulig opgave: At udvælge verdens bedste populærplader fra de seneste 20 år. Vi er nået til den anden fase. I slutrunden med de 32 albummer er en fjerdedel allerede blevet slået ud af turneringen, og det har slået revner i anmelderfællesskabet. Men VM – de vestlige mesterskaber – i Album tromler ufortrødent videre med argumenter, som at pladen lugter af dårlig sved, eller at storhedsvanviddet gør kunstneren en tjeneste
  • Velkommen til Informations Vestlige Mesterskaber i Album 2019

    22. november 2019
    Information har sammensat en slutrunde for de bedste plader fra de seneste 20 år på den rytmiske, musikalske vestfront. Fem aktive og tidligere musikanmeldere fra avisen har nomineret deres yndlingsplader, og nu mødes de i direkte kamp for at udpege mesteren over dem alle
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her