Interview
Læsetid: 5 min.

Sufflør Line Wilton om sit fag: Jeg vil helst være hjælperen

Line Wilton er en af Det Kongelige Teaters to tilbageværende faste sufflører. Sufflør har hun villet være, siden hun som tiårig hjalp sin mor, der var skuespiller, og i snart fyrre år har hun skabt tryghed for dem, der optræder
Da Line Wilton var ti år, bad hendes mor om hjælp med at stå i baggrunden med manuskriptet, da hun og en anden skuespillerinde skulle optræde for en teaterforening. Der var ikke brug for assistance, men Line Wilton kunne lide rollen som sufflør: »Da vidste jeg bare, at det var det, jeg ville,« siger hun.

Da Line Wilton var ti år, bad hendes mor om hjælp med at stå i baggrunden med manuskriptet, da hun og en anden skuespillerinde skulle optræde for en teaterforening. Der var ikke brug for assistance, men Line Wilton kunne lide rollen som sufflør: »Da vidste jeg bare, at det var det, jeg ville,« siger hun.

Sarah Hartvigsen Juncker

Kultur
15. november 2019

Det værste, man som sufflør kan gøre, er måske at springe nogle sider over og give en forkert suffli – altså sige de forkerte stikord til en skuespiller, der er gået i stå på scenen. Det har Line Wilton prøvet én gang i begyndelsen af sin snart fyrreårige karriere som sufflør. Hvilken forestilling, det gik ud over, har hun glemt, men oplevelsen har stået som et mareridt siden.  

Eller også er det værste, man kan gøre, når man sidder og agerer usynligt sikkerhedsnet, at trykke på en knap, der får en telefon oppe på scenen til at ringe i utide, så skuespillerne går i stå over det pludselige telefonopkald, og man så ikke kan hjælpe dem, fordi man har ladet tankerne flyve. Også det har Line Wilton prøvet. Under Det Danske Teaters opsætning af Ung vrede for mange år siden, da hun var gravid første gang og stærkt plaget af kvalme: 

»Det var min opgave at trykke på en knap. Og så kom jeg til at trykke på den, mens jeg så mig om efter et sted, hvor jeg eventuelt kunne brække mig. Pludselig ringer telefonen oppe på scenen. Det helt forkerte sted. Skuespillerne kom ud af balance og gik i stå. Og jeg havde siddet og tænkt på, hvor jeg skulle kaste op henne, så jeg havde ikke fulgt med. Jeg anede ikke, hvor de var i stykket.«

Siden har Line Wilton brugt en lineal, som hun kører ned over manuskriptets sider, efterhånden som replikkerne bliver sagt. 

Sufflørens job er at skabe tryghed

Line Wilton tager imod i Skuespilhuset, hvor vi sidder i en forsænkning foran glasvæggen ud mod Københavns Havn. Oppe fra loftet kan man så småt høre de sceneprøver på Brødrene Løvehjerte, der er i gang. Line Wilton er den ene og den mest erfarne af Det Kongelige Teaters to sufflører. Ud over de to faste har teatret en fast vikar og en løs vikar, der kan træde til.

Da Line Wilton startede på Det Kongelige Teater for over tyve år siden, var der seks sufflører, men »teatret skal spare ligesom alle andre steder,« forklarer Line Wilton, så nu rykker sufflørerne videre til nye forestillinger en uges tid efter premieren, medmindre der er tale om meget teksttunge forestillinger eller monologer, hvor skuespillerne ikke kan redde hinanden.  

Lige nu befinder hun sig midt mellem forestillinger. Hun er lige kommet hjem fra turné med forestillingen Adressaten ubekendt og bliver helt vemodig, hver gang talen falder på, at det er slut med den. Arbejdstiden går med at læse op på Riget, som er den næste forestilling, hun skal med på, og med at overdrage manuskriptet til Scener fra et ægteskab, som bliver genopsat, til en kollega.

Det er ikke nok at have replikkerne foran sig. En del af sufflørens job er også at notere arrangementet under prøveforløbet, det vil sige, hvor skuespillerne går og står, hvilken vej de kigger, og hvad de gør med deres rekvisitter, så man kan sikre sig, at forestillingen bliver nogenlunde ensartet spilleperioden igennem. 

