Feature
Læsetid: 13 min.

Velkommen til Informations Vestlige Mesterskaber i Album 2019

Information har sammensat en slutrunde for de bedste plader fra de seneste 20 år på den rytmiske, musikalske vestfront. Fem aktive og tidligere musikanmeldere fra avisen har nomineret deres yndlingsplader, og nu mødes de i direkte kamp for at udpege mesteren over dem alle
Sophia Handler, Emil Eggert Scherrebeck, Louise Rosengreen, Ralf Christensen og Klaus Lynggaard diskuterer klassikerpotentialet i alt fra David Bowies requiem til Outkasts røvruskerhits.

Sophia Handler, Emil Eggert Scherrebeck, Louise Rosengreen, Ralf Christensen og Klaus Lynggaard diskuterer klassikerpotentialet i alt fra David Bowies requiem til Outkasts røvruskerhits.

Sarah Hartvigsen Juncker

Kultur
22. november 2019

Det handler om at deltage, ikke om at vinde, lyder det olympiske ideal. Det gælder også i musik, hvor det kan være overordentlig svært at udpege en egentlig vinder. Også selvom vi har hitlister til at hævde det modsatte. Og selv om vi hvert år op til jul ser rangordnede best of-lister med en klar og tydelig vinder.

Bag valget af årets bedste plader gemmer der sig en uigennemskuelig redaktionel proces, som offentligheden ikke får indblik i. Så helt i Informations oplysende ånd har avisens musikredaktør valgt at skabe en langt mere åben proces.

Til frit skue for læseren indbyder vi nu læserne til VM – Vestlige Mesterskaber – i Album. En nådesløs slutrunde for albummer fra de seneste 20 år, fra 2000 til og med 2019 med fem aktive og tidligere aktive musikanmeldere på Information som dommere. Sophia Handler, Emil Eggert Scherrebeck, Louise Rosengreen, Ralf Christensen og Klaus Lynggaard.

Alle fem har nomineret syv plader hver. Tre af dem er på forhånd blevet elimineret i playoff-kampe, så de 32 albummer er klar til at blive fordelt i otte puljer.

Honette ambitioner har svære kår

Om det til lejligheden udvidede teaktræsbord i musikredaktørens stue skal argumenterne, lovprisningerne og tilsviningerne snart fyge i både den ene og den anden retning.

Den indiske takeaway er blevet inhaleret. Maverne er fulde og nerverne uden på tøjet. Aftenens formand, musikredaktør Ralf Christensen, åbner fortrædelighederne med en tale, der opfordrer til en fair fight og respekt for modstanderne.

Men alle de honette ambitioner om god tone og lytten til andres argumenter skal snart vise sig at have svære kår.

Musik bebor vores krop og sind. Lydbølgerne rammer os, musikkens form tager form inde i vores øregange. Persongalleriet er ikke uden for os som i film. Formerne og farverne er ikke noget, vi besøger på en kunstudstilling, men noget vi nyder i de mest intime situationer. Og i modsætning til bøger, så dyrker vi vores yndlingsplader hundredvis, måske tusindvis af gange. Repititionen gør dem til en del af vores vaner, vores yndlingsmusik er soundtrack til vores liv. Forelskelser. Kriser. Dans. Sex (mere om det senere). Og sorg. Så et angreb på en nomineret yndlingsplade kan blive taget omend meget alvorligt (også mere om det senere).

Dermed ikke sagt, at der ikke er professionelle kriterier for de fem anmelderes nomineringer. Diversitet inden for køn, hudfarve, genre, nationalitet har spillet ind. Kulturhistorisk betydning er blevet taget med i overvejelserne. Og den efterklang, som de udvalgte plader har sendt gennem eftertiden.

Det er i denne vekselvirkning mellem personlig smag og tilstræbt objektivitet, enhver musikanmelder opererer.

Og når det kommer til deres yndlingsplader, så er de lige så dybt indgraveret i deres dna som hos alle andre folk. Og ve dén, der tør sætte spørgsmålstegn ved dem.

Velkommen til VM i Album.

Pulje A

  • Nicolas Jaar: ’Sirens’ (2016)
  • Kendrick Lamar: ’To Pimp a Butterfly’ (2015)
  • Animal Collective: ’Merriweather Post Pavilion’ (2009)
  • Under Byen: ’Det er mig der holder træerne sammen’ (2002)

Sophia Handler griber som den første ordet i et forsvar for sin absolutte favorit, Nicolas Jaars ambient psykedeliske, jazzede, elektronisk eksperimenterende album Sirens.

