Essay
Læsetid: 18 min.

I 2017 tog Naja Marie Aidt hul på sorglitteraturen og satte ord på undtagelsestilstanden, hvor intet almindeligt giver genlyd

En bølge af sorglitteratur er i de seneste år rullet ind over os. Den kom først og fremmest med Naja Maria Aidt og Caroline Albertine Minor
Naja Marie Aidt anvender i ’Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog’ om sønnens død et klassisk digterisk paradoks, nemlig det at anvende mange ord på at kredse om det, som ikke kan siges.

Naja Marie Aidt anvender i ’Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog’ om sønnens død et klassisk digterisk paradoks, nemlig det at anvende mange ord på at kredse om det, som ikke kan siges.

Jonas Vandall

Kultur
23. december 2019

Når tabet og sorgen rammer os, reagerer vi meget forskelligt. Den ene bliver så mærkeligt saglig, den anden kaster sig skrigende på gulvet. Nogle bliver edderrasende – på den døde, på verden i almindelighed, på sygdommen eller på Gud.

Andre vender deres vrede indad og bliver ved og ved med at spørge sig selv, hvad de kunne og burde have gjort anderledes. Og nogle gange kommer der slet ingen reaktion, eller reaktionen består så netop i den tilsyneladende manglende reaktion.

Ægtefæller og forældre, der bliver ramt af sorg, kan trække sig ind i sig selv og blive så utilnærmelige og tavse, at andre lammes af afmagt. Og andre taler og taler i én uendelighed om den døde og tager den ene scene eller replik efter den anden frem fra erindringsposen i et forsøg på at bringe den døde midlertidigt til live, hvis de da ikke gør det for at sige forsinket tak for alt det, som de havde sammen med vedkommende og dermed, allerede dengang, sagde farvel til.

Kataloget over vores reaktioner på døden kunne fortsættes længe, ikke mindst inspireret af den bølge af sorglitteratur, som i de seneste år er rullet ind over os, og som der kan være en vifte af aktuelle forklaringer på. Men mon ikke årsagen til bølgen hovedsageligt kan søges i en voksende opmærksomhed og dyb bekymring for det, vi som mennesker har fået skænket: det dyrebare, konstant truede liv, herunder vores liv med hinanden?

Set under den synsvinkel er der ikke langt mellem sorg over tab og klimakritisk omsorg for den udsatte jord.

Vi kan også huske hinanden på, at forfærdelig mange mennesker i dag dør af kræft på et tidspunkt, hvor de endnu ikke er »mætte af dage«, som man sagde engang. Desuden ligger der en massiv og tidstypisk rationalitetskritik i både litteraturens og litteraturvidenskabens generelle interesse for affekt.

Og endelig kunne man anlægge et bredt filosofisk-eksistentielt perspektiv og sige, at døden jo altid minder os om tilstedeværelsens fundamentalt tidslige karakter. Heidegger skriver, at »enhver væren er en væren hen imod enden«, og mener en væren imod døden.

Døden åbner os dermed for et råb fra det inderste i os selv om hele muligheden for at være til på en mere egentlig og omsorgsfuld måde.

Starten på sorglitteraturen

En nøjagtig kronologisk grænse for sorglitteraturens opblomstring er vel umulig at drage, men da vi gik ud af 2017, var vort litterære landskab mærkbart forandret, især på grund af udgivelser som Naja Marie Aidts personlige nødråbskatalog Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog og Caroline Albertine Minors uanstrengt hudløse og dybt bevægende novellesamling Velsignelser.

