Læsetid: 17 min.

Året er 2016 og forfatteren Asta Olivia Nordenhof læser sin egen sygejournal

Dansk litteratur skriver om livet med psykisk sygdom og skriver samtidig om alt det, konkurrencestaten ikke kan rumme: det uproduktive, det lidelsesfyldte, den fælles lykke
Den psykiske og sociale udsathed løber hele tiden under overfladen, ikke som et tema, men som et faktum, det lyriske jeg bærer med sig gennem dagene. Kun her og der, nærmest indforstået, kommer institutioner og behandling til syne i Asta Olivia Nordenhof skrifter.

Den psykiske og sociale udsathed løber hele tiden under overfladen, ikke som et tema, men som et faktum, det lyriske jeg bærer med sig gennem dagene. Kun her og der, nærmest indforstået, kommer institutioner og behandling til syne i Asta Olivia Nordenhof skrifter.

Tor Birk Trads

20. december 2019

I en artikel i Information den 25. oktober 2016, »Måske syntes psykiatrien ikke, at mine tanker var værd at savne«, læste forfatteren Asta Olivia Nordenhof sin egen sygejournal fra de år, hvor hun fik tildelt diagnosen skizotypi.

Undervejs i teksten undrer hun sig især over, hvor langt der er mellem alt det, behandlerne omkring hende opfattede som et problem, og hvad hun selv oplevede.

Hun ønskede hjælp til at få styr på sin økonomi, til ikke at blive smidt ud af hf, til at afværge en truende hjemløshed. De var optaget af hendes hallucinationer, der for hende selv nogle gange var besværlige, nogle gange trygge, men aldrig ødelæggende. De gav hende piller, hvis bivirkninger de prøvede at kurere med andre piller, alt imens hun drak mere og mere:

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Olesen
  • Marianne Stockmarr
Anders Olesen og Marianne Stockmarr anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”I disse bøger er der ingen erkendelse i den psykiske lidelse. Der er heller ingen af tressernes antipsykiatriske forestillinger om, at den gale er den eneste fornuftige i et sygt samfund”.

Til trods for, at artiklens forfatter har den opfattelse, at den gale ikke er den eneste fornuftige i et sygt samfund, så bruges forfattere, med erfaringer fra det psykiatriske system, som kilder til en forståelse af og en kritik af, hvordan det psykiatriske system fungerer.

Mange af de kritikpunkter, der refereres i artiklen, finder jeg også, ud fra mine erfaringer som pårørende, berettigede. Ikke desto mindre mangler artiklens forfatter stort set en distance til de beskrivelser og kritikpunkter, der fremsættes ud fra forfatternes egne opfattelser af det af være patienter i det psykiatriske system.

I hvilken forstand er de nævnte forfattere troværdige vidner eller kilder til den måde, det psykiatriske system fungerer på? Skal deres kritik tages alvorligt, ja, men den skal også betragtes som et partsindlæg.

Ikke mindst på baggrund af, at psykiatriske patienter befinder sig i en speciel mental tilstand, under deres ophold på en psykiatrisk institution, og at deres hukommelse ikke vil være særlig upartisk efterfølgende, i forhold til hvad der er sket.

Som eksempel skal Cecilie Lind insistere på retten til at kritisere, også selv om hun ikke er rask, men det betyder ikke, at der også kan være noget rigtigt i, at en vrangvillig indstilling på en måde kan være udtryk for en barnlig trods.

Artiklens forfatter begynder også implicit at forholde sig samfundskritisk og politisk, når han udtrykker følgende:

”De er snarere skrift fra de tilværelser, der ikke kan og aldrig vil kunne leve op til det sæt af idealer, der strømmer gennem det enogtyvende århundredes velfærdsstat, den variant af velfærdsstaten, som politologen Ove Kaj Pedersen har døbt konkurrencestaten”.

