I 2019 kom talerne fra de unge

»How dare you!« »Hvor vover I!«

Der er taler, som bliver stående, længe efter de er holdt. Taler, som vokser sig større og vigtigere end deres egen afsender, og som ender som symboler på en epoke og dens kamp.

Sådan en tale holdt Greta Thunberg tidligere i år. Fra en talerstol ved FN’s klimatopmøde anklagede den svenske teenager en hel generation af regeringschefer for at have svigtet deres politiske og moralske ansvar for kloden.

»How dare you!« sagde hun med tårer i sine øjne. »Hvor vover I!«

Når årets sidste tale sendes fra Amalienborg, og dronningen beder Gud om at bevare os alle, vil det markere afslutningen på et år, hvor det talte ord fik nyt liv. Ny politisk kraft. De taler, vi vil huske fra 2019, blev nemlig ikke holdt af etablerede politikere eller rutinerede samfundsdebattører, men af unge, idealistiske græsrodsstemmer.

»Vi ser i disse år en række unge mennesker, som bruger talekunsten til at udtrykke politisk modstand og mistro til de etablerede magthavere og deres evne til at løse tidens store udfordringer,« siger Lisa Storm Villadsen, der er lektor i retorik på Københavns Universitet.

Det gælder blandt andet forfatteren Jonas Eika, der ved modtagelsen af Nordisk Råds Litteraturpris anklagede den danske regering for at glemme asylbørnene og gøre sig skyldig i »statsracisme«.

Det gælder studenterpolitikeren Harald Toksværd, der ved Københavns Universitets årsfest erobrede talerstolen og afkrævede en festklædt sal af notabiliteter mere medindflydelse.

Og det gælder ikke mindst klimaaktivisten Greta Thunberg, som på vegne af sin generation – og med hele verden som sit vidne – satte den politiske magtelite til vægs.

»Vores opfattelse af, hvor de vigtige stemmer og budskaber kommer fra, har flyttet sig de senere år,« forklarer Lisa Storm Villadsen.

»Vi lytter ikke længere kun til de etablerede meningsmagere – til fagforeningsbosserne, til politikerne og til virksomhedslederne. Der er sket en demokratisering af taletiden. Engang ville Greta Thunberg være blevet affejet som et barn, og Jonas Eika ville være opfattet som en uopdragen ung mand – men nu spørger mange i stedet sig selv: Hvad er det, hun siger? Hvorfor er han så vred? Hvad er der er på spil for de her mennesker?«

’Blod på hænderne’

Tendensen har været nogle år undervejs og optræder i det meste af den vestlige verden. Tag Emma González, den 18-årige, kronragede amerikanske high school-elev, der sidste år holdt en harmdirrende tale for sine døde klassekammerater efter skoleskyderiet i Parkland i USA, hvor hun »kaldte bullshit« på våbenlobbyen og det fodslæbende politiske establishment.

Eller tag Luisa Neubauer, den 23-årige frontfigur for klimabevægelsen Fridays for Future i Tyskland, der for nylig holdt en opsigtsvækkende tale til den ordinære generalforsamling for Tysklands største energiselskab, RWE, hvor hun sagde, at »ingen koncern i Europa bærer et større ansvar for klimakrisen«, og at »alle her i salen har et globalt ansvar, de ikke kan løbe fra.«

Eller tag den 22-årige danske studenterpolitiske aktivist Harald Toksværd. 

I november i år trådte han uinviteret op på talerstolen ved Københavns Universitets årsfest og gentog et krav om medbestemmelse, som var blevet fremsat allerede 50 år i forvejen af en anden studerende, Finn Ejnar Madsen, der erobrede samme talerstol i 1968 for at protestere mod universitetets forstokkede professorvælde.

»Finn Ejnar fik tre minutter,« begyndte Harald Toksværd sin tale foran en nervøst afventende sal, der både talte en minister og en kappeklædt og kædebærende universitetsledelse:

»Men Finn Ejnar taler ikke i dag. For Finn Ejnar, han er død. Og gudskelov for det. For tænk, hvis han havde set, hvad der er blevet af hans revolution. Tænk, hvis han havde set den kabale af gamle mænd, der sidder her i deres hemmelige hule og klapper hinanden tilfreds på ryggen i hans navn.«

Harald Toksværd studerer religionsvidenskab på Københavns Universitet og har været en af de drivende kræfter i HUMrådets blokade af ledelsesgangen på Det Humanistiske Fakultet i november i år. En kamp, som for nylig – efter 38 dages konflikt – overraskende endte med, at ledelsen gik ind på de studerendes krav.

