Feature
Læsetid: 9 min.

VM i Album, runde 2: Det er her, at Kanye Wests storhedsvanvid stadig gør ham en tjeneste

Informations nuværende og tidligere anmeldere har påtaget sig en umulig opgave: At udvælge verdens bedste populærplader fra de seneste 20 år. Vi er nået til den anden fase. I slutrunden med de 32 albummer er en fjerdedel allerede blevet slået ud af turneringen, og det har slået revner i anmelderfællesskabet. Men VM – de vestlige mesterskaber – i Album tromler ufortrødent videre med argumenter, som at pladen lugter af dårlig sved, eller at storhedsvanviddet gør kunstneren en tjeneste
Nuværende musikredaktør Ralf Christensen fører penen, mens hans forgænger på posten, Klaus Lynggaard holder øje med det hele. De sidste fire grupper i VM i Album finder deres vindere og tabere.

Nuværende musikredaktør Ralf Christensen fører penen, mens hans forgænger på posten, Klaus Lynggaard holder øje med det hele. De sidste fire grupper i VM i Album finder deres vindere og tabere.

Sarah Hartvigsen Juncker

Kultur
26. november 2019

Der er ikke nogen, der har sagt, at det skulle være kønt eller nemt at pege på det unge årtusinds bedste vestlige plader. Ikke desto mindre har fem åbenbart masochistisk anlagte musikanmeldere – aktive og tidligere aktive på Information – rodet sig ud i dette beskidte forehavende.

Fem aktive og tidligere aktive musikanmeldere på Information – Sophia Handler, Emil Eggert Scherrebeck, Louise Rosengreen, Ralf Christensen og Klaus Lynggaard – har engageret sig i en nådesløs slutrunde for vestlige albummer fra de seneste 20 år, fra 2000 til og med 2019. Med 32 plader – ligeligt nomineret af de fem anmeldere – fordelt over otte puljer.

De fire første puljer blev gennemspillet i sidste fredags kulturtillæg, og otte plader blev her sendt hjem. Favoritter er faldet fra, wildcards er gået videre. Om bordet slikker man sine sår og varmer sig ved sine små sejre.

Nu skal yderligere otte albummer udraderes i de sidste fire puljer, således at vi ender med 16 plader klar til ottendedelsfinalerne, kvartfinalerne, semifinalerne. Og endelig finalen.

Efter en tiltrængt pause samles de fem anmeldere atter omkring teaktræsbordet i musikredaktør Ralf Christensens hjem.

Må de bedste plader vinde.

Pulje E

  • Frank Ocean: ’Blonde’ (USA, 2016)
  • Jay-Z: ’The Blueprint’ (USA, 2001)
  • Solange: ’A Seat at the Table’ (USA, 2016)
  • Sigur Rós: ’()’ (Island, 2002)

Emil Eggert Scherrebeck, der har skrevet for avisen fra 2014 til 2019, går omgående i offensiven for sin nominering af Frank Ocean, manden, der står som en afgørende fornyer af moderne r&b:

»Jeg synes, han med Blonde trak tæppet væk under den der nærmest militante maskulinitet, som man finder i så meget hiphop. Mandlig sårbarhed fik plads. Jeg har mødt lyttere, som synes, at albummet er banalt på sådan en uinteressant måde. Jeg er vildt uenig. Jeg synes, der er er en underspillet kompleksitet, der gør, at sangene kan føles ungdommelige, umiddelbare eller banale – men på den gode måde.«

Alle respekterer Ocean, blot foretrækker flere forgængeren Channel ORANGE.

Truppen virker til gengæld med længder mere ligeglade med Ralf Christensens nominering af raplegenden og Beyoncé-gemalen Jay-Z. Også selv om Informations nuværende musikredaktør og VM-slutrundens leder kalder The Blueprint for »et festfyrværkeri af soulsamples.«

Så er der mere lydhørhed over for Beyoncés søster Solanges kunstneriske gennembrud A Seat at the Table, der i en subtil souliscenesættelse formidlede en afroamerikansk kvindes genvordigheder. Eggert forsvarer sin nominering:

»Den går så markant ind i diskussionen om, hvad vil det sige at være en sort kvinde og ikke have en plads ved bordet. Og hvad vil det sige at få en plads ved bordet. Der er noget på spil, som er hinsides, hvad jeg som whitey fra provinsen forstår. Men som alligevel rammer et eller andet.«

Det gør hun også hos de andre omkring bordet omend i varierende grad.

