Essay
Læsetid: 8 min.

Derfor er ’Adèles liv – kapitel 1 & 2’ årtusindets bedste film om kærlighed

Abdellatif Kechiche fik med Cannes-sensationen ’Adèles liv: Kapitel 1 & 2’ sit publikum til at flytte egne tanker og følelser ind i en ung kvindes krop, og til at forstå hendes livsdrift gennem en ikonisk og overmandende lang sexscene. Resultatet er suverænen blandt de store homoseksuelle kærlighedsfilm, der har domineret de seneste tyve år
Abdellatif Kechiche fik med Cannes-sensationen ’Adèles liv: Kapitel 1 & 2’ sit publikum til at flytte egne tanker og følelser ind i en ung kvindes krop, og til at forstå hendes livsdrift gennem en ikonisk og overmandende lang sexscene. Resultatet er suverænen blandt de store homoseksuelle kærlighedsfilm, der har domineret de seneste tyve år

Wild Bunch Productions

Kultur
20. december 2019

Lad mig lægge ud med dette bestridelige synspunkt: Det 21. århundredes største kærlighedsfilm er i dominerende grad homoseksuelle fortællinger.

1990’erne var en fest for den amerikanske og britiske romantiske komedie og gav os tudeorgier i form af mesterlige kærlighedstragedier som The Bodyguard (1992), Romeo+Juliet (1996) og ikke mindst Titanic (1997).

I 1999 leverede svenske Lukas Moodysson så den perfekte coming of age-historie om en ungdomsforelskelse mellem to piger i en svensk forstad, Fucking Åmål. Den sparkede bolden over til det 21. århundredes følelsesombruste kampe om kønnets identiteter, og de kampe blev så motor for de store – og største, mest ikoniske – fortællinger om kærlighedens søde smerte.

Ang Lees stjernespækkede Brokeback Mountain (2005) var et chok for et mainstreampublikum, der ikke var vant til at se mænd kysse inderligt og kærlighedsfuldt og tage hinanden bagfra, selv om vi ikke -så akten. Det var også en film, der fremstillede den tragiske umulighed i at dele et liv sammen som to mænd i 60’ernes, 70’ernes og 80’ernes amerikanske sydstater. Når man ser filmen i dag, er den først og fremmest en grandios storfilm om smertefuld længsel.

Det samme gælder den store melodramatiker Todd Haynes’ Carol (2015) og Andrew Haighs 48 timers maratonforelskelse, indiefilmen Weekend (2011), og ikke mindst den sanselige filmmirakelmager Luca Guadagninos øjeblikkelige klassiker Call Me by Your Name (2017), der som de andre rækker ud mod alle publikummers hjerter og mod alles underliv.

Den bedste

Blandt disse hører også det tre timer lange, franske, erotiske kærlighedsepos Adèles liv: Kapitel 1 & 2, som er den bedste. Fordi den i sit væsen og i sin metode er så radikal, og fordi den så kompromisløst bestræber sig på at leve et menneskes liv – et liv, hvor kærligheden ikke er ren og klar og harmonisk. Og fordi én filmhistorisk uomgængelig og genial sexscene står som et manifest over instruktør Abdellatif Kechiches vision om smelte publikum sammen med en films karakterer.

Hvad handler den om? Den 15-årige gymnasieelev Adèle (Adèle Exarchopoulos) bor med sine forældre i en forstad til Lille, hun er halvhjertet på vej ind i et forhold med en sød fyr fra skolen, da hun en dag på gaden låser øjne med en smuk, blåhåret kvinde, Emma (Léa Seydoux). Adèle drømmer erotisk om hende om natten. Noget er blevet vakt i hende. Kort efter lusker hun ind på en lesbisk bar og finder her Emma.

De to begynder at hænge ud – til Adèles veninders forvirring og forargelse. Emma er ældre og kunststuderende på akademiet og fra et dannet skilsmissehjem med østers. Adèle er fra en snusfornuftig kernefamilie, der elsker spaghetti bolognese og fjernsyn og sikre uddannelsesvalg. Sammen har de en gnistrende seksuel energi. Efter nogen tid flytter de sammen. Adèle arbejder i en børnehave, hvilket hun elsker. Emmas karriere som billedkunstner tager samtidig fart, og Adèle begynder at føle sig intimideret af Emmas intellektuelle venner, mens Emma højlydt ønsker sig, at Adèle ville realisere et kreativt potentiale. I opmærksomhedshunger indleder Adèle en affære med en fyr fra arbejdet og bliver opdaget. Så går Emma fra Adèle, som lider i årevis.

Tid til perfektion

Når man genfortæller historien, er den vel nogenlunde ordinær, når man oplever den gennem Adèle og over tre timer er den derimod altopslugende. For vel sker der alle disse ting, men det er tingene indimellem, der er filmens kød, optaget med et pågående håndholdt kamera, der stirrer på ansigter, på Adèles sovs om munden og tudesnottet under hendes næse.

