Forlægger og litterat Asger Schnack skrev i sidste uge et opslag på Facebook med overskriften ’Diagnoselitteratur’, hvor han kritiserede en tendens i nyere dansk litteratur, som han mener favoriserer litteratur skrevet af mennesker med diagnoser.
Mere eller mindre eksplicit skriver han også, at flere værker ikke lever op til litterær god kvalitet, men bliver udgivet, fordi forlagene ser en god forretning i forfatternes personlige historier, som i krænkelseskulturens navn bliver umulige at forholde sig litterært kritisk til.
Opslaget afstedkom en storm af kommentarer og viser, at temaet optager mange på den litterære scene. Mange heppede på Schnack, og mange gav udtryk for undren eller skepsis over for denne meget radikale udmelding. Nogle blev berørte, fordi de selv har udgivet bøger, der handler om det at opleve sårbarhed på forskellige måder.
Schnack slettede hurtigt sit indlæg på Facebook, men det blev så bragt i Information den 29. november sammen med et indlæg af Schnack, hvor han uddyber sin hensigt med opslaget, som var at påpege, at det egentlig er forlagsverdenen, han var ude efter, fordi han mener, at den udnytter de psykisk sårbare som godt salgsmateriale. Ikke på grund af kvaliteten af deres værker, men på grund af mere eller mindre sensationelt autobiografisk materiale.
Det kan selvfølgelig aldrig i sig selv kvalificere til en litterær udgivelse, at man oplever psykisk sårbarhed. Litteraturen har vel aldrig, som strukturalismen ønskede det, fået lov til at stå helt uafhængig af forfatteren som person.
På den anden side kan værker af forfattere som Plath, Hölderlin, Zürn, Grotrian eller Ditlevsen ikke reduceres til deres forfatteres lidelsesfyldte biografier.
Psykiatriske diagnoser er ikke cancer
Som fagpersoner i psykiatrien mener vi, at termen ’diagnoselitteratur’ er problematisk, fordi det jo ikke er cancer eller lårbensbrud, der hentydes til. Med ’diagnoser’ adresseres primært de psykiatriske diagnoser, og den neologistiske sammenstilling af ’diagnoser’ med ’litteratur’ har en umiskendelig negativ klang.
Diskussionen spiller op ad en anden aktuel diskussion angående ’diagnosesamfundet’ og en trend, hvor antallet af psykiatriske diagnoser tager til, og hvor psykiatrisk lingo sniger sig ind i hverdagssproget og approprieres af allemand på en foruroligende måde. Man kan også i tiltagende grad høre for eksempel folketingsmedlemmer og debattører udtale ting som ’det lovforslag er jo helt skizofrent’ eller naboen udtale ’sikken et skizofrent vejr i dag’.
Det er vigtigt at forstå, at de psykiatriske diagnoser er akademiske konstrukter. Vi har ikke nogen entydig biologisk markør som en ’skizokok’ eller depressionshjernecenter, vi kan måle på, når vi stiller psykiatriske diagnoser.
Som fagfolk bruger vi diagnoser til at skabe et sprog omkring de forskellige former for lidelser, både akademisk, men også i det kliniske møde med mennesker, der af forskellige årsager har brug for hjælp til at håndtere deres psykiske kriser. De er ikke ’natural kinds’ på samme måde som ’lungebetændelse’ eller ’benbrud’, der meget entydigt har et biologisk korrelat.
Det betyder dog ikke, at man ikke med stor præcision kan stille den rigtige psykiatriske diagnose. I psykiatrien kan det at få den rigtige diagnose betyde, at man har ret til behandling og juridisk samt socialt sikres ydelser og visse rettigheder, som for eksempel retten til ikke at producere på ’ordinære arbejdsmarkedsvilkår’, som det hedder i socialrådgiversprog.
Det har også en signalværdi og hæver de sværeste psykiske lidelser ud af den trivialisering og banalisering, som Schnacks sikkert velmenende rant er udtryk for. At lide af for eksempel skizofreni, alkoholisme eller depression kan betyde en svær invalidering, der ikke ’bare’ er selvforskyldt, og hvis helbredelse ikke ’bare’ er et spørgsmål om at meditere mere eller spise sundere, som er nogle af de mest almindelige og skadelige fordomme, man kan støde på i medier, hos pårørende og desværre også ofte hos patienterne selv.
