Feature
Læsetid: 9 min.

Det 21. århundredes børnelitteratur er fyldt med alvor. Her er de ti bedste bøger

Det er blevet en alvorlig sag at skrive børnelitteratur for børn, selv når det skal være sjovt
Det er blevet en alvorlig sag at skrive børnelitteratur for børn, selv når det skal være sjovt
Kultur
6. december 2019

Måske er det svært at afgøre, når man står så tæt på, men på denne korte afstand ser det ud til, at dansk børnelitteratur i det 21. århundrede har udviklet sig kunstnerisk og indholdsmæssigt i en sådan grad, at vi har en mere mangfoldig og bedre børnelitteratur, end vi har haft nogensinde før.

Det har derfor været en tæt på umulig opgave at udvælge de ti bedste værker, men jeg har i min udvælgelse forsøgt at give et billede af den forskellighed, der er blandt selv de allerbedste bøger. Her er både børn, der ligner nihilister, børn, der vasker gulv i stuen med en haveslange, børn, der får sandheden ud af voksne med et enkelt blik, børn, der oplever overgangen til voksenlivet som en androide i en dystopisk fremtid, børn, der elsker heste, elsker ord som »stangmål, man og manke, middeltrav, traversade, ekvipage, kværke, longering, muffebid, refusering, spat, schenkelvigninger og vallak«.

Citatet stammer fra Mette Vedsøs Hest horse pferd cheval love, der er det nyeste af de ti værker på min liste. Ordene falder, da pigen Naja skal beskrive sin veninde Taxa fra rideskolen, der er lidt bagud på point socialt set og har det svært i skolen. Hun ved ikke, hvor Eiffeltårnet ligger, men ord som traversade kender hun. Mette Vedsøs bog er symptomatisk for hele listen, selv om den ikke ligner nogen af de andre bøger.

Vedsø var elev på den nu snart lukkede Forfatterskole for børnelitteratur, der åbnede i 1999. Oprettelsen af skolen, tror jeg, er en del af forklaringen på, at vi i dag har så rig en børnelitteratur af stor kunstnerisk kvalitet. Som jeg skrev i forbindelse med skolens jubilæum for nylig, fandtes der selvfølgelig også før skolen fantastisk børnelitteratur, men i dag findes der en forventning om den.

Vi forventer, at forfatterne tager det at skrive bøger til børn alvorligt. Nogle forfattere misforstår det på den måde, at det at tage børn alvorligt er at skrive om alvorlige emner (klima, død, sygdom og generel ødelæggelse), det kan det være, men det er i virkeligheden ikke det, det handler om.

Peter Nordahl og Rasmus Bregnhøis enkle billedbogsserie om Hunden Ib er et fremragende eksempel på børnelitteratur, der på barnelæserens præmisser udfordrer og udvikler en genre samtidig med, at det bare er små sjove historier om en hund.

Mette Vedsøs bog er en hestebog. Naja er en hestepige i en hestebog, en arketype i børnelitteratur. En udskældt genre, som Mette Vedsø tager alvorligt, fordi det er en elsket genre blandt børn, og samtidig tager alvorligt tematisk (og beskriver børns fællesskaber med solidaritet, stor indsigt og kritisk bid) og litterært (og skriver sanseligt, tonet og simpelthen godt). Det er dér, den sande alvor ligger.

Lene Kaaberbøl: ’Skammerens Datter’

2000. (Forum)

Skammens civiliserende og invaliderende potentiale er omdrejningspunktet i Lene Kaaberbøls eminente fantasyserie om Dina, der har arvet sin mors ’gave’: evnen til at fremkalde erindring og skam med et fast blik på en gerningsmand – ja på enhver, hvilket gør Dina og moderen uundværlige i et underudviklet retssystem – og i øvrigt til pariaer.

Skammerserien er elementært spændende, men også enestående inden for sin genre, fordi den udnytter alle sine muligheder for at holde et spejl op for virkeligheden. I fantasyuniversets feudale samfund fungerer magten uafhængigt af moral, og rettigheder baseres på status, ikke retfærdighed.

Det samfunds største trussel er magtesløse moralister, et barn for eksempel, der råber »Skam jer!« Lyder det bekendt?

Janne Teller: ’Intet’

2000. (Dansklærerforeningens forlag)

Betydning er det helt centrale tema i Janne Tellers succesroman fra 2000. En roman, der ofte mødes med skepsis, fordi den kan misforstås som nihilisme, men elskes af lærere og unge læsere verden over, fordi den faktisk er det modsatte og får sin læser til at spekulere over værdi og værdier.