I starten af OOerne deltog jeg i et kursus på Den Europæiske Filmhøjskole om film og psykologi, hvor mindst halvdelen af deltagerne var uddannede psykologer. Efter en visning af Ken Loach ”Family Life” (1971) udviklede den efterfølgende diskussion sig til en voldsom kritik mod de psykologer og psykiatere, der omkring 1970 havde taget psykologien og psykiatrien som gidsel i deres politiske oprør mod det kapitalistiske samfund, bl.a. med henvisning til Laing og Cooper og den antipsykiatriske bevægelse, som de i høj grad blev identificeret med.

Da jeg selv, lige i starten af 1970erne, fik læst deres hovedværker og dengang sympatiserede med deres grundlæggende humanistiske og eksistentielle tilgang til og kritik af den herskende psykiatri, blev jeg ret oprørt over den kritik, der blev rettet mod vores generation.

Jeg holder stadig fast ved det rigtige i primært det humanistiske udgangspunkt, f.eks. som det ses hos Rogers, ved mødet med andre mennesker i et behandlingssystem, men det må så sandelig også i dag suppleres med en videnskabelig viden inden for en række forskellige fagområder, ikke mindst det medicinske.

At læse denne artikel giver mig et specielt deja-vu til en utopisk stemning, som var fremherskende omkring 1970, og som efter nogle få år viste sig at være ret naiv. En stemning, som jeg også oplevede, da jeg læste Ranciéres tanker om den uvidende lærer. Jeg ville have været begejstret, hvis jeg havde læst de tanker i 1970.

Man kan rette en masse kritik mod videnskabelig viden og intellektuel indsigt, fordi de i den grad er blevet misbrugt samfundsmæssigt og politisk. På den anden side må det også være nødvendigt at slå fast, at vi ikke kommer videre uden. I givet fald kommer kampen til at stå mellem venstrepopulisme og højrepopulisme.

Jeg er meget enig med artiklens forfatter i et tidligere udsagn:
”I den litterære verden har sammenblandingen af de sociale og de mere etablerede mediers kredsløb nemlig mest ført til debatter, der ofte minder om mislykkede kemiforsøg: dårlig sigtbarhed, ildelugtende røg og eksplosioner, larm og bulder helt ude af kontrol”.
https://www.information.dk/kultur/2019/12/2015-vandrede-syriske-flygtnin...

De mere etablerede medier har en interesse i at skærpe synspunkter, når de sætter dem op over for hinanden, og holde en konflikt kørende, så de i ugen efter også har noget at skrive om, og desuden har forfatterne nogle interesser på spil.

Men ser vi bort fra det, er min påstand, at de rodede debatter i høj grad skyldes de involverede parter, typisk de involverede forfattere, der mangler en viden om f.eks. litteratur, kunst, medier, sociologi og psykologi på et elementært videnskabeligt niveau.

Det gør dem ude af stand til at se deres eget og modpartens synspunkter i det nødvendige perspektiv, og på den måde nå frem til en elementær forståelse for, hvad det egentlig er, de kan være henholdsvis enige og uenige om.

Bjarne Toft Sørensen

Det er rigtigt, som der står i artiklen, at én af de tydeligste litterære tendenser i tierne er prosa og lyrik, som kredser om livet med psykiske lidelser i Danmark i dag, og at de stort set alle tager udgangspunkt i forfatterens eget liv. Tilsvarende, at forbløffende mange af dem handler om hverdagen som psykisk syg eller sårbar og om at have det dårligt.

Dertil skal lægges, at der tilsvarende er en litterær tendens i perioden til at skrive om problemer forbundet med det at tilhøre en minoritet med hensyn til køn, seksualitet og etnicitet samt om problemer i forbindelse med sygdom og kæresteforhold i øvrigt, også typisk med udgangspunkt i forfatterens eget liv.

At der blandt forfattere og andre former for kunstnere er en højere forekomst af psykiske lidelser og kontakt med det psykiatriske behandlingssystem end blandt befolkningen som gennemsnit er ikke et ukendt fænomen, og heller ikke at der tilsvarende er en højere forekomst af personer, der tilhører en minoritet med hensyn til køn og seksualitet.