Så er turen kommet til de islandske Sigur Rós, der med albummet Ágætis byrjun satte nye standarder for støjsymfonisk rock. Louise Rosengreen, der har anmeldt for avisen siden 2018, har nomineret efterfølgeren (). Men bandet har også flere andre fortalere. Sophia Handler, den yngste i flokken og ankommet som anmelder på avisen i 2017, er en af dem:

»Et symfonisk drama, der gjorde en helt bange for, hvad det fik en til at føle.«

Emil Eggert: »Den der trappe op til himlen …«

Klaus Lynggaard – Informations gamle kæmpe, tidligere musikredaktør og musikanmelder 1992-2017 og nu skrivende for Weekendavisen – har det helt omvendt:

»Det efterlader mig fuldstændigt kold. Rungende tomhed. Men sådan er vi så forskellige.«

Og så skrides der til afstemning. Jay-Z bliver aftenens største taber med kun to points. Det ville sikkert ikke hue ham.

  • Videre: Frank Ocean og Solange
  • Ude: Jay-Z og Sigur Rós

Pulje F

  • Cat Power: ’Sun’ (USA, 2012)
  • Kanye West: ’My Beautiful Dark Twisted’ (USA, 2010)
  • St. Vincent: ’Masseduction’ (USA, 2017)
  • Ariel Pink's Haunted Graffiti: ’Before Today’ (USA, 2010)

Louise Rosengreen har nomineret Cat Power:

»Hun er jo en meget … sårbar sjæl, ustabil på alle mulige måder. Og for at have maksimal kunstnerisk frihed valgte hun at investere sin pensionsopsparing, i at lave den her plade.«

Lynggaard: »Det er musik, der lugter af sved … altså, den dårlige sved, på en fed måde, ikke? Jeg kan godt lide, at hun har den her sorgtradition. Men det er hendes mest polerede plade, du har valgt.«

Christensen er også lidt skeptisk over for valget af netop denne plade fra Cat Power. Mens Rosengreen netop ser de mere indpakkede følelser på Sun som en styrke.

Emil Eggert Scherrebeck skrider til forsvar for Kanye West – en mand under permanent angreb.

»Det er ikke en personlig favorit, men jeg synes, den er svær at komme uden om. Det er her, at hans storhedsvanvid stadig gør ham en tjeneste. Der er sindssygt mange musikalske ideer på den her plade. Han siger på et tidspunkt, at han har en ambition om at blive den største popmusiker overhovedet. Men han kan hverken synge eller danse, så det er nok lidt svært. Der er jo numre, hvor han synger fuldstændigt falsk.«

Lynggaard: »Jeg kan godt lide, han er bindegal.«

Christensen: »Ja, det kan jeg sgu også.«

Handler: »Ej, han er sgu ikke bindegal på den fede måde. Han burde være disket på forhånd. Peter Handke skulle heller ikke have fået Nobelprisen i litteratur.«

Christensen: »Jeg mener, at man skal skille kunstner og værk ad. Og det her er virkelig et kæmpe overflødighedshorn af ideer og sonisk eksperiment, hvor han lige breaker Nicki Minaj som rapper og breaker Bon Iver i hiphopregi.«

Lynggaard: »Jeg kan bedre lide Roots.«

Men dem har Lynggaard ikke nomineret, i stedet har han peget på St. Vincents Masseduction:

»Af to årsager. For det første synes jeg, hun er en rigtig god sangskriver. Original, altså, så vidt som man kan være det i dag, med de byggeklodser, som nu er i spil. Hun får rigtig meget ud af lidt. Og så er jeg vild med den måde, hun spiller guitar på.«

Der er velvilje omkring bordet, selv om Sophia Handler synet St. Vincents Strange Mercy er bedre.

Emil Eggert forsvarer endnu et album, fra Ariel Pink:

»Det er faktisk noget, jeg elsker, elsker at lytte til. Og. Og hvor Kanye West er et ego, der er stukket fuldstændig af, så er Ariel Pink en selverklæret betahan, som fuldstændigt undergraver narrativet omkring popstjernen og frontmanden. Han introducerer de her korstemmer, som snakker i munden på hinanden og undergraver ideen om, at der er et subjekt, der taler til os.«

Christensen bedårer også Ariel Pink og hylder hans kunst som »en skizofreni, nærmest«.

