Essay
Læsetid: 17 min.

I 2015 vandrede syriske flygtninge på de danske motorveje, og med dem ankom en litterær aktivisme

Da Henrik Nordbrandts digt »Vuggevise« blev trykt på forsiden af Politikens kultursektion, gik det engagerede digts klare tale sin sejrsgang gennem et Danmark, der var ramt af flygtningekrisens yderste skvulp
Da flygtningene gik på de danske motorveje opstod der en form for undtagelsestilstand – og også en uklar og rodet situation, som afslørede et politisk system, der ikke ønskede at forholde sig til disse konkrete mennesker, der vandrede på dansk territorium. Netop det rasede Henrik Nordbrandts digt mod.

Da flygtningene gik på de danske motorveje opstod der en form for undtagelsestilstand – og også en uklar og rodet situation, som afslørede et politisk system, der ikke ønskede at forholde sig til disse konkrete mennesker, der vandrede på dansk territorium. Netop det rasede Henrik Nordbrandts digt mod.

Sigrid Nygaard

Kultur
13. december 2019

Den 9. september 2015 ryddede Dagbladet Politiken forsiden på sin kultursektion for at give plads til et enkelt digt, »Vuggevise« af Henrik Nordbrandt. Med sine fire strofer og fjorten verslinjer, sine halve rim og sin opløste metrik var »Vuggevise« formelt set en sonet – denne den europæiske lyriks mesterform – i ruiner.

I sit indhold talte det da også dunder til et Europa, der var ved at miste grebet om sig selv. »Vuggevise« var et lejlighedsdigt, et litterært svar til den krise, der gennem sommeren 2015 havde set især syriske flygtninge strømme fra Tyrkiet til Grækenland og derfra vandre videre op gennem det europæiske fastland, mens politiske ledere og statsoverhoveder så forbløffede og hændervridende til.

Tre dage tidligere, den 6. september 2015, dukkede de første vandrende flygtninge op ved Rødby Færgehavn. Andre kom med tog til Sønderjylland. For de flestes vedkommende var Danmark et transitland, målet var Sverige eller Norge, så de ønskede hverken at blive registreret eller søge asyl her i landet. Herefter fulgte et par på én gang dramatiske og farceagtige dage, hvor moderate flygtningemængder på de danske motorveje udstillede en forbløffende politisk afmagt.

Samme dag som Nordbrandts digt blev trykt i Politiken, måtte daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbjerg i DR’s tv-avis forholde sig til, at dansk politi lod syriske flygtninge rejse videre mod Sverige – og blot erklære, at hun »ikke havde aftalt noget som helst« med den svenske regering. På en mærkelig måde var alle positioner vendt om: Borgerlige politikere, der ellers var gået til valg på et asylstop samme forår, ønskede alle disse flygtninge registreret og tilbageholdt – og tvunget til at søge asyl i Danmark.

Nationalsindede politikere beklagede, at Italien og Grækenland ikke overholdt EU’s regler. Progressive aktivister hjalp flygtninge ud af landet så hurtigt som muligt.

Det var en undtagelsestilstand – og også en uklar, rodet, næsten komisk situation. Den afslørede et politisk system, der mest af alt ønskede ikke at forholde sig til disse konkrete mennesker, der vandrede gennem det danske territorium. Netop det rasede Nordbrandts digt mod:

»Lille krigsbarn, hvor går du hen?
Mod øst eller vest?
Hvor i verden tror du
du finder en ven?

Lille krigsbarn, hvad passer dig bedst:
Et hullet tæppe?
En krydsfinerskiste?
En redningsvest?

Lille krigsbarn, hvor vil du dø:
Hvor bomberne falder
eller i åben sø?

Lille krigsbarn, hvor vil du hen?
Vælg selv. Bare vi aldrig
skal se dig igen.«

Propaganda for en god sag

Som digt er »Vuggevise« enkelt, uden indviklede metaforer, ikke andet end en serie spørgsmål og en opfordring. Alligevel foretager det en kompliceret retorisk manøvre. Måske ligger det ikke i alle spørgsmål, at man viser omsorg for den adspurgte, men det ligger jo i spørgsmålets natur, at den spørgende anerkender den adspurgte som et fornuftsvæsen.

»Vuggevise« viser, hvordan den anerkendelse kan bruges til ikke at forholde sig til det menneske, man taler til. Det »lille krigsbarn« skal hele tiden selv vælge. Det bliver tiltalt som et ansvarligt lille menneske. Netop derfor kan det talende vi undlade at føle omsorg.