En ’antidiagnoselitteratur’
Stigmatisering af psykisk lidelse finder sted på institutionelt og samfundsmæssigt niveau, og det er et stort problem i ’helbredelsen’ af ’diagnoser’, hvis man overhovedet skal tale om en sådan.
Værker som de ovenfor nævnte forfattere, men også nyere danske forfatterskaber som for eksempel Asta Olivia Nordenhof og Bjørn Rasmussen fremskriver stærkt subjektive positioner, blandt andet omhandlende oplevelser som patienter i det psykiatriske system, hvor ’diagnosen’ måske ikke kan eller skal kureres, men håndteres i et levet liv i alle dets facetter.
Denne type skrift gør op med forestillingen om det diagnosticerede, uduelige menneske som noget man – med medicinalindustriens hjælp – kan fikse og gøre produktionsdygtigt igen. Lidelsen oplevelses i det enkelte menneske, som kan være komplekst og være fyldt med lyst, glæde, eftertænksomhed og klarsyn.
Ved at løfte erfaringerne ud over det private erobrer de bedste af 10’ernes forfatterskaber lidelsens position tilbage fra ’diagnosen’ som en krænkelses- og offerposition og bliver på den måde faktisk en ’antidiagnoselitteratur’. Dette har stor betydning for den samfundsmæssige holdning til psykisk lidelse og dermed for de mennesker, den rammer.
At kunne kalde ting ved navn giver magt. Diagnoserne er faglige arbejdsredskaber, og det er en uheldig tendens, at de internationale diagnosesystemer, ICD-10 og DSM-V, stiler mod en operationalisering af de psykiatriske diagnoser, der skal gøre det enkelt og uimodsigeligt at stille dem.
Det er vigtigt, at læger kan forholde sig kritisk til det sprog, som de psykiatriske diagnoser er, kan og bør være, som er fagligt akademiske diskussioner, der bunder i forestillinger om, hvad et menneske er, og hvad psykiatriens objekt er.
Den magt, det giver at kunne give noget et navn ved for eksempel at stille en diagnose, må formyndes med stor forsigtighed, vel vidende at det på godt og ondt kan have store konsekvenser for det menneske, det møntes på.
På samme måde bør også mennesker med magt og indflydelse på den litterære scene være varsomme med lemfældig appropriering af fagtermer. Fordi det betyder noget, hvad vi kalder tingene, både når vi taler om litteratur og om psykiatri.
Den antidiagnosticerende litterære trend i 10’erne udfordrer gængse opfattelser af diagnoser som reduktioner af det menneskelige ved at give stærke stemmer til det psykisk lidende og minde os alle om, at det altid opleves i et unikt førstepersonperspektiv.
Birgit Bundesen og Bent Rosenbaum er speciallæger i psykiatri, overlæger i Region H og bestyrelsesmedlemmer i Foreningen Kunst og Mental Sundhed.
En kommentar til:
”Forlægger og litterat Asger Schnack skrev i sidste uge et opslag på Facebook med overskriften ’Diagnoselitteratur’, hvor han kritiserede en tendens i nyere dansk litteratur, som han mener favoriserer litteratur skrevet af mennesker med diagnoser”.
Det er ikke korrekt. Asger Schnack skriver bl.a. i den oprindelige facebookopdatering:
”Diagnoselitteratur: ---. Man skal være psykisk syg, handicappet, have mistet et familiemedlem, have kræft eller anoreksi eller lide af angst, være døende eller lige undsluppet døden, ramt af ulykke, ----. Eller måske bare have fået et barn”.
Det vil være korrekt at sige, at han henviser til en tendens i nyere dansk litteratur, der bl.a. favoriserer litteratur skrevet af mennesker med diagnoser, men at han bruger begrebet bredere end i den medicinske forstand, således at det også omfatter en række andre forhold og omstændigheder i livet, der hos personer kan virke psykisk belastende eller virke overvældende for mennesker i deres perspektiv på livet.
