Essay
Læsetid: 6 min.

Derfor er ’Dogville’ en af dette århundredes bedste film

Misantropen og den drilske humanist Lars von Trier fortæller os de store historier om menneskelighed og moral gennem ofte vilde filmidéer, der ryster os. Og den vildeste idé og den mest drilske leg med menneskets selvgodhed får vi med mesterværket ’Dogville’, film nummer 23 i Informations julekalender
Lars von Trier rusker med ’Dogville’ i dem, der med hjertets selvindbildte godhed eller hjernens selvindbildte overlegenhed, tror, at de kan regulere og forbedre deres medbæster

Lars von Trier rusker med ’Dogville’ i dem, der med hjertets selvindbildte godhed eller hjernens selvindbildte overlegenhed, tror, at de kan regulere og forbedre deres medbæster

Kultur
23. december 2019

Mens film i det 21. århundrede har skildret politiske og sociale kampe og individets kamp for realisering, hvem har så mest frygtesløst og effektivt kastet sig over de store, grundlæggende, symbolske fortællinger om moral og menneskelighed? Det har Lars von Trier. Måske mest opbyggeligt – det vil sige med Trier dermed antiopbyggeligt – i den mirakuløst vellykkede Dogville fra 2003.

Dogville er en idé. En på papiret speciel og vildt fejlbarlig idé på linje med at lave en arthouse-musicaltragedie med Bjørk i hovedrollen (Dancer in the Dark) eller at opsætte bøvlede dogmeregler for filmproduktion (Idioterne) eller at lade en computer styre filmkameraet (Direktøren for det hele). Men Trier vender og drejer og ryster altid rammen for at se billedet på en ny måde.

Ideen bag Dogville er: Lad mig lave en film om USA, om dette land, som jeg i min flyskræk aldrig har besøgt, og optage hele baduljen i en stor, tom hal i Sverige.

Lad mig tegne en lille landsby med kridt på gulvet og lade store skuespillere skridte rundt omkring de streger, åbne usynlige døre ind til gennemsigtige huse med et par møbler hist og pist, luge ukrudt på et bart stengulv, plukke stikkelsbær af en usynlig bærbusk, stjæle kødben fra en hund, der er tegnet på gulvet.

Lad mig her udforske, om ikke mennesker opfører sig som hunde, hvis de fodres med blød tilgivelse og underdanighed fremfor hård, civiliserende straf. Lad os kalde byen for Dogville.

Stort og småt?

Dogville, den første i en planlagt Amerikatrilogi – fulgt op af Manderlay to år senere, men aldrig færdiggjort med den ellers annoncerede Wasington – er inddelt i ni kapitler og en epilog og udlagt af en bedrevidende fortællerstemme (John Hurt), der fremfører historiens tiltagende grusomhed som en dickensk fortælling eller et hyggeligt eventyr.

I en lille, faldefærdig landsby i Colorados bjerge nær en nedlagt guldmine og med et befolkningstal på blot 15 mennesker (og en hund) møder vi den selvudråbte intellektuelle Tom (Paul Bettany). 

Han bruger sine dage på at snakke med og irettesætte folk og dagdrømmer intenst om at skrive det næste afgørende romanværk om menneskeheden – sådan et der kan »revse og lutre folks sjæle«. Men, som fortælleren karakteristisk tørt og absurd bemærker:

»Indtil videre begrænsede hans forfatterskab sig til ordene ’stort‘ og ’småt’ efterfulgt af et spørgsmålstegn, men ikke desto mindre omhyggeligt arkiveret i hans chatol.«

Tom dyrker sin egen hjemmestrikkede teori om sine medmenneskers behov for en slags moralsk øvelse. De har brug for en »illustration«, formulerer han det med sit yndlingsord – et ord, der peger drillende peger på den evigt ironiske, men også inderligt selvhadende Triers egen antirealististiske kulisse med dets kridtstreger: En anden illustration.

En aften ankommer, som sendt fra Toms eget hoved, en ung og smuk kvinde i fornemme klæder. Grace (Nicole Kidman), som hun hedder, er på flugt fra gangstere og overbevist om denne simple landsbys godhed, og hun er rede til, på Toms opfordring, at give tilbage, hvis dette gode folk vil skjule hende.

Med talegaver, som vores tørre fortæller ikke giver meget for, overtaler Tom landsbyens folk til at give Grace en chance. Til gengæld skal hun tilbyde hvert enkelt hushold sin hjælp, sådan at de – ifølge Toms idé – kan træne deres åbenhed over for andre.