Hvilke problemer er forbundet med de nævnte tendenser i samtidens litteratur med henblik på den måde, som den litterære institution og medierne i øvrigt reagerer på, med baggrund i de nævnte tendenser?

Asger Schnack henviste i en artikel i Information d. 29/11 2019, til en nu slettet facebookopdatering om en tendens i nyere dansk litteratur, der bl.a. favoriserer litteratur skrevet af mennesker med diagnoser, men som bruger begrebet bredere end i den medicinske forstand, således at det også omfatter en række andre forhold og omstændigheder i livet, der hos personer kan virke psykisk belastende eller virke overvældende for mennesker i deres perspektiv på livet.

Han mente, at det var forlag, forfattere og kritikere, der havde skabt genren. På den måde fik de store anmeldelser, opmærksomhed og øget salg, men samtidig svigtede de litteraturen ved at flytte fokus fra dens almeneksistentielle nødvendighed til en persondyrkelse, der er irrelevant i forhold til litteraturen som kunstart.
https://www.information.dk/kultur/2019/11/litteratur-forvandling

Jeg er enig i kritikken vedrørende de beskrevne tendenser, men mener også, at Asger Schnacks fremstilling viser en manglende forståelse og forklaring på udviklingen på baggrund af de forandringer, der finder sted i medier, sociale medier, forlagenes og mediernes økonomi og marketing, den litterære institution, kunsten generelt og i samfundet i øvrigt. Det er en udvikling, man skal forsøge at tage højde for de negative konsekvenser af, men det er ikke en udvikling, der kan rulles tilbage.

Jeg er også enig med Bent Rosenbaum og Birgit Bundesen på de fleste punkter i det svar, som de i Information d. 13/12 2019 giver på Asger Schnacks artikel, specielt når det drejer sig om forfattere med psykiske diagnoser.

Et værk skal aldrig helt have lov til at stå uafhængigt af forfatteren som person, og en række store forfatterskaber kan ikke reduceres til deres forfatteres lidelsesfyldte biografier. Forudsætningen for, at vi kan tale om høj litterær kvalitet i et værk, er forfatterens evne til at løfte erfaringerne ud over det private. Ligeledes er det et positivt træk ved et forfatterskab, hvis det kan føre lidelsens position tilbage fra ”diagnosen” som en krænkelses – og offerposition og på den måde faktisk blive en ”antidiagnoslitteratur”.
https://www.information.dk/kultur/2019/12/10ernes-antidiagnoselitteratur...

Problemet opstår for mig at se, når forfattere i høj grad anvender biografisk materiale, og måske oven i købet lader hovedpersonen have samme navn som dem selv, f.eks. i form af autofiktion og ved brug af performativ biografisme, og de så samtidig bliver stillet over for et krav om at løfte erfaringerne ud over det private. Kan det overhovedet lade sig gøre, og i hvilket omfang og under hvilke omstændigheder kan det lade sig gøre?

Som jeg oplever det i en dansk samtid, i den litteratur jeg under forskellige former har stiftet bekendtskab med, bliver det ofte meget selvcentreret, depressivt, ofte med præg af selvmedlidenhed og pessimisme. Til tider kan tonen og stemningen være ret uudholdelig.

Ved litterære arrangementer med oplæsning af forfattere fra deres tidligere og kommende værker håber jeg altid, ikke at skulle udsættes for ret mange af typen ”verden er ond ved mig, og jeg har ondt i min navle i dag”. Sprogarbejde af høj kvalitet er for mig at se, under alle omstændigheder, et grundlæggende krav og en grundlæggende forventning.

