Kommentar
Læsetid: 5 min.

Derfor er ’Anchorman’ en af dette århundredes bedste film

Verden ville være et fattigere sted uden pløkåndssvage komedier, og et højdepunkt i den kategori er Adam McKays ’Anchorman: The Legend of Ron Burgundy’ om en selvglad, mandschauvinistisk nyhedsvært, der forelsker sig i en kvik kvindelig kollega. Det mener Lone Nikolajsen, der skriver om filmen i fjerde del af Informations julekalender
Verden ville være et fattigere sted uden pløkåndssvage komedier, og et højdepunkt i den kategori er Adam McKays ’Anchorman: The Legend of Ron Burgundy’ om en selvglad, mandschauvinistisk nyhedsvært, der forelsker sig i en kvik kvindelig kollega. Det mener Lone Nikolajsen, der skriver om filmen i fjerde del af Informations julekalender

DreamWorks

Kultur
4. december 2019

Da Anchorman: The Legend of Ron Burgundy havde premiere i 2004 skrev The Guardians anmelder Steve Rose, at det virkede, som om »alle havde haft det rigtig sjovt med at sidde og finde på fjollede navne til karaktererne og vitser om aftershave, (...) men ingen orkede at blive og gøre manuskriptet færdigt«.

Her i avisen blev filmen anmeldt af en alt andet end begejstret Christian Monggaard under overskriften: »Bliv væk«.

Selv om filmen (der kort fortalt handler om en opblæst nyhedsvært i 1970’ernes San Diego, som forelsker sig i en kvindelig kollega, der er dygtigere end ham) også fik moderate og decideret positive anmeldelser, var der langtfra enighed om, at der her var tale om et mesterværk inden for sin genre.

Når man ser tilbage på de seneste 20 års amerikanske mainstreamkomedier, fremstår Anchorman ikke desto mindre som et vildt veloplagt, rendyrket og toneangivende eksempel på de voksenbabyskildringer, der er omdrejningspunktet for mange amerikanske (og amerikanskinspirerede) komediefilm og -serier.

Stilen er overdrevent fjollet og udspringer af samme karakterbårne improvisationskomik som det ugentlige satireprogram Saturday Night Live, hvor filmens to manuskriptforfattere Adam McKay og Will Ferrell (der også spiller hovedrollen i Anchorman) havde centrale roller som henholdsvis forfatter og skuespiller.

Oppustet autoritet

Komedier som Anchorman handler ikke om at skildre troværdige psykologiske udviklingsforløb, men om at karikere opfindsomt. Den vifte af idiotiske karaktertræk, persongalleriet rummer, bliver konstant forstørret og forstærket, ligesom filmens brug af filmiske klicheer også er stærkt overgearet og selvbevidst. Fryden ved at se den slags opstår, når filmen hele tiden overtrumfer ens forventning om, hvad der kan siges og gøres af dumme ting. Forfængelighed, liderlighed og intellektuel uformåen forbinder sig i hver eneste scene på nye, fantasifulde måder.

Ron Burgundys bærende karaktertræk er selvovervurdering, og filmens præmis er, at han lever i en verden, der konstant og konsekvent bekræfter ham i den. Alle omkring ham betragter det som en kendsgerning, at man ikke kan forestille sig et sejere, flottere, klogere og mere charmerende væsen end Ron Burgundy. Offentlighedens beundring og taknemmelighed for, at han aften efter aften er i stand til at læse nyheder op fra en teleprompter med en karaktistisk oppustet form for autoritet, er tilsyneladende endeløs.

»Det var en tid, hvor kun mænd havde lov til at læse nyheder op,« siger en rutineret mandlig speakerrøst i Anchormans intro, der viser Ron Burgundy som folkehelt i San Diego og præsenterer hans trofaste nyhedshold. Ude i marken har den lokale tv-station reporteren (og lummerkarlen) Brian Fantana (Paul Rudd). I studiet flankeres Burgundy af den cowboyhatteklædte sportsvært Champ Kind (David Koechner) og vejrværten (og sinken) Brick Tamland (Steve Carell), der fungerer som et omvandrende ekko af de andres idioti. Brick mimer, hvad de andre gør, uden at fatte meningen med det. Eksempelvis i en replik, der nu her 15 år efter ofte bruges som et meme i skingre internetdebatter: »I DON'T KNOW WHAT WE’RE YELLING ABOUT! LOUD NOISES!« (»Jeg ved ikke, hvad vi råber op om! Høje lyde!«)

Nej, diversitet er ikke et træskib

Krisen indtræffer den dag, tv-kanalens chef pludselig vil tale om diversitet.

»Hvad er diversitet,« spørger en af de hvide, mandlige, tømmermændsramte medarbejdere. Ron Burgundy tager ordet og giver det et skud: »Jeg er ikke helt sikker, men jeg mener, at diversitet er navnet på et gammelt, gammelt træskib, der blev brugt i borgerkrigens tid.«

Det er det så ikke.

Nyhedschefen kan fortælle, at han for diversitetens skyld har ansat en kvindelig journalist, som med tiden kan gå hen og blive nyhedsvært. Ind på kontoret træder Veronica Corningstone (Christina Applegate), en blond skønhed, hvis røv Ron Burgundy til gårsdagens fest blamerede sig ved at skamrose. Så ruller lavinen: Hele nyhedsholdet prøver at score Veronica Corningstone, som er for klog og prof til at falde for deres bøvede tilnærmelser.