Blandt andet sådan er Abdellatif Kechiche en voldsomt kompromisløs instruktør, der vil indfange det hele. Optagelserne skulle have varet i to måneder, men endte med at vare fem og en halv. Og den scene, hvor Adèle og Emma første gang passerer hinanden på gaden, tog hundrede skud at få i kassen, har skuespillerinderne fortalt. Så blev den til gengæld også til et par ikoniske filmsekunder.

På alle måder er tid Kechiches værktøj: Han leder hvileløst efter perfektion uden på forhånd at vide, hvordan den tager sig ud, men utroligt ofte finder han den. Og han tager sig ikke mindst tid til at lade publikum smelte sammen med filmens karakterer: Vi ser igen og igen Adèle danse, i lang tid, rigtig lang tid, deltage i demonstrationer med sine klassekammerater eller være til fødselsdagsfest med vennerne hjemme hos forældrene, eller – senere – til prideparade med Emma.

Vi ser Adèle spise, grådigt, igen og igen. Vi følger hende usikkert sniksnakke i én uendelighed med Emmas kunstnervenner til en fernisering. Vi ser hende undervise og lege med børnene i børnehaven.

Flyt ind i en sexscene

Dette er alt sammen scener, der ikke kun har til hensigt at etablere relationer og dramaturgiske overgange. De er så langstrakte, realistiske og nærmest underdramatisk observerende, at det føles, som om Kechiche vil have os til flytte ind i dem, lade Adèles krop og liv blive vores krop og liv, lade vores egne drømme og tanker og længsler flytte ind i de mennesker, vi skubbes op imod på lærredet. Filmen kunne af den grund have varet mange timer mere, det er egentlig lige meget, vi bor der jo.

Samme følelse får man af filmens lange sexscene, Emma og Adèles første og afgørende seksuelle møde. Sexscenen har ikke en traditionel dramaturgi, der er ikke én eller to forløsninger og så en vild afslutning, et suk og to matte kroppe. Scenen fortsætter og fortsætter, de to fortærer hinandens kroppe på alle tænkelige måder, de har fingre og tunger oppe i hinanden, de æder og kysser og slikker og knepper i alle stillinger, deres kroppe flettes rundt om hinanden som lystne orme, rundt og rundt, og så forfra, så bagfra. Jeg burde fortsætte med at beskrive for at illustrere. Det er et endeløst orgie for to.

Man er vant til, at en sexscene på film enten vil etablere, at to (eller flere) karakterer har sex, måske vil den opildne og henføre sit publikum en smule og så overlade resten til fantasien, måske vil den, når det er bedst, illustrere en relation via ømhed, magt, underkastelse og så videre.

Men vi er ikke vant til som publikum at flytte ind i en sexscene, at skulle opholde os i den – i over ti minutter og altså så længe, at alle indre ure, dikteret af filmiske forventninger, sprænges itu, og vi ligesom bare må overgive os til den.

Alt eller intet

På den måde gøres sex til en central hovedperson i fortællingen, ikke på samme måde som kønsdele og støn og liderlighed-til-efterfølgelse er hovedpersonen i pornofilm, men som selve kernen i de to kvinders kærlighedsrelation. Den altædende liderlighed forbinder dem. Og karakteriserer om noget Adèle.

For hende er det alt eller intet, som Emma allerede i deres første snak på baren kan konstatere. Adèle æder sine sårskorper, hun synes, at alt i skolen er spændende, hvis bare læreren er god, hun har en trøsteædekasse under sengen, hun slikker gaflen og kniven, mens hun spiser, som vil hun ikke risikere at miste sovsen, når gaflen ryger tilbage i spaghettien.

Da de to ved sexscenens afslutning hviler ud i vellysten udmattelse, glider en tåre ud af Adèles øje, her er hendes skæbne forseglet, må vi forstå, dér var ekstasen. Og for hende er det alt det, hun har jaget i sit livs umættelighed.

Senere lærer vi, at hvor dette er alt for Adèle, er det ikke alt for Emma. For Adèle er begæret endemålet, for Emma skal de også intellektuelt og åndeligt kunne realisere hinanden. I længden er kærlighed for hver især to væsensforskellige ting.

Nonchalant undsigelse

Filmens to skuespillerinder Adèle Exarchopoulos og Léa Seydoux har fortalt om, hvor voldsomt, skrækkeligt og udmattende det var at optage filmen og særligt sexscenens ti minutter. Den tog ifølge et interview med dem i The Daily Beast hele ti dage at skyde. De har også sagt, at de ikke vil arbejde med Kechiche igen, men at de anerkender hans geni og filmens genialitet.