Han er overbevist om, at hans tale var et vendepunkt, som i sidste ende blev afgørende for, at den studenterpolitiske bevægelse fik sine krav om mere medbestemmelse igennem.

»Ved at påkalde os studenteroprørets ånd blev vores egne politiske krav tilført en vigtighed og en historisk berettigelse, som fik ledelsen til at lytte,« siger Harald Toksværd.

Efter årsfesten fulgte yderligere tre ugers aktivistisk arbejde med blokade af både ledelses- og medarbejdergangen på Det Humanistiske Fakultet – men det var talen, der for alvor fik rettet opmærksomhed mod de studerendes politiske krav, mener han. 

»Pludselig var vi ikke kun i konflikt med dekanen på Det Humanistiske Fakultet, men også med rektor og med ministeren. Vi havde fået sat os selv på landkortet og gjort et stykke tør universitetspolitik til en folkesag.«

Havde de studerende alene fremsat deres krav med et facebookopslag eller en video på YouTube, ville det have været for let for universitetsledelsen at ignorere de studerendes budskab, mener Harald Toksværd.

»Jeg kunne godt have sagt det, jeg gjorde, foran et kamera – og vi lavede faktisk også en video, hvis aktionen skulle slå fejl – men det er nemt for en rektor og en minister at trykke pause på en video. Det kan de ikke, når der står en lige foran dem og taler. Så er de tvunget til at lytte. Det er det, en tale kan.«

Skandaletalens effekt

Ifølge Lisa Storm Villadsen er ’skandaletalen’ – altså den tale, der bryder med forventningerne til en almindelig lejlighedstale og chokerer alle ved at ødelægge den gode stemning – en udbredt retorisk skabelon. Og den er særligt velegnet til at skabe opmærksomhed om en sag, der er fortrængt eller negligeret i offentligheden.

»Et kendt eksempel fra populærkulturen er jo Thomas Vinterbergs Festen, hvor alle gæsterne ankommer til den runde fødselsdag med en forventning om at få en hyggelig aften, og så holder sønnen i stedet den gule tale, så stemningen ændrer sig radikalt,« siger hun.

Det var samme strategi, Jonas Eika fulgte, da han ved modtagelsen af Nordisk Råds Litteraturpris talte direkte til den danske statsminister i en brandtale, der for nylig blev fremhævet i Informations begivenhedsorienterede litteraturhistorie ’20 før 20’ som særligt karakteristisk for en ny politisk bevidsthed i samtidslitteraturen. Med talen blev Mette Frederiksen, som selv var til stede i salen, tvunget til at lytte til forfatterens udlægning af regeringens udlændingepolitik som en, »der splitter familier ad, gør dem fattige og udsætter både børn og voksne for en langsom, nedbrydende vold i landets såkaldte Udrejsecentre.«

Kunsten at skabe dårlig stemning

Det kræver noget særligt at stille sig op på en scene foran magthavere på rad og række og bevidst at ødelægge den gode stemning. For Harald Toksværd var de sidste 24 timer op til hans historiske gentagelse af Finn Ejnar Madsens aktion »fyldt med hjertebanken,« fortæller han.

»Men det gælder bare om at huske på, at det vigtigste for dem, der sidder i salen, er ikke at komme til at lave en scene. Og derfor har de heller ikke mange muligheder for at reagere,« siger Toksværd.

Alligevel oplevede han undervejs en vis spændt nervøsitet over udfaldet af sin aktion.

»De hårdeste øjeblikke var at sidde og lytte til bestyrelsesformandens tale og vide, at i det øjeblik, han gav ordet fra sig, så skulle jeg rejse mig og gå op på talerstolen. Jeg havde jo ikke fået lov til at gøre det. Jeg havde ikke engang fået lov til at være i salen. Jeg havde smuglet mig selv ind på en andens billet.«

Kropslig forankring

Det kan synes paradoksalt, at noget så gammeldags som en analog tale stadig har appel i noget så moderne som en digital tid. Men ifølge Lisa Storm Villadsen er det ikke så underligt endda. Det talte ord har nemlig noget, som ingen andre medier har: Det har nærvær, det har kropslig forankring, og det har autenticitet. Kvaliteter, som ellers er en mangelvare på de sociale medier, hvor falske profiler og deep fake-teknologi skaber øget usikkerhed om, hvorvidt folk nu også er dem, de giver sig ud for at være.

