Essay
Læsetid: 14 min.

I 2019 viste den danske forfatter sig både som aktivist og som embedsmand

Jonas Eika holder brandtale, sci-fi og fantasy pibler frem, moderskikkelser får en central rolle, børnene får det sidste ord. Vi skriver 2019, og når man er helt tæt på historien, kan det være svært at nøjes med en enkelt begivenhed
Fra scenen i Konserthuset i Stockholm, hvor den store prisceremoni fandt sted, adresserede Jonas Eika direkte og anklagende den danske statsminister, Mette Frederiksen, der, som han bemærkede, sad i salen.

Fra scenen i Konserthuset i Stockholm, hvor den store prisceremoni fandt sted, adresserede Jonas Eika direkte og anklagende den danske statsminister, Mette Frederiksen, der, som han bemærkede, sad i salen.

Henrik Montgomery

Kultur
28. december 2019

Medierne på den danske del af internettet glødede af gule breakingbannere, da Jonas Eika om aftenen den 29. oktober 2019 temmelig uventet blev annonceret som årets modtager af Nordisk Råds Litteraturpris.

Ikke alene var Eika med sine 28 år den hidtil yngste forfatter til at modtage prisen, og ikke alene fik han den for sin kun anden bog, novellesamlingen Efter solen, der udkom på det lille kælderdrevne forlag Basilisk i 2018. Han holdt også en tale, der klart brød med det festlige rums forventninger. Faktisk syntes talen at chokere alle – der ikke på forhånd vidste, hvor engageret Eika er i kampen mod den eksisterende danske asylpolitik.

Tydeligvis langt hjemmefra til denne fest for de nordiske landes gensidigt broderlige følelser sjoskede Eika ligesom op til scenen, op til den flamboyant blåklædte svenske forfatter Johannes Anyuru, der netop havde udråbt ham som vinder – Eika selv var klædt i tøj, der ville have været upåfaldende på ydre Nørrebro – og trak en krøllet lap papir op af lommen. Så rettede han en hård kritik mod den danske og de øvrige nordiske nationalstater.

Fra scenen i Konserthuset i Stockholm, hvor den store prisceremoni fandt sted, adresserede han direkte og anklagende den danske statsminister, Mette Frederiksen, der, som han bemærkede, sad i salen:

»Mette Frederiksen, som kalder sig for Børnenes Statsminister, men fører en udlændingepolitik, der splitter familier ad, gør dem fattige, og udsætter både børn og voksne for en langsom, nedbrydende vold i landets såkaldte Udrejsecentre. Luk Sjælsmark, luk Kærshovedgård, luk Ellebæk, afskaf hele lejrsystemet.«

»Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, der siger, at de kæmper for velfærd og billige boliger, men gennemfører det hidtil største angreb på den almene boligsektor. Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, der siger, at ’i Danmark er vi alle lige’, men med den såkaldte ghettoplan vil forskelsbehandle borgere efter herkomst og klasse. I Danmark er racismen både kulturel og juridisk, i Danmark har vi statsracisme.«

De personer, Jonas Eika takkede i talen, der efterfølgende blev trykt i flere dagblade og diskuteret side op og side ned, det var derimod »dem, jeg deler livet med, dem, der inspirerer mig, dem, jeg tænker sammen med, dem, jeg laver politik og litteratur med, dem, jeg organiserer mig sammen med«.

Det var dem, der håbede på »et fællesskab, der ikke kræver racistisk eksklusion, et klasseløst og magtløst samfund, hvor vores kreative og kærlige kræfter ikke tjener staten og kapitalens dødsmaskiner, men tjener os alle og livet i alle dets former, menneskelige såvel som ikkemenneskelige«.

