Essay
Læsetid: 17 min.

Året er 2016 og forfatteren Asta Olivia Nordenhof læser sin egen sygejournal

Dansk litteratur skriver om livet med psykisk sygdom og skriver samtidig om alt det, konkurrencestaten ikke kan rumme: det uproduktive, det lidelsesfyldte, den fælles lykke
Den psykiske og sociale udsathed løber hele tiden under overfladen, ikke som et tema, men som et faktum, det lyriske jeg bærer med sig gennem dagene. Kun her og der, nærmest indforstået, kommer institutioner og behandling til syne i Asta Olivia Nordenhof skrifter.

Den psykiske og sociale udsathed løber hele tiden under overfladen, ikke som et tema, men som et faktum, det lyriske jeg bærer med sig gennem dagene. Kun her og der, nærmest indforstået, kommer institutioner og behandling til syne i Asta Olivia Nordenhof skrifter.

Tor Birk Trads

Kultur
20. december 2019

I en artikel i Information den 25. oktober 2016, »Måske syntes psykiatrien ikke, at mine tanker var værd at savne«, læste forfatteren Asta Olivia Nordenhof sin egen sygejournal fra de år, hvor hun fik tildelt diagnosen skizotypi.

Undervejs i teksten undrer hun sig især over, hvor langt der er mellem alt det, behandlerne omkring hende opfattede som et problem, og hvad hun selv oplevede.

Hun ønskede hjælp til at få styr på sin økonomi, til ikke at blive smidt ud af hf, til at afværge en truende hjemløshed. De var optaget af hendes hallucinationer, der for hende selv nogle gange var besværlige, nogle gange trygge, men aldrig ødelæggende. De gav hende piller, hvis bivirkninger de prøvede at kurere med andre piller, alt imens hun drak mere og mere:

»Man gør indsatser for at begrænse mit alkoholforbrug, men man gør ingen tilsvarende indsatser for at begrænse mit indtag af pillerne. Heller ikke efter, at jeg har overnattet på skadestuen, til observation, med en meget høj promille, men også, ifølge journalen, efter at have taget ’omkring 10 oxexypam’ henover en eftermiddag og aften.

Man giver mig ved den efterfølgende samtale fortsat oxexypam med hjem.

Det er mærkeligt at læse om et ungt menneske, der for øjnene af adskillige voksne mennesker bliver stofmisbruger.

Der er ingen reaktion på min vedvarende, desperate klage om, at jeg ikke kan tænke.

Måske opfatter man det sådan, at jeg aldrig har kunnet tænke, at der ikke er tale om det skift, jeg selv oplever.«

Det skete i 2016

  • Nordkorea gennemfører sin fjerde underjordiske atomprøvesprængning den 6. januar
  • Et flertal af briter stemmer den 23. juni ja til, at Storbritannien løsrives fra EU
  • Emilie Meng forsvinder den 10. juli fra Korsør
  • Terrorangrebet i Nice sker den 14. juli
  • Den 26. august udvides Helsingørmotorvejen
  • Den 26. september nedbrænder det ikoniske Svindløv Badehotel, ingen omkommer.
  • Bob Dylan modtager Nobelprisen i litteratur i oktober
  • Store dele af landet går glip af Dronningens nytårstale, da YouSee mister tv-forbindelsen

Det er et rystende indlæg, på en gang helt mildt skrevet, helt uden vrede, og en sønderlemmende udlevering af psykiatriens iboende logik. Men det var ikke første gang, Asta Olivia Nordenhof fortalte om sine oplevelser i psykiatrien.

Oprindeligt blev teksten i Information holdt som et foredrag den 22. september 2016 på Frederiksberg Hospital. Og bag det foredrag ligger et interview, lavet af TV 2-Lorry og sendt den 25. maj 2016, hvor Nordenhof fortæller om sine erfaringer som patient i det psykiatriske system.

Også det er rystende. Ved et bord i en idyllisk, københavnsk baggård – rolig majsol, grønt græs, grønne buske – udspørges Nordenhof af en ansigtsløs, kvindelig journalist. Man kan se, at hun er anstrengt, at hun tøver med ordene, det rykker i hendes ansigt, som om hun er i lette smerter, hun kigger rundt og væk. Alligevel svarer hun omhyggeligt. Hendes kritik – igen fremført helt mildt, uden vrede – er dobbelt. Dels er det eksisterende system overbebyrdet. Der er altid færre pladser, end der er syge, så lægerne er mest optaget af at få nogle patienter udskrevet:

»Jeg har oplevet, forrige gang jeg var indlagt, at patienterne ud på aftenen blev kaldt sammen, og så fik vi at vide, at der nu var tre pladser tilbage i Storkøbenhavn, og at vi måtte afgøre, hvem der var klar til at tage hjem,« fortæller hun.

Tænker man efter, er det en absurd scene: Institutionen beder sine patienter, dem, som er indlagt, fordi de ikke kan tage vare på sig selv, om at afgøre, hvem der kan tage vare på sig selv. Nogle af vores mest udsatte må tage én for holdets, for samfundets skyld. De må selv finde ud af hvem.

