Litteraturredaktøren har bedt om et ’signalement’ af den udenlandske litteratur i det 21. århundrede og vil ofre sagen 2.500 tegn. Så jeg vil gøre det udtømmende og i to punkter (med fokus på temaerne). Herefter svar på litteraturredaktørens andet spørgsmål: de ti bedste oversatte værker fra de seneste to årtier (her er der også noget om formen).
Punkt A:
Udenlandsk – eller global – litteratur og oversat litteratur er to forskellige ting.
Forskellen er vigtig og siger selvfølgelig lige så meget om modtagerlandets (her: Danmarks) litterære kultur som om den globale litteratur. Man kan også undersøge forskellen på en anden led: den globale litteratur holdt op mod modtagerlandets (her: Danmarks) egen litteratur og for eksempel undersøge påvirkningen.
Konklusion i begge tilfælde: Et lands litteratur kan godt være meget ’global’ i én henseende (for eksempel takket være sprogets udbredelse: spansk, fransk, engelsk) og ret så ’lokal’ i en anden (ikke meget interesseret i resten af verden). Her har det lille land en ofte overset fordel: Behovet for at orientere sig mod resten af verden er svært at komme udenom. (Men noget er lettere at komme udenom end andet: Afrika, Sydamerika, Oceanien og Asien fylder ikke meget i den litteratur, der er oversat til dansk).
Emnet her er især den oversatte litteratur. Hvis det alene var den globale litteratur, ville jeg remse følgende op: Den globale litteratur handler lige nu om transnational adoption og identitet; køn og gurlesk (girl + grotesque/burlesque); hvidhedskritik og antiracisme; kosmopolitisk emigrant- og flygtningeliv; såkaldt multicultural memoir; køn og feminisme; antikapitalisme og antiglobalisme; økologi og posthumanisme. Og om alt det, litteratur (tilsyneladende) altid har handlet om.
Det gør dansk litteratur også.
Man kan eventuelt more sig med at placere følgende danske forfattere i forhold til ovenstående temaer: Maja Lee Langvad, Eva Tind Kristensen, Christina Hagen, Mette Moestrup, Yahya Hassan, Theis Ørntoft, Jonas Eika … (find selv på flere).
Punkt B:
Hvad vi kan kalde ’toplitteratur’ og ’trendlitteratur’ er to forskellige ting, men kan også være ét og det samme.
Trendlitteratur er litteratur, der handler om temaer, som tiden har udpeget som vigtige, men muligvis senere vil tabe interessen for eller formulere på en anden måde (for eksempel alt det ovenstående). Toplitteratur er (ubetvivleligt) kunstnerisk god litteratur (nu lader vi, som om det ubetvivlelige findes) og kan foruden alt det ovenstående handle om for eksempel vanvid og normalitet; bevidsthed og verden; familie og slægt; politisk undertrykkelse; kærlighed; sex; død; katastrofe. Dvs. alt det, som litteraturen (tilsyneladende) altid har handlet om.
To spørgsmål til videre overvejelse: Alle ti titler her på siden er toplitteratur. Men hvilke er også trendlitteratur? Og er den (ubetvivleligt) kunstnerisk gode litteraturs temaer (som litteraturen – tilsyneladende – altid har handlet om) i virkeligheden tidligere trendlitteraturers temaer?
Og så de ti bedste blandt de oversatte.
Péter Esterházy: ’Harmonia Cælestis’ (2000)
’Revideret udgave – bilag til Harmonia Cælestis’ (2005). Oversat af Péter Eszterhás
To romaner, som er én. Først skrev den ungarske forfatter et ironisk, spottende, fabulerende kæmpeværk om sin adelige slægt og sin far, den sidste snart en sut, snart billede på slægten, i alle tilfælde en figur, som i romanens fulde udblæsning trumfer diktaturets fantasiløshed og diktatoren i alle tænkelige skikkelser. En romantriumf, en moralsk triumf. Så blev det afsløret, at virkelighedens forfatterfar – sutten, antihelten-helten – var stikker for det kommunistiske regime. Herefter skrev forfatteren romanens reviderede udgave; en gennemlæsning af farens journal tilføjet sønnens kommentarer og tanker. Et stort og gribende værk om undertrykkelse, kærlighed og sorg. Og litteratur.