Når kunstnerne »niver os lidt bagi«

Som sagt: En voldsom tale, for nogen nok en chokerende tale, men på en måde også en forudsigelig tale, eller i det mindste en tale, hvis efterskælv bevægede sig gennem det danske medielandskab via helt forudsigelige brudflader. Og så var den for øvrigt ikke mere voldsom og chokerende, end at den fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S) kunne erklære, at han ganske vist ikke var enig med Eika, men at det jo altid er en god ting, når kunstnerne »niver os lidt bagi«.

Her viste Prehn sig som en dreven politiker. Uendelig tolerance og abstrakte besyngelser af kunstens opkvikkende potentiale udgør som bekendt den siddende magts mest effektive værktøjer, når obsternasige forfatteres ord skal pakkes ind og neutraliseres.

Heller ikke rigtig overraskende var det, da forfatteren Kaspar Colling Nielsen knap to måneder tidligere, den 10. september, kunne fortælle, at han havde søgt og fået jobbet som taleskriver for den socialdemokratiske klimaminister Dan Jørgensen.

I den anledning ville han sætte sit forfatterskab på pause. Forfattere, der bijobber som taleskrivere, eller taleskrivere, der bijobber som forfattere, er nemlig ikke så usædvanlige igen. Anita Furu, der i 2018 vandt Bogforums Debutantpris, har arbejdet som blandt andet taleskriver i Statsministeriet siden 2006.

I 2008 og 2009 var Kristian Ditlev Jensen taleskriver for den daværende konservative klima- og energiminister, Connie Hedegaard, og den 4. november 2019 meldte Peder Frederik Jensen, at han var blevet taleskriver for miljøminister Lea Wermelin.

Kaspar Colling Nielsen havde såmænd også allerede tidligere været i kontakt med de socialdemokratiske politikere. Med romanerne Den danske borgerkrig 2018-24 fra 2013 og Det europæiske forår fra 2017 havde han gjort det til sin signatur at fremfantasere et dystopisk Danmark, placeret i en nær fremtid. Det skete i et tonefald, der på én gang var legende og simrende aggressivt, og som – ligesom hos forbilledet, franske Michel Houellebecq – på én gang var optaget af det menneskeliges grænser og af at beskrive mennesket som et charmeforladt, let ynkeligt væsen.

Alle Colling Nielsens bøger er fyldt med talende dyr og teknologiske fantasier, men de er også fyldt med fremskrivninger af nutidens politiske smertepunkter. I Det europæiske forår bliver Mette Frederiksen statsminister – sådan som det også skete ude i den historiske virkelighed – men skaber så lejren Frederiksstad, beliggende i Mozambique.

Hertil skal de flygtninge og asylansøgere sendes, man ikke ønsker at have i Danmark. Hertil deporteres de danske muslimer, der ikke er tilstrækkeligt integrationsvillige. Det kunne være et lille mareridt af et samfund.

Skræmmende nok læste Socialdemokratiet med. Mattias Tesfaye, dengang partiets integrationsordfører, siden juni 2019 udlændinge- og integrationsminister, kaldte Det europæiske forår for »en fremragende bog«, da partiet i februar 2018 kom med et nyt udspil til dansk asylpolitik, hvor socialdemokraterne blandt andet foreslog oprettelsen af lejre uden for EU. Faktisk havde partiets spidser holdt møder med Colling Nielsen – hvorefter forfatteren fik travlt med at afsværge sig selv som inspirator:

»Jeg har bare prøvet at lave en eller anden realistisk fremskrivning af begivenhederne. Jeg tror mere, det er mig, der er blevet inspireret af det politiske system, end det politiske system er blevet inspireret af mig,« bedyrede han til Information den 7. februar 2018.

Halvandet år efter var tonen en anden. Nu ville Kaspar Colling Nielsen »skrive taler, der animerer til håb og muligheder«, skrev Politiken den 10. september 2019:

»Folk bliver nødt til at kunne se sig selv og deres familie i en fremtid, som er bedre, og som rummer større muligheder. En smukkere verden, hvor skovene er dybere, og der lugter bedre på landet.«

På Politikens spørgsmål om, hvad forfatteren ville sige til dem, »der hejser flaget med idealet om kunstneren som den uafhængige frie agent, og som nu vil kritisere, at du går direkte i statsmagtens sold,« svarede Kaspar Colling Nielsen ganske enkelt, at han havde »taget et andet arbejde«.