Dels, og mere principielt, betoner Nordenhof igen og igen, at man som psykisk sårbar og syg selvfølgelig har brug for støtte og omsorg, og måske også for at blive indlagt. Men lige nu, forklarer hun, vil psykiatrien helbrede, og med helbredelse menes normalisering, menes en form for tilskæring af det selv, man har til behandling.

Man forestiller sig, at en psykisk lidelse kan fjernes fra sindet på samme måde som en svulst kan opereres væk og fjernes fra en i øvrigt rask krop:

»Man fastholder en tænkning, hvor man vil udsondre nogle tænkemåder, som man så kalder syge. Man har svært ved at finde en form, hvor man tager udgangspunkt i folks smerte. I stedet identificerer man hos folk nogle tankemønstre, som man så mener er syge, og som man så mener, at de skal afhjælpes at have. I stedet for at afhjælpe deres smerte,« siger hun.

Tor Birk Trads

Før det interview, helt tilbage i 2013, finder man Asta Olivia Nordenhofs skelsættende digtsamling det nemme og det ensomme. Bogens selvbiografisk forankrede digte, ofte erindringer om familie og venner, er fulde af ømhed og af en langsom lykke, en nærmest doven begejstring ved at være i verden og at dele den med andre. Men andre gange erindrer digtene en fortid fuld af smerte, ydmygelser og forulempelser.

Den psykiske og sociale udsathed løber hele tiden under overfladen, ikke som et tema, men som et faktum, det lyriske jeg bærer med sig gennem dagene. Kun her og der, nærmest indforstået, kommer institutioner og behandling til syne i skriften.

Når det sker, så fremstilles jeget som en art kontrastfigur. Hun stiller sig i modsætning til et velstående, økonomisk produktivt samfundsliv, som hverken giver plads til den lade lykke eller til de mennesker, der lever med psykiske sygdomme:

»jeg er gal
på mig selv, på hele gentofte

det aktiepis
det rige pis

det rige liv

være så nærig
pas på jeg kommer og plyndrer jer
med mine barnebryster som er blevet gigantiske
jeg har taget tyve kilo på af de nye piller
her har i mig«

Livet med sygdom som indvendigt og socialt fænomen

De spørgsmål, Nordenhofs interview og skrift rejser, løber gennem forbløffende mange forfatterskaber fra de sidste ti år. Tilsammen udgør de en af de tydeligste litterære tendenser i tierne, nemlig prosa og lyrik, som kredser om livet med psykiske lidelser i Danmark i dag.

Ikke at alle bøgerne er ens, slet ikke. Men de deler det træk, at de – uanset om der er tale om digtsamlinger, autofiktive romaner eller regelrette erindringsbøger – stort set altid tager udgangspunkt i forfatterens eget liv.

De deler også det træk, at de afviser den romantiske og surrealistiske kliché om, at psykisk sygdom er intimt forbundet med den digteriske vision, at den gale skulle have adgang til et litterært særsprog eller kan ane en virkelighed, vi andre ikke kan se.

I disse bøger er der ingen erkendelse i den psykiske lidelse. Der er heller ingen af tressernes antipsykiatriske forestillinger om, at den gale er den eneste fornuftige i et sygt samfund.

I det hele taget skriver bøgerne ikke inde fra sygdommen, som om forfatternes skrift gav stemme til en psykisk lidelse erfaret indefra. De skriver snarere om livet med sygdom, om sygdommen som et på én gang indvendigt og socialt fænomen.

Forbløffende mange af dem handler om hverdagen som psykisk syg eller sårbar, om at have det dårligt, nogle gange invaliderende dårligt, men også om forholdet til pårørende – børn og forældre, venner og bekendte – om samtaler med psykologer og kontaktpersoner, om indlæggelser, om den stadigt skiftende medicinering.

Sådan er det i Dennis Gade Kofods demonstrativt stilfærdige roman Superhelte i det hele taget (2010), der følger sin sygemeldte hovedperson, læreren Per, gennem en almindelig dag, hvor han afleverer børn og driver lidt ensomt rundt i og omkring Rønne, Bornholm. Han er på kanten af en depression og må både forholde sig til skammen over for sin kæreste og ærgre sig over sin medicin.

Og sådan er det i Pablo Llambias massive, monotone trilogi af dagbogs-agtige sonetter, i hvis første bind Monte Lema (2011) man både finder digte, der diskuterer fordele og ulemper ved forskellige slags psykofarmaka – og en sonet med den distancerede, morsomme titel »Psykisk sygdom i praksis«.

Den serielle, monotone storform hos Llambias peger hen mod et tredje træk, der går igennem mange af disse værker. Man skriver ikke om psykiske lidelser som noget, der kan overvindes, man skriver om sygdommen som noget kronisk, som en konstant i livet, der nok kan fjerne sig i perioder, men aldrig vil forsvinde eller blive overvundet.

