Essay
Læsetid: 17 min.

I 2018 blev rektor for Forfatterskolen fyret, og sager om grænseoverskridende adfærd skød frem

I 2018 kom Forfatterskolen i stormvejr. Det begyndte med afskedigelsen af rektor Jeppe Brixvold
Per Aage Brandt og Poul Borum grundlagde Forfatterskolen i 1987 på Strandgade på Christianshavn. Borums måde at undervise på har sidenhen fået kritik. »Det her ville jeg ikke engang skrive i et brev … til én jeg ikke kunne lide,« har Poul Borum blandt andet sagt i plenum om en af elevernes tekster.

Per Aage Brandt og Poul Borum grundlagde Forfatterskolen i 1987 på Strandgade på Christianshavn. Borums måde at undervise på har sidenhen fået kritik. »Det her ville jeg ikke engang skrive i et brev … til én jeg ikke kunne lide,« har Poul Borum blandt andet sagt i plenum om en af elevernes tekster.

Morten Langkilde

Kultur
27. december 2019

I offentligheden begyndte det med en usædvanligt kluntet pressemeddelelse. Den 26. oktober 2018 meddelte Forfatterskolens bestyrelse på Facebook og via skolens hjemmeside, at skolen ville iværksætte en såkaldt whistleblower-ordning, hvor man kunne henvende sig, hvis man havde kendskab til episoder, hvor ansatte eller ledelsen på skolen havde opført sig krænkende og upassende. Til slut i pressemeddelelsen stod der også, men helt kort, nærmest som et PS, at skolens rektor, forfatteren Jeppe Brixvold, var blevet afskediget. Det gjorde man for at »få skabt ro« og for at »arbejde for den rette ånd og kultur« på skolen.

Hvorfor det arbejde ikke kunne foregå med Brixvold som rektor, fortalte pressemeddelelsen intet om. Den oplyste heller ikke, om der var nogen forbindelse mellem etableringen af en whistleblower-ordning og afskedigelsen. Brixvold selv reagerede for første, men ikke sidste gang på afskedigelsen, idet han på Facebook erklærede, at han ikke var »helt enig« i bestyrelsens begrundelse. Alligevel skrev han med stor forsonlighed:

»Grundlæggende er bestyrelsens ønske om en ’frisk start’ for Forfatterskolen dog positivt, og med Ursula Andkjær Olsen som konstitueret rektor kan det kun komme godt i gang. Jeg tager altså imod min fyring uden bitterhed. Nu får jeg mulighed for at se mere til min familie og skrive mere koncentreret på min roman, hvilket jeg længe har haft behov for.«

Det skete i 2018

  • Ubådskonstruktøren Peter Madsen idømmes den 25. april fængsel på livstid for drab på den svenske journalist Kim Wall
  • Kronprins Frederik fejrer 50-års fødselsdag den 26. maj med at løbe Royal Run
  • Maj måned bliver den varmeste og solrigeste maj i Danmark siden måling begyndte i 1874
  • Efter grundig forberedelse bliver 12 fodbolddrenge og deres træner evakueret ud af Than Luang-grotten i Thailand den 10. juli
  • Pernille Harder kåres den 30. august af UEFA som Europas bedste kvindelige fodboldspiller i sæsonen 2017/18
  • Den folkekære musiker Kim Larsen dør den 30. september
  • Nobelprisen i litteratur uddeles for første gang i årtier ikke efter lang ballade i Det Svenske Akademi. Prisen for 2018 blev efterlods givet til polske Olga Tokarczuk
  • Danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland bliver den 17. december fundet dræbt ved bjerget Toubkal i Marokko

Så let skulle det ikke gå for hverken ham eller Forfatterskolen. Dagene efter pressemeddelelsen udviklede sig nemlig til et veritabelt stormløb mod bestyrelsens beslutning både i pressen og på de sociale medier. Især virkede det mærkeligt, at bestyrelsen – som bestyrelsens formand, Bodil Marie Stavning Thomsen, beredvilligt fortalte i Jyllands-Posten den 27. oktober – kort tid forinden havde modtaget et brev fra 55 forfattere, som havde bedt den om en uvildig undersøgelse af de mange rygter om skolen, der cirkulerede i det litterære miljø.

»Forhåbentlig foregår der hverken sexchikane eller upassende opførsel på Forfatterskolen nu, men hvis der tidligere er foregået upassende opførsel, mener vi, at der skal ryddes op i det, hvis Forfatterskolen også for fremtiden skal bevare sit gode navn og rygte,« stod der blandt andet i brevet.

