Baggrund
Læsetid: 17 min.

I 2014 gjorde Iben Mondrup et opgør med fortielseskultur til rammen om sin familiesaga

I 2014 lukker Iben Mondrup op for en familiesaga, som viser sig at danne en skakt ned til traumer fra Besættelsen
»Tro mig, alt kan blive glemt. Også Anden Verdenskrig. Lige om lidt er de sidste øjenvidner væk, og hvad sker der så? Med dem dør en del af vores historie, det skræmmer mig helt vildt,« udtaler Iben Mondrup i forbindelse med sine romaner, hvor hun fremstiller den store histories, krigens, aftryk på den lille, familiens.

»Tro mig, alt kan blive glemt. Også Anden Verdenskrig. Lige om lidt er de sidste øjenvidner væk, og hvad sker der så? Med dem dør en del af vores historie, det skræmmer mig helt vildt,« udtaler Iben Mondrup i forbindelse med sine romaner, hvor hun fremstiller den store histories, krigens, aftryk på den lille, familiens.

Arkivfoto

Kultur
6. december 2019

Trekvart århundrede efter Danmarks befrielse og den efterfølgende verdensomspændende fred ser Anden Verdenskrig i dansk litteratur ud til at være blevet historien, som nægter at dø, den krig, som aldrig vil tage en ende.

Det demonstrerer den stadige strøm af romaner dels om modstandskampen og dels om de mere mudrede aspekter af, hvad der hændte under og efter »de fem forbandede år«, og det demonstrerede Iben Mondrup (f. 1969) ved i tiden fra 2014 til 2018 at lade sine skildringer af en familie forvandles til en beretning om besættelsens længe værkende sår.

For de fleste læsere nok et overraskende skift, men for forfatteren vel en logisk følge af hendes overordnede bestræbelse på at trænge til bunds i sin egen, sine søskendes, sine forældres og vor fælles historie.

»Da jeg var barn i Grønland, var jeg en ufrivillig fremmed,« sagde Iben Mondrup selv den 26. september 2014 til Politiken om baggrunden for Godhavn (2014), som i tre omtrent lige store dele følger tre søskende fra Danmark i et udsnit af deres opvækst i Grønland på en ø, hvor tusinde mennesker bor sammen med en masse højt hylende og desværre indimellem brutalt bidende hunde, under lyse sommerhimle og igennem vinterens bulderravende mørke.

Læseren bringes til at opleve samme begivenheder to eller endda tre gange, vel at mærke set af tre forskellige par øjne og gennem tre ret så forskellige sind. Ja, børnenes sansninger og refleksioner ses ovenikøbet skrevet igennem med voksende kompleksitet, således at det hele bliver både vanskeligere og voldsommere, mens der undervejs skiftes synsvinkel fra lillesøster Bjørk på cirka ti år videre til broren Knut på tolv og til Hilde, der er femten.

Af forældrene gives kun de billeder, børnene danner, men vi forstår efterhånden, at de voksne har hemmeligheder. Selv om det om moren hedder, at hun er »god til at være god«, og selv om faren behersker alle de ydre færdigheder, der kræves af en dansker i Grønland, mangler der samtidig et eller andet, som handler om så fundamentale ting som ansvar og omsorg.

I fortsættelsen Karensminde (2016) er forældrene kommet op i pensionsalderen og børnene blevet voksne. På handlingsplanet sker der det, at faren, Jens, under arbejdet med at indrette den nedlagte gård som B&B falder ned fra en stige, invalideres og senere dør. Men på det psykiske plan indvikles man i en kompliceret afdækningsproces, som efterhånden opløser familien som organisme.

Måske kender de slet ikke hinanden? Måske er de hver især nødt til at frigøre sig fra de andres fortællinger om sig selv og dem selv? Måske burde de noget oftere standse op og sige til hinanden: Jeg er ikke sådan som dig, sådan som du tror, sådan som du vil have mig.

Man fornemmer hele tiden en usagt sandheds nagende nærvær, et fortidens nærvær, et minde, de kan række ud efter, en dør, de kan gå ind ad igen og igen, og man kan under overfladen mærke det fortiedes eksplosive potentiale.

En tavshedskultur

En slags forklaring herpå får vi med Vi er brødre (2018) om Jens og hans storebror under opvæksten i Frederikshavn i årene efter krigen. Faren Harald, der er politimand, har nemlig en belastet fortid som leder af det lokale modstandsarbejde. Dengang måtte han tage tunge valg, nu bagefter martres han af minder, plages af skyld og samvittighedsnag.