Sufflørens arbejde falder i tre dele. Under prøveforløbet »order« man med de skuespillere, der vil det – det vil sige, at man læser med dem og hjælper dem med at lære replikkerne. Under læseprøverne og sceneprøverne noterer man ændringer og arrangement, og man noterer sig, hvis nogen glemmer en replik. Hvis den kan undværes i situationen, venter man til bagefter med at sige det. Ellers bryder man lige ind. Det er her under prøverne, det primære arbejde ligger:

»Man giver helst ikke suffli under en forestilling,« forklarer Line Wilton. »Det er jo en stemme, der kommer udefra, de er i deres eget univers. Det er kun, hvis de virkelig er gået i stå eller pludselig springer syv sider.«

Og når man så endelig giver suffli under en forestilling, må man aldrig hviske:

»Hvis man gør det, hører hele salen det. Men skuespilleren gør ikke nødvendigvis. Man skal bare sige det højt og klart i retning af skuespilleren, så er der måske et par stykker i publikum, der bemærker det, men resten gør ikke.«

Sarah Hartvigsen Juncker
Ud af en teaterfamilie

Sufflørfaget er ikke et, Line Wilton er havnet i ved et tilfælde. Hendes familie har i gennem flere generationer arbejdet ved teatret, hendes mor som skuespiller og hendes far som teaterdirektør på Odense Teater.

Da hun var ti år, bad hendes mor om hjælp med at stå i baggrunden med manuskriptet, da hun og en anden skuespillerinde skulle optræde for en teaterforening. Der var ikke brug for assistance, men Line Wilton kunne lide rollen som sufflør:

»Da vidste jeg bare, at det var det, jeg ville,« siger hun. Statistopgaver har hun også haft, men skuespiller har hun aldrig villet være:

»Det har aldrig interesseret mig. Jeg vil hellere være hjælperen.«

Med sig fra teaterfamilien har Line Wilton også en god diktion, der er meget nyttig, når hun skal høres oppe fra scenen. Hvis hun som barn slugte endelserne, citerede hendes far fra Jeppe på Bjerget: »Tal dansk, din sorte hund.«

Line Wilton imiterer sin fars stemmeføring med en r-lyd, der næsten er rullende:

»Det hedder ikke værls’, det hedder væ-rel-se.«

»Det har jeg også lært mine egne børn. Man skal bare huske at bevæge læberne.«

Diktion er ikke noget, hun har fået formel undervisning i, for Line Wilton er uddannet fra Jacques Lecoqs mimeskole i Paris.

»Det var stadig sufflør, jeg ville være, men det er ret vigtigt for en sufflør at kunne aflæse kropssprog.« 

Line Wilton demonstrerer, hvordan en fremskubbet skulder, en urolig arm eller en ansigtsdrejning kan indikere, at en skuespiller er i knibe.

»Jeg blev aldrig en rigtig dygtig mimer, for det var ikke det, jeg ville, men jeg havde det sjovt og lærte en masse om kropssprog. Det kan jeg også bruge, når jeg ser på skuespillere, der gør et eller andet med kroppen, lige tøver lidt. Så ved jeg, at jeg skal være oppe på dupperne.« 

Selvom Line Wiltons arbejde handler meget om at have overblik og styr på tingene, er det ikke altid også sådan i hendes øvrige liv. 

»Bare det var sådan,« siger hun, »men alt er kaos.«

Det sidste retter hun dog sig selv i: 

»Alt er ikke kaos, jeg er gift på 36. år og har to børn, alting ordner sig. Men bortset fra her på arbejdet, så kan jeg aldrig finde ting. Virkelig ikke. Jeg er et glemmehoved og et rodehoved, når jeg ikke er på arbejde.«

Serie

De omprioriterede

De statsanerkendte kulturinstitutioner er ramt af toprocentsbesparelser. Direktørerne omprioriterer og græder på tv og i spalterne, men hvad med de kunstnere og medarbejdere, der lever med visheden om, at netop deres faglighed står i yderste kolonne i regnearket? I denne serie taler vi med dem om deres fag, karriere og den usikre fremtid.

Seneste artikler

  • Det tog Helle Horsnæs en ph.d. plus 15 år at blive Danmarks eneste møntforsker

    1. november 2019
    Helle Horsnæs er Nationalmuseets eneste møntforsker. Da hun begav sig ind i numismatikken, fik hun at vide, at det er et fag, der er så nørdet, at det kræver en ph.d. + 15 år. For hende er mønterne stadig magiske. Et symbol så stærkt, at selv Christiania fik egen møntfod
  • Fagotten er en adstadig overklassemand, som er træt af at blive grinet ad

    25. oktober 2019
    I tegnefilmen er den lyden af bedstefar, der kommer vraltende ind ad døren. I Sjostakovitjs brutale portræt af Stalin agerer den maskinpistol. Signe Haugland er den ene af kun to tilbageværende fagottister i Copenhagen Phil og har med sine 40 års erfaring et solidt kendskab til den dybe træblæser, der har været hendes anden stemme, siden hun som 15-årig forelskede sig i den
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her