Men brevet nævnte ikke Jeppe Brixvold, der – vel ikke uden grund – følte, at hans afskedigelse fik det til at se ud, som om han selv havde opført sig krænkende, og i interview efter interview (Jyllands-Posten den 27. oktober, Berlingske den 31. oktober, Politiken den 24. november) undrede sig over forløbet i stadigt mere uforsonlige formuleringer. For hvad var han egentlig blevet afskediget for? Var det bare på grund af et brev, der talte om uspecificerede rygter?

»Forhastet beslutning, klodset kommunikeret,« som der stod på forsiden af Berlingskes kultursektion den 31. oktober. Og så afslørede Berlingske Tidende den 28. november, at flere forfattere i den private mailtråd, der havde indsamlet underskrifter til brevet til bestyrelsen, dér havde udtrykt ønske om at få Brixvold fyret.

Det var vand på Marianne Stidsens mølle. Stidsen, lektor på Københavns Universitet og tidligere medlem af Forfatterskolens bestyrelse, havde fra sagens begyndelse udlagt Brixvolds afskedigelse som »et eksempel på MeToo-bevægelsen og dens umådeligt samfundsødelæggende virkning«, som hun formulerede det i Kristeligt Dagblad den 20. november.

Afskedigelsen var, mente hun i flere indlæg – hun opsummerede sine argumenter i bogen Den nordiske MeToo-revolution (2019) – udtryk for en radikalfeministisk konspiration. Kvindelige forfattere havde krævet Brixvolds hoved på et fad, og en svag bestyrelse havde leveret. Men han skulle ikke have været fyret, tværtimod skulle de kvindelige forfattere straffes.

Det burde »have været pressionsgruppen, der blev straffet for at sabotere en demokratisk institutions arbejdsbetingelser«, skrev hun allerede den 30. oktober 2018 i Politiken.

Tilbage til adfærdskodekset

Det kom så også frem, at Jeppe Brixvold i længere tid inden sin afskedigelse havde haft et problematisk samarbejde med bestyrelsen og også havde fået en advarsel for sin opførsel på skolen. Han havde forbrudt sig mod det adfærdskodeks, skolen havde indført i november 2017.

Kodekset indførte man, da tidligere elever i MeToos ånd fortalte om deres tid på skolen. På Facebook skrev forfatteren Kristina Nya Glaffey den 18. oktober 2017:

»Der var samtaler os elever imellem om mange grænseoverskridelser, der var samtaler om direkte overgreb, men aldrig nogen, der tog det op for alvor, hverken med rektor, lærere eller bestyrelse. Jeg ved ikke, hvorfor det på en måde ikke var muligt at sætte ord på. Jeg har tit skammet mig over det siden, skammet mig over ikke at stå op for de af mine medstuderende, det gik hårdest ud over. Men jeg tænker, at det var, fordi det var så almindeligt, at det på en måde blev usynligt.«

Glaffey gik på skolen fra 2003 til 2005.

»Jeg ved stort set ingenting om, hvordan kulturen er på skolen nu, jeg håber, den er blevet anderledes,« sluttede hun. Men allerede halvanden måned senere kom det frem, at skolens forrige rektor, Pablo Llambias, i 2015 ikke bare var gået af for at hellige sig sit forfatterskab, sådan som han oprindeligt havde sagt, men havde trukket sig fra sin stilling efter en sag, hvor han havde opført sig helt upassende over for en af skolens kvindelige elever.

Allerede i maj 2017 udgav han en roman, Natteskær, hvor hele sagen optrådte, nødtørftigt tildækket som fiktion – og i en version, hvor han selv var et naivt og uskyldigt offer. Den 10. december 2017 trådte den unge digter Nanna Storr-Hansen, sagens anden part, det faktiske offer, så frem og fortalte sin version på Facebook. Helt anderledes var kulturen åbenbart ikke blevet.

Tilbage til adfærdskodekset. Brixvold havde, det skrev blandt andet Politiken den 20. november, været stærkt påvirket til en fest på skolen og fået en advarsel af bestyrelsen i maj 2018. Tre uger efter, den 9. december, kunne Politiken så afsløre, at Brixvold i 2016 havde genansat en mandlig lærer, som i 2010 var blevet afskediget for at opføre sig helt utilstedeligt over for en kvindelig elev – blandt andet sagde han, at hun »lignede en luder« – på skolens rustur.

