Interview
Læsetid: 9 min.

Sun Hee Engelstoft har fulgt en gruppe kvinder på Jeju Island, der lever i forventning om at skulle bortadoptere deres ufødte barn

Den danske dokumentarist Sun Hee Engelstofts ’Forglem mig ej’ føjer endnu en nuance til den løbende debat om transnational adoption. Denne gang ser vi det fra de bortadopterende mødres vinkel – på en ø for gravide enlige kvinder. »Jeg har bekymret mig meget om, hvad der får nogen til at give deres barn væk,« fortæller instruktøren
Mit liv er startet med den her adskillelse fra min koreanske mor. Jeg er blevet fortalt, at jeg er blevet givet væk i kærlighed, men det er en meget kompleks størrelse. På den ene side er det en varm historie, men på den anden side har jeg bekymret mig meget om, hvad der får nogen til at give deres barn væk, siger den danske dokumentarist Sun Hee Engelstoft, der har lavet en film om transnational adoption.

Mit liv er startet med den her adskillelse fra min koreanske mor. Jeg er blevet fortalt, at jeg er blevet givet væk i kærlighed, men det er en meget kompleks størrelse. På den ene side er det en varm historie, men på den anden side har jeg bekymret mig meget om, hvad der får nogen til at give deres barn væk, siger den danske dokumentarist Sun Hee Engelstoft, der har lavet en film om transnational adoption.

Sigrid Nygaard

Kultur
28. november 2019

Mod slutningen af Sun Hee Engelstofts dokumentarfilm Forglem mig ej (oprindelig titel: Forget me not) hører man en voice over, der henvender sig til sin mor: »Nu ved jeg i det mindste, hvad det er for en sorg, som jeg må leve med, som jeg må følges med. Det er den sorg, som vi har til fælles. Som vil binde os sammen. For altid.«

Kameraet fører seeren igennem et gråt landskab i Sydkorea. Der er de smalle landlige betonveje, grøntsagsmarkerne og de små drivhuse, grå skyer der suser hen over træer uden blade på, og der er elmasterne, der står som strittende fingre langs vejen.

Ordene er både en refleksion og en slags konklusion på et projekt, der siden 2011 har ført Sun Hee Engelstoft tilbage til sit fødeland, Sydkorea. Projektet startede på et kvindehjem ledet af nonner, som blev første skridt på rejsen mod at erkende den evige sorg, som mange adopterede lever med: At have mistet sit ophav.

Savnet

Forglem mig ej havde premiere i foråret på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX og får nu tv-premiere på DR2 i et nedklippet format. I filmen møder vi en række kvinder, der bor på et hjem for gravide enlige kvinder. Deres ansigter er blevet sløret i dokumentaren for at bevare deres anonymitet.

Vi følger dem igennem det dilemma, de står over for, når de skal beslutte sig for, om de vil beholde eller bortadoptere deres ufødte barn. De bliver vejledt af den omsorgsfulde leder af hjemmet, Mrs. M, men bliver også konstant presset af deres familier og det samfund, de lever i. Her er livet som enlig mor skamfuldt og næsten umuligt.

Forglem mig ej er således endnu en nuance i den debat, som transnational adoption har været genstand for i de senere år. Denne gang får vi altså de bortadopterende mødres perspektiv.

Jeg møder Sun Hee Engelstoft i hendes lejlighed på Nørrebro. Her indleder hun vores samtale med et først kryptisk, men dernæst krystalklart svar på mit noget kluntede spørgsmål om, hvordan hun startede sit arbejde med dokumentarfilmen. Med en blid og langsommelig stemmeføring genkalder hun i dramatisk nutid:

»Jeg havde en drøm i nat. Jeg vågnede op, og jeg græd. Det gør jeg ellers meget sjældent. I drømmen så jeg min afdøde adoptivfar. Jeg så ham som helt ung, og det var et chok for mig. For det første mindede det mig om, at jeg savner ham, men mest af alt, at der er så mange mennesker, som jeg savner. Jeg savner min biologiske familie, som jeg ikke kan finde. Det er mit hovedtraume.«

Det er her, tilblivelsen af Forglem mig ej begynder. Det starter med, at Sun Hee Engelstoft bliver født i Sydkorea i 1982 og derefter bortadopteret til Danmark. Drømmen om hendes adoptivfar minder hende om, hvad der udfordrer hende på et helt eksistentielt plan. Det er selve grunden til, at hun begynder at filme de sydkoreanske kvinder på adoptionshjemmet på Jeju Island og fortsætter gennem flere år. Det er spørgsmålet omkring berettigelse, der som spøger i baghovedet på mange adopterede – en stemme, der siger: på hvilket grundlag er jeg til her i verden?