»Carl bor i himlen nu, og der kan vi ikke besøge ham.«

Det skete i 2017

  • António Guterres overtager den 1. januar posten som FN’s generalsekretær efter Ban Ki-moon
  • Forretningsmanden Donald Trump indsættes den 20. januar som USA’s 45. præsident efter sin forgænger Barack Obama
  • Aarhus fejrer den 21. januar åbningen som europæisk kulturhovedstad 2017
  • FBI-chef James Comey fyres den 9. maj af præsident Trump. Ikke siden 1993 er en chef for FBI blevet fyret
  • Emmanuel Macron indsættes den 14. maj som Frankrigs 35. præsident efter sin forgænger François Hollande
  • Den 27. juni runder Facebook 2 milliarder månedlige brugere på verdensplan

Så enkelt udtrykkes dødens definitive faktum af en treårig pige, da hun med sin lille kande vander de fire mindeæbletræer i haven ved oldemors hus. Bogens forfatter, den dødes mor, benytter betydeligt flere ord. Men i grunden begynder bogen ved det personlige tab af sproget:

»Ord hænger utilstrækkelige og sølle på linjerne, linjerne standser abrupt sig selv. Sproget, der altid har fulgt mig og været mit liv, kan intet.«

Forfatteren må erkende, at det er umuligt at skrive kunstfærdigt om den rå sorg. For »sproget gisper, sproget falder til jorden, fladt og ubrugeligt. Sprogets sørgedragt er grim og stinkende.«

Dermed betjener Naja Marie Aidt sig, kan man så sige, af et klassisk digterisk paradoks, nemlig det at anvende mange ord på at kredse om det, som ikke kan siges. Men sprogtabet manifesteres samtidig, såre konkret, i den til stadighed afbrudte beretning om den fatale aften i marts 2015, hvor sønnen i en svamperus faldt eller kastede sig ud fra et fjerdesalsvindue og kom så katastrofalt til skade, at han to dage efter måtte erklæres hjernedød.

'Vi mærker dig stadig'

I dette eksistentielle nulpunkt, som værket på en måde aldrig forlader, begynder sorgarbejdet, men vel at mærke ikke i form af en roligt fremadskridende narrativ struktur og ej heller som en ordnende tanke, der følger en begrebslig agenda, nej, bogen må snarere karakteriseres som en elegisk collage, skiftende mellem digte, dagbogsnotater, drømmeudskrifter, erindringsglimt og trøsterige citater fra forfattere og filosoffer.

Eksempelvis her Sokrates:

»Så når døden kommer til et menneske, lader det til, at den dødelige del af ham dør, mens den udødelige del fjerner sig og går bort, velbeholden og uforgængelig, idet den viger bort fra døden.«

Sagt med Naja Marie Aidts egne ord lyder det således:

»Vi mærker stadig din kærlighed.«

Det gør læseren på en måde også, alt imens man konstant bliver mindet om det principielt umulige i hele bogens verbale projekt:

Hvordan »har« »du« det »nu«?

Lidt »bedre.«

Har »du« overhovedet »sovet«?

Ja, »jeg« har »sovet« lidt.

Citationstegnet er, ifølge Aidt, »nødvendigt for at beskrive den nye virkelighed, ikkevirkeligheden, den vi pludselig befinder os i, en undtagelsestilstand, hvor intet almindeligt giver genlyd eller kan etableres, hvor intet overhovedet i hele verden mere er genkendeligt.«

Det smukkeste figentræ

Om en sådan undtagelsestilstand og uvirkelighedsfølelse handler to af de syv noveller hos Caroline Albertine Minor. Den skelsættende fatale begivenhed er her et selvmord: Annesofie har som ’nanny’ eller au pair i Australien haft en affære med en gift mand og efter forholdets opløsning hængt sig i et figentræ. Hos de efterladte både dér og herhjemme rejser hendes død en skov af spørgsmål.

Hvorfor valgte hun netop det træ? Ikke fordi det skulle henvise til Syndefaldsmyten, Adam og Eva, og »ikke fordi det var det mest praktiske eller afsides, som man havde foreslået, men fordi det var langt det smukkeste«.

Sådan reflekterer Gedske, den sørgende mor, da hun og faren er rejst til Perth for at prøve på at forstå, hvad der skete … Forklaringen kommer først senere, i form af et brev fra elskerens hustru, en A4-side i samme bobleplastkonvolut som hele kærligheds-e-mailkorrespondancen.