Det havde Brixvold gjort uden at rådføre sig med bestyrelsen. Samme lærer overfusede i november 2016 stærkt beruset en kvindelig elev på den svenske forfatterskole på Biskops-Arnö, hvor han var på besøg sammen med elever fra den danske søsterskole. En svensk kollega, forfatteren Ida Linde, beskrev hændelsen til Politikens journalist. Politiken skrev:

»Da Ida Linde forsøgte at stoppe konflikten, begyndte læreren at kaste med ting, hvorefter hun fik ført ham ud af lokalet, skriver hun videre. ’Så begyndte han at køre på mig.’ Efterfølgende blev Ida Linde opsøgt af flere af de danske elever, der sagde, at det ikke var en ualmindelig opførsel for den pågældende lærer, og opfordrede hende til at tale med Forfatterskolens rektor, Jeppe Brixvold, fortæller hun.«

Jeppe Brixvold blev blandt andet fyret som rektor for Forfatterskolen, fordi han genanansatte en mandlig lærer, som i 2010 var blevet afskediget for at opføre sig utilstedeligt over for en kvindelig elev.

Jeppe Brixvold blev blandt andet fyret som rektor for Forfatterskolen, fordi han genanansatte en mandlig lærer, som i 2010 var blevet afskediget for at opføre sig utilstedeligt over for en kvindelig elev.

Maria Albrechtsen Mortensen

Læreren selv hverken kunne eller ville se det større problem.

»Sådan er det jo nogle gange. Man taler forbi hinanden. Hun var en smule fuld, og jeg var en smule fuld,« forklarede han til Politiken og fortsatte:

»Hun syntes, at jeg opførte mig aggressivt over for hende. Og jeg syntes, at hun opførte sig aggressivt over for mig. Sådan er det jo ofte i et skænderi.«

Læreren slap med en advarsel. Han skrev en undskyldning per mail og blev sendt på »tidlig juleferie«, som han selv formulerede det, af Jeppe Brixvold. Forfatterskolens bestyrelse blev ikke orienteret før maj 2018. Eftersom en afskedigelse er en personalesag og som sådan ikke er offentlig, så er det ikke til at vide, om der er andre aspekter, vi stadig ikke kender til.

Efter artiklen i Politiken var det imidlertid let at forstå, hvorfor bestyrelsen ikke opfattede Brixvold som den rette mand til at gøre hovedrent i de mere snavsede hjørner af Forfatterskolens ånd og kultur. Og det uanset hvor kluntet den videre håndtering så var.

Hvordan kan man udøve magtmisbrug, hvis man ikke ved, man har magt?

Men den 9. december var offentlighedens og de sociale mediers opmærksomhed for længst flyttet hen mod en anden lavastrøm i det langsomme vulkanudbrud af afsløringer, der fulgte i kølvandet på Jeppe Brixvolds afskedigelse. Den 2. november skrev forfatteren Kristian Ditlev Jensen en stor artikel i Weekendavisen, hvor han tænkte tilbage på sine år som elev på skolen.

Han gik der fra 1995 til 1997. Det havde været en vild tid, med hård druk og sex og forhold mellem lærere og elever – men alle var voksne mennesker, ligeværdige, så det var bare fint. Der var fuldstændigt og totalt grænseoverskridende øjeblikke til både optagelsessamtaler og til de obligatoriske læsninger af elevernes tekster, men den slags blev man bare stærkere af. Mente Ditlev Jensen.

Svaret kom ugen efter. Peter Højrup, der tidligere i 2018 havde fået et egentligt gennembrud med romanen Til Stranden, fortalte i essayet »Kvalme« i Weekendavisen om sine to år på skolen, de samme to år, som Ditlev Jensen gik der.

Størstedelen af teksten beskriver den mere og mere uønskede opmærksomhed, Højrup fik fra Niels Frank, der først var lærer og siden, efter Poul Borums død i 1996, rektor på skolen. De passager fik helt utvetydigt mest opmærksomhed de følgende uger, også af Niels Frank selv, der bestyrtet lod sig interviewe og også skrev en lang replik, hvis hovedpointe var, at det altså var Højrup, der havde flirtet med ham. Men det vigtigste øjeblik i teksten kommer egentlig langt før, i indledningen, i en beskrivelse af en fælles tekstlæsning.