Jeg er enig i, at psykisk sårbarhed aldrig i sig selv kan kvalificere til en litterær udgivelse, og at et værk aldrig helt skal have lov til at stå uafhængigt af forfatteren som person. Ligeledes er jeg enig i, at en række store forfatterskaber ikke kan reduceres til deres forfatteres lidelsesfyldte biografier.
Tilsvarerende er jeg enig i, at den anvendte betegnelse ”diagnoselitteratur” af flere grunde er misvisende og uheldig, når den således anvendes i en noget bredere og mere dagligdags forstand end den medicinske og ikke mindst specifikt den psykiatriske.
Til gengæld forholder artiklens to forfattere sig ikke til det, som også i høj grad er Asger Schnacks pointe, når han sammenligner forlags udgivelsespolitik med den kulørte presses tendens til at stille personers privatliv i en eller anden økonomis tjeneste.
Man får en ny type af skønlitteratur, ofte kombineret med en blokkervirksomhed hos mange forfattere, der bliver til en mere kreativ middelklasses udgave af andre samfundsklasser måde at følge med i de kendtes liv på i de kulørte blade og at følge med i reality stjerners kulørte liv på, på deres bloks.
I 1970erne talte man om ”bekendelseslitteratur”, og i dag taler man om ”autofiktion” og ”performativ biografisme”, der i de fleste tilfælde ligger så tæt på faktuelle begivenheder i forfatternes liv, undertiden med brug af forfatterens eget navn til hovedpersonen, at der ikke lades nogen tvivl åben om, at der også i høj grad er tale om selvbiografi.
Dette kombineres ofte i ovennævnte forfatterkredse med en meget positiv værditilskrivning til begreber som ”sårbarhedens styrke”, ”oprigtighed” og ”blottelse”.
Jeg vil her drage en parallel til hovedpersonen i filmen ”Fight Club” (1999) af David Fincher, der tidligt i filmens forløb oplever en form for mental renselse ved på simulantens vis at deltage i forskellige sorggrupper knyttet til somatiske lidelser, bl.a. en gruppe for testikelkræft.
Han finder hurtigt ud af, at jo mere sorgfuldt og jo mere bekendende, man i gruppen kunne dramatisere hændelser på i forhold til sygdomsforløbet, jo større opmærksomhed og anerkendelse kunne man opnå i gruppen, og det arbejdede han så bevidst på at opnå.
Med dette eksempel vil jeg på ingen måde påstå, at forfatterne fungerer som simulanter, men påpege, at der i de nævnte forfatterkredse og hos publikum må være mange af de samme psykiske mekanismer på spil, som hos personerne i de pågældende sorggrupper i filmen.
Asger Schnack taler bl.a. om ”en bølge af privatisme”, om ”en `gratis`sorg, læseren gerne vil deltage i. Og som af kritikken opfattes som progressiv”, og om begivenheder, der ”bliver kommercialiseret på bekostning af litteraturen som kunstværk”.
Jeg er enig med artiklens forfattere i, at forudsætningen for, at vi kan tale om høj litterær kvalitet i et værk, er forfatterens evne til at ” løfte erfaringerne ud over det private”, og jeg forholder mig positivt til forfatterskaber, som der anføres, der kan føre ” ---- lidelsens position tilbage fra ’diagnosen’ som en krænkelses- og offerposition og bliver på den måde faktisk en ’antidiagnoselitteratur’”.
Ligeledes forholder jeg mig positivt til en antidiagnosticerende litteratur der udfordrer ” ---- gængse opfattelser af diagnoser som reduktioner af det menneskelige ved at give stærke stemmer til det psykisk lidende og minde os alle om, at det altid opleves i et unikt førstepersonperspektiv”.
For mig at se er problemet, at der er utrolig få værker, der kan gives betegnelsen `antidiagnoselitteratur`, som samtidig er kendetegnet ved forfatterens evne til, som ovenfor nævnt, at ” løfte erfaringerne ud over det private” og samtidig kan leve op til andre krav til litteratur af høj kvalitet.