Selvfølgelig er der undtagelser. Karen Fastrups selvbiografiske succesroman Hungerhjerte (2018) er nærmest programmatisk bygget op, så den begynder med et sammenbrud og en indlæggelse, og også med den for fortælleren forfærdelige diagnose »borderline« – forfærdelig, fordi den ikke kan behandles, fordi den er »uden håb« og »en livslang dom«, som der står – men straks derefter beskriver trinene i en gradvis helbredelse.

På god psykoanalytisk vis indbefatter den proces både tilbageblik til barndommen, der især er præget af kampen for at vinde farens anerkendelse, og et arbejde med at frigøre sig fra at være afhængig af andres syn på sig selv og især afhængig af mænds begær.

Til slut kan fortælleren sejrrigt både arbejde og skrive igen, hun har vundet både sproget og sin økonomiske formåen tilbage og kan også indlede et nyt, mere afbalanceret forhold til en ny kæreste. Som der nærmest triumferende står:

»Min borderlinediagnose er blevet det tomme hylster, der hænger på knagerækken inden for min dør. Jeg dasker til den, når jeg går forbi. Men der er ikke liv i den. Den hænger tør og indskrumpet ved siden af min læderjakke.«

Den psykiske tilstand er både den hverdagslig og uafvendelig skæbne

Hungerhjerte er en lykkelig historie om psykisk sygdom som krise og anledning til selvudvikling. Den handler om et liv, der falder ud af og derefter finder tilbage til den normale, gode, produktive tilværelse. Den er også, som sagt, meget atypisk.

I det sidste tiårs litterære beskrivelser af psykiske sygdomme, især i de beskrivelser, man kan finde blandt yngre forfattere, har man gjort noget andet. Her fremstilles den psykiske tilstand som en både hverdagslig og uafvendelig skæbne. Selv om man gerne erindrer tilbage til sin barndom, og også skriver om sine forældre, så gør man det ikke for at forklare – og da slet ikke for med den forklaring at hele – den sårbare psyke.

»Da jeg var otte år, hørte jeg et KNIPS, som når man træder på et giftigt snebær i sin have. Ud af mit venstre øre sprang Per, hun havde boet bag trommehinden længe.« Sådan fødes Per, dvs. Persefone i Lea Marie Løppenthins selvbiografiske roman Sæson (2019), der fortæller om en opvækst i Danmark og Fjernøsten, om forældrenes skilsmisser og nye giftermål, om det lykkelige møde med kæresten Birk, om at flytte til Bruxelles og tilbage til København med ham.

Hun, Per, er en lille, summende græshoppe og også bogens billede på sin hovedpersons bipolare lidelse. Når hun er borte, visner alt, når hun kommer med sine børn, ja, så sker der alt for meget.

»Når hun ikke er her, så er det som om min tale ikke længere kan gribe om sine emner, som om min tale var hænder, der havde fået skåret tommelfingrene af. Når hun så vender tilbage, når jeg begynder at høre hendes lyde, når jeg kan gå og nægte mig selv helt at tro på det endnu, så er der disse øjeblikke af vældig stor klarhed, en klarhed, som aldrig har fået så konkret manifestation som Rue des Glands. Og så denne klarhed, den bliver hurtigt en labyrint.«

I den græske mytologi lever Persefone halvdelen af tiden i underverdenen, halvdelen af tiden her på jorden. Hun følger årstidernes vekslen, hun er lige så uafvendelig som de. Sådan er det åbenbart for Sæsons fortæller: Sygdommen er uafvendelig som en myte, noget, man må leve med, men så også godt kan leve med.

I al fald er Sæson præget af humør, lyssyn og drømme om et fælles liv. Samme dobbelthed – den uafvendelige lidelse, drømmen om et nært fællesskab – var allerede tilstede i Løppenthins lille digtsamling Marts er bedst (2016), hvor man i det afsluttende langdigt, betitlet »os« finder linjer som:

»jeg var vel tretten år da jeg giftede mig med Depression
en træls dæmon som I sikkert kender« – »og planen var:
vi skulle hygge os helt ihjel med al vores had og stoicisme
og det har været et kedeligt liv
men nu for nylig er vi altså blevet skilt
og nu er jeg parat til mindst 8 bryllupper
og vindene og solen og computeren og rulleskøjterne og Sertralin
og alle mine familier & venner
vil hjælpe mig med at drive Depressionen på porten
næste gang han kommer slæbende med sin slimede dagsorden
på nye frierfødder og lommerne fulde af chokolademønter.«

Autofiktive fortællinger 

En lignende fremstilling af sygdommen som skæbne og hverdag, men skrevet i et helt andet og smerteligt register, finder man i Bjørn Rasmussens forfatterskab. Hans første roman, nok tiernes mest overbevisende prosadebut, Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (2011), kredser om et på en gang ekstatisk og ødelæggende forhold mellem en helt ung dreng og hans ridelærer, men fortæller også om at skære i sig selv, og om hverken at kunne eller ville passe ind i en verden, hvor mænd er mænd, og psyken er fåmælt og stabil.