»Det her ville jeg ikke engang skrive i et brev … til én jeg ikke kunne lide,« havde Poul Borum sagt, i plenum, om en af Højrups tekster. Højrup fortsætter:

»Kunstpausen er vigtig, for den gør bedømmelsen endnu værre – den forvandler en nedsabling til en vittighed … Jeg grinede også med, selv om jeg ikke syntes, det var så skidesjovt, på den anden side var der jo ikke noget unormalt i den slags kritik. Vi havde alle sammen prøvet noget lignende, og så var der den omstændighed, at når man først er kommet ind på Forfatterskolen, så er man allerede forfatter. Det fik vi i hvert fald at vide. Der var godt nok ingen af os, der havde udgivet noget endnu, men det kunne jo komme, og det var vigtigt for undervisningen og skolen i det hele taget, at vi forstod, at det vi deltog i, var en ligeværdig samtale mellem voksne mennesker.«

»At magtrelationen i det såkaldt ’ligeværdige’ forhold mellem undervisere og elever var helt skæv, var der ikke nogen, der talte om. Det er problematisk, at en underviser ikke vedkender sig sin magt og tager sit ansvar på sig, fordi vedkommende derved bliver ansvarsfri: Hvordan kan man udøve magtmisbrug, hvis man ikke ved, man har magt?«

Problematikken var den samme som i sagerne med Pablo Llambias og den unavngivne lærer – mulige forulempelser i relationer, som var fulde af sociale hierarkier og institutionel magt, men som blev påstået ligeværdige. Men den havde flyttet sig fra spørgsmål om alkohol og krænkende opførsel og over til noget andet og for Forfatterskolens selvforståelse langt mere alvorligt. Den var flyttet ind i selve skolens maskinrum, de fælles læsninger af elevernes tekstudkast.

Højrups tekst stillede simpelthen spørgsmålet: Havde Forfatterskolens undervisningsform og pædagogiske kultur i virkeligheden åbnet for ukontrollerede overgreb på den enkeltes talent?

Den fælles tekstlæsning som et ligestillet, egalitært, nærmest utopisk rum

Nærmest siden sin etablering har Forfatterskolen haft to grundlæggende fortællinger om sig selv. De fortællinger har den båret med sig siden åbningen i 1987, over de meget usikre og turbulente år på Strandgade på Christianshavn i årene efter grundlæggeren Poul Borums død, hvor skolen blev angrebet for at være marginal, elitær og avantgardistisk, for at uddanne elever, intet forlag ville udgive – og videre op gennem nullerne og tierne, hvor skolen gradvist blev institutionaliseret, hvor de foregående års polemikker stilnede af, og hvor Forfatterskolen blev en naturlig og ukontroversiel del af det litterære landskab i Danmark.

I 2004 kom den på finansloven, blev lagt ind under Kulturministeriet som en af landets kunstneriske uddannelser, flyttede til sine nuværende lokaler på Peder Skrams Gade og blev gjort SU-berettiget. Da skolen i maj måned 2010 igen stod midt i en polemik, var problemet, at den havde for meget succes: Dens gamle elever fyldte for meget på listerne over de forfattere, der fik støtte fra kunstfonden, mente Leonora Christina Skov i Weekendavisen. De skulle »træde alvorligt i spinaten for at undgå at ende på legatforsørgelse fra det øjeblik, de forlader skolen,« skrev hun.

Gennem alle disse år var Forfatterskolens første fortælling, at alle de elever, skolen optog – på baggrund af tilsendte tekstprøver og opfølgende samtaler – allerede var forfattere. Skolen var ikke et sted, hvor man lærte at blive kunstner. Men uddannelsens to år kunne hjælpe eleverne med at præcisere og udvikle det kunstneriske talent, de allerede besad. Ud af det fødtes så, at skolens primære undervisningsform var (og er) den fælles samtale om elevernes tekstudkast. I den samtale kunne alle deltage på lige fod. Det kunne de, fordi alle, både lærere og elever, allerede var forfattere.

»Elevernes egne udsagn vejer lige så tungt som lærerens, når man i princippet er på samme niveau,« erklærede Pablo Llambias, den daværende rektor på Forfatterskolen, i 2015 i artiklen »De skandinaviske forfatterskoler«.

I samme artikel, skrevet af Elisabeth Friis, docent ved Lunds Universitet, og Christian Dorph, forfatter og højskolelærer, trykt i antologien Teksten er til at tale om, beskrives undervisningsformen som »den afsøgende, prøvende, åbne fælles læsning, der hele tiden bringer de læsende uventede steder hen«.

Forfatterne noterer dog, at »tonen på den danske forfatterskole af de svenske og norske søsterinstitutioner opfattes som værende langt mere hård og autoritær, end den de selv forsøger at holde«. Det peger hen imod den anden grundfortælling om Forfatterskolen i København. Den lyder som følger: Som elev må du forvente, at dine tekster får grundige prygl. Men det er o.k. For lærerne, når de er bedst, er en art læsningens halvguder, hvis ord i selve situationen kan være hårde, men på sigt vil hjælpe dig på vej.