Der skrides til afstemning, og overraskende nok overlever særlingen Ariel Pink, mens superstjernen Kanye West må pakke og tage hjem. Ralf Christensen skyder skylden for afskeden med West på nogle politisk korrektheds- og berufsverbothardliners i gruppen.

  • Videre: St. Vincent og Ariel Pink
  • Ude: Cat Power og Kanye West

Pulje G

  • Malk de Koijn: ’Sneglzilla’ (Danmark, 2002)
  • Johnny Cash: ’American V: A Hundred Highways’ (USA, 2006)
  • Joanna Newsom: ’Have One On Me’ (USA, 2010)
  • The Streets: ’Original Pirate Material’ (England, 2002)

Lynggaard bakker op om Christensens nominering af gruppespillets andet danske indslag, af Malk de Koijn:

»Keeping it real ved at stå ved, at de er nogle hvide middelklassedrenge, som ryger alt for meget tjald og elsker sprut. De elsker dansk, og de fucker helt vildt med det, og de gør det kreativt og inciterende. Man får lyst til at citere dem i tide og utide. Måske lidt besatte af onani, men altså, hvem er ikke det, når man er ung? Noget skal tiden jo gå med, mens man venter på at få et job,« siger Lynggaard.

Der er ikke rigtig nogen væmmelse at spore over netop denne nominering omkring bordet.

Rosengreen har peget på countrylegenden Johnny Cash:

»Der er noget ret smukt over de gigantiske kunstnere, der virkelig slutter med stil. Altså de store hits er der ikke på den her plade, men på en eller anden måde har den betydet mest for mig.«

Lynggaard: »Det er gribende, man bliver meget grebet.«

Rosengreen: »Coverversioner er jo en disciplin i sig selv. Og jeg synes, at han har lavet en serie, hvor det bliver Johnny Cash det hele. Det bliver helstøbt.«

Christensen: »Jeg synes bare ikke lige at American V, femmeren i den her serie, er der. Sangvalget er for sentimentalt til min smag.«

Han holder så til gengæld af harpespilleren, sangeren og komponisten Joanna Newsom og hendes over to timer lange album Have One On Me. Og i stedet for at fordybe sig yderligere i en hastigt ekspanderende diskussion om, hvorvidt harpen er et skønt eller et modbydeligt instrument, så lytter gruppen til titelnummeret fra pladen. Det skal vise sig effektivt nok.

Til sidst går Christensen i brechen for The Streets som indvarslede en ny bølge af britisk hiphop:

Han tager nogle breakbeatklodser og bygger noget nyt, cockneyfølsomt. Og præsenterer den der indadvendte, følsomme ener, der bare ikke kan finde ud af noget som helst i verden.«

Så bliver der stemt, og både countryveteranen og hiphopmøgungen ryger ud. Onanisterne og harpenisten overlever.

  • Videre: Malk de Koijn og Joanna Newsom
  • Ude: Johnny Cash og The Streets

Pulje H

  • Chromatics: ’Kill for Love’ (USA, 2012)
  • Kate Bush: ’Aerial’ (England, 2005)
  • Röyksopp: ’Melody AM’ (Norge, 2001)
  • Grimes: ’Visions’ (USA, 2012)

Handler elsker Chromatics:

»Og det er ikke kun, fordi jeg er på MDMA, når jeg hører dem.«

Christensen: »Det er der ikke nogen her, der ikke er på i aften.«

Lynggaard: »Det var aftalen.«

Eggert Scherrebeck: »Det var i chokoladekagen.«

Handler: »De er jo bare det her overbliksagtige ensemble over alt, hvad der ligesom foregår i popmusik og rockmusik. Og så forener de det i deres eget sci-fi-agtige 80’er-neonlysunivers.«

Emil: »De har gravet deres egen mærkelige grav – altså positivt ment.«

Lynggaard er enig, Rosengreen og Christensen er uenige.

»For mig at se er der en eneste rigtig god sang på pladen, og det er en Neil Young-coverversion. Og så synes jeg, deres univers er en eftertanke på David Lynch«, siger Christensen.

