Asger Schnacks indlæg om ’diagnoselitteratur’ er gammel værdikamp på nye flasker

I anledning af sidste uges Black Friday og Asger Schnacks indlæg i Information om det, han med et nyt ord kalder ’diagnoselitteratur’, tænker jeg på ’rebranding’. Det er en marketingstrategi, som går ud på at give et eksisterende brand en ny identitet – nogle gange et nyt navn – med det formål at forbedre dets vilkår på markedet.

Typisk rebrander man på grund af imageproblemer, fordi man bløder markedsdele, eller simpelthen: for at brandet skal bevare sin relevans for nye generationer af kunder.

Asger Schnack advarer i sit indlæg om »en bølge af privatisme, som naturligvis er politisk bestemt, men som også er opstået som en tilstræbt vej til øget bogsalg, afsløring af familieforhold, en ’gratis’ sorg, læseren gerne vil deltage i. Og som af kritikken opfattes som progressiv«.

Jeg kom til at tænke på rebranding, fordi Schnack i sit indlæg selv skriver:

»Mit synspunkt i dag er det samme som i 1970’ernes avisdebatter, som også var heftige. Dengang stod privatisme, og hvad vi opfattede som populisme, over for en eksperimenterende, visionær poesi (og prosa for den sags skyld).« 

I 1970’erne hed det netop ’privatisme’ eller ’bekendelseslitteratur’. Blandt de forfattere, der blev opfattet som ikkeeksperimenterende, ikkevisionære privatister uden litterær kvalitet, finder vi blandt andet Suzanne Brøgger, Tove Ditlevsen og Vita Andersen.

Schnack giver ingen eksempler på det, han betragter som »en retning i samtidslitteraturen, der udnytter menneskers ulykke og kapitaliserer skæbnetildragelser, som omfatter alt fra barnefødsler til sygdom og død«.

Fødslen er universel erfaring 

Inden jeg går videre, er jeg desværre nødt til at afbryde det officielle program med følgende meddelelse: Hverken barnefødsler, sygdom eller død er partikulære skæbnetildragelser. Og forestillingen om, at fødsler er en partikulær erfaring, som ikke har hjemme i kunstens universelle emnekatalog, skal tales midt imod. Konsekvent.

Jeg siger det som en kvinde, der ikke har født og måske heller ikke kommer til det. Jeg siger det som et menneske. Jeg siger det som forfatter, kritiker og læser. Fra alle de perspektiver, jeg har til rådighed, siger jeg: Fødslen er en universel erfaring. At skrive om fødsler er at skrive om livet.

»Se forbi dig selv ind i sandheden,« siger Asger Schnack, og til dét siger jeg: Livet er den sandhed, der er.

Asger Schnack skriver videre: »Dette indebærer, at forfatteren overlader sit liv og sin historie til pressen, at det bliver den foranliggende skæbne, der bliver genstand for præsentationen, snarere end det litterære værk […] Men det ulykkelige udgangspunkt kan også gøres til spekulation, ikke af forfatteren, men af hele apparatet omkring udgivelsen – og derved også antagelsen af manuskriptet og den forventede reception. Det skaber en bølge af privatisme, som naturligvis er politisk bestemt, men som også er opstået som en tilstræbt vej til øget bogsalg, afsløring af familieforhold, en ’gratis’ sorg, læseren gerne vil deltage i. Og som af kritikken opfattes som progressiv.«

Schnacks indlæg er vagt, uden eksempler og derfor upræcist, og det er en skam. For han har ret i, at det for mange forfattere er et salgsvilkår, at de gør sig selv og deres private liv til genstand for præsentationen af deres værker. Men er det en retning i litteraturen? Nej. Det går på tværs af de litterære strømninger og er en tendens inden for markedsføring og kulturjournalistik: ikke forfatternes værk, men forfatternes vilkår.

Han har også ret i, at der findes en tendens til at kapitalisere på privatpersoners læseværdigt ulykkelige liv. At de kan være en god forretning for forlagene, og at de ofte er nemmere at sælge til medier og læsere end den seneste forrygende systemdigtsamling.

Misery memoirs

Diagnoselitteratur, skriver Schnack. I USA kaldes denne type bøger med et lige så nedladende, men egentligt mere præcist udtryk: misory memoirs. Bøger, der ikke først og fremmest interesserer sig for at være litterær kunst, men i stedet bæres frem af det smertelige indblik, de giver i en verden, der er lukket for majoriteten, af en sensationel lidelseshistorie, et saftigt tabu eller et politisk brugbart ’opgør’ med et vist bagland, etc. Og ja, dem er der penge i. Og nej, det er ingen store danske forlag for fine til at tænke over.

Men bogen og forfatterens vision er langt fra altid det samme som forlagets branding og mediernes reception. Jeg er for eksempel overbevist om, at Politikens Forlag blandt andet så en god forretning i manuskriptet til Sara Omars Dødevaskeren. Og det er også klart, at der var andre succeskriterier på spil end litterær kvalitet i klassisk forstand hos anmelderne, der pøsede stjerner og positive udråbstegn ud over bogen, samtidig med at de stort set samstemmigt kritiserede dens sprog, karakteropbygning og konstruktion.

Men jeg er også overbevist om, at Sara Omar ikke skrev Dødevaskeren for at kapitalisere på undertrykte kvinders ulykke. Eller for at omsætte sin egen smerte i cool cash. Eller at hun naivt og uforvarende lod sig spænde for et apparat. Og jeg er ikke i tvivl om, at Dødevaskeren for mange læsere har været det, Asger Schnack efter eget udsagn ønsker at hejse et flag for: forvandlende litteratur.

Fornægter kunstsyn

Og her er så netop problemet for mig at se med Schnacks indlæg. Det er svært at afkode, hvad det egentlig er, han hejser flag for og omvendt kritiserer. Selv om han i en sætning peger på apparatet, ikke forfatteren og bøgerne, er det »en retning i samtidslitteraturen«, der får hans alarmklokker til at ringe. Og han mener, at denne retning kan læses ud af flere bøger, som han undlader at give eksempler på. Han drager ikke det skel, han selv formulerer.

Jeg læser Asger Schnacks indlæg sådan, at det, han i bund og grund forfægter – og forsøger at puste liv i – er et bestemt kunstsyn, mere end det egentlig er en debat om bøgers vilkår på markedet i dag. Selv formulerer han det sådan: »Kunst er usentimental, nøgtern, beder ikke om medfølelse.« 

Jeg holder mig generelt ude af debatter om, hvad kunst er. Primært fordi de er kedelige. Når jeg gider sige noget her, er det fordi kunstsynet, som Schnack gør sig til fortaler for, ikke bare er et syn på kunst. Det er også et syn på mennesker. Skellet mellem »(nøgtern) visionær poesi om sandheden« og »(sentimental) privatistisk litteratur« hviler på en hierarkisering af menneskelige erfaringer og udtryksformer.

Det er ikke tilfældigt, at flertallet af de forfattere, der tidligere er blevet og nu bliver genstand for ’privatisme’-kritikken i dens mange brandafskygninger, er kvinder, minoriserede og forfattere, der skriver fra et arbejderklasseperspektiv. Asger Schnacks indlæg er, som jeg læser det, gammel værdikamp på nye flasker. Nu står der ’diagnoselitteratur’ på brandet. Men værdikampen er stadig den samme.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen er forfatter og litteraturkritiker på Weekendavisen