»Jeg skal være embedsmand. Jeg skal servicere ministeren så godt, jeg overhovedet kan. Mit arbejde bliver kort sagt ikke at være kunstner.«

Forfatteren som aktivist i udenomsparlamentarisk opposition til staten. Forfatteren som samtalepartner for magten og som embedsmand i statens – og den grønne omstillings – tjeneste. Så forskellige steder kunne en forfatter befinde sig i forhold til det politiske liv i Danmark i 2019.

Skellet mellem genrelitteraturen og den »rigtige« litteratur

Det egentligt overraskende er, at Jonas Eika og Kaspar Colling Nielsen litterært set er udtryk for den samme tendens. De repræsenterer et brud med den bølge af antifiktion, autofiktion og bekendelsesdigtning, der ellers har fyldt så meget i det enogtyvende århundredes danske litteratur.

De repræsenterer den fabulerende fiktions tilbagekomst – i form af fremtidsfortællinger, fantastik, mytologi, magi. De repræsenterer en finlitteratur, der uden skam låner fra genrelitteratur som fantasy og scifi. Faktisk er det, som om de ikke længere anerkender skellet mellem genrelitteraturen og den »rigtige« litteratur.

Den slags er blevet mere og mere synligt op gennem tierne, især i anden halvdel af tierne, især i prosaen – et lyrisk eksempel kunne være Ursula Andkjær Olsens Udgående Fartøj (2015). Et eksempel er Peter Adolphsens hittepåsomme, eksperimenterende sci-fi-romaner, senest undergangsvisionen År 9 efter loopet (2013) og den mere minimalt forskudte Rynkekneppesygen (2017), som foregår i København i 2019.

En intergalaktisk virus hærger her langsomt byen. Den gør de smittede ustyrligt liderlige, virussen, og gør dem samtidig mere og mere rynkede – og også mindre og mindre særegne og særlige som individer – lige indtil de dør. Til sidst kureres sygdommen lige så mirakuløst, som den kom. Undergangen var der, men den viste sig minimal, håndterbar.

Adolphsens stil forbinder suverænt en næsten omstændelig akkuratesse med en forbløffende bevægelighed, der tillader ham at lave vilde skalaskift og forskydninger. Han panorerer uden problemer fra levende planeter i det ydre rum til let sølle, midaldrende mænd, for hvem smitten både er en ekstase og en forbandelse. Men selv om stemningerne og situationerne nok kan være smertelige, så er Adolphsens litterære rødder stadig solidt plantet i forbilledet Per Højholts blindgydefortællinger.

De vil ikke sige noget bestemt om den tid, vi lever i, hans romaner, de vil ikke forlænge eller forstørre eller forvrænge samfundstendenser. De fejrer fortællingens muligheder, hverken mere eller mindre, de afsøger de afsindige og uventede måder, prosa kan bevæge sig på.

Sådan er det ikke hos Dennis Gade Kofod. Som forfatter har Kofod udviklet sin egen, sprogligt minimale blanding – man kunne kalde det magisk socialrealisme, altid placeret på Bornholm.

I forfatterskabets foreløbige hovedværk, Nancy (2015), er den unge Nancy egentlig på vej til at frigøre sig fra sin egen sociale arv og fra det begrænsede liv i en provins domineret af kommunale rundkørsler, dårligt betalt arbejde, pludselig vold og langsomt forfald. Men så kaster de underjordiske en forbandelse. Hverdagen går videre for de tilbageblevne, mens en langsom tåge omringer øen, og samfundet går under. Her messer en gammel alkoholiker på byens torv. Han er blevet gal, men det er verden også:

»Vi er alle sammen fortabte.