Judith Hermann: ’Alice’ (2009)
Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad
En novellesamling om døden og om det liv, der grænser op til døden. Bogen rummer én hovedperson, fem noveller og fem dødsfald omkring hovedpersonen, titlens Alice. Vi hører meget lidt om, hvem de døde er, og hvad de har udrettet i livet, men følger med en intens opmærksomhed, hvad der konkret sker og gøres, og hvordan mennesker tænker og sanser tæt på nogen, som er ved at dø. Døden bliver umærkeligt til i skriften, ligesom den er umærkeligt til stede omkring os i det daglige, i tingene, i ordene, i tavsheden. Livet kan gøre døden synlig, men det modsatte er også tilfældet; døden uddyber livet, forstærker det. At det forholder sig sådan, opdager man, når man læser tyske Judith Hermann.
Herta Müller: ’Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig’ (2009)
Oversat af Karsten Sand Iversen
Tysk-rumænske Herta Müllers roman følger samme rute som mange andre lejr- og vidneskildringer: afskeden, togrejsen, udmattelsen, sulten, overlevelseskampen. Det særlige hos Herta Müller er, at alt det ydre – den frapperende sanselighed – omsættes til og potenseres i sproget med al sanseligheden bevaret. Hos hende bliver lejren på den måde til poesi, et sprog med det smertefulde brændt ind i sig: »skindogbentiden«, »sultenglen«, »dødsabeansigt«. Eller to sætninger: »Jeg kender mundlykken og hovedlykken.« En anden: »Jeg har ikke grædt i en evighed, lært min hjemve tørre øjne.« Det er en vild fornyelse af genren. Det betyder: Præcis sådan skriver ingen anden.
DBC Pierre: ’Sidste udskænkning i Slaraffenland’ (2010)
Oversat af Jeff Matthews
En eksplosion og en bevidsthedsudvidelse af en roman og en bunke bøger på én gang: roadmovie, eventyr, allegori, fantastisk roman, gavtyveroman, dystopisk roman. Og kulturanalyse. Australske DBC (’Dirty-But-Clean’) Pierre beskriver en verden omskabt af kapitalens kværnende regime til et ødeland af gøgleri og depravation. Det er en betagende undergangsfantasi. Samtidig er romanen en original konstruktion af en personlighedsmodel, som spejles i det udsyrede samfund: hjemløse ’lidenskaber’ nederst, ’limbo’ på jegets plads, ’overlimbo’ og ’glorieboble’ øverst. Det er kapitalismekritik med skarp kant og et overskud af kunstnerisk anarki.
Sara Stridsberg: ’Beckomberga. Ode til min familie’ (2014)
Oversat af Ellen Boen
Beckomberga er et – nu nedlagt – sindssygehospital beliggende lidt uden for Stockholm og centrum i svenske Sara Stridsbergs romanfantasi fra grænselandet mellem normalitet og sindssyge. Romanen følger hovedpersonens og fortællerens, den 13-årige Jackies, ophold på hospitalet, hvor hendes far er indlagt. Det er en rejse i barnets fantasi og i hendes og den syges ekstreme sensibilitet, som bliver ét med Stridsbergs sproglige sensibilitet. En person kan lægge sin hånd på et andet menneskes ribben og straks mærke indvoldene, en patient kan med hånden på hospitalets mur fornemme en puls. »At falde er at forstå verden,« hedder det et sted. Romanen er sådan et fald og et møde med ukendte verdener.
Svetlana Aleksijevitj: ’Secondhand-tid’ (2013)
Oversat af Tine Roesen.