Den måde, hvorpå spørgsmålene tildeler barnet ansvaret for dets egen skæbne – læg mærke til skiftet fra første strofes »hvor skal du hen« til den sidstes »hvor vil du hen«, som om det var det flygtende barns vilje, der bestemte dets vej gennem verden – tillader digtets vi at bortsværge den spontane omsorg, vi ellers, instinktivt, føler for et udsat barn. Det tillader det ikke at se den lidelse, der befinder sig lige foran dets øjne.

Politiken

Med sit særlige, digteriske raseri vil Nordbrandt angribe den gestus. Det var hans mål. Som han selv udtalte i et tv-indslag på Politikens hjemmeside den 9. september, så havde han en klar idé om, hvad digtet skulle gøre ved sin læser:

»Jeg vil gerne have folk til at reagere emotionelt og engagere sig så meget, de nu kan. Og på en eller anden måde naturligvis påvirke politikerne … Du kan også kalde det propaganda for en god sag, det har jeg ikke noget imod.«

Digtet som propaganda, altså. Men så alligevel ikke, for »Vuggevise« siger ingenting om, hvad læseren præcis skal gøre eller tænke. Det nøjes med at fremstille sit ansvarsfralæggende vi så ubehageligt og ondskabsfuldt som muligt. Det prøver at skubbe sin læser bort fra viets position, men peger ikke på, hvor han eller hun så skal gå hen.

Uanset hvad: Med »Vuggevise« gik et engageret digts klare tale sin sejrsgang gennem et Danmark, der var ramt af flygtningekrisens yderste skvulp. Allerede fra morgenstunden gik det viralt på de sociale medier.

Politikens opslag om digtet blev delt på Facebook mere end 1.400 gange. Det blev læst op i radioen af Ghita Nørby. Den 18. september brugte Harald Børsting, daværende formand for LO, sin tale ved Socialdemokratiets årlige kongres til at udtænke en ny og mere spiselig slutning til Nordbrandts digt, eftersom den oprindelige version var for mørk og dyster:

»Lille krigsbarn, nu er du her. I tryghed og i varme. Langt fra ondskabens harme vil fællesskabet sikre, at det aldrig mere vil larme,« proklamerede han ifølge Berlingske Nyhedsbureau fra talerstolen.

Så var tonen gjort mere håbefuld, og den danske selvforståelse også strøget med hårene. Til gengæld blev rimene noget mere kluntede, ligesom digtet var flyttet længere bort fra den måde, flygtninge og asylansøgere faktisk var blevet behandlet på af den danske stat op gennem tierne.

»Kernen er at skabe netværk til folk, der har mistet et netværk«

I artiklen »Flere forfattere engagerer sig i flygtningearbejde« fra den 14. september 2015 spurgte Kristeligt Dagblad en række danske forfattere, om de var medlemmer af Venligboerne, det løse netværk af borgere, som mødte og hjalp flygtninge og asylansøgere i hele landet, og som gennem foråret og sommeren 2015 var vokset med nærmest eksplosiv hast.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen, som på dette tidspunkt var administrator for Venligboerne i København – fra februar til september var den københavnske afdeling vokset fra 500 til 30.000 medlemmer – blev også spurgt, om man som forfatter havde en særlig forpligtelse til at engagere sig. Men sådan var det ikke:

»Kernen er at skabe netværk til folk, der har mistet et netværk,« svarede hun.

»Det er faktisk ligegyldigt, hvem man er. Det, jeg kan, er at formulere mig, og man skal bruge de evner, der er til rådighed for en. Jeg kan bruge min stemme på den måde og har eksempelvis også skrevet en kronik. Det er blot en adgang til at sige sin mening højt. Jeg synes ikke, at en forfatter har en større pligt end andre.«

For Marstrand-Jørgensen var der tale om en borgerpligt snarere end om noget, der var knyttet til det at være forfatter eller til litteraturen som en særlig form for skrift. Med undtagelse af børneromanen Havpaladset (2018) er henvisninger til dansk flygtningepolitik sigende nok stort set fraværende i hendes forfatterskab, der de seneste ti år især har budt på stort anlagte, historiske romaner.

Hendes engagement – siden 2015 har Marstrand-Jørgensen været en af de mest markante og principfaste røster i den offentlige diskussion om det officielle Danmarks behandling af asylansøgere – kommer til udtryk i civilsamfundet og i medierne.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

Den holdning har været typisk for danske forfattere i nullerne og tierne. Kristina Stoltz udgav allerede i 2011 romanen Æsel, der lod læseren følge to afghanske drenges flugt via Iran, Rusland og Tyskland frem til Danmark og Sverige, men det var i debatindlæg og reportager, skrevet alene og sammen med Kirsten Thorup, at hun i midten af tierne satte fokus på det danske asylsystem.