Under besættelsen måtte han gå under jorden, nu forsvinder han bare i perioder helt. Og at drengene kommer helskindede i vej, Poul som sømand, senere maskinarbejder, Jens som student, sergent og skolelærer, synes langtfra nogen selvfølge, når de er vokset op i en fortielsens kultur, hvor de selv skal gætte sig til, hvad der foregår og hvorfor. For sådan agerede mange voksne dengang ud fra en forkvaklet forestilling om, at børnene skulle skånes.

Hvad romanen fremstiller, er den store histories, krigens, aftryk på den lille, familiens.

Iben Mondrup har til Jyllands-Posten den 26. oktober 2018 sagt, at før hun gav sig til at forvandle en uudsagt beretning til en solid familiefortælling, havde hun selv troet, at Anden Verdenskrig var så veldokumenteret, som den kunne blive, »men så gik det op for mig, at der ikke var skrevet ret meget om selve tavshedskulturen i efterkrigstiden«.

Efter at hun overtog et arkiv efter sin farfar, som var kriminalassistent i Vendsyssel og modstandsleder sammesteds, forstod hun, at bedstefar ikke havde fortalt, hvordan han egentlig havde (haft) det.

Han levede et dobbeltliv under krigen og var senere dybt mærket og depressiv som mange kampfæller fra dengang, af hvilke flere begik selvmord.

»Efter krigen gik mændene rundt med en overbevisning om, at man skulle holde alt det svære for sig selv, men i dag ved vi, at det vigtigste af alt er at tale om problemerne.«

Mange havde fået fæle ar på sjælen undervejs. Nogle begyndte at arbejde for meget, eller drikke.

»Bare det at skulle vende tilbage til en hverdag med helt almindelige småproblemer må havde været nærmest uoverkommeligt,« siger forfatteren, hvis konklusion bliver: »Det er vigtigt at huske, hvor vi kommer fra.«

Og hun uddyber med at sige, at hun tror, at vi glemmer meget hurtigt, og at en modbevægelse hurtigt kan udviske det, der er sket siden vores forældres og bedsteforældres generation. »Tro mig, alt kan blive glemt. Også Anden Verdenskrig. Lige om lidt er de sidste øjenvidner væk, og hvad sker der så? Med dem dør en del af vores historie, det skræmmer mig helt vildt.«

Et stykke danmarkshistorie

Litteraturens rolle bliver her dels den at vise sammenfletningen af den lille og den store historie, dels at bringe de øjeblikke og stemninger fra fortiden frem i lyset, som både er med til at forme nutiden og står i fare for at blive glemt.

Fortællekunsten bruges til bearbejdelse og forståelse af en nær fortid – til det, som på tysk hedder Vergangenheitsbewältigung, og som vi også ser praktiseret i romaner som Katrine Marie Guldagers Køge-serie og Lars Frosts såkaldte »velfærdstrilogi«, ikke mindst bindet Ubevidst rødgang (2008).

Men der går også en klar lige linje fra Iben Mondrups roman til Peter Øvig Knudsens dokumentarbog Efter drabet (2001) over de ca. 400 likvideringer, modstandsbevægelsen foretog, og omkostningerne, som fulgte med.

Et sidestykke til Vi er brødre fik man allerede i 2007, da Hanne Richardt Beck (f. 1959) udsendte den spændende og medrivende roman Om så det gælder, hvori hun tog udgangspunkt i sin fars skæbne.

Bogen er tilegnet ham, Kai Richardt Jørgensen, som var aktiv i frihedskampen fra 1943 til 45 og døde i 1947, kun 47 år, psykisk og fysisk nedbrudt af Gestapo-tortur og opholdet i kz-lejren Neuengamme.

Til Jyllands-Posten, den 10. november 2007, har Hanne Richardt Beck sagt, at hele hendes barndom var præget af hendes fars oplevelser under besættelsen. Han fik smadret sine nyrer og var dybt traumatiseret. »En mur af skam og hemmelighedskræmmeri har fulgt mig i årene; jeg har opfattet mig som én af de overlevendes børn.«

Den lille familiehistorie med dens baggrund i den tyske besættelse er for hende et stykke danmarkshistorie, og paradoksalt nok blev den kollektive fortælling om frihedskæmpernes heltemodige indsats årsag til, at nogle af dem måtte udelukkes fra fortællingen. De måtte jo gemmes væk, glemmes.