Rækken af bøger, som russiske Svetlana Aleksijevitj er blevet berømt blandt læsere og frygtet blandt magthavere for at have skrevet, er dokumentariske; halvt journalistik, halvt roman, halvt antropologi, halvt poesi, med en overlegen brug af genrernes fortællegreb. Et (næsten tilfældigt valgt) højdepunkt: Secondhand-tid. Bogen strækker sig fra Den Store Fædrelandskrig til Putins Rusland og indkredser gennem sine tætte miljøskildringer og lange række af stemmer og levnedsfortællinger ’det sovjetiske menneske’ og ’den russiske ånd’. Der er i bogens format, i den artistiske form og i dens ambition om at ville rumme det hele, noget forførende og i det – i kombination med dens emnes gådefuldhed – noget uafrysteligt.
Don DeLillo: ’Den faldende mand’ (2007)
Oversat af Jørgen Nielsen
Don DeLillos roman om 9/11 og traumet, der fulgte efter, er ikke en panoramisk katastroferoman om helte og skurke eller en overføring af begivenheden til mytologisk fortælling. Katastrofe, helteepos og myte er terrorangrebet blevet i hænderne på andre. Hos DeLillo er 9/11 derimod blevet til et psykologisk portræt af det almindelige menneske, på hvem begivenheden satte sig dybe og varige spor. Og dermed til en undersøgelse af menneskets og al fast betydnings skrøbelighed, uanset hvor og hvornår, men til det yderste forstærket af terroren. Den faldende mand er en mindre spektakulær USA-roman end DeLillos White Noise, Mao II og Underworld, men lige så god.
Haruki Murakami: ’1Q84’ (2009-2010)
Oversat af Mette Holm
Japanske Murakami, allerede en global berømthed op gennem 1980’erne og 1990’erne, uddyber et stykke inde i det 21. århundrede sine temaer og presser formen til det yderste i storværket 1Q84. Handlingen som rød tråd er hos Murakami lige så lidt pointen, som sproget er det. Kunsten ligger i fiktionsvirkelighedens selvfølgelige magi og konstant sitrende underlighed, i det drømmeagtige og gådefulde og i impulserne alle mulige steder fra; østligt, vestligt, gys, skræk, splatter, politisk roman osv. Som åbner romanen mod samfund, videnskab og kærlighed, men først og fremmest mod en anden måde at opleve verden på.
Anne Carson: ’Nox’ (2010)
Oversat af Peter Højrup, Martin Larsen og Pejk Malinovski
Canadiske Anne Carsons bror flygtede i slutningen af 1970’erne fra en fængselsstraf i Canada, godt tyve år senere, i 2000, og efter sporadisk kontakt i de mellemliggende år får hun underretning om brorens død. Herefter påbegynder hun, hvad hun selv har kaldt en ’epitaf’, dvs. en gravskrift eller en mindetavle. Ordet dækker i tilfældet her over et sammensat kunstværk; et langt stykke karton foldet og holdt sammen som en bog med kollager, fotos, filologiske opslag (»heu, som udtrykker sorg, fortrydelse, osv.«), digtlæsninger og korte erindringsstykker om den mistede bror. Til sammen »elegi« (ifølge bogen selv) og håndlavet sorgarbejde eller: en scrapbog for sorgen.
Claudia Rankine: ’Statsborger’ (2014)
Oversat af Benjamin Nehammer og Victor Boy Lindholm
Jeg kunne have brugt bare én af de ti pladser på at remse hundrede titler og deres forfattere op (Jonathan Franzen, Péter Nádas, Ben Okri, Pamuk, Sebald …). Men det ville være snyd. Tiende bog (rækkefølgen er tilfældig): jamaicanskfødte Claudia Rankines Statsborger (2014). Bogen er et blandingsværk – digte, prosatekster, billeder – om racismen i vore dages USA og på én gang en fremstilling af racismens konkrete situationer – anekdoter, hændelser – og af racismens lange nervetråde gennem samfund og mennesker.
Frem mod nytår anbefaler Information de ti bedste bøger i det 21. århundrede inden for fire forskellige kategorier. Næste afsnit: De ti danske bøger, folk også vil læse om 50 år.