Skønt de indlæg nok nævner jura og menneskerettigheder, så ligger deres fokus et andet sted. De ville vise, hvordan det danske asylsystem førte – fører – til konkrete overgreb på faktiske medmennesker. Sådan var det, fordi flygtningebørn og deres familier blev forvaltet af et administrativt system, der egentlig, under dække af en nødtørftig omsorg, søgte at fraskrive sig ansvaret for dem.

I reportagen »Deponeret som menneskeligt vraggods«, trykt den 15. oktober 2016 på forsiden af Politikens Debatsektion, skrev Stoltz og Thorup om den 36-årige iraner Omid. I snart 14 år havde han opholdt sig i det danske asylsystem. Nu befandt han sig i udrejsecenter Kærshovedgård, hvis eksplicitte politiske formål var – er – at gøre tilværelsen for de indsatte så trøstesløs som muligt.

»En gang om året bliver han indkaldt af politiet. Han får en kuglepen i hånden og opfordres til at skrive under på det fremlagte papir om samtykke til frivillig udrejse, hvad han konsekvent afslår,« som der står. Det gør han, fortalte Thorup og Stoltz, fordi han er sikker på, han bliver dræbt i Iran. Men »hvis han klager sig, konfronterer personalet ham med, at han bare kan skrive under og samarbejde omkring sin hjemsendelse. Han har kun sig selv at takke for den umulige situation, han er havnet i.«

Stoltz og Thorups argument er i virkeligheden den samme som den, Nordbrandts digt optegnede. Den danske stat uddelegerer ansvaret for Omar – navnet er opdigtet, det skriver Stoltz og Thorup – til ham selv, også selv om han er i den danske stats varetægt. Så behøver den nemlig ikke at forholde sig til hans situation og da slet ikke forholde sig til, hvilken skæbne han ville gå i møde, det øjeblik han ’frivilligt’ blev sendt hjem til Iran. Men genren er reportagen, trykt på forsiden af en debatsektion, ikke skønlitteraturen og dens verslinjer og fiktioner.

Målet var at udpege konkrete uretfærdigheder i samtiden

Det særlige ved Nordbrandts sonet var, kort sagt, ikke så meget dens argument, men det at argumentet blev fremført som et digt. »Vuggevise« var et eksempel på litteraturens og ikke bare forfatternes direkte politiske stillingtagen. Den var et eksempel på en litteratur, hvis eksplicitte mål ikke så meget er at komplicere vores forståelse af verden, blandt andet ved at undergrave ethvert sæt af modsætninger, sådan som strategien var i for eksempel Mette Moestrups jo ikke upolitiske Kingsize (2006). I stedet var målet at udpege konkrete uretfærdigheder i samtiden.

I de følgende år, blandt andet som en forsinket reaktion på flygtningekrisen, piblede et lignende direkte engagement frem i især den unge danske litteratur. Man ser den i Peter-Clement Woetmanns langdigt Bag bakkerne, kysten (2017), hvis litterære mål helt entydigt er at gøre stemningen i migranternes udsatte kroppe nærværende for en privilegeret, dansk læser, men også at insistere på, at udsathed og privilegier faktisk er fordelt ujævnt i denne verden:

»Min krop er blå øjne hvid hud.
Min krop er korngule marker og den milde vind i træerne i en lysning i skoven.
Min krop er bakkerne og bag bakkerne kysten.
Min krop er ikke båd hærget af salt der sætter kurs mod Italien.
Min krop er ikke den solmætte gummibåd der driver i land på græsk ø.
Min krop er ikke rustne containere på vej over middelhavet.
Min krop er ikke lyden af metaldøre der lykkes til mørket er alt.
Min krop er blå øjne hvid hud.«

Noget lignende finder man i den lille bog Det er et jeg der taler (regnskabets time), med undertitlen »agitprop«, som Lone Aburas udgav i 2017. Denne hvirvlende, fortvivlede, svimle monolog kredser om livet som ikke-hvid i den danske hverdag og om længslen efter en mere voldsom protest, et engagement der går ud over de obligatoriske fællessange og fakkeltog. Men den insisterer samtidig på, at de udsattes erfaring netop ikke er alles erfaring:

»Du og jeg ved ikke, hvordan det er at leve under generaler og affældige despoter, at blive tortureret i hemmelige fængsler, ikke at blive stillet for en dommer, at blive passet op på gaden, anholdt og slået, at få jaget elektriske stød igennem sig, ikke at vide, om det er dag eller nat,« som der står et sted.