Kattelem for grådighed

I starten har ingen brug for hjælp. De kan klare sig selv, bedyrer de. Men så åbner Tom en kattelem, der kan gøde deres latente grådighed, og tilbyder dem, at Grace kan gøre ting for dem, som de ikke har brug for, men som de måske alligevel godt kunne bruge. Og dem er der pludselig en del af.

Snart underviser og passer Grace børn, hun ordner buske og hjælper Toms ven med at vinde over Tom i dam. Hun hjælper en handicappet kvinde på toilettet, konverserer høfligt om lysfald med en mand, der gennem hendes venlighed nu tør indrømme for verden, at han – tydeligvis – er blind.

Således bringer hun ny glæde til Dogville, helt efter Toms plan – Tom, der akavet erklærer hende sin kærlighed, hvilket gengældes af den mere direkte Grace.

Men da politiet kommer forbi og udlover en dusør for Grace, stiger landsbyens – nu tydeligt ulovlige – beskyttelse af hende pludseligt i værdi. Folk kræver at få mere tilbage fra hende, hendes arbejdsopgaver fordobles, arbejdsrytmen dikteres af klokketårnets kimen, der hver halve time pisker hende videre til næste tjans.

Borgernes tidligere taknemmelighed over hjælpen bliver til forventninger, som bliver til krav. Jo mere Graces arbejde på den måde vareliggøres, des mere vare bliver hun også i deres øjne.

Nicole Kidman spiller Grace med en perfekt kombination af empativækkende forundring over omverdenens tiltagende forråelse og så en slet skjult snigende foragt. Strategisk er hun konstant underdanig i et slags sukret forsøg på at forstå og eller smyge sig uden om Dogville-borgernes mest ubehagelige krav.

Pænt nej tak til voldtægt

Selv da æbleplukker og storfamiliefar Chuck (Stellan Skaarsgaard) prøver at kysse hende, og han bliver sur, siger hun:

»Jeg har gjort Dem uret, det er forståeligt, at Deres tanker er vrede.« Og da han så indrømmer i en slet skjult trussel, at han har overvejet at »presse hende« til at »respektere ham«, så ynker hun hans ensomhed og forsøger herigennem snedigt, men korttidsholdbart, at takke nej tak til voldtægt: »Er vi stadig venner?« Den slags eskalerer og spreder sig. 

Efter et flugtforsøg vil borgerne forhindre Grace i at flygte og installerer en bizar »flugthæmmende« klokkekonstruktion om hendes hals forbundet med en kæde til et tungt jernhjul.

Det herlige, kløgtige, mildt sadistiske ved Dogville er denne måde roligt at følge folks rationaler til dørs på, måden at vise, at principper og ideer om nødvendighed og pligt så nemt som ingenting kan spinnes i lige præcis den perverse retning, man ønsker.

Tom kontakter gangsterne efter at have indset, at han misunder de af byens mænd, der nu med vold og uden skrubler letter trykket i Grace hver aften, for denne amoralske lyst er jo i fare for, ræsonnerer han sig frem til, at korrumpere hans raffinerede moralske sans. Således gøres Grace til heks som et produkt af mandens lyst.

Gangsterne tropper dagen efter op i byen og overtager den. Snart ankommer Graces far, gangsterkongen (James Caan). Og så diskuterer de to på bagsædet af hans bil, hvad arrogance er. For Grace er det arrogant at plyndre andre og dømme dem. For farmand, derimod, er det arrogant at tilgive folk, fordi man bilder sig ind, at man forstår dem og deres særlige omstændigheder.

»Du antager på forhånd, at ingen nogensinde kan stige til det samme høje moralske stadie som dig. Og derfor undskylder du dem! Jeg kan ikke komme på noget mere arrogant end det,« siger han.

»Du tilgiver andre med undskyldninger, du aldrig ville tillade dig selv at bruge.«

I stedet bør hun måle dem efter de standarder, hun sætter for sig selv.

Moralske mord

Således får gangsterkongen vendt Graces standarder på hovedet: Hundens natur skal piskes væk, ikke tilgives og refærdiggøres. Så nu er det moralsk rigtige måske snarere at sætte gangsterne til at likvidere hele landsbyen og brænde den ned?

Ja. Det ræsonnerer de sig frem til. Og er det mest rigtigt lige at rulle vinduet ned, så man kan betragte mordene og høre skrigene? Og for Grace personligt at likvidere Tom? Og skyde børneflokken, mens deres mor ser på? Ja, det er det rigtige at gøre.