»Med den måde, samfundet behandlede min far på efter Befrielsen, rykker skammen og tabuiseringen ud af det private rum og ind i vores kollektive fortælling om os selv og vores adfærd under Anden Verdenskrig.«

Konsekvensen drager hun i romanen dels ved at fremdrage en kompleks psykologisk konflikt, dels ved at lade den trække lange spor frem i tiden.

Romanens episke centrum udgøres af et søskendepar, Vita på 14 og Viggo på 15, som i 1933 flytter til Brønshøj. I skolen møder Viggo så den charmerende, gådefulde overklassedreng Max, som Vita forelsker sig hovedkulds i. Så springes der frem til besættelsestiden, hvor forholdet genoptages, og hvor hun inddrager ham i sit modstandsarbejde, hvad der dog fører til, at hun bliver arresteret og i fangenskab dør af tuberkulose.

Spørgsmålet er, om det i virkeligheden var kæresten, der stak hende. For hvis det er tilfældet, er det nok forklaringen på, at Viggo mange år efter tager en grusom hævn over vennen. Romanen slutter, netop som Max’ datter skal til at høre hele historien ... Tavsheden og fortielsen anvendes behændigt som litterær effekt.

Fortielse og hemmeligholdelse

Historierne, der ikke blev fortalt, har været et genkommende tema i faghistoriske diskussioner både af besættelsestiden og tidligere faser af vor fælles fortid. Herom vidner især et værk som Claus Bryld og Annette Warring: Besættelsestiden som kollektiv historie (1998) og den veloplagte artikelsamling Konfliktzonen Danmark. Stridende fortællinger om dansk historie (2018).

På den baggrund kunne det være interessant at kende en håndfuld historikeres udlægninger af fortielsers og tavsheds betydning samt senere mere generelt deres syn på forholdet mellem faghistorisk og litterær historiefortælling.

Først spørger vi Bo Lidegaard, hvilke konsekvenser fortielse og hemmeligholdelse har for miljøer og hele samfund:

»Det er vigtigt, at vi vil, tør og kan fortælle vor fælles historie. Det skal vi gøre uden at efterlade tabuområder, hvad enten det gælder kolonitiden, Grønland eller behandlingen af mindretal og udsatte personer. Det hele er en del af historien, og vi skal have modet til at se det i øjnene og fortælle om det,« fortæller han og fortsætter:

»Hvad hemmeligheder angår, er det enhver historiefortællers byrde at måtte afveje hensynet til menneskers privatsfære mod det bredere ideal om at fortælle det hele. Det dilemma bliver mere påtrængende, når det gælder nulevende eller nyligt afdøde personer. Modsat en romanforfatter, hvis personer principielt er fiktive, har historieskriveren det dilemma, at hans personer er virkelige, mennesker, der har levet for nylig og har efterkommere. Her må man gøre op med sig selv, hvor tæt på det er etisk rigtigt at komme, når man på den ene side har sandheden som sit mål, men på den anden side kan komme så tæt på mennesker og deres liv, at en etisk fordring melder sig, som siger: hertil og ikke længere.«

Romaner med stof fra Besættelsen. Et udvalg fra år 2000 og frem

  • Jens Christian Grøndahl: ’Virginia’ (2000)
  • Jens Christian Grøndahl: ’Et andet lys’ (2002)
  • Pablo Henrik Llambías: ’Et ukendt barn’ (2005)
  • Thorstein Thomsen: ’Den der hvisker lyver’ (2006)
  • Hanne Richardt Beck: ’Om så det gælder’ (2007)
  • Ole Hyltoft: ’Københavnerpigen under besættelsen’ (2007)
  • Christian Dorph & Simon Pasternak: ’Afgrundens rand’ (2007)
  • Kim Leine: ’Afgrunden’ (2015)
  • Benn Q. Holm: ’De døde og de levende’ (2016)
  • Merete Pryds Helle: ’Folkets skønhed’ (2016)
  • Jens Christian Grøndahl: ’Tit er jeg glad’ (2016)
  • Birgithe Kosovic: ’Den inderste fare I-II’ (2016-18)
  • Maria Helleberg: ’Søstrene fra Thy’ (2018)
  • Bent Haller: ’Når krigen slutter’ (2018)
  • Iben Mondrup: ’Vi er brødre’ (2018)

På spørgsmålet, hvorvidt han selv har prøvet at nå denne grænse, været nødt til at vælge fra og ikke skrevet alt, hvad han vidste, svarer Bo Lidegaard, at der da har været situationer, hvor han mente, at den skade, han ville volde, var for stor, og at historien godt kunne fortælles, uden at den pågældende detalje kom med.