»Vi skal alle sammen dø, men nogen dør, når de krydser Middelhavet og bliver kun tre år gamle,« et andet.

Netop derfor raser Det er et jeg der taler på én gang mod en politisk retorik, som prøver at skjule disse uretfærdighedens øjeblikke, og mod en forestilling om litteraturen, der udvisker de historiske forskelle mellem menneskers liv ved at dyrke abstraktioner som det universelle og det alment menneskelige.

Det skete i 2015

  • Det satiriske magasin Charlie Hebdos redaktion, beliggende i det centrale Paris, angribes af tre bevæbnede gerningsmænd, der under angrebet dræber 12 og sårer 11.
  • Slovakiet afholder folkeafstemningen om homoseksuelle vielser.
  • Hundredeåret for kvinders stemmeret i Danmark
  • Lars Løkke Rasmussen bliver Danmarks statsminister med dannelsen af en regering udelukkende med ministre fra Venstre..
  • 4. bind af Millenium-serien, der oprindeligt blev skrevet af Stieg Larsson, udgives.
  • Andreas Mogensen rejser som den første dansker ud i rummet for at besøge Den Internationale Rumstation.
  • En særlig måneformørkelse, også kaldet blodmåne, dækker det meste af Jorden.
  • Dansk Sprognævn og P1 kårer ’flygtningestrømme’ som årets ord 2015.
  • På finalelisten var også: Befolkningskløft, deleøkonomi, fredsring, godhedsselfie, grænse, klimaaftale, lovestorm, migrant, rumviking og venligboerne.

Det er ikke til at holde ud, »når politikere bruger girafsprog til at konkludere, at lejrene i nærområderne er godt organiserede, selv om de udmærket ved, at der løber kloakvand uden for teltene, at tagene er presenninger holdt fast af simple konstruktioner, at folk direkte adspurgt siger, de lever som døde«. Men det er heller ikke til at holde ud, når digtere og andet godtfolk vender sig bort fra verden for at dyrke noget så falskt som det skønne, ligesom tekstens jeg fyldes af selvlede, når hun tænker sig selv, litterært og abstrakt, som »et sansende jeg i verden«.

Det er et jeg der taler er på én gang en engageret tekst og en poetik, kort sagt. Den plæderer for, og praktiserer selv, en skrift, der gør lidelsen og uretfærdigheden synlig og nærværende, der udstiller en politisk retorik, som prøver at skjule lidelsen, og som forhåbentlig skubber både forfatter og læser ud af deres passivitet. Idealet er en tekst, der kan være smuk og virtuos, men først og fremmest er kraftfuld:

»Jeg er så gammeltestamentlig, så sakramental, jeg vil have, at Den store sorg også skal ramme dig, som den rammer dem, der lever med hvert eneste afslag og hver eneste fængsling.« Sådan lyder en af bogens sidste sætninger. Det kunne lyde som hævntørst, men kan også tolkes som en litterær ambition.

Den engagerede tekst skal ramme sin læser ved at gøre ellers skjulte erfaringer nærværende. Den skal slå læserne ud af den kurs, de ellers ville være vandret af.

Menneskets indre mudder

»Hvis du vil være reelt grænseoverskridende, så tag parti.«

Sådan sluttede Asta Olivia Nordenhof, forfatter til en af tiernes vigtigste digtsamlinger, det nemme og det ensomme (2013), et langt, vredt indlæg på Facebook den 23. februar 2017.

Anledningen var et interview med forfatterkollegaen Christina Hagen i Information, hvor Hagen plæderede for en mere ærlig litteratur, men med ærlighed især mente en litteratur, der fraskrev sig enhver moralsk klarhed.

I stedet ville hun en skrift, der konfronterede mennesket – og hende selv – med dets indre mudder, alle de grimme og infantile sider af det at være menneske, alle de racistiske tanker, for eksempel, som pibler igennem os, og som vi normalt ikke vil stå ved.

I samme interview fremhævede Hagen Nordenhof som et forbillede.

»Jeg vil sige røv til det her interview,« replicerede idolet på Facebook og fortsatte:

»Det er en total afsporing at gøre racisme og sexisme til ’grimme, forfejlede tanker’, det er politiske ideer, magtinstrumenter der har til formål at gøre forskel på folk sådan, at nogen kan tage andre i besiddelse, udnytte dem, misbruge dem, gøre vold mod dem. Hun, der tænker og taler racistisk, tænker og taler ikke, som det påstås her i interviewet, ’forfejlet’, hun tænker og taler derimod på systembevarende vis, hun er en god og nyttig borger.«

Tro mod mekanikken i tiernes medielandskab førte opslaget straks til en hidsig, upræcis og forvirret polemik. I den litterære verden har sammenblandingen af de sociale og de mere etablerede mediers kredsløb nemlig mest ført til debatter, der ofte minder om mislykkede kemiforsøg: dårlig sigtbarhed, ildelugtende røg og eksplosioner, larm og bulder helt ude af kontrol.