I 2003 er Sun Hee Engelstoft i Sydkorea på turisttur sammen med en række andre adopterede. De besøger forskellige steder i landet. De er på en papirfabrik, de prøver den traditionelle klædedragt Hanbok, besøger en kimchiproducent og ender til sidst på det skelsættende omtalte adoptionscenter ledet af nonner. Her bliver hun ført ind i et rum sammen med de andre adopterede og en række gravide sydkoreanske kvinder. Her sidder de bare og kigger på hinanden. De har ikke samme sprog, men de deler et slags skæbnefællesskab. Her er kommende mødre, der kigger på nogle mennesker, der kommer til at repræsentere de børn, som de snart skal bortadoptere.

Situationen er intens, og inden Sun Hee Engelstoft forlader centeret kommer en højgravid kvinde op til hende og spørger: »Er du glad for at være adopteret?«

Sun Hee Engelstoft tager en tår af sin te. Hun tøver et øjeblik, inden hun fortsætter fortællingen: »Jeg sagde ja, dengang. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige. Skulle jeg sige nej? Jeg havde aldrig stillet mig selv det spørgsmål. Jeg havde altid bare fået at vide, at jeg var glad for at være adopteret, at adoptionen var den lykkelige begivenhed, der reddede mig fra at gå til grunde. Men det er jo ikke sandheden.«

At se på sin mor igennem andre mødre

I Sydkorea har du to muligheder, hvis du som enlig mor vælger at beholde dit barn. Du kan blive sygeplejerske og på den måde forsørge dit barn. Det skåner dig ikke fra udskamningen og den sociale deroute, men skåner dig for traumet over at skulle afgive dit barn.

Hvis du ikke er i stand til at blive sygeplejerske, er du fuldstændig afhængig af din familie eller din kommende mand. Det er de muligheder, som kvinderne lever med, hvis de ikke vil bortadoptere.

Det er sådan nogle dilemmaer, som Sun Hee Engelstoft tænker på, når hun tænker på sin sydkoreanske mor. En mor, som det ikke har været muligt at finde. Det er derfor, hun i sin tid valgte at opsøge kvinderne på Jeju Island.

Hun siger: »Mit liv er startet med den her adskillelse fra min koreanske mor. Jeg er blevet fortalt, at jeg er blevet givet væk i kærlighed, men det er en meget kompleks størrelse. På den ene side er det en varm historie, men på den anden side har jeg bekymret mig meget om, hvad der får nogen til at give deres barn væk.«

I forhold til arbejdet med Forglem mig ej er Sun Hee Engelstoft på sin vis glad for, at hun ikke kunne finde sin sydkoreanske mor. Det gjorde det meget lettere at adskille det private fra det personlige. 

Kameraet og dermed Sun Hee Engelstoft ser derimod på andre kvinder, der står i en situation, der ligner hendes mors egen situation i starten af 80’erne, men de er ikke hendes mor. Hun kigger på billeder af den sorg, som hun bliver nødt til at leve med, men hun kigger også på eksempler på den sorg, som må være hendes sydkoreanske mors sorg.

Der findes over 50 hjem som det, der er skildret i filmen. Hun besøger flere af dem, men det er først, da hun møder lederen Mrs. M, der modtager hende med åbne arme, at hun finder det sted, hvor det er muligt at optage filmen.

Hun fortæller: »Mrs. M havde bare ventet på, at der kom en som mig. Hun havde forstået, at der var et skæbnefællesskab mellem de bortadopterede og de gravide kvinder, der boede på hjemmet. Det var vigtigt, at der blev bygget bro. En stor del af det at lave filmen var at skabe et intimt forhold til de her kvinder. Jeg måtte bo der, leve der, ånde der og på den måde blev det også mit første koreanske hjem.«

Spørgsmålet omkring hjem aktualiserer et andet spørgsmål for Sun Hee Engelstoft, nemlig spørgsmålet omkring kultur og sprog. Ved at opholde sig på adoptionshjemmet, og ved at bruge tid sammen med kvinderne, oplevede hun også, hvor fremmed hun egentlig var i sit fødeland:

»Jeg forstod på ingen måde, hvad det vil sige at være koreansk, og det gik også op for kvinderne. Nogle af dem blev enormt kede af det over det, og det er første gang, at jeg er blevet konfronteret med, at der er nogen, der har grædt på mine vegne. De græd, fordi jeg havde mistet mit sprog, min kultur, og jeg var fuldstændig afskåret fra at gå omkring på en normal måde i Sydkorea.«

Sigrid Nygaard

Hun beskriver, at der opstod noget andet i det rum, hvor der ikke var noget fælles sprog. Det blev en spejling af kroppe, det blev til biologi, et tilhørsforhold der var næsten dyrisk. Der var nogen, der accepterede hende, og nogle hun havde brug for at være sammen med. Det vigtigste blev nærmest helt almindelige hverdagsting:

»De hjalp mig med at lære at bruge sminke, som de synes er pænt, hvilke hårprodukter jeg skulle bruge. Jeg var en kulturel analfabet, og de her kvinder hjalp mig.«

Eksil

Den konkrete situation, som kvinderne på adoptionshjemmet hos Mrs. M, befinder sig i, er svær. De lever i et slags eksil. Enten er de flygtet til Jeju Island, eller også er de blevet sendt til øen af deres familie. De befinder sig i en desperat situation, og filmen er fyldt med desperate situationer.

Kvinderne kommer med en vilje, en tro og en stor kærlighed til deres ufødte barn, men det er nærmest umuligt for dem at lykkes med at beholde barnet. De står alene imod en veludviklet, pengetung, men skandaleramt adoptionsindustri og en familie, der vil redde dem selv og deres barn fra en kollektiv skam.

Der er uudholdelige situationer i Forglem mig ej, helt absurde scenarier. Et eksempel er, da en af kvinderne med tilsløret ansigt sidder med sit barn i favnen. Hun sidder i et rum sammen med en lokal præst, der skal adoptere hendes søn, men der bliver hele tiden spurgt til, om hun er sikker på beslutningen. Ordene falder nonchalant og afslappet, som om, at det er ingenting.

Situationen vender, da præsten kynisk spørger: »Er det klaret? Kan vi tage ham nu?« Scenen efterfølges af en grådkvalt afsked på parkeringspladsen foran centeret.

Er det her virkeligheden? Ja, det er det jo. En virkelighed som Sun Hee Engelstoft gerne vil have ændret. Hun føler, at hun har en forpligtelse over for de kvinder, som hun har brugt to år på at filme, og den smerte som hun har været vidne til, og som hun selv lever med.

Her mod slutningen af vores samtale, hvor mørket falder tidligt på i den kolde novembereftermiddag, fortæller hun:

»Jeg synes, at vi bliver nødt til at se på vores etiske ansvar i forhold til international adoption. Hvorfor er der så mange penge i det? Den helt store elefant i rummet er tabuet omkring, hvad det vil sige at have købt et andet menneske. Det er jo det, der sker. Man bør diskutere, hvad det er for nogle mennesker, der gør det? Man skal være meget overbevist om, at man kan tilbyde noget bedre. Man skal måske tro på, at man er bedre end nogle andres biologiske ophav. Jeg vil opfordre kommende adoptivforældre til at være åbne over for den samtale og være kritiske over for adoptivbureauerne.«

Sun Hee Engelstoft er ikke færdig med Sydkorea, og inden jeg går ud i novembermørket, fortæller hun om fremtidsplanerne og stiller lidt af min nysgerrighed: For noget, der undrede mig, mens jeg så Forglem mig ej, var fædrenes rolle. De er stille. De er enten væk i konkret forstand eller findes som en slags marionet for familierne, der presser kvinden til bortadoption. Jeg vil vide noget om dem. Man afgiver ikke sit barn i stilhed. Og det er netop fædrene, der er hendes næste projekt: en fiktionsfilm og dernæst en film om det bortadopterede barn. Jeg forlader Sun Hee Engelstofts lejlighed med hendes voice over fra filmens slutning rungende i mig:

»Mor, jeg tror, at jeg kan forestille mig dig bedre nu. Jeg ved ikke, om jeg skal sige farvel. Det er, som om det aldrig stopper.«

’Forglem mig ej‘ vises på DR2 i aften kl. 23.00-23.55. Efterfølgende kan den ses på dr.dk/tv. Produceret af Final Cut for Real v. Monica Hellstrøm og Co-producerer af Minch & Films v. Kim Minchul

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her