Information prioriterer, som de andre dagblade, værker med biografiske træk, autofiktion og brug af performativ biografisme højt, ligesom de prioriterer værker højt, der omhandler psykisk sygdom, en minoritet med hensyn til køn, seksualitet og etnicitet samt problemer i forbindelse med sygdom og kæresteforhold i øvrigt, især hvis det fremstilles på en særlig selvudleverende og sårbar måde.

Det bliver således særlige problemstillinger, brugen af biografisk materiale og sårbare selvudleveringer, der kommer i fokus, fordi det betragtes som det nye, det originale og det fremadrettede, og ikke værker, fordi de har høj litterær kvalitet.

Samtidig får ovennævnte forfattere særlige opmærksomhed i form af interviews og mulighed for at skrive kronikker og essays om private oplevelser, ved f.eks. kontakt med det psykiatriske system. Som om forfattere måtte være særlige autoriteter på det område.

Bjarne Toft Sørensen - dejligt med en fornuftig stemme i debatten: “Forudsætningen for, at vi kan tale om høj litterær kvalitet i et værk, er forfatterens evne til at løfte erfaringerne ud over det private.” Det kan ikke siges meget bedre. Selvfølgelig en generalisering, men en god rettesnor. Mange forfatterskaber er i dag præget af personligt navlepilleri blandet med med psykiske- og andre udfordringer - hverdagsagtige problemer med kærestesorger, graviditeter, børn og familier. Litteratur, der ofte ikke formår at få luft under vingerne hverken indholdsmæssigt eller sprogligt. For år tilbage havde man begrebet ‘knækprosa’. Det er forfærdligt at sige det, men hænger det sammen med, at litteraturen/poesien i dag er domineret af unge kvinder? De sociale mediers voldsomme fremgang, hvor fortrinsvis unge piger fortæller om deres problemer, sorger og glæder i ‘hverdagen’, spiller måske også en rolle her?

Bjarne Toft Sørensen

@ Ole Schwander
"Det er forfærdligt at sige det, men hænger det sammen med, at litteraturen/poesien i dag er domineret af unge kvinder? De sociale mediers voldsomme fremgang, hvor fortrinsvis unge piger fortæller om deres problemer, sorger og glæder i ‘hverdagen’, spiller måske også en rolle her?"

Jeg kender ingen undersøgelser, der præcist giver et svar på disse spørgsmål.

Jeg udtaler mig på baggrund af erfaringer fra deltagelse i forskellige fora i det litterære miljø, læsning af skønlitteratur, dagbladenes, især Informations, anmeldelser af værker og valg af værker til anmeldelse, et kendskab til dagbladskritikeres baggrund og forbindelser, samt akademiske værker, der omhandler tendenser i samtidens litteratur.

BogMarkedet (Fagblad for den danske bogbranche) iværksatte en mindre undersøgelse på baggrund af "Mette Høeg - debatten", der for mig at se kan bidrage til at pege på nogle tendenser, selv om jeg ikke er tilfreds med deres valg af parametre og vinkler for deres undersøgelse (links bringes nedenfor).

Den grundlæggende forudsætning for den udvikling, der fører frem til de stillede spørgsmål, er medieudviklingen, ikke mindst udviklingen i de sociale medier. Dernæst vil jeg pege på det, der til dels må være en konsekvens af medieudviklingen, nemlig den forøgede fokus på identitet og identitetspolitik i en række vestlige samfund, som vi identificerer os med.

I den sammenhæng betragter jeg kønsspørgsmålet som en delproblematik i relation til det øgede fokus på identitet og identitetspolitik. At der er mange unge kvindelige forfattere i dag, og at de ofte skriver med et fremherskende identitetspolitisk (og kønspolitisk) perspektiv, er vel to omstændigheder, der virker gensidigt forstærkende. Samtidig må det fremhæves, at der jo også er mange unge mænd, der skriver ud fra tilsvarende perspektiver.

https://bogmarkedet.dk/artikel/danske-debutanter-skriver-om-sig-selv
https://bogmarkedet.dk/artikel/10-vinkler-p%C3%A5-mette-h%C3%B8eg-debatten