Sådan var det allerede i 2011, da Ib Michael, vel halvt i spøg, kom til at true kritikeren Lars Bukdahl med tæsk på sin blog – og straks blev citeret her og der og alle vegne i avisernes kultursektioner, indtil Politikens politiske analytiker Peter Mogensen under overskriften »Er Ib Michael og Løkke i samme båd?« brugte konflikten som billede på forholdet mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen. Af alle ting.

Og sådan var det i 2015, da kritikeren Mette Høeg satte det litterære Facebook i brand med et spektakulært upræcist missil afsendt fra forsiden af Weekendavisens Bogsektion under overskriften »Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans«.

Synet på, hvad litteraturen kan og skal

Sådan var det også i 2017. Men denne gang viste der sig at ligge en kerne af substans tilbage i glaskolben, da røgen var spruttet væk. Polemikken afslørede en principiel forskel, der ikke så meget handlede om konkrete, politiske positioner, men om synet på, hvad litteraturen egentlig kan og skal, og som i dag står som en afgørende brudlinje i den nyeste danske litteratur.

I et svar til sine kritikere, »Også antiracister spiser på Noma«, trykt i Information den 1. april 2017 erklærede Christina Hagen simpelthen: »Det mest provokerende, man kan gøre som kunstner, er at hænge et spejl op.« Den uudsagte præmis bag formuleringen var, at man som betragter (som læser) i spejlet ikke så meget ser verden omkring sig, men ser ind i sig selv. Af samme grund skal litteratur undlade at udtrykke forfatterens holdninger til den verden, der omgiver os:

»I stedet spejler jeg og er villig til at påtage mig en hvilken som helst rolle. Den rolle kan have meget eller meget lidt at gøre med den, jeg er privat; dvs. den forstørrer eller formindsker noget, jeg indeholder som menneske. Jeg synes, det er langt mere interessant at beskrive, hvad jeg ser i vores tid, nøgternt eller sat på spidsen, frem for moralsk at tage afstand fra de holdninger og tendenser, jeg ikke bryder mig om hos mig selv og hos andre.«

Asta Olivia Nordenhof ville ikke, at litteraturen blev et spejl for vores indre. Hun ønskede sig i stedet en litteratur, der pegede på uretfærdigheder i verden, der tog parti for de magtesløse, der skubbede sine læsere væk fra at acceptere tingene, som de var. Sådan som digtene i det nemme og det ensomme ikke kun, men også prøvede at gøre, for eksempel når de fremmanede de måder, arbejdsløse omtales som uværdige andenrangsborgere.

»Jeg vil holde hende ansvarlig, som i radioen paralleliserede det at modtage offentlig forsørgelse og det at være pædofil og sagde: det er mennesker uden for pædagogisk rækkevidde, de lever efter andre regler, for hendes udtalelse«, som der står i et af bogens digte.

I det ligger også, at Nordenhof (og Nordbrandt) forestiller sig det, man kunne kalde en fri læser – fri til at forandre sig, fri til at handle anderledes – hvorimod Christina Hagen taler til en læser, der i sidste instans er ufri, er ude af stand til at være anderledes end det, han eller hun allerede er. Vi kan prøve at undertrykke vores sorte, ubehagelige tanker, vi kan undertrykke alle de sider af os selv, vi ikke bryder os om, men vi kan ikke ændre os. Det er præmissen for Hagens litteratursyn.

Det betyder ikke, at Hagen kun eller bare mest hudfletter de politisk korrektes hykleri. Hendes White Girl 2, der udkom i maj 2017, indeholdt nok prosadigte, som gjorde sig lystige på bekostning af en angivelig kulturelites omfavnelse af, for eksempel, Venligboerne. Hos Hagen viste det engagement sig igen og igen at dække over selvcentrerede og racistiske tanker. Men bogen indeholdt også det modsatte.

Nok pegede ingen monologer på faktiske uretfærdigheder i verden, men en hel del gennemspillede helt absurde fantasmer om kulturelitens magt og flygtningenes iboende ondskab. Her henvender en af bogens sære stemmer sig til Peter A.G. Nielsen, sanger og musiker, kendt fra Gnags, kendt for sit hit om Danmark, der hænger med næbbet i sit fuglebur.