I de første linier i Intet erklærer den 14-årige Pierre Anthon, at der ikke er noget, der betyder noget, så man kan lige så godt lade være med at gøre noget, og så kravler han op i et blommetræ, og der bliver han siddende til sine klassekammeraters store forundring. For at modbevise hans påstand beslutter klassekammeraterne at bygge et bjerg af betydning.

Janne Tellers roman kan ses som et slags startskud til et årtusinde, hvor børne- og ungdomslitteratur i højere grad stiller krav til sin læser på både det litterære og filosofiske plan.

Jakob Martin Strid: ’Min mormors gebis’

2006. (Gyldendal)

Hvis man kaster sig ud i at skrive nonsensdigte for børn i Danmark, så beder man om at blive sammenlignet med Halfdan Rasmussen. Jakob Martin Strid er den eneste, der virkelig fortjener det. Han lagde ud med Mustafas kiosk, men det er med Min mormors gebis, at han finder sin form, der er både barnlig i sit udtryk og sit temperament. Få kan som Strid gå fra 100 til 0 på få linier:

»Araberkomplot! Araberkomplot! De stjal min mors rabarberkompot
Komplet kompot
De åd det råt
Det måtte de egentlig også godt«

Det er så sjovt, underfundigt og rytmisk timet, at det næsten føles forkert ikke at læse (eller råbe) dem højt. Samtidig er værket interesseret i sin samtid og kommenterer den satirisk og skarpt, hvad de færreste af forfatterens senere bøger gør.

Cecilie Eken: ’Mørkebarnet’

2007. (Høst & Søn)

Det er et enormt ambitiøst projekt, Cecilie Eken har sat i verden med sin sonetkrans om to piger, der bor i en dejlig have: mørkebarnet, der leger ensomt og forladt, og hende, mor og far kalder ’en gave’.

Et digt, hvis hovedpersoner og strofer fremstår som adskilte dele, men langsomt og elegant til sidst bliver et hele. Stemningen er melankolsk, og pigernes situation synes fastlåst, men Eken bruger sonetkransens repetitive progression til at fortælle en sandhed: at man må rumme det hele menneske. Ingen er mørke eller lyse tanker alene.

Mørkebarnet er en nøgle til resten af Cecilie Ekens forfatterskab, der fungerer uanfægtet af litterære tendenser og lyser op med sin gammeldags insisteren på håb og eventyrets forvandlende kraft.

Jesper Wung-Sung: ’Kopierne’

2010. (Høst & Søn)

Science fiction-romanen Kopierne har opnået klassikerstatus i den danske folkeskole. Det er historien om fodbold- og Maria-glade Jonas, der opdager, at han i virkeligheden bare er en kopi af sine forældres ægte søn, der har været syg og derfor i en periode har været erstattet af en slags androide.

Kopierne er selvfølgelig fyldt med potentiale for samtaler om overvågning og teknologisk udvikling, men Jesper Wung-Sung er ikke maskinstormer. Han er interesseret i identitet og bruger science fiction-romanens rum til at undersøge teenageårenes fremmedgørelse. Hvor det føles, som om man er både en anden og sig selv, som om man er ved at gå i opløsning, men også som en slags genfødsel, en forvandling, hvor man skal finde en ny hånd at holde fast i efter at have givet slip på mors og fars.

Kim Fupz Aakeson: ’Vitello passer mor’

2012. (Gyldendal)

Få forfattere har præget de seneste 20 års børne- og ungdomslitteratur som Kim Fupz Aakeson. Derfor er det også en umulig opgave at pege på én af hans bøger som den bedste. Hans niveau er stabilt fremragende, både når det gælder socialrealistiske ungdomsromaner og sjove billedbøger. Så når jeg skal vælge én, må det være en personlig favorit, der er blevet læst så meget, at den næsten ikke kan hænge sammen længere.

Vitello passer mor indfanger kølige mor og drengen Vitellos sjove, delvist kærlige, men fuldstændig beregnende gemyt, når han pusler om sin syge mor, fordi han ved, det forbedrer chancerne for gode julegaver.

Vi lærer mor og Vitello at kende gennem det, de siger til hinanden, selv når mor bare siger »en mærkelig, klynkende lyd«, når hun ser ind i stuen, hvor stolte Vitello har vasket gulv med haveslangen.

»Det skal lige tørre,« siger han med Fupz’ perfekte timing.

Mette Hegnhøj: ’Ella er mit navn vil du købe det?’

2013. (Jensen & Dalgaard)

 Mette Hegnhøjs lille kæmpe Ella er mit navn vil du købe det udkom som en æske fyldt med løsark indhyllet i poetsne af restproduktet fra en hulmaskine. På siderne er historien om Ella, der i protest mod sin mor og sorg over en fraværende far begår stille hærværk på morens antikvariske bøger, men samtidig skaber sig en hel verden med hulmaskinen og skrivemaskinens tegn, der former en kat.