»Han er en fuldstændig suveræn og lavtflyvende jetjager, og det er, som om han flyver under radaren mange steder, i forhold til hvor stort et talent han egentlig er. Og hvordan han mestrer hele det elektroniske cirkus, men også er en absurd dygtig instrumentalmusiker og sanger. Og Sirens starter med et 11 minutter langt nummer, hvor der ligesom ikke rigtig sker noget, før det bliver det til en popsang. Han er fandeme boss.«

Hendes argumenter mødes med velvilje omkring bordet. Men så vælger hun at gå til angreb på en række andre nominerede over en bred kam, nemlig rapperne.

»Han er meget vildere end alle de der fucking rappere, som kommer med deres attitude, og hvad ved jeg.«

Klaus Lynggaard har nomineret netop en rapper i samme pulje, Kendrick Lamar og hans album To Pimp a Butterfly. Han giver Handler ret i, at der er for meget attitude, overflade og voldsdyrkelse i moderne hiphop.

»Men Kendrick skiller sig markant ud fra flokken«, siger han i en brysk tone.

»Han bringer nogle ting på banen, som rigtig mange hiphoppere ikke rører ved. Et personligt mod, hvor han er selvransagende. og jeg synes også, han får sagt nogle ting omkring hele den der problematik, der er i USA om sort/hvid på en måde, som er meget mere nuanceret, end man er vant til at høre den. Nummeret, der hedder »You«, er ét langt selvopgør. Hvor han simpelt hen kigger sig selv nøgent i spejlet, som man siger. Der er en subtil synergi mellem det, han siger og det, der sker.«

Som Ralf Christensen skrev i sin anmeldelse i 2015.

»På den ene side er der håbet om, at hudfarven ikke spiller nogen rolle, på den anden side erkendelsen af at, det gør den. Der er hans frigørelse gennem succes, og der er den nye frihedsberøvelse, som den bringer med sig.«

Argumenterne falder ikke for døve ører omkring bordet. Det gør de til gengæld, da Emil Eggerts nominering af Baltimore-kvartetten Animal Collectives gennembrudsalbum Merriweather Post Pavilion starter.

Ganske vist bakkes han op af Ralf Christensen, der mener, at gruppens »harmoniske genialitet« kommer til sin ret her i »neonlysende psykedelia, som trækker på techno og på en Beach Boys-harmonisk tradition. Det er moderne modkultur«.

Emil Eggert istemmer

»De får alle eksperimenterne samlet til en kunstnerisk, æstetisk helhed her. Når jeg genlytter i dag, så hører jeg også alle disse indie-referencer, som nærmest sejrede sig selv ihjel på det tidspunkt. Altså de blev kopieret vildt meget.«

Lynggaard er ikke begejstret:

»Jeg synes, det er lidt søgt musik. Altså det der med, ’åh, det skal være mærkeligt, åh, uh’. Jeg ville bare sige noget negativt. Det havde jeg lyst til.«

Til gengæld er der velvilje over for det ene af kun to danske indslag i slutrunden, Under byens Det er mig der holder træerne sammen.

Rosengreen motiverer sit valg:

»Dét jeg synes er helt unikt ved Under Byen er Henriette Sennenvaldts vokal og at opleve hende på en scene. Hun har så megen karisma, så megen originalitet. Hun står sådan trukket helt tilbage, ekstremt underspillet og samtidig bare helt ud over rampen.«

Der nikkes rundt om bordet.

Så skrider kvintetten til afstemning. Tre, to og et point pr. deltager. De to med flest point kommer videre.

  • Ude: Nicolas Jaar og Animal Collective
  • Videre: Under byen og Kendrick Lamar

Pulje B

  • John Grant: ’Queen of Denmark’ (USA)(2010)
  • Radiohead: ’Kid A’ (England)(2000)
  • OutKast: ’Stankonia’ (USA)(2000)
  • Kid Francescoli: ’Play Me Again’ (Frankrig-USA)(2017)

Der er allerede blodsmag i munden, da Gruppe B åbnes. Sophia Handler har mistet sin absolutte favorit, Nicolas Jaar, i gruppe A, og der er allerede blevet udvist afsmag over for et andet album, nemlig Animal Collective. Handskerne er taget af.

Lynggaard starter med at forsvare sin absolutte favorit, John Grants Queen of Denmark.