En messen bliver det til, hans stemme, fortabelsen, som et omkvæd til en radioballade fra 90’erne. Det, de bliver ved med at spille på P4.

Nancy lytter.

Nu tager de øen tilbage, det gør de. De små vil rejse sig fra klippen. Materialisere sig i al deres vælde, det siger han, han bruger det ord. Vælde.

Ellestingeren rejser sig.

Kongen kommer, kongen kommer.

Pesten kommer, pesten kommer.«

Der er et sug fra en anden verden i Nancy, men romanen er også en kommentar til sin samtid. Nok føles det reduktivt kun at læse de underjordiske som en allegori, der bare skal oversættes – det er Nancy for konkret og for knugende stemningsfuld til. Alligevel er der ingen tvivl om, at den magiske forbandelse også er et billede på de kræfter, der hærgede i de dele af Danmark, som op gennem 10’erne ikke fik del i landets økonomiske fremgang.

Udkantsdanmarks undergang fortættes til et litterært billede, kunne man sige, i den måde, hvorpå de underjordiske i Nancy erobrer et udpint Bornholm tilbage fra menneskene. Lidt som man ser det i Olga Ravns De ansatte (2018), hvor livet på et rumskib i det 22. århundrede ikke kun, men også bliver et forvrænget billede af det altomfattende arbejdsliv i dag.

Nye stemninger og erfaringsrum vi kan spejle vores egen tid i

Suget fra noget større, fra en anden verden, er også til stede i en af 2019’s mest markante bøger, Pablo Llambías Zombierådhus, en opdatering af hans klassiske gennembrudsbog Rådhus (1997) til det enogtyvende århundredes digitale kultur.

Bogens 98 forskellige prosastykker – et for hvert fungerende rådhus i Danmark – betragter angiveligt Danmark fra fremtiden, fra et øjeblik, hvor undergangen har fundet sted, og hvor alle de små skikkelser, man kan se på Google Maps’ fotos af danske rådhuse, alligevel er døde. Men samtidig blandes Llambías’ hverdagslige vignetter med udsendinge fra fremtiden, snigende uhygge med helt fjollede fantasier – og med ekkoer fra asatroens undergangsvisioner. Så møder tegnene på Ragnarok kommunal inkompetence, så ofres en talende hund som Kristus på korset.

Her er fabulationen hverken en formel undersøgelse af fortællingens muligheder eller en allegorisk fremstilling af træk i vores samtid. Den resulterer snarere i forvrængninger og forskydninger, der sætter nutiden i relief og åbner for nye stemninger og erfaringsrum, vi kan spejle vores egen tid i.

Sådan er det også i Jonas Eikas Efter solen. I bogens fem lange fortællinger – to af dem hænger sammen, de hedder begge »Bad Mexican Dog« – er det, som om noget helt grundlæggende, men samtidig usynligt har forskudt sig, som om selve det kosmiske livsprincip, den energi, der flyder gennem verden og sætter den i bevægelse, har undergået en mutation eller er blevet erstattet af noget fremmed.

I hver fortælling synes hovedpersonerne – ofte små tætte grupper af mennesker, altid udsatte og sårbare – at nærme sig dette nye og fremmede. Resultatet dirrer mellem utopisk ekstase og en helt blank rædsel.

I »Rachel, Nevada« opsøger den 80-årige sørgende Antonio en brummende sten, måske fra det ydre rum, der er landet i Nevadas ørken. Alt liv, også han selv, vil gnide sig op ad den sten, vil forenes med den. Han selv vil ånde gennem den, vil forene sit åndedræt med den fremmede krystal, vil være del af det, der tiltrækker alt liv. Derfor har han taget en skalpel med, derfor åbner han sit luftrør, så krystaller fra stenen kan sættes ind i det, derfor sætter han gang i det, der må være den mest intense og ubehagelige scene i ny dansk litteratur:

»Men selv hvis han forestillede sig kødet som en andens, var der noget umuligt ved at føre kniven, noget uvirkeligt ved den målrettede bevægelse gennem lag på lag af menneskeligt kød. Ligesom synkront med sine arbejdende hænder måtte han række ud efter noget kommende, med åben hånd som når man vil røre ved regn og hente alt sit mod der. Det føltes som at lægge arbejdet i hænderne på en anden. Pludselig sprang luftrøret frem i det fedtede kød, udspilet og riflet af bruskringe.«

Den omhyggelige, billedrige prosa, på én gang kølig og sitrende, giver alle bogens scener en naturlighed og et nærvær, uanset hvor utrolige ting de så fortæller om. Sådan er indbruddene af noget større i Efter solen: De lader læseren mærke andre verdener, andre fællesskaber, andre livsformer, der kommer til syne midt i den eksisterende verdens finanskapital, globale ulighed og biologiske ødelæggelser. Man rækker ud efter dem og går måske til grunde i samme bevægelse.

I året efter udgivelsen gik Efter solen sin sejrsgang gennem den litterære offentlighed. Den vandt ikke bare Nordisk Råds Litteraturpris, men inden da også Michael Strunge-prisen og Montanas Litteraturpris.

Forfatteren selv synes imidlertid, diskret, ambivalent over for bogen og dens projekt. Da han havde modtaget Montana-prisen udtalte han i al fald i Information, at hans forhold til sin egen skrift var splittet, han overvejede at skrive mere instrumentelt, at »skrive direkte protestlitteratur« om, især, dansk asylpolitik. Og i et stort essay i tidsskriftet Vagant i december 2018, »Modstand og delagtighed«, erklærede han på den ene side, at »litteraturen kan være med til at strække det politiske ved at fremskrive et liv eller en subjektivitet, som ikke lader sig repræsentere fuldt ud gennem de identiteter, der binder én til magten«. På den anden side bemærkede Eika også skriftens utilstrækkelighed:

»Der er erfaringer, der må gøres, fællesskaber, der må opsøges, en særlig opmærksomhed som må kultiveres, uden for skrivningen, fordi de ikke findes endnu,« som han skrev.

I essayet svarer Eika ikke på det oplagte spørgsmål: Hvorfor kan litteraturen, og da særligt den fabulerende litteratur, ikke være det sted, hvor de erfaringer, ingen endnu har gjort, bliver formuleret og gjort tilgængelige? For reelt er det vel det, Efter solen og anden fabulerende litteratur gør, når den er bedst. Den gør de situationer og de fællesskaber og de muligheder – og også de farer og de mareridt og de sammenbrud – nærværende, der ellers ikke synes mulige i denne verden.

Vi lader et af de børn få det sidste ord

Det er svært at skrive litteraturhistorie, når det år, man skriver om, kun lige er ved at rinde ud. Det er ikke til at overskue, hvad der om bare et eller tre eller fem år står tilbage som vigtige bøger eller begivenheder. Måske er Jonas Eikas tale glemt, måske bliver konsensus, at Pablo Llambías’ Zombierådhus bare var endnu en bog blandt mange i et i øvrigt voldsomt produktivt forfatterskab.

Måske er det helt andre bøger, læserne vender tilbage til, for eksempel Kristian Bang Foss’ roman Frank vender hjem (2019), denne klassisk episke skildring af klassekonflikt og klasserejse – bevægelsen fra underklassen og op i de dannede lag.

Som Helle Helle og Martin Kongstad, to forfattere, der i dette århundrede har skrevet om samme tema, skildrer Bang Foss i Frank vender hjem klassen som en livsform, der især viser sig gennem kulturel dannelse og omgangsformernes snobberi.

Spørgsmålet om den enkeltes placering i samfundets økonomiske struktur er til gengæld mindre vigtigt. Og som hos Helle og Kongstad er det især i scener, der handler om mad og drikke, at forskellene klasserne imellem viser sig – i de scener, den klasserejsende hovedperson ender med at blamere sig.