Men selv om denne måske kunne bibringe moren en forløsende indsigt, læser hun den aldrig.

Hun er nemlig indefrosset i sorgen, lammet, kun opsat på at holde mørket ud. Hun er indædt vred på den døde datter, er »udstykket og så fuldkommen udsat«, som om hele det liv, hun har levet med sin mand og de tre børn, bare er sejlet væk.

Selv er hun, lige nu, »bare et forsøg på at holde balancen«. Og faren? Han sidder kun og sidder.

Caroline Albertine Minors novellesamling ’Velsignelser’ var i 2017 med til at forandre vores litterære landskab.

Caroline Albertine Minors novellesamling ’Velsignelser’ var i 2017 med til at forandre vores litterære landskab.

Sille Veilmark

Sådan reagerer forældrene i »Glem Archie Pey« (det var Ansos elsker). Men helt anderledes reagerer barndomsveninden Franciska, der ganske raffineret optræder som jegfortæller i novellen »Flügel des Lebens«, og som her oven på dødsfaldet erklærer:

»Jeg ville sådan ønske, jeg havde lettere til tårer.«

Hos hende følger også en underligt uvirkelig tid, én, hun selv må beskrive som svimmel.

»Følelsen af ensomhed mindede om den beherskede smerte i en kariøs kindtand, inden betændelsen har spredt sig til nerven. Konstant uden at være gennemtrængende, og jeg gjorde mit bedste for at overdøve den.«

Men hendes personlige reaktion, eller ikkereaktion, består i at passe sine studier omhyggeligt og i øvrigt stille sig seksuelt til rådighed for to villige østrigske udvekslingsstudenter.

»Jeg følte mig tåbelig: som Anders And, der i forsøget på at flygte fra en rasende tiger intetanende bakker ned i flodhestens rillede gab.«

»At stille spørgsmålet om, hvornår sorgen er slut, er lidt som at spørge: Hvor højt er op?«

Sigmund Freud fremsatte i afhandlingen Sorg og melankoli fra 1917 den hypotese, at opgaven for ethvert menneske i sorg er at arbejde med sine sorgfulde følelser for herigennem at frigøre sig fra den mistede person og selv få det bedre igen.

Heraf betegnelsen ’sorgarbejde’, som er indarbejdet i det vokabular, vi i dag bruger om disse sager. Ligeledes refererer mange stadig til den idé hos Freud, at sorg forløber i fire faser: chok, reaktion, bearbejdning og nyorientering.

Hos Naja Marie Aidt så vi ovenfor et eksempel på både chok og møjsommelig bearbejdning, og hos Minors karakterer Gedske og Franciska kunne vi registrere henholdsvis en indadrettet passiv og en aktiv, udadvendt reaktion.

Spørgsmålet er imidlertid, om Freud overhovedet havde ret i sin forestilling om sorg som noget, der på et tidspunkt sådan kan »holde op«.

Mai-Britt Guldin, hvis forskergruppe ved Aarhus Universitet gennem ti år systematisk har undersøgt, hvordan vi reagerer på at miste et menneske, der stod os nært, og har beskrevet, hvordan sorg kan have langvarige konsekvenser for vores velbefindende og helbred, citerer i sin bog om emnet (i serien Tænkepauser) den britiske psykiater William Worden for et modsvar til Freuds tese om sorgens ophør:

»At stille spørgsmålet om, hvornår sorgen er slut, er lidt som at spørge: Hvor højt er op?«

Sorgen går aldrig over, er der nogle, der siger. Vi giver ikke slip på vores døde, men bærer dem med os og lærer at leve med minderne om dem – og altså med sorgen. Paradoksalt nok kan noget af det mest trøsterige være, når nogen siger til os: Det tab kommer du aldrig over. For så ved man da dét.