Livet på landet med moren og brødrene er både ødelæggende og uomgængeligt, men jo ikke en forklaring, for der findes ingen forklaring:

»Mit livs historie eksisterer ikke. Dette ved jeg nu. Tidligere bildte jeg mig ind, at den lå et sted og vibrerede, min historie, at jeg kunne nærme mig den gennem skriften. Jeg tog fejl,« som der står i begyndelsen af romanen.

I stedet drømmer den unge Bjørn – bogen er på én gang autofiktiv og henter inspiration (og formuleringer) fra en række litterære forlæg, blandt andet Saint-Exupérys Den lille prins og Marguerite Duras’ Elskeren – om at lade sig gennemstrømme af alt, af begær og af kroppe og af verden, også selv om han går til grunde i det.

I Rasmussens senere bøger optræder samme drøm, men mere og mere som et mareridt, og mere og mere i fremstillinger, der eksplicit handler om at være invalideret af psykiske lidelser.

Den seneste, Jeg er gråhvid (2018), placerer fortælleren Bjørn i et hus på Mols. Manden, den elskede Jacob, kører frem og tilbage på arbejde og vil også gerne have et barn med en fælles veninde, men Bjørn er for ødelagt til at træde ind i økonomiens eller reproduktionens cirkler. I stedet skal Bjørn jævnligt til møde med Ulla, kontaktperson fra psykosehuset, repræsentant for det jordbundne, for alt det, der er »Ullasiggørligt«.

I små fortvivlede dagbogsnoter, hele tiden på grænsen af psykosen, optegner han hverdagen, turene med hunden Fiske, medicinforbruget, hashforbruget, angsten, erindringer fra barndommen. Det sker uden noget håb om helbredelse. Snarere ender bogen med en form for opgivelse, der også er en befrielse:

»Dato. Lim. Jacob maler muren blå på Vedøvej, jeg mener lågen. Vi råber i køkkenet. Og Fiske kommer hen og stiller sig imellem os og slut. Jeg ser ind i dine øjnes mørke brønd og siger det jeg føler, jeg elsker dig, jeg begærer dig, jeg er forelsket i dig. Men min arm fægter rødvinsglasset på gulvet så det splintres, og rødvinen, og fælles samarbejde om at bedre skårene, støvsugningen.

Jeg siger det højt, jeg skriver det: Fiske er barnet. Og spændingerne i skuldrene løser sig, og Fiske og jeg går ud og leger i haven. Hej!«

Bogen slutter hverken med barn eller regnbuefamilie, altså, men med at besynge kærligheden til den hund, der hele vejen igennem har været jegets tavse, hengivne følgesvend. Og med at sige, at også den kærlighed ødelægges.

»Min hund bløder fra anus, indlagt. Min hund er indlagt. Min hund, Fiske. Se!« slutter bogen, inden en note fortæller, at Bjørn nu er flyttet fra det fælles hus.

Mere end vidnesbyrd om en personlig smerte

Sådan her skrev forfatteren Cecilie Lind i »Dette er tredje forår, jeg kæntrer«, et essay optrykt i Information den 20. april 2017, hvor hun på én gang beskrev livet som ambulant patient i det psykiatriske system og foretog et ætsende angreb på samme system:

»Det er svært at forklare den modstand, jeg nærer mod dem, der forsøger at hjælpe mig frem til den bedre tilværelse, og det endda gratis. Mit velfærdssamfund i fuldt flor (dvs.: et år med halvanden times gruppeterapi en gang om ugen, når diagnosen er: »personlighedsforstyrret«), men det er sådan, kravene er: Jeg skal betro mig, dele episoder (psykiske nedsmeltninger). Jeg skal se, at det er en fejl ved mine medpatienter, at de giver sig hen til computerspil, bøger, gråd, mad. Eskapisme skal vi komme til livs. Trang til flugt, til hi, er af det onde, lediggang især, er af det onde. Formålet med det raske er: arbejde, det normale.«

Linds tidligere digtsamling, Scarykost fra 2016, kredsede ret eksplicit om livet med anoreksi; i langdigtet Mit barn (2019) optræder den psykiske skrøbelighed, som hos Nordenhof, ikke som et tema, men som et faktum, der bæres gennem dagene af det lyriske jeg. Men i essayet taler hun direkte og vredt.

Som Nordenhof kritiserer hun både manglen på ressourcer og psykiatriens mål, men hun gør også noget tredje: Hun insisterer på retten til at kritisere, også selv om hun ikke er rask.

Sofie Amalie Klougart

»Alle, jeg har forsøgt at få i tale, som repræsentanter for et system, der sjofler med de psykisk syge, affejer min kritik ved at behandle min kritiske position som et symptom. Min vrangvillige indstilling: et barns trods,« skriver Lind. Essayet selv – stikkende præcist i sine billeder, skarpt argumenterende i sine ræsonnementer – viser, hvor uretfærdig den behandling er.

