Læsetid: 11 min.

Tre kritikere satte sig for at skrive 20 års dansk litteraturhistorie. Her gør de status over forsøget

Sidste punktum er sat i Informations forsøg på at skrive det 21. århundredes danske litteraturhistorie, og de tre kritikere bag serien ’20 før 20’, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen, Tue Andersen Nexø og Erik Skyum-Nielsen, gør status over forsøget på at skrive litteraturhistorie ud fra begivenheder
For de tre litteraturkritikere har den begivenhedsbaserede historieskrivning også medført forskellige udfordringer. Især fordi historien er blevet ved med at ske, mens de har skrevet den.

For de tre litteraturkritikere har den begivenhedsbaserede historieskrivning også medført forskellige udfordringer. Især fordi historien er blevet ved med at ske, mens de har skrevet den.

Anders Rye Skjoldjensen

3. januar 2020

»Det er nærmest umuligt at skrive dansk litteraturhistorie. Vi prøver alligevel.«

Sådan introducerede Erik Skyum-Nielsen den 30. august sidste år læserne til efterårets og vinterens store serieprojekt i Informations litteraturtillæg, 20 før 20 – en begivenhedsorienteret fortælling om dansk litteratur fra år 2000 frem til og med 2019.

Uge efter uge har tre af Informations litteraturkritikere, Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen, Tue Andersen Nexø og Erik Skyum-Nielsen, på skift skrevet om de 20 år med udgangspunkt i en konkret litterær begivenhed.

Litteraturhistorien starter med Claus Beck-Nielsens identitetseksperiment i år 2000, hvor multikunstneren går på gaden som den hjemløse Claus Nielsen for bagefter at skrive i Information om sine oplevelser.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Anker Juul
  • Bjarne Toft Sørensen
Poul Anker Juul og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
”De tre kritikere er enige om, at begivenhedsgrebet afspejler den måde, hvorpå litteraturen udfolder sig i disse år – som noget levende, skeende og med virkeligheden interagerende fremfor som statiske ord i en bog”.

Her kan jeg kun erklære mig enig, men netop derfor savner jeg undervejs i bidragene, ikke mindst i de indledende overvejelser, en højere grad af meta – refleksion over den udvikling, som disse tendenser er udtryk for.

En række samfundsmæssige ændringer, der bl.a. har med den teknologiske udvikling og medieudviklingen at gøre, og som lægger op til i højere grad at tænke i procesfilosofiske end substansfilosofiske baner, selv om dette kan være svært at tilpasse til en traditionel litteraturhistorisk tilgang.

Disse udviklingstendenser fremstilles fint i Jon Helt Haarders ”Performativ biografisme. En hovedstrømning i det senmodernes skandinaviske litteratur” fra 2014. Det, som han bl.a. tør, i modsætning til litteraturhistorikere med faglige skyklapper på, er at anskue det litteraturhistoriske felt ud fra et bredere perspektiv, der bl.a. involverer sociologiske, medieteoretiske og kunstteoretiske overvejelser. Værket er som sådan udtryk for en tendens i kunst – og kulturvidenskaberne til i langt højere grad at arbejde tværvidenskabeligt.

Når der argumenteres for, at litteraturen har fået en helt anden tyngde, fordi den er blevet det rum, hvor man reflekterer over verdens kriser, mener jeg, at begrebet ”tyngde” må forudsætte, at forfatterne tilegner sig en viden på et passende niveau, som en forudsætning for i deres værker at forholde sig til kriser, samfundsforhold og politik, som de gør.

Der har kritikere en tilbøjelighed til at udtale sig positivt og benovet, hver gang de anmelder et værk, som fremstiller samfundskritisk, uanset niveauet af den fremsatte kritik vurderet ud fra et bredere samfundsfagligt perspektiv.

Som om de her glemmer, at affektiv intensitet ikke kan udgøre en erstatning for elementær intellektuel indsigt i de forhold, man giver fremstillinger af. Litterær kvalitet har som bekendt ikke noget at gøre med, om man som kritiker kan sympatisere med de holdninger, der gives udtryk for.

Jeg holdt meget af Erik Skyum-Nielsens formulering i anmeldelsen af Caspar Erics ”Alt hvad du ejer”: ” ---- når han forsøger at anlægge globale og klimapolitiske perspektiver, genkender man kun alt for tydeligt den Karl Smart, som så ofte stak hovedet frem i debuten 7/11 (2014) og ikke mindst i selvmordsgalleriet Avatar (2017)”.
https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2018/08/caspar-erics-person...

Kunne Informations kritikere i øvrigt, og dagbladskritikere generelt, være mere konsekvente i forhold til forfatteres overfladiske samfundskritik, i stedet for at blive benovet, ville vi være nået langt.

”Asta Olivia Nordenhof ville ikke, at litteraturen blev et spejl for vores indre. Hun ønskede sig i stedet en litteratur, der pegede på uretfærdigheder i verden, der tog parti for de magtesløse, der skubbede sine læsere væk fra at acceptere tingene, som de var”.
https://www.information.dk/kultur/2019/12/2015-vandrede-syriske-flygtnin...

Fint nok, men det må så også forudsætte, at forfatteren tilegner sig en viden på en passende niveau om de forhold, der kritiseres, f.eks. af sociologisk og psykologisk karakter, således at værket ikke blot kan leve op til litterære kvalitetskriterier af sproglig og affektiv karakter, men også kan leve op til krav om i litterær form at give udtryk for viden og indsigt i de forhold, der kritiseres.

Til slut vil jeg erklære mig enig i følgende udsagn:
”Det litterære felt er desuden midt i en ekspansion, hvor repræsentanter fra andre kunstarter trækker litteraturen ind i deres æstetiske arenaer, ligesom forfatterne selv trækker på andre kunstformer, bemærker Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen”.

Malene Nielsen

@Bjarne Toft Sørensen
Hej Bjarne:)- endnu flere interessante kommentarer her fra dig, som jeg nok ikke er enig i, men jeg er nysgerrig: Hvilken forfatter mener du lever op til de kriterier du opstiller her for tyngde?

"Når der argumenteres for, at litteraturen har fået en helt anden tyngde, fordi den er blevet det rum, hvor man reflekterer over verdens kriser, mener jeg, at begrebet ”tyngde” må forudsætte, at forfatterne tilegner sig en viden på et passende niveau, som en forudsætning for i deres værker at forholde sig til kriser, samfundsforhold og politik, som de gør."