I øvrigt er Freud langtfra den eneste, som har forsøgt at kortlægge sorgens forskellige faser. For nu et halvt århundrede siden lancerede den schweizisk-amerikanske psykiater Elisabeth Kübler-Ross i et siden meget udbredt værk, Døden og den døende, på grundlag af sit arbejde med uhelbredeligt syge patienter, en anskuelig model for en række i bund og grund naturlige reaktioner på døden, af hende ment som en hjælp til at forstå, hvad der egentlig sker ved et tab, men også som en anvisning på en vej videre frem.

Rækkefølgen kan variere fra person til person, man kan hoppe frem og tilbage mellem faserne, og de kan have forskellig varighed og dybde. Men typisk er et forløb, der begynder med fornægtelse i form af en rent overlevelsesorienteret følelsesløshed, der fungerer som vores beskyttelse imod det at blive væltet omkuld.

Næste stadium kan så være vreden, dér, hvor man giver slip på de ophobede følelser og muligvis kan blive besværlig at have med at gøre.

I tredje fase, forhandlingsfasen, vil man så begynde at orientere sig fremad og finde måder, hvorpå man kan få det tabte igen, men samtidig melder sig også, bagudrettet, skylden. Og som om alt dette ikke var nok, gennemlever de fleste også en depressionsfase, hvor man indser det sande omfang af det tab, man har lidt, og ofte får brug for at få fred til at fokusere på forskellene mellem før og nu.

Denne depressive fase kan føles, som om den vil vare evigt, men der er i de fleste tilfælde lys forude i form af accept, som vel at mærke ikke handler om pludselig at blive bimlende glad trods tabet, men netop om at håndtere sin virkelighed på nogle nye, anderledes præmisser. Lære at leve med tabet, så vidt muligt uden at mærke samvittighedsnag eller skyld over selv at være i live.

Faser af sorg

Så vidt teoretikerne, hvis job selvsagt er at skematisere og generalisere, og som derfor ikke prøver at tage højde for sorgens mangfoldige, ofte mærkværdige og ikke sjældent selvmodsigende individuelle udtryk. Men det er nu alligevel slående, så præcist både den fire- og den femfasede model passer på værk efter værk i den nye danske bølge af sorglitteratur.

Tag for eksempel Lotte Kirkebys stilfærdige, detaljesensitive, psykologisk dybdeborende familieroman fra i år De nærmeste, hvor tre søskende med kort tids mellemrum mister først deres far og så deres mor. Alt er forbi, næsten før det er begyndt, lyder en karakteristisk sætning, dækkende for bogens dvælende forløb og dens knugende, trykkede stemning.

Handlingsmæssigt bevæger vi os i de relativt få dage, som går mellem det dobbelte dødsfald og den dobbelte begravelse. Men gennem talrige tilbageblik får læseren via jegfortælleren Anna indblik i en familiehistorie præget af hemmeligheder og fortielser.

Måske kendte de tre efterladte børn slet ikke rigtig deres forældre, og nu, hvor der skal ryddes op, viser det sig, at de knap nok kender hinanden. De falder tilbage i deres gamle roller og genopbygger velkendte indbyrdes spændinger, men de kan på den anden side ikke gå videre uden hinanden og er tvunget til at affinde sig, ikke kun med døden som realitet, men også med hverandres individualitet.

»Der er ingen, der ved, hvordan andre mennesker har det,« siger Anna til sin sørgende og spørgende datter. Derfor har de tre søskende nok heller ingen ret til at dømme deres mor, fordi hun ikke kunne holde ud at skulle være alene og hellere ville dø end blive forladt.

Rent faseteknisk kan man formentlig sige, at Lotte Kirkeby lader chokket, vreden, forhandlingen og accepten indfinde sig under ét, og at depressionen for fortællerens vedkommende muligvis slet ikke er kommet endnu, da bogen slutter, hvilket naturligvis skyldes, at nutidshandlingen spænder over så kort et forløb.