»Han er jo inde at undersøge sin egen identitet. Hvad det vil sige at vokse op som homoseksuel i en lille amerikansk, kristen by. Og det gør han råt for usødet. Og jeg kan jo rigtig godt lide folk, som bruger deres kunst til at undersøge, hvad det vil sige at være et menneske.«

Der nikkes samstemmende om bordet. Ingen kan tilsyneladende have noget imod John Grant.

Anderledes med Radiohead og deres 2000-album Kid A, der i sin tid delte vandene i trofaste, nu frafaldne fans og trofaste, endnu mere dedikerede fans. Det skete, da Radiohead forlod rockmusikken til fordel for noget langt mere elektronisk. Også i 2019 deler de vandene.

Emil Eggert har nomineret, og det er sket ud fra professionelle overvejelser:

»Det er ikke en personlig favorit, men jeg synes, Kid A er en plade, der er umulig at komme udenom inden for de seneste 20 år. Den transcenderer rock og blander elektronisk musik ind på en måde, som ingen andre havde greb om på samme måde på det tidspunkt. Jeg synes, den transcenderer ’emo’, jeg synes, den tager paranoia i musik til et nyt niveau.«

Sophia Handler har en helt anden oplevelse af pladen, og den er langt mere personlig.

»Ej, jeg har haft så meget dårlig gymnasiesex til Kid A, altså. Jeg kan slet ikke … De der hipsterfyre fra musikklassen, ikke? Altså …«, siger hun i et fortvivlet tonefald.

Ralf: »For satan.«

Sophia: »Ja, for fanden. Jeg skal ikke have mere med den at gøre.«

Lynggaard har nomineret endnu en hiphopplade, Outkasts Stankonia, og den deler også vandene. Modstanderne, kvinderne, har helt enkelt fået spillet pladen i stykker grundet hitsene »Ms. Jackson« og »So Fresh, So Clean«.

Men ikke mændene. Og Lynggaard siger:

»Der er legesyge og fantasi og superfede samples. Og det her det svinger. Og med ’svinger’ mener jeg svinger, så man kan flytte røven til det … Og det vil jeg så hellere bolle til end til Kid A

Handler forsvarer til sidst Kid Francescoli, som mange af deltagerne ikke kendte på forhånd.

»Der er noget arketypisk over deres univers. De mødes på en strand og forelsker sig i hinanden, og så er det langdistance og så er det besværligt og dramatisk. Jeg begynder at lave en film oppe i mit hoved, når jeg hører det.«

I mange af de andres hoveder er der sort skærm.

Så stemmes der, og en polarisering viser sig nu for alvor i anmeldergruppen. Den ses i de fem anmelderes forhold til Radioheads modernistiske innovationer og John Grants opdatering af singersongwriterfaget.

Christensen og Emil Eggert giver topkarakterer til Radiohead, mens den får laveste point hos de tre andre. Der så til gengæld alle tre giver topkarakter til John Grant.

  • Ude: Outkast og Kid Francescoli
  • Videre: John Grant og Radiohead

Pulje C

  • Beyoncé: ’Lemonade’ (USA)(2016)
  • The Knife: ’Silent Shout’ (Sverige)(2006)
  • Lana Del Rey: ’Norman Fucking Rockwell’ (USA)(2019)
  • Fleet Foxes: ’Fleet Foxes’ (USA)(2008)

Endnu en dræberpulje. Der murres i krogene over for mange favoritter samlet i netop denne pulje, mens andre forsvarer tilfældighedernes spil.

Christensen har nomineret Beyoncés Lemonade:

»En af de centrale ting ved denne her plade, er at Beyoncé begynder at synge på en måde, hvor hun lyder sårbar. Hun begynder at udforske steder i sin stemme, hvor hun ikke har teknisk kontrol længere. Hun begynder at blive et menneske. Og i Beyoncés tilfælde er det bare skidespændende, fordi hun har været denne uangribelige magtfigur. Og det er hun ikke her. Og selvfølgelig fletter det så ind i fortællingen om den utroskab, som hendes gemal Jay Z har gjort sig skyldig i – og har indrømmet.«

Der er generel enighed om Beyoncés mesterskab. Lynggaard istemmer:

»Nogle stemmer rammer mig, og nogle stemmer rammer mig ikke overhovedet. Hun rammer mig. Og hun rammer meget stærkt på denne her plade, og det er, fordi sangene simpelthen er så gode.«

Christensen: »Og fordi hun er begyndt at synge på en anden måde.

Lynggaard: »Ifølge Ralf Christensen. Jeg synes jo også, hun sang fedt før det.«

Christensen: »Jeg siger ikke, hun ikke sang fedt før. Jeg siger bare, at det er spændende, at hun også går nye steder hen.«

Lynggaard: »Jo jo.«

Sophia Handler har nomineret den svenske søskendeduo The Knifes Silent Shout.

