Læsetid: 17 min.

I 2018 blev rektor for Forfatterskolen fyret, og sager om grænseoverskridende adfærd skød frem

I 2018 kom Forfatterskolen i stormvejr. Det begyndte med afskedigelsen af rektor Jeppe Brixvold
Per Aage Brandt og Poul Borum grundlagde Forfatterskolen i 1987 på Strandgade på Christianshavn. Borums måde at undervise på har sidenhen fået kritik. »Det her ville jeg ikke engang skrive i et brev … til én jeg ikke kunne lide,« har Poul Borum blandt andet sagt i plenum om en af elevernes tekster.

Per Aage Brandt og Poul Borum grundlagde Forfatterskolen i 1987 på Strandgade på Christianshavn. Borums måde at undervise på har sidenhen fået kritik. »Det her ville jeg ikke engang skrive i et brev … til én jeg ikke kunne lide,« har Poul Borum blandt andet sagt i plenum om en af elevernes tekster.

Morten Langkilde

27. december 2019

I offentligheden begyndte det med en usædvanligt kluntet pressemeddelelse. Den 26. oktober 2018 meddelte Forfatterskolens bestyrelse på Facebook og via skolens hjemmeside, at skolen ville iværksætte en såkaldt whistleblower-ordning, hvor man kunne henvende sig, hvis man havde kendskab til episoder, hvor ansatte eller ledelsen på skolen havde opført sig krænkende og upassende. Til slut i pressemeddelelsen stod der også, men helt kort, nærmest som et PS, at skolens rektor, forfatteren Jeppe Brixvold, var blevet afskediget. Det gjorde man for at »få skabt ro« og for at »arbejde for den rette ånd og kultur« på skolen.

Hvorfor det arbejde ikke kunne foregå med Brixvold som rektor, fortalte pressemeddelelsen intet om. Den oplyste heller ikke, om der var nogen forbindelse mellem etableringen af en whistleblower-ordning og afskedigelsen. Brixvold selv reagerede for første, men ikke sidste gang på afskedigelsen, idet han på Facebook erklærede, at han ikke var »helt enig« i bestyrelsens begrundelse. Alligevel skrev han med stor forsonlighed:

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Indledningsvis vil jeg sige, at artiklens fremstilling af hele forløbet vedrørende forfatterskolesagen siden oktober 2018, er én af de mest nøgterne og afbalancerede, jeg indtil videre har læst, men at den også bærer præg af, at den er skrevet af en litterat, der ikke samtidig har professionel viden inden for ledelse og organisation, teoretisk og praktisk pædagogik og det, der i dag kaldes kunstnerisk udviklingsvirksomhed (”forskning”).

Specielt efter at skolen i 2004 kom på finansloven, måtte det forventes, at den blev drevet med en høj grad af professionalisme på alle niveauer, hvilket har vist sig ikke at være tilfældet, efterhånden som det er kommet frem, hvad praksis har være på skolen i forskellige sammenhænge.

Det er rigtigt, som der står, ”at Jeppe Brixvold i længere tid inden sin afskedigelse havde haft et problematisk samarbejde med bestyrelsen og også havde fået en advarsel for sin opførsel på skolen”, men af artiklen fremgår det ikke, at forløbet afspejler manglende professionalisme fra såvel rektors som bestyrelsens side.

Forløbet afslører for mig at se, at Brixvold havde vist sig som en leder, der på en række punkter manglede de nødvendige kompetencer og den nødvendige professionalisme, især administrativt, i sin daglige ledelse og ansættelse af personale og med hensyn til personlig integritet (forbryder sig bl.a. mod skolens adfærdskodeks).

Samtidig havde bestyrelsen svigtet sit ansvar ved ikke tidligere mere konsekvent at have grebet ind over for denne ledelsesstil. Derfor denne pludseligt nødvendige og i offentligheden uforståelige fyring af Brixvold. Bestyrelsen kunne vanskeligt i situationen stå frem og indrømme, at den også, på grund af egne forsømmelser, måske burde træde tilbage.

Når Brixvold genansætter (citeret) ”en mandlig lærer, som i 2010 var blevet afskediget for at opføre sig helt utilstedeligt over for en kvindelig elev” uden at rådføre sig med bestyrelsen, peger det på et problem begge veje, i forholdet mellem rektor og bestyrelsen.

Brixvold ville formodentlig kunne henholde sig til kutyme (væsentligt i et juridisk perspektiv) omkring rektors hidtidige store friheder på dette område, uden at skulle orientere eller rådføre sig med bestyrelsen, og ligeledes i forbindelse med det ikke at have orienteret bestyrelsen om efterfølgende episoder med den pågældende lærer og den advarsel, som han havde givet læreren.

Som det fremgår af en artikel i Politiken, har der været tale om bestyrelser, der har holdt for få møder til at kunne leve op til deres bestyrelsesansvar, og om bestyrelsesformænd, der ikke har haft et nødvendigt og forholdsvis tæt samarbejde med rektor.

Ved afgørelser om væsentlige og kontroversielle spørgsmål på skolen har såvel rektor som bestyrelsen et ansvar for, at parterne kan stå inde for trufne beslutninger, og det vil i det mindste i praksis sige, at rektor gennem konsultation med bestyrelsesformanden sikrer sig bestyrelsens opbakning. At sådanne konsultationer finder sted, er såvel rektors som bestyrelsesformandens ansvar.
https://politiken.dk/kultur/art6910471/Eksperter-retter-kritik-mod-Forfa...