Forsvindingsnumre

Modsat stiller sagen sig i Amalie Langballes delvis selvbiografiske, nys prisbelønnede debutroman Forsvindingsnumre, som når så langt som til at konkludere, at sorgen i jegfortælleren Agnes skal vise sig at være permanent:

»Jeg tror ikke, man heler. Jeg tror heller ikke, at man kommer videre eller bearbejder det eller lærer at leve med det. Helt generelt har jeg fået mine tvivl om bevægelse som metode. Hverken gennem tid eller rum tror jeg på bevægelse længere. Jeg tror heller ikke på at blive, og jeg tror heller ikke på at blive væk. Hvis man er klog, sætter man sin lid til kroppen.«

I denne måske lige lovlig skråsikkert klummeagtige refleksion refererer pronominet »det« til morens langvarige kræftsygdom og sluttelige død, som udgør afsætspunktet for romanens nutidshandling, en udad reagerende tour de force, hvor Agnes dels knalder med to mænd i Tel Aviv, omtåget af stoffer, dels stiller sig til rådighed for en fyr, som kan give hende sprøjteorgasmer, indtil hun i et besynderligt anfald af pædagogisk hævntørst stjæler en sød gut fra en lidt ældre journalistveninde, som så kan lære det på den hårde måde og få en anskuelig lektie i altings ubønhørlige forfald.

Går man på et par skridts tekstanalytisk afstand af Agnes, afslører hun sig som en næppe helt igennem pålidelig beretter, hvis rå, hårdkogt kække, mundrappe stil fremstår som et fornægtelsens forsvar mod sorgen.

Dette forhindrer dog ikke Amalie Langballe i at få sagt kloge og indsigtsfulde ting om det at skulle leve som vidne til tærende sygdom og om det at lide et uopretteligt tab: »Alt hvad man elsker, kan man miste.« Og som her, mere billedrigt:

»For at hjælpe mor tog du med ind i de syges skyggeverden, og du prøvede det bedste, du kunne, at rive lunser af dig selv, så noget kunne lindres i mor. Du trevlede dit sind i stykker, og nu flosser det i kanterne. Du troede, at kødstykkerne så måske ville komme tilbage, når mor gik fra syg til død, men hun må have taget dem med sig, og det var heller ikke, fordi du skulle bruge dem. Det er bare, at du nu er lidt død allerede. Du gav dit liv, og du fik noget af hendes død.«

Er dette acceptens indsigt formidlet i vredens tone nøjagtigt midt i en roman, hvis hovedperson må siges at agere, som om chokket endnu ikke har lagt sig? I hvert fald bekræfter Langballes roman, at sorgens faser sagtens kan flyde sammen. Og at når tabet og sorgen rammer os, opfører vi os meget forskelligt.

Telefon

Året efter Aidts sørgearbejdecollage og Minors novellesamling, og året inden Amalie Langballe blev hædret med BogForums debutantpris, med andre ord i 2018, udkom en bemærkelsesværdig roman af en af vore suveræne prosaister, menneskekenderen Ida Jessen. Det var Telefon, hvormed hun gik tilbage i sit forfatterskab og genfandt figuren Lisa, sognepræst i Hvium og en af hovedskikkelserne i Det første jeg tænker på (2006).

Hvad var det nu, der hændte i denne bog? Jo, forfatteren Birgitte indlogerer sig en tid hos sin gamle barndomsveninde, som i mellemtiden har læst teologi og giftet sig med Frederik og med denne fået to børn.

Ældst er sønnen Gustav, som på sin syvårs fødselsdag tragisk bliver kørt ihjel på landevejen. For dette trafikdrab sigtes, anklages og dømmes barnepigen Manne, skønt Lisa og Birgitte, såvel som læseren, har haft al mulig grund til at mistænke en noget skummel personage blandt de lokale, Albin som han hedder, ihvorvel han netop ikke kan præstere et vandtæt alibi.