Det er et værk, man også som helt uprøvet læser kan undersøge på grund af dets taktile forsøg og dets leg med forbindelsen mellem tegn og betydning, og det er et værk, der bliver ved med at skabe nye sammenhænge, selv om det ikke hænger sammen.

Hanne Kvist: ’Dyr med pels – og uden’

2016. (Gyldendal)

Drengen Freddy i Hanne Kvists roman er næsten forsvundet, fordi han altid har indrettet sig efter andres behov i den rastløse tilværelse, han må leve i i kølvandet på sin mors mange forliste parforhold. Han ønsker sig (stabilitet) en hund, men mor kan ikke tåle pels (siger hun da), så han får sig i hemmelighed en hamster. Men hamsteren dør som resultatet af endnu et familiemedlems hensynsløshed. Pludselig kan Freddy se sin grænse, helt konkret dér på papiret, der går fra at være roman til at være tegneserie eller billedroman.

Grænsen er blevet overtrådt for sidste gang, Freddy holder op med at tale. Og går. Væk fra sin familie og mod noget, han ikke ved, hvad er, men han finder sin stemme igen, og fortællingen får igen form som roman. Den, der viser Freddy allermest respekt, er Hanne Kvist, der har lavet et varmt hybridværk fuldstændig på sin karakters præmisser. Det har Freddy fortjent.

Morten Dürr og Lars Hornemann (ill.): ’Zenobia’

2016. (Cobolt)

Først på side 21 står der ord i Morten Dürr og Lars Hornemanns billedroman om Amina, der er på flugt fra krigen i sit hjemland. Det er også på side 21, at Amina begynder at drukne. Hun er faldet overbord fra en overfyldt båd på Middelhavet og synker nu ned under vandet, mens hun genoplever en gemmeleg, hun og moren legede, kort før Amina måtte flygte alene.

Med en enkel streg og begrænset farvepalet, men en tilsyneladende grænseløs evne til at arbejde med lys og mørke, skaber Lars Horneman med meget få effekter en modig fortælling om Amina sammen med Morten Dürrs få velvalgte sætninger. Ordene og billedernes rytme mimer ensomheden og stilheden i Aminas vægtløse rejse mellem drøm og død i vandet.

Mette Vedsø: ’Hest, horse, pferd, cheval, love’

2017. (Jensen & Dalgaard)

Med Hest Horse Pferd Cheval Love har Mette Vedsø fornyet hestebogen uden at foråde de tusinder af piger, der læser dem, fordi de elsker heste og veninder. Hun beskriver forbindelsen mellem hestene og pigerne Naja og Taxa med en sådan sanselighed, at man næsten kan mærke hestens man mod kinden.

Naja lever en kernefamilietilværelse i den øvre middelklasse, og Taxa er datter af en taxachauffør, der lader hende være alene hjemme med en frysepizza, når han har nattevagt. En forskel, de voksne ikke kan skjule, at de mærker, men på rideskolen findes den forskel ikke for Naja og Taxa. Indtil de begynder at vokse ind i de voksnes verden, og de voksnes verden begynder at vokse ind i dem, og forskelle bliver (be)tydeligere.

En fejring af barndommens tilfældige, men lykkelige og mangfoldige fællesskaber i institutioner og fritidsklubber, fællesskaber, vi alt for nemt vælger fra som voksne.

Frem mod nytår anbefaler Information de ti bedste bøger i det 21. århundrede inden for fire forskellige kategorier. Næste afsnit: Udenlandske bøger.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Efter at have læst op for min datter, kan jeg fortælle, at der er godt nok stor forskel på kvaliteten af sprog i de bøger, vi fald over på biblioteket. Tegne- og børneserier i TV ligeså. Børn, selv i en meget ung alder, sætter pris på et godt og flydende sprog.

Jeg kan anbefale en næsten helt ny udgivelse: "Den lille grønne drage" af Hanne Tonga. Den handler om at være "anderledes", uanset hvilket samfund man slår sig ned i. Smukt illustreret.

Anders Sørensen

@David Joelsen, nej. Du sætter pris på et "godt og flydende sprog", og det sprog, du finder "godt og flydende", føler du, at børn sætter pris på, fordi du ønsker, at det er sådan.

Sandsynligvis giver det sig også udslag i din oplæsning. Det sprog, du finder dårligt, eller ikke forstår, formidler du naturligvis også dårligere for barnet under oplæsning - bevidst eller ubevidst.