Kritikken virkede nonchalant, leveret som en slags note i et ellers begejstret interview, ligesom deres senere nedtoning af kritikken og forsvar for Kechiche som det plagede geni, for hvem man tjenstvilligt må lide for kunsten, også virkede nonchalant. Konklusionsløs. »Livet er hårdere,« har Seydoux sagt. Kritikken kan måske ændre nogens blik på filmen. Ved gensyn fungerer den stadig for mig. Jeg ser ikke et udbyttende blik på de to eller et perverst blik, for den sags skyld, men et arbejde mod at nå det øjeblik, hvor vi må underkaste os filmens stædige nærvær. Scenen er kernen i værket.

Den franske tegneserieskaber Julie Maroh, der skrev forlægget for filmen, en grafisk roman, kritiserede derimod scenen for at være urealistisk: »En brutal og kirurgisk udstilling, eksuberant og kold, af såkaldt lesbisk sex, der gøres til porno,« skrev hun. Og dikterede dermed lidt underligt reglerne for, hvad sex må og kan være for andre – og på film.

I øvrigt er filmversionen den grafiske roman suverænt overlegen. Den styrer uden om alle homotragiske klicheer: Romanen fortæller tragisk forfaldshistorie med homofobiske forældre, pillemisbrug og et selvmord. Abdellatif Kechiche gør derimod selve karakterstudiet af en kvindes liderlige kærlighed til den dramatiske kerne. Og han gør klasseskellet mellem Adèle og Emma til en usikkerhed, der også slår rødder i deres tanker om det meningsfulde liv, frem for til et spørgsmål om den homoaccepterende kulturelle elite versus en lavere uddannet socialklasse.

Adèles liv – kapitel 1 & 2 er ikke historien om udødelig kærlighed, det er ikke en ophøjelse af et smukt forhold underlagt omverdenens krav, der er ikke en tragedie med skurke. Det er en film om måder at realisere sig på, og hvor meget det kan knytte folk sammen og skubbe dem fra hinanden. Og dét er en stor kærlighedsfortælling i det 21. århundrede.

’Adeles liv – kapitel 1 & 2’ – Instruktion: Abdellatif Kechciche. Manuskript: Abdellatif Kechiche og Ghalia Lacroix. Fotografi: Sofian El Fani. Længde: 180 minutter. Kan købes på dvd eller Blu-ray via Amazon, streames via Filmstriben eller lejes/købes digitalt hos Blockbuster, SF Anytime og iTunes.

Serie

De 24 bedste film i det 21. århundrede

Det 21. århundrede er spækket med brillante, sindsoprivende og nyskabende filmoplevelser. Vi har udvalgt de 24 spillefilm fra de seneste to årtier, som vi elsker allerhøjest.

Seneste artikler

  • Derfor er ’The Grand Budapest Hotel’ en af dette århundredes bedste film

    24. december 2019
    Bag den 24. og sidste låge i Informations julekalender med det 21. århundredes bedste film gemmer sig en blot fem år gammel, men allerede tidløs klassiker, Wes Andersons ’The Grand Budapest Hotel’, der blandt meget andet er en smuk og munter hyldest til Stefan Zweigs humanisme
  • Derfor er ’Dogville’ en af dette århundredes bedste film

    23. december 2019
    Misantropen og den drilske humanist Lars von Trier fortæller os de store historier om menneskelighed og moral gennem ofte vilde filmidéer, der ryster os. Og den vildeste idé og den mest drilske leg med menneskets selvgodhed får vi med mesterværket ’Dogville’, film nummer 23 i Informations julekalender
  • Derfor er ’Skjult’ en af dette århundredes bedste film

    22. december 2019
    Michael Hanekes ’Skjult’ er både en elementært spændende thriller og et spark i røven på et land og en verden, der ikke vil se sine problemer i øjnene eller tage ansvar for sine ugerninger. Og så er den film nummer 22 i Informations julekalender
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas T. Jensen

Pige møder pige.
Pige bliver forelsket i pige.
Pige har sex med pige.
Pige bliver forsmået af pige.
Pige bliver ulykkelig.

En syngende banal kærlighedshistorie, som utraditionelt skildres med to piger i rollerne.
Og sexscenerne er ulideligt udpenslede.
Er man til lesbisk sex, er det selvfølgelig i orden.
Men vil man være klogere på kærlighedens væsen, så drop den!

Bent Nørgaard, Mogens Holme og Rudersdal Bibliotekerne Hovedbiblioteket i Birkerød anbefalede denne kommentar
Kenneth Jacobsen

Vrøvl! Det er en fremragende film. Og det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt man er til lesbisk sex, skulle jeg hilse og sige. Ser man kun det, har man godt nok misset pointen, ja har man overhovedet set filmen?!

Niels østergård

IMO er "In the Mood for Love" den absolut bedste kærlighedsfilm. Ikke bare i dette årtusinde.
https://www.imdb.com/title/tt0118694/