Det er også klart, at der historisk set har været tale om en række af rektorer og lærere på skolen, der ikke har levet op til deres ledelsesansvar og deres pædagogiske ansvar over for eleverne på skolen.

Som det meget præcist citeres i artiklen:

”At magtrelationen i det såkaldt ’ligeværdige’ forhold mellem undervisere og elever var helt skæv, var der ikke nogen, der talte om. Det er problematisk, at en underviser ikke vedkender sig sin magt og tager sit ansvar på sig, fordi vedkommende derved bliver ansvarsfri: Hvordan kan man udøve magtmisbrug, hvis man ikke ved, man har magt?”

Denne artikel rejser desuden et væsentligt spørgsmål, men det er også et spørgsmål, der må ses i sammenhæng med skolens ledelse, organisation, pædagogiske principper og uddannelsesplaner som helhed, og som ikke alene vil kunne vurderes og besvares fyldestgørende uafhængigt af sin kontekst (her kan drages en parallel til illusionen om ”den hvide kube”):

”Havde Forfatterskolens undervisningsform og pædagogiske kultur i virkeligheden åbnet for ukontrollerede overgreb på den enkeltes talent?”

Problemet er, for mig at se, de pædagogiske muligheder og begrænsninger, der er på en toårig uddannelse, hvor det centrale i undervisningen er ”den fælles samtale om elevernes tekstudkast. I den samtale kunne alle deltage på lige fod. Det kunne de, fordi alle, både lærere og elever, allerede var forfattere”, som det formuleres i artiklen.

Efterfølgende fremstilles i artiklen en række af de, i værste fald, negative konsekvenser ved denne form for undervisning, der set i kontekst:

” ---- handler om en kultur, hvor lærerne slet ikke forstår det sociale rum, de via tekstlæsningen skaber, og slet ikke er deres pædagogiske ansvar voksne. Den handler om elever, der bruger tekstlæsningerne til at etablere og befæste sociale hierarkier. ----Den handler om lærere, der slet ikke har blik for elevens talent eller ærinde, men alligevel kører blindt på”.

Derfor er det også vigtigt, at det ikke kun er forfattere, der som forfattere anses som dygtige, der ansættes på skolen, og det gælder ikke mindst som rektor, men at det også er personer, der på alle relevante parametre kan leve om til professionelle krav til ledelse og pædagogik, og ikke mindst til en grundlæggende professionel viden om litteratur.

Et er at være god til at skrive, noget andet er at kunne undervise i det og at kunne give eleverne et bredere perspektiv på deres arbejde, også når de litterært ønsker at arbejde på en helt andet måde end deres undervisere ønsker det. Intet er f.eks. mere kedeligt og uinteressant end på afgangsudstillinger på kunstakademier at opleve færdiguddannede, der er blevet kloner af deres undervisere.

Som det fremgår af de ovenfor nævnte negative konsekvenser, tyder meget på, at skolens bestyrelser historisk set ikke har levet op til deres professionelle ansvar i forhold til at få ansat rektorer, der ved deres ansættelse af undervisere har kunnet sikre en ordentlig daglig ledelse og pædagogik på skolen, og at bestyrelserne har vist for ringe interesse for disse forhold.

I artiklen nævnes også det, der ud fra i hvert fald et perspektiv kan betragtes som et afledt format af undervisningsformen på forfatterskolen, nemlig kritikersalonen, der er ”et format, hvor færdige tekster udsættes for fælles analyse, kritik og vurdering”.

Over for dette vil jeg fremhæve det koncept, som gennem nogle år har været praktiseret i Poesiens Hus, eksempelvis i 2019:

”Konceptet: Ud fra ideen om at åbne, dialogiske og bevægelige processer uden berøringsangst, er vigtige i kunsten og i verden – vil Poesiens Hus lægge rum til, at 3×3 digtere i foråret 2019 mødes, læser op fra nye, gerne ufærdige tekster, afprøver dem, og diskuterer dem.

Således både præsenterer de deres igangværende arbejde, og åbner skriveprocessen op for hinanden (som det kan gøres mellem kolleger), og for publikum (der sjældent har mulighed for at deltage i de interne, sommetider essentielle og rykkende samtaler forfattere imellem)”.

Mine erfaringer som publikum ved en lang række af disse arrangementer er, at langt de fleste forfattere er dygtige ”sprogsnedkere”, men når det drejer sig om at give modspil til kolleger, der arbejder med eksperimenterende og konceptuelle formater, og hvor disse kolleger måske også selv har svært ved at sætte ord på deres arbejder, så kniber det med at kunne give et sådant modspil. F.eks. i forhold til forfattere som Ida Marie Hede og Rasmus Halling Nielsen.

Det er også min erfaring, at forfattere i dag, generelt set, ikke er særligt stærke på områder som poetik og æstetik. Hvis man skal kunne undervise elever på forfatterskolen, som arbejder på mange forskellige måder og ud fra vidt forskellige perspektiver, må man, for mig at se, også som lærer være ret ”bredspektret” og vidende om forskellige former for litteratur i samtiden. Det er ikke mit indtryk, at det er noget, som vægtes særlig højt ved ansættelse af lærere på forfatterskolen.