Med sit essay peger Lind også på, hvorfor hendes og de øvrige forfatteres skrift fra det kroniske liv med psykiske lidelser må ses som andet og mere end vidnesbyrd om en personlig smerte. De er snarere skrift fra de tilværelser, der ikke kan og aldrig vil kunne leve op til det sæt af idealer, der strømmer gennem det enogtyvende århundredes velfærdsstat, den variant af velfærdsstaten, som politologen Ove Kaj Pedersen har døbt konkurrencestaten.

I den stat er idealborgeren det selvoptimerende, økonomisk produktive, skattebetalende menneske: et menneske i arbejde. Følger man ny dansk litteratur, så er livet med psykiske lidelser det modsatte. Det er i stilstand, det er afhængig af institutioner, det er løsrevet fra den økonomiske produktion.

Det er også, viser det sig, nogle gange meget lykkeligt og særligt åbent for de nye fællesskaber, der kan opstå i velfærdsstatens skygge. Og det er i stand til at formulere sig om sit eget liv. Cecilie Lind, Asta Olivia Nordenhof, Bjørn Rasmussen, Lea Marie Løppenthin – og også flere endnu, Mikael Josephsen i digtsamlingen Knæk, Kaspar Kaum Bonnén i romanen om sin mors sygdom Ind til min mor – skriver om og fra de liv, der ellers anskues som objekter for forvaltning, som noget, der skal beskyttes og hjælpes, helst hjælpes tilbage i arbejde, men som ikke selv har en stemme i den politiske diskussion af det rette liv i Danmark i dag.

Skønt syge og sårbare insisterer de på at kunne tale med fornuft – snarere end visionært – om deres egen tilværelse. I den forstand udgør deres på én gang fornuftige og følsomme skrift en udfordring af det menneskesyn, der strømmer gennem de sidste årtiers forvaltning af velfærdsstatens arv. Det gør den, uanset om den tager bolig i lyrikkens former, i mere eller mindre autofiktive romaner, i avisindlæg.

Målet er egentlig ikke helbredelse

Men mødet mellem psykiatriens behandlinger og litteraturen stopper ikke her, ved konfrontationen. Lad os ende et mere håbefuldt sted. Birgit Bundesen er overlæge i psykiatri og en af kræfterne bag foreningen Kunst og Mental Sundhed.

Foreningen har til huse i et værested for brugere af psykiatrien, der putter sig – man skal først ned i en kælderskakt, så op tre etager – bag de statelige, røde bygninger, der i dag er Region Københavns Psykiatriske Ambulatorium på Amager.

På en gammel fødegang har de frivillige og brugerne indrettet lokaler, hvor der bag slidte skilte med sengestuenumre blandt andet er små værksteder for musik, syning og billedkunst. Stedet huser også Bundesens eget hjertebarn, skriveværksteder for brugere af psykiatrien. Her underviser blandt andet Pablo Llambias, Majse Aymo-Boot, Asta Olivia Nordenhof og Adda Djørup grupper, hvor de selv og en co-terapeut arbejder sammen – der skal, som Bundesen siger, være et beredskab, hvis en deltager får det psykisk dårligt. Hun fortsætter:

»Folk kommer jo ikke her for at blive forfattere, men fordi de ikke har det godt. På den anden side handler skriveværkstederne ikke om at tale om følelser, men om tekster og deres former. Egentlig er jeg imod ideen om kunstterapi som en træning i ekspressivt sprog. Men det at mestre formerne gør det muligt at sige ting, som ellers er svære eller føles uudsigelige.

Samtidig er værkstederne et frirum fra kun at være en patient, der modtager hjælp. I værkstederne introducerer vi os kun med vores navn og vores sidste gode læseoplevelse, ligesom alle, også co-terapeuten, deltager i skriveøvelser og får sine tekster kommenteret. Ikke fordi det er et hierarkiløst rum, men det giver en midlertidig, social reorganisering. Sygdommen kan ellers blive en primær selvforståelse for mange, her kan de mærke, at det kan nuanceres.«

– Har det nogen effekt på jeres brugere?

»Vi har allerede lavet retrospektive interview, og det har vist sig meget mere glædesgivende, med meget større positive effekter, end vi havde turdet håbe på. De fremhæver ikke bare det at skrive, men også det, man kunne kalde positiv resonans, blandt andet ved at høre de andres tekster. Det giver adgang til en social interaktion, og mulighed for at kunne levere en tekst, som andre tager alvorligt. Den mulighed bliver givet tilbage til dem.«

– Og hvad med resten af psykiatrien?