Og sådan realiseres altså Lars von Triers idé, hans illustration af godhedens tragedie. Sådan rusker han i dem, der med hjertets selvindbildte godhed eller hjernens selvindbildte overlegenhed, tror, at de kan regulere og forbedre deres medbæster.

Og filmens hævn over dem – Grace, der bliver omvendt, Tom, der skal myrdes – er så grusom og retfærdiggjort af så absurde omveje, at vi heller ikke hér får tilfredsstillelse. Selvfølgelig ikke. Men vi er forført hele vejen til dette håbløse slutpunkt.

Handler Dogville egentligt så meget om USA? Ikke nødvendigvis. Dogville virker bedst som (anti)moralsk universal fortælling. Trier er ikke en samfundsdebattør. Men han er en mester til at realisere sine opgør med vores selvgode selvindbildninger, når han smadrer dem på altid nye og spektakulære måder.

Det er dette, der gør Trier til moderne filmkunsts mest perverst underholdende misantrop og drilske humanist. Og historien om Dogville til hans mest overlegne idé.

’Dogville’. 2003. Instruktion og manuskript: Lars von Trier. Fotografi: Anthony Dod Mantle. 178 minutter. Kan streames med abonnement på Viaplay og lejes/købes på Blockbuster, SF Anytime og iTunes.

Serie

De 24 bedste film i det 21. århundrede

Det 21. århundrede er spækket med brillante, sindsoprivende og nyskabende filmoplevelser. Vi har udvalgt de 24 spillefilm fra de seneste to årtier, som vi elsker allerhøjest.

Seneste artikler

  • Derfor er ’The Grand Budapest Hotel’ en af dette århundredes bedste film

    24. december 2019
    Bag den 24. og sidste låge i Informations julekalender med det 21. århundredes bedste film gemmer sig en blot fem år gammel, men allerede tidløs klassiker, Wes Andersons ’The Grand Budapest Hotel’, der blandt meget andet er en smuk og munter hyldest til Stefan Zweigs humanisme
  • Derfor er ’Skjult’ en af dette århundredes bedste film

    22. december 2019
    Michael Hanekes ’Skjult’ er både en elementært spændende thriller og et spark i røven på et land og en verden, der ikke vil se sine problemer i øjnene eller tage ansvar for sine ugerninger. Og så er den film nummer 22 i Informations julekalender
  • Derfor er ’Profeten’ en af de bedste film i dette århundrede

    21. december 2019
    Den franske instruktør Jacques Audiards ’Profeten’ er en film, man ikke troede var mulig, før man så den. Det er en fængselsfortælling om den åndelige, teoretiske og praktiske dannelse af en ung kriminel uden historie til et stærkt, selvstændigt og uhyggeligt menneske. Og filmen gemmer sig bag luge nummer 21 i Informations julekalender
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Scenografien i Dogville er lidt for tør til min smag. Jeg kan simpelthen ikke holde mig vågen til noget jeg opfatter som en dokumentar af et teaterstykke og bliver simpelthen træt af selv at skulle forestille mig omgivelserne. Lidt det samme sker når jeg læser. Hvad jeg derfor ofte gør lige før jeg skal sove. For mig er film først og fremmest fortællinger via billeder og uden samme giver det hele ligesom ikke rigtigt mening. For mig. Men bevares, jeg har respekt for eksperimentet og bare fordi resultatet ikke passer mit gemyt kan det sagtens være fint for andre. Til DR, som har det med at kalde selv de mærkeligste film for perler, vil jeg bare sige: lad nu være med at kalde Dogville en filmperle, for det er det ikke. Perler er simple, der er ikke noget intellektuelt ved dem og deres umiddelbare og til tider uperfekte skønhed er indlysende. Dogville er indenfor sin genre vist nok perfekt. Men altså ingen perle.

Indtil jeg så Nicole Kidman i Dogville, havde jeg altid syntes, at hun var irriterende, kedelig og blodfattig.
- Og jeg forestillede mig ej heller, at jeg kunne relatere til en kridtstreg-landsby - begge dele viste sig at være forkert; Kidman spiller fantastisk og Dogville er en genial film (efter min mening - bevares)

Oluf Husted, Malan Helge, Eva Schwanenflügel, Per Meinertsen, Holger Madsen, Mogens Holme og Niels østergård anbefalede denne kommentar

Respekten for Trier udspringer af hans uomtvistelige originalitet og kompromisløshed. Blot er det sjældent at det bliver forløst i stor filmkunst.