»Da jeg sad i USA og forskede i de amerikanske arkiver over diplomaten Henrik Kauffmann, fandt jeg tilfældigvis en liste over danske nazisympatisører, som i 1944 via den amerikanske legation i Stockholm var gået videre til Washington og havnet i et arkiv, hvor den lå i en aktpakke, som jeg så. Den har aldrig været fremme i forskningen, og det fremgik ikke, hvem der havde samlet den eller ud fra hvilke kriterier. Alle ville synes, det ville være spændende at se de navne. Men listen ville også være ødelæggende med 50 års forsinkelse. Det kan godt være, at de fleste afde pågældende havde været nazisympatisører, men det kunne ikke verificeres. Og hvad med dem, der var helt uskyldige? At offentliggøre listen ville kaste mistanke på mennesker og deres børn – uden chance for at forsvare sig. Tænk også på alle de fejl, der skete under besættelsen, hvor folk blev likvideret på et løst eller slet intet grundlag. Så jeg lagde dokumentet ned i kuverten og tilbage i aktpakken.«

Her leverer Bo Lidegaard et fysisk håndgribeligt billede på det modsatte af, hvad danske forfattere har gjort i de seneste årtier.

Frem for at lade de sammensatte historier blive i familiealbummet eller privatarkivet har man draget dem frem og formet dem litterært, og snarere end at bidrage til den velkendte fortælling om de heltemodige frihedskæmpere, hvis indsats, regnet fra sommeren 1943, fik politikerne til omsider at droppe samarbejdspolitikken, har man ladet adskillige ubehagelige og uskønne billeder vælde frem.

»Hvem havde troet, at min datter skulle ende som feltmadras?«

Således har det for nylig i danske romaner nærmest vrimlet med »tyskertøser«. Et første eksempel kunne være Jens Christian Grøndahls omfangsmæssigt beskedne, men bevidsthedsmæssigt dejligt rummelige roman Tit er jeg glad fra 2016.

Den former sig som en fortrolig tale, et brev til en afdød. Ellinor på 70 er for nylig blevet enke og sætter sig ned og skriver – ikke til den mand, hun har mistet, men til en kvinde, der havde ham før hun, hendes ungdomsveninde Anna, som nu har været borte i fyrre år.

Problemet, der nager, er nemlig, at Ellinor føler, hun har levet Annas liv. Hun overtog den plads, bedsteveninden efterlod, og har nu voldsomt behov for at finde et sted at begynde fra, selv.

Oven på oprulningen af sit ægteskab med Georg og sin gradvise afstandtagen fra de to børn, han fik med Anna, går Ellinor ned i den dybeste skakt: Historien om, hvordan hun selv blev til. Når hendes mor i sin tid brød op fra Stege og rykkede til København, skyldtes det en kærlighedsaffære med en tysk soldat: »’Du er datter af en tyskertøs,’ sagde hun med et mærkeligt smil, ’nu ved du det’.«

Ellinors mor har fortalt hende, hvad der skete i sommeren og efteråret 1944, da hun serverede på hotellet, hvor de tyske officerer godt kunne lide at komme. De sad hver aften ved et hjørnebord i skænkestuen, efterhånden sad der kun dem og de entreprenører og lokale handlende, der lavede forretninger med Værnemagten. Byens øvrige mænd holdt sig væk. På dette tidspunkt vidste alle, hvor det bar hen.

En aften bliver servitricen hevet ned på skødet af en tysker, mærker hans hånd på sit ene bryst og river sig så løs med en sådan voldsomhed, at fyren vælter bagover med stolen. »Latteren rungede, mens hun stod som lammet og så den formastelige komme på benene, rød i hovedet. Hun nåede at lægge mærke til den eneste af dem, der ikke lo. Hun havde ikke set ham før, han var yngre end de andre og sad med uniformsjakken korrekt tilknappet, bleg og ubevægelig.«

Thomas, som han hedder, er imidlertid ikke mere tilknappet end som så og bliver ret snart hendes elsker:

»En efterårsaften gik de som sædvanlig ude på stien mellem enge og rørskov. (…) I vinden og mørket var han dyster. Krigen ville ikke vare længe, sagde han, om nogle måneder havde Hitler tabt, og hendes land, hele Europa, ville være befriet. Senere undrede hun sig over, at han havde set alting så klart. Han trak hende ind til sig, han ville komme tilbage en dag, ’in einem anderen Anzug’.«

Da de tyske soldater i maj marcherer ud af Stege, for Thomas’ vedkommende medbringende hendes dåbsske med navnet Sigrid indgraveret, spejder hun forgæves efter ham, og han vender aldrig siden tilbage.

