Læsetid: 14 min.

I 2019 viste den danske forfatter sig både som aktivist og som embedsmand

Jonas Eika holder brandtale, sci-fi og fantasy pibler frem, moderskikkelser får en central rolle, børnene får det sidste ord. Vi skriver 2019, og når man er helt tæt på historien, kan det være svært at nøjes med en enkelt begivenhed
Fra scenen i Konserthuset i Stockholm, hvor den store prisceremoni fandt sted, adresserede Jonas Eika direkte og anklagende den danske statsminister, Mette Frederiksen, der, som han bemærkede, sad i salen.

Fra scenen i Konserthuset i Stockholm, hvor den store prisceremoni fandt sted, adresserede Jonas Eika direkte og anklagende den danske statsminister, Mette Frederiksen, der, som han bemærkede, sad i salen.

Henrik Montgomery

28. december 2019

Medierne på den danske del af internettet glødede af gule breakingbannere, da Jonas Eika om aftenen den 29. oktober 2019 temmelig uventet blev annonceret som årets modtager af Nordisk Råds Litteraturpris.

Ikke alene var Eika med sine 28 år den hidtil yngste forfatter til at modtage prisen, og ikke alene fik han den for sin kun anden bog, novellesamlingen Efter solen, der udkom på det lille kælderdrevne forlag Basilisk i 2018. Han holdt også en tale, der klart brød med det festlige rums forventninger. Faktisk syntes talen at chokere alle – der ikke på forhånd vidste, hvor engageret Eika er i kampen mod den eksisterende danske asylpolitik.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Bjarne Toft Sørensen
  • Fødevarestyrelsen Mørkhøj
ingemaje lange, Bjarne Toft Sørensen og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Informations danske litteraturhistorie over det 2100 århundrede slutter med lidt af et antiklimaks for mig, men på den gode måde, fordi der sker en uventet vending her til sidst i fremstillingen af 2019.

Som jeg tidligere har gjort opmærksom på, vil en sådan litteraturhistorisk fremstilling i perspektivet på litteraturen og selektionen af valget af interessante tendenser i udviklingen uundgåeligt være præget af nogle idealforestillinger om, hvad der må være højdepunkterne i litteraturen her i slutningen af 2019.

Her forudså jeg godt midtvejs i fremstillingen, at det måtte være dels autofiktion og performativ biografisme og dels tidens identitetsorienterede litteratur af venstreorienteret tilsnit. I stedet fremhæves her for året 2019 især følgende:

”Det egentligt overraskende er, at Jonas Eika og Kaspar Colling Nielsen litterært set er udtryk for den samme tendens. De repræsenterer et brud med den bølge af antifiktion, autofiktion og bekendelsesdigtning, der ellers har fyldt så meget i det enogtyvende århundredes danske litteratur”.

Artiklens forfattere må dog have nogle ”blinde perspektiver” på samtidens litteratur, for der er jo så mange andre eksempler på dansk skønlitteratur i tiden, mest fra lidt ældre forfattere, der ikke lever op til betegnelser som antifiktion, autofiktion og bekendelsesdigtning, men disse forfattere må jo så åbenbart til en vis grad tilhøre gruppen af ”unævnelige”?

Det må også være væsentligt af fremhæve en afgørende forskel mellem Jonas Eika og Kaspar Colling Nielsen, nemlig at førstnævnte ser sit liv og sin kunst som udtryk for et politisk og revolutionært eksperiment, og at sidstnævnte ikke gør det.

Jonas Eika nævner i sin tale (citeret)”dem, jeg deler livet med, dem, der inspirerer mig, dem, jeg tænker sammen med, dem, jeg laver politik og litteratur med, dem, jeg organiserer mig sammen med”, mens Kaspar Colling Nielsen taler om sit arbejde som taleskriver for miljøministeren på følgende måde: ”Jeg skal være embedsmand. Jeg skal servicere ministeren så godt, jeg overhovedet kan. Mit arbejde bliver kort sagt ikke at være kunstner”.

I artiklen lader forfatterne fint følgende beskrivelse gælde for såvel Pablo Llambías ”Zombierådhus” somJonas Eikas ”Efter Solen”:

”Her er fabulationen hverken en formel undersøgelse af fortællingens muligheder eller en allegorisk fremstilling af træk i vores samtid. Den resulterer snarere i forvrængninger og forskydninger, der sætter nutiden i relief og åbner for nye stemninger og erfaringsrum, vi kan spejle vores egen tid i”.

Her vil jeg fremhæve væsentligheden af også i litterær form at revitalisere den utopiske tænkning og refleksion, såvel den utopiske tænkning på et samfundsmæssigt plan som på et ontologisk og filosofisk plan. Således at litteraturen præsenterer såvel andre måder at tænke liv og samfund på, som den præsenterer andre måder at tænke verden og virkelighed på.

Det er også væsentligt at pege på Jonas Eikas udtalelse i sit essay i Vagant, hvor han fremhæver skriftens utilstrækkelighed: ”Der er erfaringer, der må gøres, fællesskaber, der må opsøges, en særlig opmærksomhed som må kultiveres, uden for skrivningen, fordi de ikke findes endnu”.

Jeg finder det oplagt her at drage en parallel til Deleuze og Guattaris: ”Tusind plateauer - kapitalisme og skizofreni ”, et værk som befinder sig et ubestemmeligt sted mellem filosofi og litteratur, og som balancerer et sted mellem hermeneutik og poetik. Hvor det i høj grad gælder om at opstille en platform, der kan gøre os til en form for skabende livskunstnere.

Som kan give os en anden og bedre omgang med livet, end den sædvanlige tænkning tillader os, og hvor den skabende tilblivelse gennem det rhizomatiske og nomadiske liv er en del af løsningen. Den revolutionære proces må aldrig gå i stå.

Som forfatter, må man også vide, der er noget, der hedder hver ting til sin tid, det mener jeg, at den unge mand misbrugte i sin takketale. Når andre revser statsministeren for ikke at gå ind i polemik med den unge mand, så er jeg helt enig, hun gjorde det rette Han kunne jo komme med alternative løsninger i stedet, og som virker. Dem har vi intet hørt til, kun kritik.

Fødevarestyrelsen Mørkhøj og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar
Jan H. Hansen

Det er ikke forfatterens opgave at komme med løsninger eller svar, kunstnerens opgave har altid været at stille de rigtige spørgsmål og den opgave løser Jonas Eika til fulde.

Erik Fuglsang

@Jan H. Hansen
01. januar, 2020 - 03:31
"Det er ikke forfatterens opgave at komme med løsninger eller svar, kunstnerens opgave har altid været at stille de rigtige spørgsmål og den opgave løser Jonas Eika til fulde."

Kan du henvise mig til kilder, hvor jeg kan læse mere om den vedtagne sandhed?