Eller det kan være, vi især vil huske 2019 for bølgen af værker, der handler om mødre, især om mødre, der hverken kan eller vil leve op til samfundets normer, mødre, der er ensomme og overvældede og skrøbelige, men også mødre, der finder frem til en ny form for solidaritet.

Det første ser man i Maja Lucas’ isnende skarpe romaner Mor. En historie om blodet (2016) og Gennem natten og vinden (2019) og vel også i Cecilie Linds langdigt Mit barn (2019), det sidste i Dy Plambecks Til min søster (2019).

Et sted midt imellem finder man Hanne Højgaard Viemoses HHV FRSHWN (2019), der nok handler om livet som enlig mor på kanten af sammenbrud, om indlæggelser og behandlinger og om overgreb i fortiden, men som så også omdanner det hele til en fest i skriften.

HHV FRSHWN sprutter over af røverhistorier og mulige skrøner – mulige, fordi de måske er helt sande. Det er en roman, hvor jeget (der hele tiden skifter navn, men kun til navne, der ligger tæt op ad Hanne Højgaard Viemose – Hannah, Anne osv.) er mange ting, men aldrig er ensomt. Hele tiden taler hun med nogen, hele tiden bryder andre ind med replikker i hendes skrift, elskeren og eksmanden, redaktøren, hendes børn. Især de sidste har en fest, er helt balstyrige, insisterer på, at romanens Hanne har en »pissemand«, råber gerne op om den i børnehaven.

I skriften viser livet med dem sig at være det, Jonas Eika skrev om i sit essay i Vagant:

»Et liv eller en subjektivitet, som ikke lader sig repræsentere fuldt ud gennem de identiteter, der binder én til magten«. Men livet med børnene viser også, at det at fabulere verden til noget nyt ikke kun finder sted i romaner og fiktioner. Det er en mulighed i ethvert liv med sprog. Sådan som litteraturen selv er det.

Vi lader et af de børn få det sidste ord:

»- Mor, jeg tænkte på noget, som var i virkeligheden!

– Ja.

– Jeg sagde: jeg tænkte på noget, som var i virkeligheden.

– Ja.

– Men ka man godt det?? Ka man godt tænke på noget som er virkeligt?

– Jada.

– Nej. Det kan man altså ikke mor. Det ka man ik. Det er overhovedet ikke det samme, man tænker inde i hovedet, som er i virkeligheden.«

Serie

20 FØR 20: Information skriver dansk litteraturhistorie

Information skriver det 21. århundredes danske litteraturhistorie. De 20 største begivenheder i de 20 år op til 2020 fortalt i 20 afsnit af Informations kritikere Erik Skyum-Nielsen, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Tue Andersen Nexø.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Informations danske litteraturhistorie over det 2100 århundrede slutter med lidt af et antiklimaks for mig, men på den gode måde, fordi der sker en uventet vending her til sidst i fremstillingen af 2019.

Som jeg tidligere har gjort opmærksom på, vil en sådan litteraturhistorisk fremstilling i perspektivet på litteraturen og selektionen af valget af interessante tendenser i udviklingen uundgåeligt være præget af nogle idealforestillinger om, hvad der må være højdepunkterne i litteraturen her i slutningen af 2019.

Her forudså jeg godt midtvejs i fremstillingen, at det måtte være dels autofiktion og performativ biografisme og dels tidens identitetsorienterede litteratur af venstreorienteret tilsnit. I stedet fremhæves her for året 2019 især følgende:

”Det egentligt overraskende er, at Jonas Eika og Kaspar Colling Nielsen litterært set er udtryk for den samme tendens. De repræsenterer et brud med den bølge af antifiktion, autofiktion og bekendelsesdigtning, der ellers har fyldt så meget i det enogtyvende århundredes danske litteratur”.