Datteren opsummerer nøgternt: »Med årene ville enhver anden have fejet det til side som en ungdomsforelskelse, i dette tilfælde en forvildelse, man ved jo, hvordan hormonerne simrer i den alder. Hvordan man kan få sommerfugle i maven, bare et blik hviler længere end ventet på én. Der er ingen grund til at gøre mere ud af det, eller sagt på en anden måde, man vil lede forgæves efter en dybere grund, ud over at det var hende, at det var ham.«

Det sidste er et skjult citat fra Montaignes berømte essay om venskab og står i skarp kontrast til den reaktion, Sigrid får fra sine forældre.

Hendes far taler aldrig mere til hende, og moren spørger med dæmpet stemme: »Hvem havde troet, at min datter skulle ende som feltmadras?«

Hvad scenen med pigen og de bortdragende tyske soldater angår, optræder den nærmest identisk i Bent Hallers roman Når krigen slutter (2018), bygget over hans mors skæbne:

Edith, som hovedpersonen kaldes, er 16 år gammel og har, da Anden Verdenskrig bryder ud, fået en plads hos mejeristen i Frederikshavn. Trods besættelsen går hverdagen videre, alt virker fredeligt, og tyske soldater behøver man jo ikke hilse pænt på. Via sin mere fremmelige veninde Britta begynder Edith dog at komme på dansestedet Ritz, og inden hun ved af det, svinger hun sig på gulvet med den heldigvis ikke tyske, men østrigske marineofficer Helmut.

»Han var så let at danse med,« står der.

Så gør det ikke så meget, at de ikke kan tale sammen. Hun hæver sin forlovelse med ungdomskæresten Peter Mathisen, kaldet Mathis, og får med østrigeren Marlene (opkaldt efter en vis tysk sangerinde), som forældrene overtager som deres egen. Efter befrielsen undgår hun med nød og næppe at få sit hår klippet af, men en tilbagevendt frihedskæmper og kz-fange behøver blot klippe i luften med sine fingre for at skræmme hende fra vid og sans.

Hallers historie ender tragisk. For skønt Edith bliver gift med Knud Erik, bliver hun aldrig lykkelig og bedøver sig med smøger og ugeblade, fastlåst i en knude af mindreværdsfølelse, skam og skyld. Da hun til allersidst langt om længe vil betro Marlene, hvem der er dennes rigtige, dvs. biologiske, far, falder hun med sin cykel: Tavsheden og fortielsen her igen sat på spidsen som litterær effekt.

»Jeg er hverken tysk eller tysker eller nazist eller soldat,« erklærer sydslesvigeren Henrik over for sin elskerinde Gerda fra Thisted i Maria Hellebergs Søstrene fra Thy (2018), bygget op over hendes mors skæbne. Men selv om han er dansksindet og teologistuderende, bliver hun i omverdenens øjne bare nok en tyskertøs.

»Dér er tyskerluderen, hun ligger og horer med tyske soldater, hun skal have håret klippet af, den beskidte feltmadras,« lyder det natten mellem 4. og 5. maj 1945 fra en fyr, som hun i 42’ måske uklogt sagde »nej tak« til at danse med.

I selve situationen bliver hun reddet fra ydmygelsen af en anden, anderledes besindig thybo, Ove, men hvad forskel gør det i grunden, når netop han kort tid efter begår selvmord, og når hun i øvrigt selv kommer til at bære besættelsen med sig som et tyngende minde og beholde skammen som et uafvaskeligt mærke?

»Krigen er der stadig,« tænker Gerda. »Fra nu af slæber vi den med os, usynligt. Den kan stadig slå os ihjel.«

Skamfuld skæbne

Hvordan kan det gå til, spørger vi en historiker, professor Rasmus Glenthøj fra Syddansk Universitet, at »tyskertøser« dukker op i litteraturen netop nu?