»Det er jo fed og hekset og mystisk elektronisk pop«, siger hun.

Christensen er også fan og kalder forsanger Karin Dreijer for »en af årtusindets største og mest kopierede sangere«.

Der er folk, der forholder sig påfaldende tavse under lovprisningen af svenskerne, og da vi når til Lana Del Reys Norman Fucking Rockwell, viser der sig yderligere uenighed.

Sophia Handler taler for:

»Hun tillader sig at gøre poppen til noget historisk. Pop er tit noget meget flygtigt, som hører til en bestemt tid. Lana del Rey laver tidløs pop.«

Lynggaard: »Det går lige ind hos mig. Det er jo klart, fordi jeg kan høre alle mulige klange og ting, som jeg har elsket for 20, 30 og 40 år siden. Det gør noget ved mig, at jeg kan genkende nogle ting og nogle stilgreb. Det står jeg ved.«

Christensen er ikke oppe at flyve:

»Jeg synes, det er en meget monokrom plade, hvor hun skriver den samme sang igen og igen og igen … altså rent musikalsk, ikke mindst harmonisk.«

»Den skulle have heddet Ralf Fucking Christensen. Nu får den sgu tre point, Ralf. Bare for at ’mob you’«, siger en tydeligvis indigneret Lynggaard.

Hvorefter han går videre til sin nominering af Fleet Foxes:

»Jeg synes ikke, vi kan komme uden om americana-genren, som oprindelig spillede en stor rolle på en positiv måde. Og så blev en plage, som det tit er med ting, som starter som en god idé: ’Lad os gå på scenen i det tøj, vi har sovet i og finde nogle gamle vintageinstrumenter og prøve at køre de amerikanske traditioner up to date’. Men hos Fleet Foxes faldt jeg for deres brug af harmonisang. Som ligesom har været på en bagbrænder i mange år, hvor man har haft en leadvokal, og så har der været kor. Hos Fleet Foxes er der disse stærke, klare stemmer.«

Igen viser der sig splittelse i gruppen ved afstemningen. Lynggaard og Rosengreen vil slet ikke have noget at gøre med The Knife, der slet ikke får point. Mens Christensen og Eggert giver dem topkarakterer. Til gengæld vil de to herrer så slet ikke have noget at gøre med Lana Del Rey, mens Handler og Rosengreen giver hende topkarakterer. Igen splittelsen mellem en kunstner med store retrospektive kvaliteter og en gruppe med et moderne, elektronisk udtryk.

Men denne gang kommer begge ikke videre. Lana Del Rey ryger ud, og The Knife kommer videre. Det huer ikke alle om bordet.

  • Ude: Lana Del Rey og Fleet Foxes
  • Videre: Beyoncé og The Knife

Pulje D

  • PJ Harvey: ’Let England Shake’ (England)(2011)
  • David Bowie: ’Blackstar’ (England)(2016)
  • First Floor Power: ’Nerves’ (Sverige)(2003)
  • Daft Punk: ’Discovery’ (Frankrig)(2001)

Trods den nu tydelige splittelse mellem noget mere traditionelt og noget mere moderne kan alle enes om kvaliteterne i engelske PJ Harveys krigsplade, Let England Shake. Måske fordi den bygger på et traditionelt singsongwriterskelet, men samtidig er vild i hovedet og i hjertet.

»Hun er en af mine favoritkunstnere overhovedet,« siger Louise Rosengreen.

»Hun er inspireret af T.S. Eliot, og hun er startet med at skrive teksterne om krig. Og så har hun bygget op og ud fra autoharpen (strengeinstrumentet, red.), og det har ændret hele hendes måde at synge på.«

Christensen: »Det er også et fantastisk album, fordi hun er så god til at sætte sig ind i en mandeposition. Mange af teksterne om krigens rædsler er endda fortalt i førsteperson.«

Ingen er uenige.

David Bowies sidste album Blackstar er nomineret af Lynggaard.

»Altså det var jo en plade, der kom, lige før han døde. Og ja … Hvad kan jeg sige? Jeg er stadigvæk ked af, han er død. Han finder det her jazzband, der skubber ham videre, synes jeg. Det var jo også de strategier, han havde i gamle dage. Det at finde nogle, der var dygtigere og tænkte på en anden måde end ham selv. Og de her sange er noget af det bedste, han har skrevet.«

Der nikkes omkring bordet.