»Der er en vis positiv interesse – nogle steder. I den kliniske hverdag er det lidt mere vanskeligt. Et projekt som dette er jo også et supplement til et psykiatrisk regime, som har været biologisk funderet i mange år. Men vi ved at cirka tredive procent af vores patienter ikke responderer på medicinsk behandling, så hvorfor ikke undersøge om skriften kan gøre det nemmere at leve, hvis man har en psykisk lidelse?«

Hvilket jo er uhyre sympatisk. Det er det ikke kun, fordi skriveværkstederne supplerer psykofarmaka med sprogbevidsthed. Som Bundesens sidste formulering viser, så flugter selve ambitionen smukt med den kritik, Asta Olivia Nordenhof formulerede i 2016.

Målet er egentlig ikke helbredelse, hvis helbredelse forstås som en art udradering af den psykiske lidelse. Det er snarere at lindre, at gøre livet med en sårbar psyke lidt mindre umuligt, at gøre det lidt lysere og lidt rigere. Også det kan den litterære skrift altså bruges til i det enogtyvende århundrede.

Serie

20 FØR 20: Information skriver dansk litteraturhistorie

Information skriver det 21. århundredes danske litteraturhistorie. De 20 største begivenheder i de 20 år op til 2020 fortalt i 20 afsnit af Informations kritikere Erik Skyum-Nielsen, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen og Tue Andersen Nexø.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”I disse bøger er der ingen erkendelse i den psykiske lidelse. Der er heller ingen af tressernes antipsykiatriske forestillinger om, at den gale er den eneste fornuftige i et sygt samfund”.

Til trods for, at artiklens forfatter har den opfattelse, at den gale ikke er den eneste fornuftige i et sygt samfund, så bruges forfattere, med erfaringer fra det psykiatriske system, som kilder til en forståelse af og en kritik af, hvordan det psykiatriske system fungerer.

Mange af de kritikpunkter, der refereres i artiklen, finder jeg også, ud fra mine erfaringer som pårørende, berettigede. Ikke desto mindre mangler artiklens forfatter stort set en distance til de beskrivelser og kritikpunkter, der fremsættes ud fra forfatternes egne opfattelser af det af være patienter i det psykiatriske system.

I hvilken forstand er de nævnte forfattere troværdige vidner eller kilder til den måde, det psykiatriske system fungerer på? Skal deres kritik tages alvorligt, ja, men den skal også betragtes som et partsindlæg.

Ikke mindst på baggrund af, at psykiatriske patienter befinder sig i en speciel mental tilstand, under deres ophold på en psykiatrisk institution, og at deres hukommelse ikke vil være særlig upartisk efterfølgende, i forhold til hvad der er sket.

Som eksempel skal Cecilie Lind insistere på retten til at kritisere, også selv om hun ikke er rask, men det betyder ikke, at der også kan være noget rigtigt i, at en vrangvillig indstilling på en måde kan være udtryk for en barnlig trods.

Artiklens forfatter begynder også implicit at forholde sig samfundskritisk og politisk, når han udtrykker følgende:

”De er snarere skrift fra de tilværelser, der ikke kan og aldrig vil kunne leve op til det sæt af idealer, der strømmer gennem det enogtyvende århundredes velfærdsstat, den variant af velfærdsstaten, som politologen Ove Kaj Pedersen har døbt konkurrencestaten”.

I starten af OOerne deltog jeg i et kursus på Den Europæiske Filmhøjskole om film og psykologi, hvor mindst halvdelen af deltagerne var uddannede psykologer. Efter en visning af Ken Loach ”Family Life” (1971) udviklede den efterfølgende diskussion sig til en voldsom kritik mod de psykologer og psykiatere, der omkring 1970 havde taget psykologien og psykiatrien som gidsel i deres politiske oprør mod det kapitalistiske samfund, bl.a. med henvisning til Laing og Cooper og den antipsykiatriske bevægelse, som de i høj grad blev identificeret med.

Da jeg selv, lige i starten af 1970erne, fik læst deres hovedværker og dengang sympatiserede med deres grundlæggende humanistiske og eksistentielle tilgang til og kritik af den herskende psykiatri, blev jeg ret oprørt over den kritik, der blev rettet mod vores generation.

Jeg holder stadig fast ved det rigtige i primært det humanistiske udgangspunkt, f.eks. som det ses hos Rogers, ved mødet med andre mennesker i et behandlingssystem, men det må så sandelig også i dag suppleres med en videnskabelig viden inden for en række forskellige fagområder, ikke mindst det medicinske.

At læse denne artikel giver mig et specielt deja-vu til en utopisk stemning, som var fremherskende omkring 1970, og som efter nogle få år viste sig at være ret naiv. En stemning, som jeg også oplevede, da jeg læste Ranciéres tanker om den uvidende lærer. Jeg ville have været begejstret, hvis jeg havde læst de tanker i 1970.

Man kan rette en masse kritik mod videnskabelig viden og intellektuel indsigt, fordi de i den grad er blevet misbrugt samfundsmæssigt og politisk. På den anden side må det også være nødvendigt at slå fast, at vi ikke kommer videre uden. I givet fald kommer kampen til at stå mellem venstrepopulisme og højrepopulisme.