Siden er der gået 15 år. Lisa har sagt sit præstejob op, er sammen med Frederik flyttet til København, hvor hun jævnligt går rundt i byens gader uden at møde nogen, hun kender, når hun da ikke har vagt i en telefontjeneste, hvor hun sidder med headset på og snakker med ensomme og selvmordstruede og drikfældige og ulykkelige personer, som ringer ind anonymt.

En sen aften er det så Manne, der ringer. Eller rettere, det er en yngre, påfaldende hårdkogt kvinde, som fortæller, at hun har siddet i fængsel, og at hun har boet et sted, hun kalder Hvium. Lisa spidser ører, og i nattens løb udspiller sig en samtale, hvorunder det viser sig, at Manne ganske vist var med i ulykkesbilen, men at det var Albin, der kørte.

Besynderligt nok viger dette kriminalistiske aspekt af romanen fuldstændigt for det eksistentielle, som så igen får lov at tangere det religiøse.

Selv om der er gået de 15 år, er savnet efter Gustav langtfra forsvundet. De tænker ikke længere på ham hver dag på den dér måde, at de standser op og tænker, så alt bliver stille, og savnet efter ham er i grunden »på en gang lille og stort, som noget man ikke kan lære at kende«; men verden revnede dengang ved trafikulykken, og Lisa længes fortsat hen mod et sted, hvor hun kan blive levende igen.

Hun tænker dog langsommere end dengang, »da hendes tanker aldrig hvilede, og hver eneste tanke var krævende og voldsom og stod i modstrid med den foregående.«

»Nu hvor hun var roligere og indpakket i en beskyttelse som hun ikke vidste hvordan hun havde fået, andet end af tiden, ikke af dagen eller natten eller året, tænkte hun af og til på Tidens Fylde. Ja, tænkte hun, det er sådan det er er, hun tænkte på tiden som blid.

Da Gustav og Marie var små og hun havde travlt i arbejdet, skete det af og til i sjældne tilfælde om aftenen, når børnene sov og Frederik ikke ville komme hjem de næste mange timer. I stuen dengang, med lamperne utændte og foran et vindue kunne det ske at hun kiggede på månen eller på regnen eller på træerne ude på diget, og at tiden blev blid og trak sig tilbage.«

En »rivning af tiden« kan ske, som et tæppe eller et forhæng der rives over. Det er ikke let, men det kan ske. Og selvfølgelig sker der en overrumplende rivning på bogens sidste side, da Lisa er på vej hjem i en taxa og på ny er parat til kraftanstrengelsen ved at leve. Kærlighedens kraftanstrengelse.

Samlende kan man om Telefon sige, at Ida Jessens nøgterne, saglige, men ikke dermed ufølsomme stemmeføring simpelt hen er en af de utallige måder, en sorg kan lyde på. Og hvor, kan man spørge, i den nyere litteratur har vi ellers hørt denne tone?

Begravelsesceremoni

Det skulle da lige være i Rolf Sparre Johanssons Begravelse (2016), en besynderlig smadret rapport eller sønderbrudt beretning om morens sygdom og død. Formmæssigt består grebet her i at lade teksten gå i stykker og forvandle sig til en form for stammen, således at læseren bringes tæt ind på livet af selve sorgens situation, som her, ved begravelsesceremonien:

»alligevel var det også
det føltes godt at
at
kunne vise
sine følelser åbent«

Eller endnu mere nøgent i en intens passage, hvor følget kører kisten hen til graven, og det lyriske jeg får øje på en mariehøne og drejer uden om den ligesom for at værne om selve livet:

»selv om man er
at man er
at man er opslugt af følelser eller
eller man
man føler
at man føler så meget at man ikke
man ikke
engang kan være bevidst om det hele så
samtidig
har man et
der er et niveau af bevidsthed som
som er udenom det som
som er
hvor man
tænker
hvor man tænker
klart på en måde selv om man
tænker
ikke
det er ikke
man ved egentlig ikke hvorfor man
man er ikke
om hvad man tænker men man er
man tænker i hvert fald man
man er
bevidst om hvad der sker
at man kan
det er måske bare at
at
at min mor var død og jeg havde ikke
lyst til at den der mariehøne
skulle dø«

