Læsetid: 5 min.

Asger Schnacks indlæg om ’diagnoselitteratur’ er gammel værdikamp på nye flasker

Kunstsynet, som forfatter Asger Schnack gør sig til fortaler for i sin kritik af ’diagnoselitteratur’, er ikke bare et syn på kunst, men en hierarkisering af menneskelige erfaringer og udtryksformer, hvor der skelnes mellem ’privatistisk litteratur’ og ’(nøgtern) visionær poesi om sandheden’
Schnacks indlæg er vagt, uden eksempler og derfor upræcist, og det er en skam. For han har ret i, at det for mange forfattere er et salgsvilkår, at de gør sig selv og deres private liv til genstand for præsentationen af deres værker. Men er det en retning i litteraturen? Nej, lyder det fra forfatter Siri Ranva Hjelm Jacobsen. 

Schnacks indlæg er vagt, uden eksempler og derfor upræcist, og det er en skam. For han har ret i, at det for mange forfattere er et salgsvilkår, at de gør sig selv og deres private liv til genstand for præsentationen af deres værker. Men er det en retning i litteraturen? Nej, lyder det fra forfatter Siri Ranva Hjelm Jacobsen. 

Sofie Amalie Klougart

6. december 2019

I anledning af sidste uges Black Friday og Asger Schnacks indlæg i Information om det, han med et nyt ord kalder ’diagnoselitteratur’, tænker jeg på ’rebranding’. Det er en marketingstrategi, som går ud på at give et eksisterende brand en ny identitet – nogle gange et nyt navn – med det formål at forbedre dets vilkår på markedet.

Typisk rebrander man på grund af imageproblemer, fordi man bløder markedsdele, eller simpelthen: for at brandet skal bevare sin relevans for nye generationer af kunder.

Asger Schnack advarer i sit indlæg om »en bølge af privatisme, som naturligvis er politisk bestemt, men som også er opstået som en tilstræbt vej til øget bogsalg, afsløring af familieforhold, en ’gratis’ sorg, læseren gerne vil deltage i. Og som af kritikken opfattes som progressiv«.

Jeg kom til at tænke på rebranding, fordi Schnack i sit indlæg selv skriver:

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”For han har ret i, at det for mange forfattere er et salgsvilkår, at de gør sig selv og deres private liv til genstand for præsentationen af deres værker. Men er det en retning i litteraturen? Nej. Det går på tværs af de litterære strømninger og er en tendens inden for markedsføring og kulturjournalistik: ikke forfatternes værk, men forfatternes vilkår”.

Der er et påfaldende sammenfald mellem fremherskende tendenser som autofiktion og performativ biografisme og præferencer inden for markedsføring og kulturjournalistik. Det er udtryk for en populistisk tendens, der dog ikke nødvendigvis siger noget om værkers litterære kvalitet. Derfor er der også tale om en retning inden for litteraturen, og der er tale om et samspil mellem forfatteres værk og deres vilkår.

”Han har også ret i, at der findes en tendens til at kapitalisere på privatpersoners læseværdigt ulykkelige liv. At de kan være en god forretning for forlagene, og at de ofte er nemmere at sælge til medier og læsere end den seneste forrygende systemdigtsamling”.

Problemet opstår her, når medierne giver forholdsvis meget plads til privatpersoners ulykkelige liv, som det kommer til udtryk i skønlitteratur, da især hvis de litterære kvaliteter ikke samtidig er til stede, og de samtidig forbigår andre former for mere avanceret litteratur. Jeg tænker f.eks. her på medier som de såkaldt seriøse dagblade.

” ---- misory memoirs. Bøger, der ikke først og fremmest interesserer sig for at være litterær kunst, men i stedet bæres frem af det smertelige indblik, de giver i en verden, der er lukket for majoriteten, af en sensationel lidelseshistorie, et saftigt tabu eller et politisk brugbart ’opgør’ med et vist bagland, etc. Og ja, dem er der penge i. Og nej, det er ingen store danske forlag for fine til at tænke over”.

Det er der ikke nogen problemer ved, for selvfølgelig skal der også være plads den form for litteratur til de læsere, som måtte have interesse for det.

Problemet opstår, når mange af de såkaldt seriøse forfattere også kaster sig over denne form for litteratur, uden at det samtidig udmærker sig ved at være litterær kunst af høj kvalitet, og medierne, ikke mindst dagbladene, så alligevel giver dem særlig opmærksomhed og litterært vurderer dem højt.

Der er en stigende interesse hos såvel medier som forfattere for litteratur, der er orienteret mod køn, seksualitet, etnicitet og økologi. Fint nok. Men det skal ikke fylde i en sådan grad, at det kommer til at stå i vejen for litteratur, der tematiserer almene problemstillinger af eksistentiel, social og klassemæssig karakter.

Når så mange yngre forfattere kaster sig over disse former for litteratur, er det uden tvivl fordi, at de finder dette vigtigt i deres arbejde, og derfor skal de selvfølgelig fortsætte med det. Det er deres valg.

Men derfor behøver medierne ikke bare ukritisk at følge efter og slække på deres kriterier for god litteratur i f.eks. dagbladskritikken.

”Jeg læser Asger Schnacks indlæg sådan, at det, han i bund og grund forfægter – og forsøger at puste liv i – er et bestemt kunstsyn, mere end det egentlig er en debat om bøgers vilkår på markedet i dag”.

Det er jeg enig i, men jeg ser det også om et spørgsmål om ikke mindst den prioritering, der finder sted i medierne, bl.a. i dagbladskritikken. Jeg ser det som en kritik af, at medierne er for ensidige, ikke mindst de såkaldt seriøse medier.

”Det er ikke tilfældigt, at flertallet af de forfattere, der tidligere er blevet og nu bliver genstand for ’privatisme’-kritikken i dens mange brandafskygninger, er kvinder, minoriserede og forfattere, der skriver fra et arbejderklasseperspektiv”.

Selvfølgelig skal der også være plads til disse former for litteratur, men behøver de at dominere, således at minoritets – og offerpositioner får stor opmærksomhed i medierne og i dagbladskritikken.