Artiklens forfattere må dog have nogle ”blinde perspektiver” på samtidens litteratur, for der er jo så mange andre eksempler på dansk skønlitteratur i tiden, mest fra lidt ældre forfattere, der ikke lever op til betegnelser som antifiktion, autofiktion og bekendelsesdigtning, men disse forfattere må jo så åbenbart til en vis grad tilhøre gruppen af ”unævnelige”?

Det må også være væsentligt af fremhæve en afgørende forskel mellem Jonas Eika og Kaspar Colling Nielsen, nemlig at førstnævnte ser sit liv og sin kunst som udtryk for et politisk og revolutionært eksperiment, og at sidstnævnte ikke gør det.

Jonas Eika nævner i sin tale (citeret)”dem, jeg deler livet med, dem, der inspirerer mig, dem, jeg tænker sammen med, dem, jeg laver politik og litteratur med, dem, jeg organiserer mig sammen med”, mens Kaspar Colling Nielsen taler om sit arbejde som taleskriver for miljøministeren på følgende måde: ”Jeg skal være embedsmand. Jeg skal servicere ministeren så godt, jeg overhovedet kan. Mit arbejde bliver kort sagt ikke at være kunstner”.

I artiklen lader forfatterne fint følgende beskrivelse gælde for såvel Pablo Llambías ”Zombierådhus” somJonas Eikas ”Efter Solen”:

”Her er fabulationen hverken en formel undersøgelse af fortællingens muligheder eller en allegorisk fremstilling af træk i vores samtid. Den resulterer snarere i forvrængninger og forskydninger, der sætter nutiden i relief og åbner for nye stemninger og erfaringsrum, vi kan spejle vores egen tid i”.

Her vil jeg fremhæve væsentligheden af også i litterær form at revitalisere den utopiske tænkning og refleksion, såvel den utopiske tænkning på et samfundsmæssigt plan som på et ontologisk og filosofisk plan. Således at litteraturen præsenterer såvel andre måder at tænke liv og samfund på, som den præsenterer andre måder at tænke verden og virkelighed på.

Det er også væsentligt at pege på Jonas Eikas udtalelse i sit essay i Vagant, hvor han fremhæver skriftens utilstrækkelighed: ”Der er erfaringer, der må gøres, fællesskaber, der må opsøges, en særlig opmærksomhed som må kultiveres, uden for skrivningen, fordi de ikke findes endnu”.

Jeg finder det oplagt her at drage en parallel til Deleuze og Guattaris: ”Tusind plateauer - kapitalisme og skizofreni ”, et værk som befinder sig et ubestemmeligt sted mellem filosofi og litteratur, og som balancerer et sted mellem hermeneutik og poetik. Hvor det i høj grad gælder om at opstille en platform, der kan gøre os til en form for skabende livskunstnere.

Som kan give os en anden og bedre omgang med livet, end den sædvanlige tænkning tillader os, og hvor den skabende tilblivelse gennem det rhizomatiske og nomadiske liv er en del af løsningen. Den revolutionære proces må aldrig gå i stå.

Som forfatter, må man også vide, der er noget, der hedder hver ting til sin tid, det mener jeg, at den unge mand misbrugte i sin takketale. Når andre revser statsministeren for ikke at gå ind i polemik med den unge mand, så er jeg helt enig, hun gjorde det rette Han kunne jo komme med alternative løsninger i stedet, og som virker. Dem har vi intet hørt til, kun kritik.

Fødevarestyrelsen Mørkhøj og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar

Det er ikke forfatterens opgave at komme med løsninger eller svar, kunstnerens opgave har altid været at stille de rigtige spørgsmål og den opgave løser Jonas Eika til fulde.

Erik Fuglsang

@Jan H. Hansen
01. januar, 2020 - 03:31
"Det er ikke forfatterens opgave at komme med løsninger eller svar, kunstnerens opgave har altid været at stille de rigtige spørgsmål og den opgave løser Jonas Eika til fulde."

Kan du henvise mig til kilder, hvor jeg kan læse mere om den vedtagne sandhed?