»Der er i vores samfund en stigende mistillid til, om vi overhovedet kan stole på, hvad vi får at vide på de digitale medier. Men en del af den mistillid bliver skrællet væk, når en person stiller sig op og taler direkte til os. Det skaber en følelse af, at vi er vidner til noget virkeligt og autentisk og ikke bare er passive modtagere af et strategisk og medialiseret budskab,« siger Lisa Storm Villadsen.

Det talte ord gælder

Det talte ord gælder, skriver man hen over en tale, når man lægger en skriftlig version ud til offentligheden. I 2019 blev udsagnet sandt i mere end én forstand. For vi lever i en tid, der har brug for at blive fortalt. En tid, hvor globale temperaturstigninger ændrer vores eksistensvilkår, hvor identitetspolitiske debatter udfordrer vores livsanskuelser, og hvor geopolitiske storkonflikter truer vores verdensorden. Der er Brexit og Trump, der er terror og banksvindel, der er flygtningestrømme og masseovervågning, og der er i det hele taget nok at bekymre sig om.

Men i talerne er der håb – om politisk handling og moralsk forandring.

»Når vi lige nu ser en genoplivning af 60’erne og 70’ernes aktivistiske puls, er det, fordi unge i stigende grad har besluttet sig for at tage sagen i egen hånd,« siger Lisa Storm Villadsen.

»Ungdomsoprøret fik aldrig ændret tilstrækkeligt på strukturerne i samfundet. Det er stadig væksten, der driver værket, i stedet for en vision om et mere bæredygtigt samfund – og mange unge er utålmodige efter at se en forandring. De nærer mistro til det etablerede systems evne til at skabe de rigtige løsninger, og en af de måder, de tager til genmæle på, er med talekunsten som politisk aktivisme«.

Året i taler

Det var de unges taler, der vakte mest opmærksomhed i året, der gik. Men også andre kom til orde. Vi har samlet et uddrag af de bedste og vigtigste taler fra 2019. Tilsammen sætter de ord på nogle af de begivenheder fra ind- og udland, som var med til at tegne året. 

Årets undskyldningstale: »I har ventet længe«

Statsminister Mette Frederiksens holdt i august en tale for Godhavnsdrengene og andre børnehjemsbørn, hvori hun på det officielle Danmarks vegne undskyldte for de »alvorlige svigt og overgreb«, der har fundet sted under statsligt tilsyn.

»Kære alle sammen. I har ventet længe. Nu skal I ikke vente mere. På vegne af vores fortid, vores nutid og vores fælles fremtid – vil jeg se jer i øjnene, hver og en, og sige jer undskyld for den uret, der er gjort mod jer og jeres kære. For dem, der er her. For dem, der var. Og for dem, der følger efter. På vegne af hele Danmark – undskyld.«

Årets mailtale: »I har en enorm magt«

Forfatter Christina Hagen modtog i november Otto Gelsted-prisen og holdt en takketale med titlen: ’Mail til litteraturredaktør Peter Nielsen fra Information’, hvori hun kritiserede avisen og det litterære miljø i almindelighed.

»I er en venstreorienteret avis, Peter, lad os sige det, som det er. I er glade for politiske forfattere, uden pletter på cv’et. Forfattere der ved, hvad der er op og ned, hvad der er rigtigt og forkert; forfattere der ved, hvem der er inde, og hvem der er ude. I anmelder dem bedre, I giver dem mere plads i jeres avis, I er mere fair over for dem. I er også en intellektuel avis, som alle vi, der skriver, interesserer os for at læse og er afhængige af. I har en enorm magt.«

Årets pristale: »Luk Sjælsmark!«

Forfatter Jonas Eika modtog i oktober Nordisk Råds litteraturpris og kvitterede ved at holde en stærkt politisk tale, der blandt andet anklagede Mette Frederiksen og hendes regering for at udøve »statsracisme«.