De to fortællinger stemmer slet ikke overens. Den sidste antager for eksempel det hierarki mellem lærer og elev, som den første gør alt for at afvise. Det rigtigste er nok at sige, at den første beskriver det ideal, der ligger bag skolen og dens pædagogiske valg, hvorimod den anden beskriver den hverdag, der alligevel har været på skolen.

I al fald er det påfaldende, hvor meget skolens første rektorer – listen lyder: Poul Borum, siden Niels Frank, Hans Otto Jørgensen, Pablo Llambias, Jeppe Brixvold og nu Ursula Andkjær Olsen – har præget de årgange, de har haft under sig. De har været karismatiske skikkelser. De har voldsomt præget deres elever med både stærke personligheder og stærke litteratursyn, godt hjulpet på vej af det faktum, at Forfatterskolen er en meget lille og meget lidt bureaukratisk institution, hvor der typisk går omkring 15 elever ad gangen.

Der er også en tredje historie, en art modhistorie, der indtil Højrups indlæg mest dukkede op mundtligt eller i semiprivate sammenhænge og kun sjældent blev fortalt på tryk. Men den har aldrig været helt usynlig. I sit bidrag til Forfatterskolens jubilæumsskrift fortalte Olga Ravn i 2012 for eksempel, men diskret, at hun i sine år på skolen (2008-2010) faktisk ikke fik særlig meget ud af tekstlæsningerne, ikke meget andet end skam og ydmygelser. Adam Drewes (elev fra 2000-2002) dokumenterer noget lignende i den mærkelige kæmpebog Radio (2013).

Den tredje historie handler om at mislykkes. Den handler om en kultur, hvor lærerne slet ikke forstår det sociale rum, de via tekstlæsningen skaber, og slet ikke er deres pædagogiske ansvar voksne. Den handler om elever, der bruger tekstlæsningerne til at etablere og befæste sociale hierarkier. Den handler om andre elever, der løber grædende væk fra tekstlæsninger, uden at lærerne reagerer, elever, der føler sig trådt på og udskammet. Den handler om lærere, der slet ikke har blik for elevens talent eller ærinde, men alligevel kører blindt på. Den handler om elever, der bruger årevis på at komme sig over de ar, de har fået i tekstlæsningens rum.

Og så handler den om øjeblikke, hvor læreren vælger at bruge rummet til noget helt andet, til nedsablinger og vittigheder, til at sætte folk på plads, til at udpege favoritter. Hvor læreren – som Borum i Højrups eksempel gjorde – mere opfører sig som en brutal anmelder, der reducerer en tekst til en vittighed, eller som en dansklærer, der korrekser sproglige fejl, end som en medlæser, der prøver at få eleven til at se sit udkasts begrænsninger og muligheder.

Det var den historie, Højrup i sin tekst pludselig fortalte, meget offentligt, på en måde så den blev synlig for alle. Han insisterede samtidig på, at den var vokset frem under dække af drømmen om den fælles tekstlæsning som et ligestillet, egalitært, nærmest utopisk rum, hvis eneste mål var gennemlysningen af elevernes udkast. Han insisterede på, at Forfatterskolens idealer var præcis det, der gjorde alle overgrebene mulige.

Kritikersalonen er ikke en pædagogisk teknik

Det skal også med, at de nævnte modhistorier især er blevet fortalt om Forfatterskolen i halvfemserne, nullerne og de tidlige tiere, og at andre forfattere har skrevet begejstret om deres år på skolen, at årene på skolen for mange har været formative og afgørende skridt hen imod det, der endte som overordentligt vigtige forfatterskaber. Faktisk har elever fra Forfatterskolen domineret det 21. århundredes litteratur i Danmark. Formodentlig har flertallet af de forfattere, vi omtaler i denne litteraturhistorie – fra Claus Beck-Nielsen til Jonas Eika – gået på skolen.

Endelig skal det med, at Forfatterskolens grundpille, den fælles tekstlæsning, op gennem de sidste 20 år ligesom er blevet eksporteret ud af skolens rum og har spillet en vigtig rolle i det litterære liv i Danmark. Som forfatteren og højskolelæren Mads Eslund (elev på Forfatterskolen fra 2001-2003) fortalte i antologien Teksten er til at tale om, så var det format inspirationen, da Testrup Højskole i 1998 som den første højskole åbnede en særlig skrivelinje.