Som resten af bogen var teksten skrevet i det særlige, på én gang helt ukorrekte og utroligt energiske pidgindansk, Hagen allerede i 2012 udviklede i forbindelse med sin første White Girl-bog. Op gennem tierne viste hun sig at være en af Danmarks sjoveste forfattere, simpelthen.

»Og så jeg også sige til PETEAG: Det klar den sort mand i båd kurs mod DK når du SKRIVE I SANG du rejse væk fra dk ned til Thailand, den flygtningerøver tænke: NU vi sejle til Dk, den land ingen hjemme, ALLE BARE VELKOMMEN SYNGE PETEAG, de rigtig juble og ringe rundt til alle ven i Afrika og krigsland: ’Ja hallo, PeteAG han lige synge alle den velkommen, så det bare komme afsted’. Så den indvandre over stok og sten og bølge i hav, den rigtig glæde sig til at spise den fugl i bur, der hænge med næppen over rigtig brændende bål i haven, den flygtning fuld af rå og vildskab, den rippe den kød fra undulat og rigtig grine og sende postkort fra Dk ned til Peteag i Thailand. Hej den Pete, nu vi hygge i den land, du bare have det godt ok, for nu vi lukke grænse med stor stakit og vi lukke den danskerland for alle som er dansker.«

Fra krigsbørn til invasionshær, inviteret hertil af den naive kunstner. Den europæiske flygtningekrise i 2015 var ikke bare en af de vigtigste politiske begivenheder i tiernes Danmark, den førte også til genkomsten af noget så uforudset som forsøgene på at skrive en engageret, politisk litteratur. Og den førte til en af de vigtige brudflader i dansk litteratur lige nu: Skal litteraturen så klart og kraftfuldt som muligt vise os de uretfærdigheder i verden, vi alt for ofte vender øjnene bort fra? Skal den tage udgangspunkt i forfatterens egne, moralske og politiske overbevisninger?

Eller skal den hellere vise os mudderet indeni, vise os, at ingen af os er så enkle, at vi kan leve op til vores indre, moralske kompas? Det dilemma vil forfatterne og deres værker uden tvivl diskutere også efter 2020.

Dele af analysen af Henrik Nordbrandts digt ’Vuggevise’ bygger på Tue Andersen Nexøs artikel ’Sandheden er enkel og krigerisk: den politiske brug af det særligt litterære’, trykt i antologien Litteratur i brug, Forlaget Spring 2019.

Denne artikel var afleveret, da Christina Hagen fik tildelt Otto Gelsted-prisen af det danske akademi og i sin takketale anklagede Information for at være ensidig og politiserende i sin dækning af dansk litteratur. Både talen og reaktionerne på den er allerede blevet dækket i avisen. Om ikke andet viser den, at den brudflade, denne artikel omtaler, stadig er virksom i dansk litteratur.

Serie

20 FØR 20: Information skriver dansk litteraturhistorie

Information skriver det 21. århundredes danske litteraturhistorie. De 20 største begivenheder i de 20 år op til 2020 fortalt i 20 afsnit af Informations kritikere Erik Skyum-Nielsen, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Tue Andersen Nexø.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”Skal litteraturen så klart og kraftfuldt som muligt vise os de uretfærdigheder i verden, vi alt for ofte vender øjnene bort fra? Skal den tage udgangspunkt i forfatterens egne, moralske og politiske overbevisninger?
Eller skal den hellere vise os mudderet indeni, vise os, at ingen af os er så enkle, at vi kan leve op til vores indre, moralske kompas?”

Jeg ser det som helt forfejlet at stille de to positioner op imod hinanden som modsætninger, der udelukker hinanden, specielt på baggrund af de anførte læsninger af tekster og udtalelser fra Christina Hagens og Asta Olivia Nordenhofs side.

Det vil være rigtigt at sige, at Asta Olivia Nordenhof kunstnerisk lægger sit fokus på de førstnævnte spørgsmål, mens Christina Hagen kunstnerisk lægger sit fokus på det sidstnævnte spørgsmål.

Det vil også være rigtigt at sige, at Asta Olivia Nordenhof som forfatter ikke i særlig grad bekymrer sig om sit mudder indeni og faren ved at opfatte sig selv som en så enkel person, at hun kan leve op til sit indre, moralske kompas.