Tanken føres uvilkårligt til Tom Kristensens berømte digt »Henrettelsen« (1922), hvori en mand, som snart skal dø, pludselig bliver yderst detaljeopmærksom:

»Jeg ser en bille vandre tryg
med grønt metal på hvælvet ryg,
den vandrer mod
en bøddelfod.«

Men fra Ida Jessens eksistentielle nøgternhed og Rolf Sparre Johanssons udsatte begravelseshakken går tanken tillige til en af de voldsomste tekster fra den nyeste litteratur om det at tabe, miste og sørge, nemlig Ursula Andkjær Olsens vildt desperate og dog så formsikre digtbog Udgående fartøj (2015):

»en jeg kender har tabt
en taber jeg kender«

»at tabe alt det man har
at have tabt alt det man har haft
at være taber af alt det man havde«

»at tabe
at have tabt
at være taber«

»at tabe OG SKULLE BÆRE SIT TAB
at tabe OG SKULLE BÆRE AT MAN FUCKING HAR TABT
at tabe OG SKULLE BÆRE DET MAN FUCKING HAR TABT«

»som en hård kugle
hård kugle«

»den sidder i sit hul under hjertet«

»i sin asiatiske vælde
I AL SIN ASIATISKE VÆLDE
SOM EN GLOBAL ØRKEN
SOM ABSOLUT HALLELUJA«

Dér kom så Tom Kristensen igen med digtet »Angst«, som først stod i Politiken og blev genbrugt i Hærværk (1930). Og som her kan minde os om, hvor tæt naboskabet kan føles mellem sorgen og angsten såvel som mellem sorgen og varige psykiske lidelser.

Sorg og glæde

En klog person har sagt, at sorgen og glæden bor i hver sin afdeling af hjertet, kun adskilt af en væg, som er tynd nok til, at glæden kan høre sorgen græde, og sorgen kan høre glæden le. I denne ånd vil vi slutte dette bidrags guidede tur gennem moderne dansk sorglitteratur og fremdrage den digtbog over sin fars sygdomsforløb og død, Amduat. En iltmaskine, som Harald Voetmann udgav i 2018, og som på én gang må beskrives som en hospitalsreportage og et stykke personligt sorgarbejde.

At det sidstnævnte aspekt vejer tungt, fremgår af digtets fysiske fremtrædelsesform – såvel håndskrevet som håndtegnet efter billeder i egyptiske grave – men netop den arkaiske kontekst bevirker, at det personlige indhold bliver almenmenneskeligt: Den personlige død løftes op til Døden som sådan. Og i kraft af denne transformation lykkes det også Voetmann at sige noget almengyldigt om det faktum, at de døde på en måde bliver ved med at leve. Fuldstændig ligesom sorgen måske aldrig hører op:

»Om at kunne dø blandt de levende. I tiden efter
sin død blev far ved med at rejse sig fra graven.
Han kunne ikke indse, at han var død og skulle
blive liggende. Ligesom han i perioder havde
manglet sygdomserkendelse, manglede han
dødserkendelsen nu. Vi, hans sønner, måtte hver
gang forklare ham, at han skulle lægge sig
tilbage i graven som de andre døde. Jeg brugte
hårde og nedladende ord for at få ham til
at lystre. Den sidste gang han rejste sig,
lå hans grav i en grøftekant. Det var et
smukt sted med højt græs og engblomster.
Jeg skældte ham ud længe, til han lagde sig
på plads igen. Så kastede jeg et blik derned.
Far var kun et skelet nu, og hans knogler
klaprede. Sammenkrøbet og dirrende lå han
i graven. Nu vidste jeg, at han ville blive
liggende.«

Den humor, som Voetmann her lister ind som et modspil til savnet og smerten, kan ellers ikke siges at fylde meget i den nye sorglitteratur, som tværtimod er lidenskabelig og pivåben for patos.