Modellen er også blevet gentaget på de kunstneriske ungdomsuddannelser inden for litteratur, FGK, og på de utallige private skriveskoler, som op gennem tierne er opstået i især København – ofte med gamle forfatterskoleelever som lærere – og som i dag udgør en vigtig indtægtskilde for unge danske forfattere.

I en let modificeret form har den endda bevæget sig ud i den litterære offentlighed som såkaldte kritikersaloner, hvor to eller flere forfattere eller litteraturkritikere diskuterer udvalgte litterære tekststykker, og et interesseret publikum diskuterer med. Det format blev introduceret i Danmark den 19. februar 2000. Den dag skændtes Niels Frank og Erik Skyum-Nielsen så bravt om et digt af Søren Ulrik Thomsen på KafCaféen, at Informations udsendte medarbejder måtte ende sin begejstrede reportage med konklusionen:

»Vi har en litterær debat i Danmark.« Siden blev den taget op af tidsskriftet Den Blå Ports redaktion, der fra 2004 til 2007 afholdt kritikersaloner i LiteraturHaus på Nørrebro. I dag optræder der jævnligt kritikersaloner på højskolernes litteraturkurser og på litteraturfestivaler rundt om i landet.

Men kritikersalonen er ikke en pædagogisk teknik. Den er et format, hvor færdige tekster udsættes for fælles analyse, kritik og vurdering ud fra ideen om, at det er sjovere og mere givende at læse sammen end at gøre det hver for sig. Og på højskoler, ungdomsskoler og private skriveskoler insisterer man ikke på at opløse grænsen mellem lærer og elev.

Nye møder giver rum for samtale

Det sidste vigtige indlæg i stormen omkring Forfatterskolen, »Forfatterkolens sidste suk«, blev skrevet af Niels Frank og trykt i Weekendavisen den 1. februar 2019. Frank gennemgik indholdet af den rapport, advokatfirmaet Sirius havde lavet på baggrund af indberetningerne til Forfatterskolens whistleblower-ordning. Det var mest gamle sager, skrev han. De handlede om opførsel, folk havde observeret, snarere end overgreb, de havde været udsat for. Han selv havde kaldt en elev »en sur mokke« en gang, det fremgik af rapporten.

Teksten var præget af sorg og frustration. Rapporten nøjes med at bogføre rygter uden at undersøge deres validitet, noterer Frank. Den fører hverken til afklaring for dem, der havde følt sig forulempet eller for dem, der havde følt sig anklaget i offentligheden. Til gengæld havde den skole, Frank selv havde givet år af sit liv til, forandret sig til det uigenkendelige. Den var blevet til det modsatte af det, den skulle være:

»Det eksperimenterende værksted, som Forfatterskolen i sin tid var, er nu blevet en tung institution med åremålsansættelser og whistleblower-ordning og en bestyrelse, der vil holde rektor i kort snor. Det er kreperligt, ikke blot for skolen, men også for litteraturen … I 1987, da Poul Borum oprettede Forfatterskolen, gav det god mening at skabe et nyt litterært fællesskab. I dag tjener skolen kun til splittelse. Derfor synes jeg, at vi skal lukke Forfatterskolen og sige til hinanden, at den skole har haft sin tid, og nu er det på tide at komme videre.«

Ikke desto mindre eksisterer skolen stadig. Eleverne mødes stadig i Peder Skrams Gade to dage om ugen og sidder om et stort bord i skolens eneste store lokale, omkranset af utallige bogreoler. I foråret 2019 var der lige så mange ansøgere som altid, omkring 350, skolen optog ti.

Ursula Andkjær Olsen, der blev konstitueret i stillingen 1. november 2018, tiltrådte som rektor den 1. august i år. Hun er skolens første kvindelige leder. Over telefonen fortæller hun, at hun allerede i 2018 indførte fællesmøder for alle elever og lærere, og at de efterhånden har udviklet sig til en månedlig evaluering af undervisningen og de fælles tekstlæsninger. De møder giver rum for en samtale, der nok har manglet tidligere på skolen. Hun fortæller videre:

»Møderne kommer til at fortsætte. For undervisningen på Forfatterskolen er ikke noget, der falder på plads i en utopi. Der vil altid være situationer, der skal tages op og diskuteres eller forløb, der har fungeret dårligt.«

– Ændrer fællesmøderne så noget?

»Det har været virkelig spændende. Min fornemmelse er, at underviserne – også jeg selv – lærer rigtig meget af det.«

Tue Andersen Nexø var medlem af redaktionen af Den Blå Port fra 2001-2007 og var med til at organisere de kritikersaloner, som kort omtales i artiklen. Han har enkelte gange undervist på Forfatterskolen, sidst i 2013.