Rosengreen har taget giganten Kate Bush med i slutrunden:

»Aerial er en vanvittig plade. Det er jo en genial og original sanger. Og så får hun skabt musik ud af fuglelyde. Jeg synes, det er helt, helt, helt vanvittigt smukt.«

Christensen: »Jeg er ikke helt solgt på Aerial, men altså, det er jo vildt at, når Kate Bush laver en plade, der er halvgod i hendes værk, så er det stadig en stor plade.«

Handler har nomineret de norske elektronikere i Röyksopp. Det er Christensen – blevet – glad for:

»Jeg vil sige tak for at genintroducere mig til pladen. Jeg må have set mig ond på Röyksopp dengang, de var store.«

Handler: »Röyksopp er en helt vild ladeport, som ligesom åbnede sig, da jeg begyndte at høre elektronisk musik i slutningen af folkeskolen, begyndelsen af gymnasiet. Det var Röyksopp, der åbnede det for mig. En kørelærer inden for elektronisk musik, en god kørelærer.«

Og dermed er vi nået til den 32. og sidste plade i slutrunden. Eggerts nominering af Grimes’ Visions:

»Altså, hvis, hvis man tager en lille heks og en lille trold og kaster dem ind i sin MacBook og lader dem lege rundt inde i GarageBand, så får man Visions. Efter min mening en fuldstændigt genial plade i al sin elendighed.«

Christensen: »Der er også en enorm østrogenenergi på spil. En sindssyg rastløshed. En Duracell-kanin for fuld hammer.«

Lynggaard: »Den er jo også lavet på speed, ikke?«

Christensen: »Det forklarer en del.«

Det er ikke ros, der falder for døve øren. Efter endt afstemning viser det sig, at giganten Kate Bush er ude – til fordel for opkomlingen Grimes.

  • Videre: Röyksopp og Grimes
  • Ude: Chromatics og Kate Bush

Alle ånder lettet op. Et stort og kompliceret felt fyldt med kulturhistorier og følelser er blevet halveret. Vejen mod guldet kan skimtes. Der har været slagsmål undervejs, men ingen er forblødt. Forude venter knockoutkampene i ottendedelsfinalerne og så fremdeles. De kommer til at blive udkæmpet uden handsker på.

Serie

VM i Album: Vi kårer de bedste plader de seneste 20 år

De Vestlige Mesterskaber er Informations kåring af de bedste rytmiske albummer fra de seneste 20 år i Vesten. Afgjort ved en god gammeldags slutrunde.

Fem nuværende og tidligere musikanmeldere fra Information diskuterer og stemmer om, hvem der skal vinde. Sophia Handler (f. 1993), Louise Rosengreen (f. 1983) og musikredaktør Ralf Christensen (f. 1971) – alle er aktive på Information i dag. Samt Emil Eggert Scherrebeck (f. 1987) og Klaus Lynggaard (f. 1956), der tidligere har benådet avisen med deres anmeldelser.

De i alt 32 plader er blevet ordnet i otte puljer med fire i hver. Efter gruppespillet følger elimineringsrunderne med ottendedels-, kvart- og semifinaler. Og endelig finalen. Vi følger slagets gang over tre artikler.

Seneste artikler

  • Der bliver stemt med hjerte, hjerne og mave, når vinderen af VM i Album skal kåres

    29. november 2019
    Velkommen til slutspillet i VM – De Vestlige Mesterskaber – i Album. Forud er gået et emotionelt, blodigt og nerveflænsende opgør i gruppespillet. Nu venter knockout-kampene, hvor også de allerstørste yndlinge risikerer at blive sorteret fra. Herfra må de fem dommere erkende, at smerte er et vilkår
  • Velkommen til Informations Vestlige Mesterskaber i Album 2019

    22. november 2019
    Information har sammensat en slutrunde for de bedste plader fra de seneste 20 år på den rytmiske, musikalske vestfront. Fem aktive og tidligere musikanmeldere fra avisen har nomineret deres yndlingsplader, og nu mødes de i direkte kamp for at udpege mesteren over dem alle
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak til dommerpanellet for at gide åbne mine halvgamle ører for overset musik. Jeg har efterhånden i mange mange år bare tændt for somafm.com/grovesalad når jeg skulle høre musik og ikke rigtig kommet videre. Så det var fedt at blive introduceret til andet. Lytter lige nu til Grimes. Fucking genialt!