Jeg er meget enig med artiklens forfatter i et tidligere udsagn:
”I den litterære verden har sammenblandingen af de sociale og de mere etablerede mediers kredsløb nemlig mest ført til debatter, der ofte minder om mislykkede kemiforsøg: dårlig sigtbarhed, ildelugtende røg og eksplosioner, larm og bulder helt ude af kontrol”.
https://www.information.dk/kultur/2019/12/2015-vandrede-syriske-flygtnin...

De mere etablerede medier har en interesse i at skærpe synspunkter, når de sætter dem op over for hinanden, og holde en konflikt kørende, så de i ugen efter også har noget at skrive om, og desuden har forfatterne nogle interesser på spil.

Men ser vi bort fra det, er min påstand, at de rodede debatter i høj grad skyldes de involverede parter, typisk de involverede forfattere, der mangler en viden om f.eks. litteratur, kunst, medier, sociologi og psykologi på et elementært videnskabeligt niveau.

Det gør dem ude af stand til at se deres eget og modpartens synspunkter i det nødvendige perspektiv, og på den måde nå frem til en elementær forståelse for, hvad det egentlig er, de kan være henholdsvis enige og uenige om.

Bjarne Toft Sørensen

Det er rigtigt, som der står i artiklen, at én af de tydeligste litterære tendenser i tierne er prosa og lyrik, som kredser om livet med psykiske lidelser i Danmark i dag, og at de stort set alle tager udgangspunkt i forfatterens eget liv. Tilsvarende, at forbløffende mange af dem handler om hverdagen som psykisk syg eller sårbar og om at have det dårligt.

Dertil skal lægges, at der tilsvarende er en litterær tendens i perioden til at skrive om problemer forbundet med det at tilhøre en minoritet med hensyn til køn, seksualitet og etnicitet samt om problemer i forbindelse med sygdom og kæresteforhold i øvrigt, også typisk med udgangspunkt i forfatterens eget liv.

At der blandt forfattere og andre former for kunstnere er en højere forekomst af psykiske lidelser og kontakt med det psykiatriske behandlingssystem end blandt befolkningen som gennemsnit er ikke et ukendt fænomen, og heller ikke at der tilsvarende er en højere forekomst af personer, der tilhører en minoritet med hensyn til køn og seksualitet.

Hvilke problemer er forbundet med de nævnte tendenser i samtidens litteratur med henblik på den måde, som den litterære institution og medierne i øvrigt reagerer på, med baggrund i de nævnte tendenser?

Asger Schnack henviste i en artikel i Information d. 29/11 2019, til en nu slettet facebookopdatering om en tendens i nyere dansk litteratur, der bl.a. favoriserer litteratur skrevet af mennesker med diagnoser, men som bruger begrebet bredere end i den medicinske forstand, således at det også omfatter en række andre forhold og omstændigheder i livet, der hos personer kan virke psykisk belastende eller virke overvældende for mennesker i deres perspektiv på livet.

Han mente, at det var forlag, forfattere og kritikere, der havde skabt genren. På den måde fik de store anmeldelser, opmærksomhed og øget salg, men samtidig svigtede de litteraturen ved at flytte fokus fra dens almeneksistentielle nødvendighed til en persondyrkelse, der er irrelevant i forhold til litteraturen som kunstart.
https://www.information.dk/kultur/2019/11/litteratur-forvandling

Jeg er enig i kritikken vedrørende de beskrevne tendenser, men mener også, at Asger Schnacks fremstilling viser en manglende forståelse og forklaring på udviklingen på baggrund af de forandringer, der finder sted i medier, sociale medier, forlagenes og mediernes økonomi og marketing, den litterære institution, kunsten generelt og i samfundet i øvrigt. Det er en udvikling, man skal forsøge at tage højde for de negative konsekvenser af, men det er ikke en udvikling, der kan rulles tilbage.

Jeg er også enig med Bent Rosenbaum og Birgit Bundesen på de fleste punkter i det svar, som de i Information d. 13/12 2019 giver på Asger Schnacks artikel, specielt når det drejer sig om forfattere med psykiske diagnoser.

Et værk skal aldrig helt have lov til at stå uafhængigt af forfatteren som person, og en række store forfatterskaber kan ikke reduceres til deres forfatteres lidelsesfyldte biografier. Forudsætningen for, at vi kan tale om høj litterær kvalitet i et værk, er forfatterens evne til at løfte erfaringerne ud over det private. Ligeledes er det et positivt træk ved et forfatterskab, hvis det kan føre lidelsens position tilbage fra ”diagnosen” som en krænkelses – og offerposition og på den måde faktisk blive en ”antidiagnoslitteratur”.
https://www.information.dk/kultur/2019/12/10ernes-antidiagnoselitteratur...

Problemet opstår for mig at se, når forfattere i høj grad anvender biografisk materiale, og måske oven i købet lader hovedpersonen have samme navn som dem selv, f.eks. i form af autofiktion og ved brug af performativ biografisme, og de så samtidig bliver stillet over for et krav om at løfte erfaringerne ud over det private. Kan det overhovedet lade sig gøre, og i hvilket omfang og under hvilke omstændigheder kan det lade sig gøre?