Det vil også være rigtigt at sige, at Christina Hagen advarer forfattere imod litterært at vise os de uretfærdigheder i verden, vi alt for ofte vender øjnene bort fra, og tage udgangspunkt i egne, moralske og politiske overbevisninger, hvis de ikke forinden har set mudderet indeni og har erkendt vanskelighederne ved at leve op til deres eget indre, moralske kompas.

Tidligere i teksten stilles to synspunkter op over for hinanden, nemlig en absolut politisk frihed til forandring og en absolut deterministisk umulighed af frihed til forandring, hvor Asta Olivia Nordenhold påstås at have det førstnævnte synspunkt, mens Christina Hagen påstås at have det sidstnævnte synspunkt.

”I det ligger også, at Nordenhof (og Nordbrandt) forestiller sig det, man kunne kalde en fri læser – fri til at forandre sig, fri til at handle anderledes – hvorimod Christina Hagen taler til en læser, der i sidste instans er ufri, er ude af stand til at være anderledes end det, han eller hun allerede er. Vi kan prøve at undertrykke vores sorte, ubehagelige tanker, vi kan undertrykke alle de sider af os selv, vi ikke bryder os om, men vi kan ikke ændre os. Det er præmissen for Hagens litteratursyn”.

At tillægge Christina Hagen et så negativt menneskesyn som kunstner er udtryk for en stærkt tendentiøs fortolkning. Hvordan skal man næsten kunne fungere som kunstner, hvis man ikke mener, at mennesker kan være anderledes, end de er, og at vi ikke kan ændre os?

Som jeg forstår Christina Hagens kunst, også ud fra de i teksten nævnte eksempler, er den bl.a. en advarsel imod på naiv og populistisk vis at forenkle komplicerede politiske problemstillinger til et spørgsmål om godt og ondt og om rigtigt og forkert, og at forholde sig mere differentieret til tingene, inden man på politisk korrekt vis udpeger skurke og syndere og kommer med enkle løsninger.

Christina Hagens kunst, også de i artiklen nævnte eksempler, er i kunstnerisk form udtryk for en akademisk og intellektuel viden, ikke mindst på områder som kulturteori, sociologi og psykologi. Der er jeg åbenbart uenig med artiklens forfatter.

Præcist, hvor Christina Hagen befinder sig politisk, kan det være svært at afklare ud fra hendes kunst, og det er vel også netop en del af meningen med den, og ud fra en sådan position i hendes konceptkunst udstiller og afslører hun populistiske og naive positioner, såvel på den politiske højrefløj som venstrefløj.

Jeg vil slutte af med et lille citat af litteraturredaktør Peter Nielsen, hvor jeg især vil lægge vægt på udtrykket ”oplysende”:

”For hvad er forfatterens legitimitet som offentlig opråber? På hvilke tidspunkter har forfatternes opråb mobiliseret moralsk og ikke mindst, hvornår har opråbene virket oplysende?”
https://www.information.dk/kultur/2019/11/fedt-naar-forfatterne-raaber-l...

3 væsentlige og lærerige pointer, som desværre ikke fik nævneværdig plads i de danske mediers dækning af de syriske flygtninges vandring på danske motorveje:

1) De flygter fra et land, som Danmark via sin udenrigspolitik har været medansvarligt for katastrofeudviklingen i.
2) Den mest signifikante reaktion fra det danske civilsamfund, inden den danske Etat greb ind, var at hjælpe de vandrende flygtninge - hvilket mange af dem siden blev idømt straf for.
3) Den danske Etat greb ind uden brug af magt, hævdede den, hvorpå adskillige fotodokumentationer afslørede det modsatte.

Hanne Ugift. Er det ikke mærkeligt at de er flygtet til et af de ondeste lande i verden? Vi vil dem jo kun ondt. Så er det mærkeligt at de par tout vil herop. De danske jøder flygtede den korteste vej, nemlig over Sundet til Sverige. De her "flygtninge" er kommet igennem flere sikre lande. Pudsigt.

Den stavekontrol. Hanne Utoft

Hanna Ugift var ellers på flere måder morsomt - men morsom er det vel næppe for de allerfleste flygtninge at de siden kan få at vide at de bare kan smutte, hvis de kritiserer vores destruktive fremfærd.

Kære Hanne. Intet svar, er også et svar. Bon appetit.

Philip B. Johnsen

Hvis klimaflygtninge/krigsflygtninge har penge, kan de sig et EU pas af EU’s egne udemokratiske menneskesmuglere!

Her kan du købe dig et statsborgerskab, med kreditkortet og får et EU pas med posten.

Tro mig det er bedre end en EU finansieret tortur lejer i Libyen.

Forbes.
Seven Best Places To Get Residency And A Second Passport In Europe.
Link: https://www.forbes.com/sites/kathleenpeddicord/2019/05/22/seven-best-pla...