»Jeg taler til den danske statsminister (som også sidder i denne sal). Mette Frederiksen, som står i spidsen for et socialdemokrati, der er kommet til magten ved at overtage den forrige regerings racistiske sprog og politikker. Mette Frederiksen, som kalder sig for Børnenes Statsminister, men fører en udlændingepolitik, der splitter familier ad, gør dem fattige, og udsætter både børn og voksne for en langsom, nedbrydende vold i landets såkaldte Udrejsecentre. Luk Sjælsmark, luk Kærshovedgård, luk Ellebæk, afskaf hele lejrsystemet!«

Årets danske afskedstale: »Tak for det meste«

33 år efter Lars Løkke Rasmussen indtog sin første større politiske post som landsformand for Venstres Ungdom, blev han efter folketingsvalget i år tvunget til at gå. I november holdt han afskedstale på Venstres landsmøde.

»Den 31. august, der blev jeg stille. I bevæger jer videre, jeg er trådt tilbage. Og alligevel står jeg så her i dag. Det er, for at være ærlig, lidt mærkeligt. Men jeg vil gerne sige tak. Tak for alt til de fleste, tak til alle for det meste. Vi kender hinanden godt og har gjort det længe. Vi kender hinandens styrker og svagheder, og der er ikke nogen grund til at rippe mere op i nogen af delene.«

Årets klimatale: »Hvor vover I?«

Ved åbningen af FN’s klimatopmøde i september anklagede den 16-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg en hel generation af regeringschefer for at have svigtet deres politiske og moralske ansvar for kloden.

»Det her er helt forkert. Jeg burde slet ikke stå heroppe. Jeg burde være i skole omme på den anden side af Jorden. I kommer til os unge for at få håb. Hvor vover I! I har stjålet mine drømme og min barndom med jeres tomme ord. Og alligevel hører jeg til de heldige. Folk lider. Folk dør. Hele økosystemer kollapser. Vi befinder os i begyndelsen af en masseødelæggelse, og alt I kan tale om, er penge og fantasier om evig økonomisk vækst. Hvor vover I!«

Årets udenlandske afskedstale: »Jeg gør det uden bitterhed«

Stemmen knækkede ved ordet »elsker«, da Storbritanniens konservative premierminister og prygelknabe Theresa May tog en tårevædet afsked med sit embede i maj foran Downing Street nr. 10.

»Vores politik er muligvis under pres, men der er så meget, der er godt ved dette land. Så meget at være stolt af. Så meget at være optimistisk omkring. Jeg vil snart forlade det job, som det har været mit livs ære at have – som den anden kvindelige premierminister, men bestemt ikke den sidste. Jeg gør det uden bitterhed, men med enorm og vedvarende taknemmelighed for at have haft muligheden for at tjene det land, jeg elsker.«

Årets performancetale: »Finn Ejnar er død. Og gudskelov for det.«

I november trådte en ung studerende ved navn Harald Toksværd op på talerstolen ved Københavns Universitets årsfest for at gentage den performance Finn Ejnar Madsen, en anden studerende, havde opført halvtreds år tidligere i 1968.

»Finn Ejnar fik tre minutter. Men Finn Ejnar taler ikke i dag. For Finn Ejnar, han er død. Og gudskelov for det. For tænk, hvis han havde set, hvad der er blevet af hans revolution. Tænk, hvis han havde set den kabale af gamle mænd, der sidder her i deres hemmelige hule og klapper hinanden tilfreds på ryggen i hans navn. Der bruger hans kamp som et røgslør for deres egen ligegyldighed og deres fede pengepunge.«

Årets trøstetale: »Det er vores skæbne«

Den franske præsident Emmanuel Macron holdt i april en tale til nationen efter branden i Notre Dame-kirken i Paris, hvor han lovede at genopføre det 800 år gamle bygningsværk, som er en af Frankrigs største kulturskatte.

»Så lad mig aften højtideligt love, at vi vil genopføre denne katedral. Vi vil gøre det sammen, for Frankrigs skæbne er utvivlsomt forbundet med dette projekt, som vi vil have foran os i en årrække frem. Jeg forpligter mig hermed til allerede fra i morgen at bebude en indsamling, der vil blive landsdækkende og række langt ud over vores grænser. Vi vil hidkalde talrige af de største talenter, som vil bidrage til vores projekt. Og vi vil genopbygge. Vi vil genopbygge vores Notre Dame, for det er, hvad det franske folk forventer, fordi det er, hvad vores historie fortjener, fordi det er vores uafvendelige skæbne. Jeg takker jer alle.«

Kilder: Dansketaler.dk, euronews.com, nytimes.com