Serie

20 FØR 20: Information skriver dansk litteraturhistorie

Information skriver det 21. århundredes danske litteraturhistorie. De 20 største begivenheder i de 20 år op til 2020 fortalt i 20 afsnit af Informations kritikere Erik Skyum-Nielsen, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Tue Andersen Nexø.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Indledningsvis vil jeg sige, at artiklens fremstilling af hele forløbet vedrørende forfatterskolesagen siden oktober 2018, er én af de mest nøgterne og afbalancerede, jeg indtil videre har læst, men at den også bærer præg af, at den er skrevet af en litterat, der ikke samtidig har professionel viden inden for ledelse og organisation, teoretisk og praktisk pædagogik og det, der i dag kaldes kunstnerisk udviklingsvirksomhed (”forskning”).

Specielt efter at skolen i 2004 kom på finansloven, måtte det forventes, at den blev drevet med en høj grad af professionalisme på alle niveauer, hvilket har vist sig ikke at være tilfældet, efterhånden som det er kommet frem, hvad praksis har være på skolen i forskellige sammenhænge.

Det er rigtigt, som der står, ”at Jeppe Brixvold i længere tid inden sin afskedigelse havde haft et problematisk samarbejde med bestyrelsen og også havde fået en advarsel for sin opførsel på skolen”, men af artiklen fremgår det ikke, at forløbet afspejler manglende professionalisme fra såvel rektors som bestyrelsens side.

Forløbet afslører for mig at se, at Brixvold havde vist sig som en leder, der på en række punkter manglede de nødvendige kompetencer og den nødvendige professionalisme, især administrativt, i sin daglige ledelse og ansættelse af personale og med hensyn til personlig integritet (forbryder sig bl.a. mod skolens adfærdskodeks).

Samtidig havde bestyrelsen svigtet sit ansvar ved ikke tidligere mere konsekvent at have grebet ind over for denne ledelsesstil. Derfor denne pludseligt nødvendige og i offentligheden uforståelige fyring af Brixvold. Bestyrelsen kunne vanskeligt i situationen stå frem og indrømme, at den også, på grund af egne forsømmelser, måske burde træde tilbage.

Når Brixvold genansætter (citeret) ”en mandlig lærer, som i 2010 var blevet afskediget for at opføre sig helt utilstedeligt over for en kvindelig elev” uden at rådføre sig med bestyrelsen, peger det på et problem begge veje, i forholdet mellem rektor og bestyrelsen.

Brixvold ville formodentlig kunne henholde sig til kutyme (væsentligt i et juridisk perspektiv) omkring rektors hidtidige store friheder på dette område, uden at skulle orientere eller rådføre sig med bestyrelsen, og ligeledes i forbindelse med det ikke at have orienteret bestyrelsen om efterfølgende episoder med den pågældende lærer og den advarsel, som han havde givet læreren.

Som det fremgår af en artikel i Politiken, har der været tale om bestyrelser, der har holdt for få møder til at kunne leve op til deres bestyrelsesansvar, og om bestyrelsesformænd, der ikke har haft et nødvendigt og forholdsvis tæt samarbejde med rektor.

Ved afgørelser om væsentlige og kontroversielle spørgsmål på skolen har såvel rektor som bestyrelsen et ansvar for, at parterne kan stå inde for trufne beslutninger, og det vil i det mindste i praksis sige, at rektor gennem konsultation med bestyrelsesformanden sikrer sig bestyrelsens opbakning. At sådanne konsultationer finder sted, er såvel rektors som bestyrelsesformandens ansvar.
https://politiken.dk/kultur/art6910471/Eksperter-retter-kritik-mod-Forfa...

Det er også klart, at der historisk set har været tale om en række af rektorer og lærere på skolen, der ikke har levet op til deres ledelsesansvar og deres pædagogiske ansvar over for eleverne på skolen.

Som det meget præcist citeres i artiklen:

”At magtrelationen i det såkaldt ’ligeværdige’ forhold mellem undervisere og elever var helt skæv, var der ikke nogen, der talte om. Det er problematisk, at en underviser ikke vedkender sig sin magt og tager sit ansvar på sig, fordi vedkommende derved bliver ansvarsfri: Hvordan kan man udøve magtmisbrug, hvis man ikke ved, man har magt?”