Efter filmens ikoniske jazzfløjtescene, hvor hun og Ron Burgundy er på jazzklub, og han demonstrerer sin overvældende herlighed ved spontant at hive en tværfløjte frem af ærmet og spille løs (mens han hopper fra bord til bord, smadrer vinglas, suger en drink op gennem fløjten, sprøjter den ud og sætter ild til den, og stikker sit fløjtespillende kødhoved ind under døren til et toilet, hvor en mand sidder og læser avis), falder Veronica for Ron.

De to er et par, indtil det, at hun vil have hans job og er dygtigere end ham, bliver for stort et problem. Veronica Corningstone prøver at få Ron Burgundy til at fejle som nyhedsvært, og han går lige i fælden, mister al anerkendelse, sit job og folkets kærlighed. Ron Burgundy går i hundene, indtil der bliver brug for ham igen. Det er noget med en fødende pandabjørn og en intern rivalisering blandt San Diegos lokale tv-stationer.

Ud med krimiplottet

Anchorman er Adam McKays instruktørdebut. Manuskriptet har han skrevet i samarbejde med Will Ferrell, mens de fleste af birollerne spilles af nogle af 00’ernes og 2010’ernes mest markante amerikanske (mandlige) komikere. 

Når Anchorman rager op over lignende komedier som Blades of Glory (2007), Step Brothers (2008) og Brudepiger (2011), skyldes det netop den løse struktur, som Steve Rose himler op over i sin anmeldelse. Det er den, der giver plads til eksempelvis at tage jazzfløjtescenen helt derud, hvor den fungerer som en sketch i egen ret.

Ligesom det gør, når det mandlige nyhedshold i en samtale om kærlighedens væsen famler i blinde, indtil Ron Burgundy begynder at synge flødepophittet »Afternoon Delight«, og alle stemmer i, som om de dér havde fundet det endegyldige svar.

Når filmens overordnede handling ifølge Rose virkede halvbagt, skyldtes det snarere, fordi man havde så travlt med at forfine tåbeligheden i de enkelte scener, end at der ikke var blevet skrevet nok på det. Tværtimod havde Adam McJay og Will Ferrell fundet på alt for meget, hvorfor de endte med at droppe et centralt handlingsspor om nogle bankrøvere, der blev klippet sammen til filmen Wake Up Ron Burgundy, som kun udkom på dvd. Ifølge Adam McKay indeholdt en tidlig udgave af manuskriptet også et musicalnummer med hajer.

I den endelige version er det største genremæssige udsving, da den sexscene, som Ron Burgundys jazzfløjtespil fører med sig, bliver til en tegnefilm, hvor skuespillerne galloperer hen over en stjernehimmel på animerede enhjørninger. 

Anchormans herlighedsværdi består netop i frekvensen af absurde indfald og hjernedøde replikker. Det og så Will Ferrells exceptionelle evne til at lægge al personlig forfængelighed fra sig, når han spiller forfængelig. Det er både pinagtigt og frydefuldt at se på.

Da opfølgeren, den også sjove, men i sagens natur mindre originale Anchorman 2: The Legend Continues, kom i 2013, var det tydeligt, hvilken status den oprindelige film havde opnået. Det var ikke bare det oprindelige persongalleri, der var samlet, men nærmest en hel generation af komikere, der tilsammen har brilleret i en perlerække af dumhedsrendyrkende mainstreamkomedier efter samme opskrift som Anchorman.

’Anchorman: The Legend of Ron Burgundy’ – instruktion: Adam McKay. Manuskript: Adam McKay og Will Ferrell. Fotografi: Thomas E. Ackerman. Længde: 94 minuter. Kan købes på dvd og Blu-ray via Amazon, lejes og købes digitalt via Blockbuster og iTunes og streames på HBO Nordic

Serie

De 24 bedste film i det 21. århundrede

Det 21. århundrede er spækket med brillante, sindsoprivende og nyskabende filmoplevelser. Vi har udvalgt de 24 spillefilm fra de seneste to årtier, som vi elsker allerhøjest.

Seneste artikler

  • Derfor er ’The Grand Budapest Hotel’ en af dette århundredes bedste film

    24. december 2019
    Bag den 24. og sidste låge i Informations julekalender med det 21. århundredes bedste film gemmer sig en blot fem år gammel, men allerede tidløs klassiker, Wes Andersons ’The Grand Budapest Hotel’, der blandt meget andet er en smuk og munter hyldest til Stefan Zweigs humanisme
  • Derfor er ’Dogville’ en af dette århundredes bedste film

    23. december 2019
    Misantropen og den drilske humanist Lars von Trier fortæller os de store historier om menneskelighed og moral gennem ofte vilde filmidéer, der ryster os. Og den vildeste idé og den mest drilske leg med menneskets selvgodhed får vi med mesterværket ’Dogville’, film nummer 23 i Informations julekalender
  • Derfor er ’Skjult’ en af dette århundredes bedste film

    22. december 2019
    Michael Hanekes ’Skjult’ er både en elementært spændende thriller og et spark i røven på et land og en verden, der ikke vil se sine problemer i øjnene eller tage ansvar for sine ugerninger. Og så er den film nummer 22 i Informations julekalender
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her