Retten til at søge asyl og ’non-refoulement-princippet’, som forbyder tilbagesendelse af personer til et land, hvor der er risiko for forfølgelse, tortur eller umenneskelig behandling, er nedfældet i EU-traktaterne.

Ifølge FN er over 15.000 mennesker i 2018 blevet sendt ‘TILBAGE’ til Libyen af EU fra Middelhavet.

Hvorfor stiger antallet af klimaflygtninge?

“Verdensøkonomien kan ikke vokse, uden at CO2-udledningerne følger med.

En ny rapport gør op med forestillingen om, at velstående landes økonomi kan fortsætte med at vokse, samtidig med at landene nedbringer belastningen på klimaet og biodiversiteten.”

Link: https://www.information.dk/udland/2019/07/nyt-omfattende-studie-skyder-f...
Højreekstremistiske retorik, den EU udenrigspolitik og beskyttelse af EU’s ydre grænser, som ledet under Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning (Frontex), har ledt til EU og medlemslandenes regeringer er blevet indberettet til Den Internationale Straffedomstol i Den Haag.

Tiltalen mod EU lyder:
‘Forbrydelser mod menneskeligheden’.

“The allegation of “crimes against humanity” draws partially on internal papers from Frontex, the EU organisation charged with protecting the EU’s external borders, which, the lawyers say, warned that moving from the successful Italian rescue policy of Mare Nostrum could result in a “higher number of fatalities”.
Link: https://www.theguardian.com/law/2019/jun/03/icc-submission-calls-for-pro...

Philip B. Johnsen

I'LL lift their wallets, jewels, gold teeth and more!

The Independent
Link: http://www.independent.co.uk/news/world/europe/denmark-approves-controve...

Else Marie Arevad

Det er en skrøne, at de syriske flygtninge kom til Danmark som følge af vores militære indsats i Syrien. De flygtede fra borgerkrigen i Syrien, og de valgte Europa, herunder Danmark, på grund af vores høje levestandard. Ville vi ikke selv gøre det samme?

Else Marie, jeg skrev at vi i konsekvens af vores udenrigspolitik har bidraget til katastrofeudviklingen i Syrien, bl.a. i medfør af vores deltagelse i sanktioner mod landet, vores samtykke til flere af vore NATO-partneres støtte til tvivlsomme militsgrupperinger og vores deltagelse i ikke FN-autoriserede NATO-bombardementer i landet.

Philip B. Johnsen

@Else Marie Arevad
Husk på hvorfor Bashar al-Assad var sårbar.
Foruden den danske ulovlige angrebskrig i Irak der skabte IS!

Borgerkrigen mm. i Syrien begynde med en folkevandring ind til byerne, forårsaget, af de menneskeskabte klimaforandringer, tørke sultende syere, uden noget sted at være, de hoppede sig op i gadebilledet med demonstranter mod Bashar al-Assad og Irak krigere mf.

Bashar al-Assad ville ikke tillade det store sammenrend mellem demonstranter mod styret, incl. Irak krigere mf. og de alt overskyggende klimaflygtninge der ophobede sig i gaderne, ‘sammen’ med alle mulige andre demonstranter og det resulterede i den ulmende uro, der nu er borgerkrig mm.

Personlig husker jeg jounalister der prøvede at finde protestanter mod regimet mellem klimaflygtningene.
De menneskeskabte klimaforandringer er katalysator til social uro.

Diktatorer i regionen holdes stadigvæk ved magten, primært ved de gamle demokratiers køb af olie og salg af våben og overvågningsteknologi.

Det nye er de faldende priser på den nu uønskede olie, der tilspidser problematikken og samtidig er de gamle demokratier blevet selvforsynende med skidtet.

Menneskerettigheder er derfor mest for de udvalgte!

Fakta om klimaflygtninge i Syrien:
The Center for American Progress The Arab Spring and Climate Change.

According to a special case study from last year’s United Nations’ 2011 Global Assessment Report on Disaster Risk Reduction, of the most vulnerable Syrians dependent on agricultureparticularly in the northeast governorate of Hassakeh (but also in the south) nearly 75 percent suffered total crop failure.

Herders in northeast Syria also lost around 85 percent of their livestock, affecting 1.3 million people.
The human and economic costs of such shortages are enormous.

In 2009 the United Nations and the International Federation of Red Cross and Red Crescent Societies reported that more than 800,000 Syrians had lost their entire livelihood as a result of the droughts.
Link: https://climateandsecurity.org/tag/arab-spring/