Denne artikel rejser desuden et væsentligt spørgsmål, men det er også et spørgsmål, der må ses i sammenhæng med skolens ledelse, organisation, pædagogiske principper og uddannelsesplaner som helhed, og som ikke alene vil kunne vurderes og besvares fyldestgørende uafhængigt af sin kontekst (her kan drages en parallel til illusionen om ”den hvide kube”):

”Havde Forfatterskolens undervisningsform og pædagogiske kultur i virkeligheden åbnet for ukontrollerede overgreb på den enkeltes talent?”

Problemet er, for mig at se, de pædagogiske muligheder og begrænsninger, der er på en toårig uddannelse, hvor det centrale i undervisningen er ”den fælles samtale om elevernes tekstudkast. I den samtale kunne alle deltage på lige fod. Det kunne de, fordi alle, både lærere og elever, allerede var forfattere”, som det formuleres i artiklen.

Efterfølgende fremstilles i artiklen en række af de, i værste fald, negative konsekvenser ved denne form for undervisning, der set i kontekst:

” ---- handler om en kultur, hvor lærerne slet ikke forstår det sociale rum, de via tekstlæsningen skaber, og slet ikke er deres pædagogiske ansvar voksne. Den handler om elever, der bruger tekstlæsningerne til at etablere og befæste sociale hierarkier. ----Den handler om lærere, der slet ikke har blik for elevens talent eller ærinde, men alligevel kører blindt på”.

Derfor er det også vigtigt, at det ikke kun er forfattere, der som forfattere anses som dygtige, der ansættes på skolen, og det gælder ikke mindst som rektor, men at det også er personer, der på alle relevante parametre kan leve om til professionelle krav til ledelse og pædagogik, og ikke mindst til en grundlæggende professionel viden om litteratur.

Et er at være god til at skrive, noget andet er at kunne undervise i det og at kunne give eleverne et bredere perspektiv på deres arbejde, også når de litterært ønsker at arbejde på en helt andet måde end deres undervisere ønsker det. Intet er f.eks. mere kedeligt og uinteressant end på afgangsudstillinger på kunstakademier at opleve færdiguddannede, der er blevet kloner af deres undervisere.

Som det fremgår af de ovenfor nævnte negative konsekvenser, tyder meget på, at skolens bestyrelser historisk set ikke har levet op til deres professionelle ansvar i forhold til at få ansat rektorer, der ved deres ansættelse af undervisere har kunnet sikre en ordentlig daglig ledelse og pædagogik på skolen, og at bestyrelserne har vist for ringe interesse for disse forhold.

I artiklen nævnes også det, der ud fra i hvert fald et perspektiv kan betragtes som et afledt format af undervisningsformen på forfatterskolen, nemlig kritikersalonen, der er ”et format, hvor færdige tekster udsættes for fælles analyse, kritik og vurdering”.

Over for dette vil jeg fremhæve det koncept, som gennem nogle år har været praktiseret i Poesiens Hus, eksempelvis i 2019:

”Konceptet: Ud fra ideen om at åbne, dialogiske og bevægelige processer uden berøringsangst, er vigtige i kunsten og i verden – vil Poesiens Hus lægge rum til, at 3×3 digtere i foråret 2019 mødes, læser op fra nye, gerne ufærdige tekster, afprøver dem, og diskuterer dem.

Således både præsenterer de deres igangværende arbejde, og åbner skriveprocessen op for hinanden (som det kan gøres mellem kolleger), og for publikum (der sjældent har mulighed for at deltage i de interne, sommetider essentielle og rykkende samtaler forfattere imellem)”.

Mine erfaringer som publikum ved en lang række af disse arrangementer er, at langt de fleste forfattere er dygtige ”sprogsnedkere”, men når det drejer sig om at give modspil til kolleger, der arbejder med eksperimenterende og konceptuelle formater, og hvor disse kolleger måske også selv har svært ved at sætte ord på deres arbejder, så kniber det med at kunne give et sådant modspil. F.eks. i forhold til forfattere som Ida Marie Hede og Rasmus Halling Nielsen.

Det er også min erfaring, at forfattere i dag, generelt set, ikke er særligt stærke på områder som poetik og æstetik. Hvis man skal kunne undervise elever på forfatterskolen, som arbejder på mange forskellige måder og ud fra vidt forskellige perspektiver, må man, for mig at se, også som lærer være ret ”bredspektret” og vidende om forskellige former for litteratur i samtiden. Det er ikke mit indtryk, at det er noget, som vægtes særlig højt ved ansættelse af lærere på forfatterskolen.

Steffen Gliese

Det er vel nærmest et sammenstød imellem semiotik og dekonstruktion.