Som jeg oplever det i en dansk samtid, i den litteratur jeg under forskellige former har stiftet bekendtskab med, bliver det ofte meget selvcentreret, depressivt, ofte med præg af selvmedlidenhed og pessimisme. Til tider kan tonen og stemningen være ret uudholdelig.

Ved litterære arrangementer med oplæsning af forfattere fra deres tidligere og kommende værker håber jeg altid, ikke at skulle udsættes for ret mange af typen ”verden er ond ved mig, og jeg har ondt i min navle i dag”. Sprogarbejde af høj kvalitet er for mig at se, under alle omstændigheder, et grundlæggende krav og en grundlæggende forventning.

Information prioriterer, som de andre dagblade, værker med biografiske træk, autofiktion og brug af performativ biografisme højt, ligesom de prioriterer værker højt, der omhandler psykisk sygdom, en minoritet med hensyn til køn, seksualitet og etnicitet samt problemer i forbindelse med sygdom og kæresteforhold i øvrigt, især hvis det fremstilles på en særlig selvudleverende og sårbar måde.

Det bliver således særlige problemstillinger, brugen af biografisk materiale og sårbare selvudleveringer, der kommer i fokus, fordi det betragtes som det nye, det originale og det fremadrettede, og ikke værker, fordi de har høj litterær kvalitet.

Samtidig får ovennævnte forfattere særlige opmærksomhed i form af interviews og mulighed for at skrive kronikker og essays om private oplevelser, ved f.eks. kontakt med det psykiatriske system. Som om forfattere måtte være særlige autoriteter på det område.

Bjarne Toft Sørensen - dejligt med en fornuftig stemme i debatten: “Forudsætningen for, at vi kan tale om høj litterær kvalitet i et værk, er forfatterens evne til at løfte erfaringerne ud over det private.” Det kan ikke siges meget bedre. Selvfølgelig en generalisering, men en god rettesnor. Mange forfatterskaber er i dag præget af personligt navlepilleri blandet med med psykiske- og andre udfordringer - hverdagsagtige problemer med kærestesorger, graviditeter, børn og familier. Litteratur, der ofte ikke formår at få luft under vingerne hverken indholdsmæssigt eller sprogligt. For år tilbage havde man begrebet ‘knækprosa’. Det er forfærdligt at sige det, men hænger det sammen med, at litteraturen/poesien i dag er domineret af unge kvinder? De sociale mediers voldsomme fremgang, hvor fortrinsvis unge piger fortæller om deres problemer, sorger og glæder i ‘hverdagen’, spiller måske også en rolle her?

Bjarne Toft Sørensen

@ Ole Schwander
"Det er forfærdligt at sige det, men hænger det sammen med, at litteraturen/poesien i dag er domineret af unge kvinder? De sociale mediers voldsomme fremgang, hvor fortrinsvis unge piger fortæller om deres problemer, sorger og glæder i ‘hverdagen’, spiller måske også en rolle her?"

Jeg kender ingen undersøgelser, der præcist giver et svar på disse spørgsmål.

Jeg udtaler mig på baggrund af erfaringer fra deltagelse i forskellige fora i det litterære miljø, læsning af skønlitteratur, dagbladenes, især Informations, anmeldelser af værker og valg af værker til anmeldelse, et kendskab til dagbladskritikeres baggrund og forbindelser, samt akademiske værker, der omhandler tendenser i samtidens litteratur.

BogMarkedet (Fagblad for den danske bogbranche) iværksatte en mindre undersøgelse på baggrund af "Mette Høeg - debatten", der for mig at se kan bidrage til at pege på nogle tendenser, selv om jeg ikke er tilfreds med deres valg af parametre og vinkler for deres undersøgelse (links bringes nedenfor).

Den grundlæggende forudsætning for den udvikling, der fører frem til de stillede spørgsmål, er medieudviklingen, ikke mindst udviklingen i de sociale medier. Dernæst vil jeg pege på det, der til dels må være en konsekvens af medieudviklingen, nemlig den forøgede fokus på identitet og identitetspolitik i en række vestlige samfund, som vi identificerer os med.

I den sammenhæng betragter jeg kønsspørgsmålet som en delproblematik i relation til det øgede fokus på identitet og identitetspolitik. At der er mange unge kvindelige forfattere i dag, og at de ofte skriver med et fremherskende identitetspolitisk (og kønspolitisk) perspektiv, er vel to omstændigheder, der virker gensidigt forstærkende. Samtidig må det fremhæves, at der jo også er mange unge mænd, der skriver ud fra tilsvarende perspektiver.

https://bogmarkedet.dk/artikel/danske-debutanter-skriver-om-sig-selv
https://bogmarkedet.dk/artikel/10-vinkler-p%C3%A5-mette-h%C3%B8eg-debatten