Dernæst følger svenske First Floor Powers album Nerves nomineret af Christensen. Det er bandet, som havde Jenny Wilson som den ene af to forsangere og sangskrivere.

»For mig er det her den bedste Jenny Wilson-plade«, siger han.

Og Louise Rosengreen supplerer:

»Jeg blev så glad, da den var på listen. Fordi det gik op for mig, hvor meget jeg egentlig har hørt den.«

Ralf Christensen: »Arh, men jeg har hørt den så sindssygt meget, og det er jo ikke i sig selv kvalificerende for noget som helst. Det er hendes og Karl-Jonas Winqvists sange til gengæld, melodisk, tekstligt, harmonisk og forløst så spartansk-genialt af bandet. Tag bare den synth-bloppende sang om et venskab, hvor de ryger cigaretter og taler om alt og ingenting og lover hinanden, at de altid skal være venner. Men det går ikke. Det er uskyldstabet, en vigtig trope i rock- og popmusik, som hun perfektionerer allerede her. Eller tag begravelsessangen med den sigende titel ’How I Lost My Juvenile Smile’.«

Christensen har også nomineret Daft Punks Discovery og vil forsvare en række af de bedste numre – og ikke mindst deres betydning for videreudviklingen af house-musik – til døden. Men han medgiver, at det bliver en liiiidt lang plade.

Ingen føler sig trådt over tæerne, da stemmerne afgives i Pulje D. Ja, faktisk får PJ Harvey langt det største antal point af nogle kunstnere med 13 ud af 15 mulige point fra de fem anmeldere. Og således ender første halvdel af puljespillet i en forsonlig femklanget harmoni.

  • Ude: First Floor Power og Daft Punk
  • Videre: PJ Harvey og David Bowie

Men der er stadig personligt nærtstående plader, som man ikke tåler kritik af. Der er generationelle konflikter. Der er smagsbarrierer. Stilistiske præferencer og idiosynkrasier. Og dårlige sexoplevelser.

Alt sammen forplumrer det dømmekraften hos alle fem anmeldere. På hver sin måde. Og de ved det.

Lige nu er det tid til en pause. Til en opfyldning af de tomme bægre og til at gøre tabene op. Fortsættelse følger i næste uge, hvor anden del af gruppespillet afgøres. Dernæst tørner de overlevende sammen i knockoutkampe, hvor argumenterne skal armeres med yderligere intensitet.

Serie

VM i Album: Vi kårer de bedste plader de seneste 20 år

De Vestlige Mesterskaber er Informations kåring af de bedste rytmiske albummer fra de seneste 20 år i Vesten. Afgjort ved en god gammeldags slutrunde.

Fem nuværende og tidligere musikanmeldere fra Information diskuterer og stemmer om, hvem der skal vinde. Sophia Handler (f. 1993), Louise Rosengreen (f. 1983) og musikredaktør Ralf Christensen (f. 1971) – alle er aktive på Information i dag. Samt Emil Eggert Scherrebeck (f. 1987) og Klaus Lynggaard (f. 1956), der tidligere har benådet avisen med deres anmeldelser.

De i alt 32 plader er blevet ordnet i otte puljer med fire i hver. Efter gruppespillet følger elimineringsrunderne med ottendedels-, kvart- og semifinaler. Og endelig finalen. Vi følger slagets gang over tre artikler.

Seneste artikler

  • Der bliver stemt med hjerte, hjerne og mave, når vinderen af VM i Album skal kåres

    29. november 2019
    Velkommen til slutspillet i VM – De Vestlige Mesterskaber – i Album. Forud er gået et emotionelt, blodigt og nerveflænsende opgør i gruppespillet. Nu venter knockout-kampene, hvor også de allerstørste yndlinge risikerer at blive sorteret fra. Herfra må de fem dommere erkende, at smerte er et vilkår
  • VM i Album, runde 2: Det er her, at Kanye Wests storhedsvanvid stadig gør ham en tjeneste

    26. november 2019
    Informations nuværende og tidligere anmeldere har påtaget sig en umulig opgave: At udvælge verdens bedste populærplader fra de seneste 20 år. Vi er nået til den anden fase. I slutrunden med de 32 albummer er en fjerdedel allerede blevet slået ud af turneringen, og det har slået revner i anmelderfællesskabet. Men VM – de vestlige mesterskaber – i Album tromler ufortrødent videre med argumenter, som at pladen lugter af dårlig sved, eller at storhedsvanviddet gør kunstneren en tjeneste
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her