I stedet får det karakter af det, der i 1970erne lidt negativt ladet blev kaldt for ”brugslitteratur”, og så er vi på vej over i noget, der kan minde om ”selvhjælpslitteratur”.
Her et eksempel, i form af Bjørn Rasmussens: ”Ming”, da forfatterskabet nævnes ovenfor. Jørgen Johansen skriver rammende i sin anmeldelse i Berlingske, d. 11/9 2015:
”Bjørn Rasmussen bringer helt i tidens og den autofiktive bølges ånd sin egen historie, sin egen krop og sine personlige erfaringer i spil i de fåmælt opremsende digte med de afsnuppede ord og de syrede syner, hverdagsglimtene og de pludselige indskydelser, citater og vrængende betoninger:”
”Den uforbeholdne åbenhed og den næsten brutale sproglige direkthed er en poetisk metode, Bjørn Rasmussen deler med flere jævnaldrende som for eksempel Asta Olivia Nordenhof, der også har været omkring Forfatterskolen”.
”»Ming« er de smukke og skrøbelige skår af historien om tabet af en far og en psykisk besættelse, skildret med en hensynsløs direkthed og en sitrende nervøsitet i sproget, der gør digtene til en stor og gribende oplevelse”.
Jeg kan være enig i det citerede, bortset fra det sidste ”en stor og gribende oplevelse”. På et sprogligt niveau er værket fremragende, men samtidig oplevede jeg fortælleren som frastødende i sin selvoptagethed, i sin selvmedlidenhed og i sit påtrængende ønske om anerkendelse, som den han er. Det gjorde det svært for mig at komme gennem værket. På et tidspunkt tænkte jeg, hvad rager din selvoptagethed egentlig mig?
For mig at se beherskede forfatteren ikke evnen til, som ovenfor nævnt, at ” løfte erfaringerne ud over det private”, samtidig med at han godt nok på andre punkter levede op til krav til litteratur af høj kvalitet.
En kommentar til:
”På samme måde bør også mennesker med magt og indflydelse på den litterære scene være varsomme med lemfældig appropriering af fagtermer. Fordi det betyder noget, hvad vi kalder tingene, både når vi taler om litteratur og om psykiatri”.
Her udtrykkes en væsentlig pointe, og også at det må gælde begge veje. Siden romantikken har der været en særlig fascination af sammenhængen mellem det kunstneriske og det psykiske. Som det f.eks. kommer til udtryk i E. T. A. Hoffmanns ”Der Sandmann” og Edgar Allan Poes "The Fall of the House of Usher".
Det kom senere bl.a. til udtryk i surrealistiske kunstnere og bevægelsers interesse for psykoanalysen og udviklingen af psykologisk begrundede teknikker til arbejdet med det psykiske, med henblik på kunstnerisk skaben, f.eks. som det kommer til udtryk i begreber om automatisme og automatskrift.
Det er også værd at fremhæve, at såvel Freud som Jung betragtede den form for ”lommepsykologisk” leg med ”det ubevidste” med en vis humoristisk nedladenhed, underforstået kunstnernes romantiserende og naive opfattelser af det psykiske, med henblik på anvendelse i en kunstnerisk sammenhæng.
Desuden er det værd at fremhæve en væsentlig forskel mellem psykologiens og psykiatriens arbejdsbetingelser på den ene side og kunstens på den anden, hvor førstnævnte arbejder på et videnskabeligt grundlag, hvad der dermed følger af krav om dokumentation, og sidstnævnte ud fra en stor frihed på baggrund af bl.a. inspiration fra psykologien.
Trods ovennævnte fremhævelser har jeg dog stor respekt for f.eks. Hanna Segals, Bruno Bettelheims og Marie Louise von Franz arbejder på det kunstpsykologiske og det kunstterapeutiske område.
Det er mit håb, at ”Foreningen Kunst og Mental Sundhed” kan bidrage til at modvirke en række af de virkelighedsfjerne og idealiserede forestillinger, der stadig er fremherskende blandt kunstnere og deres publikum, om forholdet mellem, på den ene side, psykologiske teorier og psykiatriske diagnoser, og på den anden side kunst og kunstnerisk skaben.