Det og dens som regel stærkt selvbiografiske karakter har gjort den til noget af en udfordring for kritikken: Fjanteloven er sat ud af kraft ligesom nykritikkens kølige dogme om den litterære teksts principielt autonome karakter. Kritikken og litteraturfaget må forholde sig til alvoren og affekterne – acceptere, hvad man med en aktuel forskers udtryk slet og ret må kalde Den Menneskelige Plet.

Serie

20 FØR 20: Information skriver dansk litteraturhistorie

Information skriver det 21. århundredes danske litteraturhistorie. De 20 største begivenheder i de 20 år op til 2020 fortalt i 20 afsnit af Informations kritikere Erik Skyum-Nielsen, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Tue Andersen Nexø.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Det og dens som regel stærkt selvbiografiske karakter har gjort den til noget af en udfordring for kritikken: Fjanteloven er sat ud af kraft ligesom nykritikkens kølige dogme om den litterære teksts principielt autonome karakter. Kritikken og litteraturfaget må forholde sig til alvoren og affekterne – acceptere, hvad man med en aktuel forskers udtryk slet og ret må kalde Den Menneskelige Plet".

Af mange forskellige årsager står vi over for en række nye tendenser og fænomener i det litterære landskab og en litterær institutions delvise sammenbrud som konsekvens af bl.a. en revolution inden for medieverdenen, og tilsvarende tendenser ses inden for kunstverdenen i øvrigt.

Det må i den situation være væsentligt ikke at reagere som om, at der er tale om et voldsomt sammenbrud af dæmninger og at acceptere totaloversvømmelsens uundgåelighed, således at konsekvensen bliver, at "anything goes".

At acceptere Den menneskelige Plet må ikke resultere i en betingelsesløs accept af alt, der kan forbindes med denne "plet". Litteraturforskere og kritikere må fortsætte med at stille krav og trække grænser.

Hvis de ikke gør det, bliver resultatet en fortsat stigende markedsgørelse og instrumentalisering af litteraturen. Spørgsmålet om litterær kvalitet bliver så efterhånden irrelevant, og det eneste, der vil blive gældende, er "kundens oplevelse af kvalitet", som det manifesterer sig i salgstal.

Tilsvarende fremhæves i artiklen "en massiv og tidstypisk rationalitetskritik i både litteraturens og litteraturvidenskabens generelle interesse for affekt".

Igen må det være vigtigt at fremhæve nødvendigheden af at kunne "gå på to ben". Der er heller ikke her tale om et "enten - eller", men om et "både - og". At rationalitet har været utilstrækkeligt og i mange situationer har fungeret som en barriere mod forståelse, forklaring og løsning af en række problemer og konflikter må ikke resultere i, at vi så at sige "kaster os i affekternes vold".

Rationalitetskritik må ikke overlades til højre og venstre populistiske politiske bevægelser med udgangspunkt i dyrkelse af det affektive og misbrug af affektteori.

Den digitale udvikling og udviklingen i sociale medier har bl.a. været medvirkende til fremkomsten af oplevelseøkonomiske og intensitetskulturelle fænomener, f.eks. ikke kun en accept af, men også en dyrkelse af "den menneskelige plet".

Forskningen i affekt, affektteori og affektive fænomer er derfor en absolut nødvendighed på grund af den samfundsmæssige udvikling, men det betyder ikke, at vi skal "lægges os fladt ned" for fremkomsten af sådanne fænomener, som om de ubetinget repræsenterer noget positivt.

Til dem, der måtte være interesseret i en elementær forståelse af "affekter", kan henvises til Casper Brun Jensen: "Gilles Deleuze", s. 29 - 52 og Britta Timm Knudsen og Carsten Stage: "Affektteori", s. 53 -76, begge i "Kulturteori og kultursociologi", red. Bjørn Schiermer, forfatterne og Hans Reitzels Forlag, 2016.