»Det hænger netop sammen med, at det er kommet på lang afstand, at det er legitimt at tale om det i det offentlige rum. Hvis du havde skrevet om disse ting i tiårene lige efter befrielsen, ville følelserne have været nogle helt andre. Tyskland er ikke længere noget fjendebillede, men nærmest gået hen og blevet cool. Desuden spiller det en rolle, hvilken alder forfatterne havde dengang, hvis de da overhovedet var født, og hvilken alder forfatterne har nu, og hvilken alder de personer, som det handler om, havde, da begivenhederne fandt sted,« siger han.

»Det har vi tydeligt kunnet se i faghistorien, hvor en yngre generation er kommet til, som allerede i 1990’erne begynder at se på mange af de grimme ting: industriens samarbejde med værnemagten, landmændene, der tjente store penge i besættelsestiden, det tyske mindretal, og skyggesiderne af modstandsbevægelsen. Historikerne gør op med pyssenyssede fremstillinger af besættelsestiden. Og jeg er lige ved at tro, at opbruddet indfandt sig fem-ti år tidligere blandt faghistorikerne end blandt forfatterne.«

Heri er kollegaen, professor Nils Arne Sørensen, også fra Syddansk Universitet, ikke uden videre enig:

»Jeg er nok tilbøjelig til at se omvendt på det. Kridtstregen, Erik Aalbæk Jensens bog om to soldater fra Frikorps Danmark, kom 1976, og samme år spillede Ghita Nørby hovedrollen i Den korte sommer, om en kvinde, som forelsker sig i en tysk soldat. Som historikere må vi tit ydmygt erkende, at fagfolkene sjældent er de primære historieformidlere. Men omvendt vil jeg tro, at mange af de romanforfattere, som skriver nu, til dels er påvirket af den medieopmærksomhed, som opbruddet blandt historikerne har skabt. Det er en art ’frem og tilbage’-proces.«

Ifølge Nils Arne Sørensen halter danske historikere generelt bagefter, hvad angår de sorte pletter. De er langsomme til at sige, at der er visse ting, som man har fortiet. Også fordi man her i landet ikke i særlig høj grad driver interviewbaseret historieforskning, modsat for eksempel i Tyskland, hvor historikerne netop har arbejdet aktivt med arven fra nazismen. I den forbindelse fremdrager han Michael Müllers Barn af besættelsen (2018):

»Jeg syntes, det var ret symptomatisk, at da vi for et år siden fik en bog, hvor kendte mennesker fortalte erindringer fra besættelsestiden, virkede resultatet egentlig rimelig uinteressant. De var jo børn dengang. Nej, så er det meget mere spændende at læse om, hvordan oplevelser fra dengang gennem årene er blevet filtreret hos det enkelte menneske og videregivet i den enkelte familie.«

Dette er nøjagtigt, hvad der sker, når man læser Iben Mondrup, Hanne Richardt Beck, Jens Christian Grøndahl, Bent Haller og Maria Helleberg. Og listen kunne forlænges med Merete Pryds Helle, som i Folkets skønhed (2016) fører os til Langeland i mellemkrigstiden og senere lader os opleve befrielsen gennem pigen Marie, mest bygget over hendes mors skæbne. Karakteristisk nok fylder graviditeter, fødsler og aborter, omkring midten af romanen, mere end befrielsen og krigsafslutningen, for alting anskues konsekvent i øjenhøjde med dagliglivet og fra kvindernes perspektiv. Men den famøse glose forekommer skam:

»Du skal være glad for, du ikke er tyskertøs, sagde Madsen. Rigmor oppe fra Illebølle har fået raget håret af.«

At samme skamfulde skæbne overgår Sigrid hos Jens Christian Grøndahl, bemærker vi for fuldstændigheds skyld:

»Hun og de andre piger fik klippet håret af, før de blev kørt gennem byen på en åben lastbil. Mens hun sænkede blikket og hørte mængdens tilråb, spurgte hun sig selv, om hun ville have fået samme behandling, hvis man havde kunnet se på hende, at hun ventede sig.«

Serie

20 FØR 20: Information skriver dansk litteraturhistorie

Information skriver det 21. århundredes danske litteraturhistorie. De 20 største begivenheder i de 20 år op til 2020 fortalt i 20 afsnit af Informations kritikere Erik Skyum-Nielsen, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Tue Andersen Nexø.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her