Læsetid: 6 min.

Derfor er ’Dogville’ en af dette århundredes bedste film

Misantropen og den drilske humanist Lars von Trier fortæller os de store historier om menneskelighed og moral gennem ofte vilde filmidéer, der ryster os. Og den vildeste idé og den mest drilske leg med menneskets selvgodhed får vi med mesterværket ’Dogville’, film nummer 23 i Informations julekalender
Lars von Trier rusker med ’Dogville’ i dem, der med hjertets selvindbildte godhed eller hjernens selvindbildte overlegenhed, tror, at de kan regulere og forbedre deres medbæster

Lars von Trier rusker med ’Dogville’ i dem, der med hjertets selvindbildte godhed eller hjernens selvindbildte overlegenhed, tror, at de kan regulere og forbedre deres medbæster

23. december 2019

Mens film i det 21. århundrede har skildret politiske og sociale kampe og individets kamp for realisering, hvem har så mest frygtesløst og effektivt kastet sig over de store, grundlæggende, symbolske fortællinger om moral og menneskelighed? Det har Lars von Trier. Måske mest opbyggeligt – det vil sige med Trier dermed antiopbyggeligt – i den mirakuløst vellykkede Dogville fra 2003.

Dogville er en idé. En på papiret speciel og vildt fejlbarlig idé på linje med at lave en arthouse-musicaltragedie med Bjørk i hovedrollen (Dancer in the Dark) eller at opsætte bøvlede dogmeregler for filmproduktion (Idioterne) eller at lade en computer styre filmkameraet (Direktøren for det hele). Men Trier vender og drejer og ryster altid rammen for at se billedet på en ny måde.

Ideen bag Dogville er: Lad mig lave en film om USA, om dette land, som jeg i min flyskræk aldrig har besøgt, og optage hele baduljen i en stor, tom hal i Sverige.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
  • Malan Helge
  • Eva Schwanenflügel
  • Poul Anker Juul
  • John Scheibelein
  • Hanne Utoft
  • Tom Hansen
  • Katrine Damm
  • Ejvind Larsen
Oluf Husted, Malan Helge, Eva Schwanenflügel, Poul Anker Juul, John Scheibelein, Hanne Utoft, Tom Hansen, Katrine Damm og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Scenografien i Dogville er lidt for tør til min smag. Jeg kan simpelthen ikke holde mig vågen til noget jeg opfatter som en dokumentar af et teaterstykke og bliver simpelthen træt af selv at skulle forestille mig omgivelserne. Lidt det samme sker når jeg læser. Hvad jeg derfor ofte gør lige før jeg skal sove. For mig er film først og fremmest fortællinger via billeder og uden samme giver det hele ligesom ikke rigtigt mening. For mig. Men bevares, jeg har respekt for eksperimentet og bare fordi resultatet ikke passer mit gemyt kan det sagtens være fint for andre. Til DR, som har det med at kalde selv de mærkeligste film for perler, vil jeg bare sige: lad nu være med at kalde Dogville en filmperle, for det er det ikke. Perler er simple, der er ikke noget intellektuelt ved dem og deres umiddelbare og til tider uperfekte skønhed er indlysende. Dogville er indenfor sin genre vist nok perfekt. Men altså ingen perle.

Indtil jeg så Nicole Kidman i Dogville, havde jeg altid syntes, at hun var irriterende, kedelig og blodfattig.
- Og jeg forestillede mig ej heller, at jeg kunne relatere til en kridtstreg-landsby - begge dele viste sig at være forkert; Kidman spiller fantastisk og Dogville er en genial film (efter min mening - bevares)

Oluf Husted, Malan Helge, Eva Schwanenflügel, Per Meinertsen, Holger Madsen, Mogens Holme og Niels Østergård anbefalede denne kommentar

Respekten for Trier udspringer af hans uomtvistelige originalitet og kompromisløshed. Blot er det sjældent at det bliver forløst i stor filmkunst.