Essay
Læsetid: 6 min.

Derfor er ’Fish Tank’ en af årtusindets bedste film

Andrea Arnold har som ingen andre sat rå og indlevede billeder på den unge kvindes blik. Her er kvinden ikke offer for, men produkt af sociale miljøer med grænseløse voksne. ’Fish Tank’ om en 15-årigs forgabelse i morens nye fyr er derfor et uomgængeligt bidrag til moderne filmkunst og socialrealisme
Hovedrolleindehaveren i ’Fish Tank’, Katie Jarvis, blev opdaget af Arnolds producer på en togstation, hvor hun stod og skændtes vildt med sin kæreste. Vreden, vi møder og føler, er altså en energi hentet indefra.

Hovedrolleindehaveren i ’Fish Tank’, Katie Jarvis, blev opdaget af Arnolds producer på en togstation, hvor hun stod og skændtes vildt med sin kæreste. Vreden, vi møder og føler, er altså en energi hentet indefra.

MIA Entertainment

Kultur
17. december 2019

15-årige Mia Williams går i Andrea Arnolds mesterværk Fish Tank (2009) halvanden gange hurtigere end resten af verden, som kan hun ryste alle idiotiske cunts af sig på den måde.

I løbet af filmens fem første minutter har hun efterladt en slags undskyldning på sin (eks) bedsteveninde Keelys telefonsvarer: »Jeg har sagt undskyld. Du kender mig jo, jeg blev pissesur. Ring tilbage, din so!«

Hun er styrtet afsted for at finde Keeley, hun har svaret Keelys far, der råber »fuck off, Mia« fra altanen, igen med et: »Vil du give Keeley en besked fra mig? Sig, at hendes far er en cunt

Hun har fundet Keeley og hendes nye pigegruppe i æggende dans foran liderlige fyre på en tom parkeringsplads, nikket den ene af pigerne en skalle og forsøgt at befri en tynd hest bag en indhegning ved at banke sten ned på dens kæde. Hjemme har hun råbt og slået og er blevet skubbet og revet i af sin rasende mor, der er blevet ringet op om pigens nu smadrede næse: »DIN LILLE CUNT, HVAD ER DER GALT MED DIG?«

»DU er galt med mig!« lyder svaret. Det er nok ikke helt løgn. Hun er styrtet op på værelset, har lukket døren bag sig og så, omsider, lagt sig fortabt på sengen, tømt.

Verden er et cunt face

Således får socialrealisten og humanisten Andrea Arnold i sin anden spillefilm grundigt og med uset råhed introduceret vreden i pigen leveret med en energi, som vi sjældent ser på film. Senere kobles vreden til længsel og begær: Mia har sex med morens nye fyr. Hendes verden er grundlæggende noget rod. Der er ikke tid til at tænke over tingene, der er ikke mulighed for at snakke om noget. Her handler man instinktivt på adrenalin og vrede – og liderlighed. Her er munden et sæt næver, man konstant garderer sig med for ikke selv at blive knockoutet.

Fra Mias fedthårede lillesøster Tylers (Rebecca Griffiths) lille næb flyver alverdens værtshusfornærmelser og brovtende besværgelser: »If I’m a fuck face, you’re a cunt face,« råber hun og ryger smøger og drikker cider og inkarnerer på underligt charmerende og trist-komisk vis en forrået barndoms grænseløshed, der er et ekko af de voksnes selv samme. Her er ingen, der har overskud til at sætte grænser mellem barndom og ungdom og ungdom og voksenliv.

Ung, enlig, fattig

Britiske Andrea Arnold er i både Fish Tank og i det senere, pulserende amerikanske roadtrip American Honey (2016) – og faktisk også i den billedskønne filmatisering af Wuthering Heights (2011) – genial til at rive os igennem sådanne socialt udsatte, grænseløse kaosliv sammen med kvinder i deres følelsers vold. De er ikke ofre for deres vilkår. De er produkter af dem. Og de kæmper og begærer som sådan. På grund af Arnolds kærlige, men også køligt komplicerende fremstilling er vi på Mias hold uden at blive lokket af patos, og uden at der er helte og skurke at heppe på og imod. Og som sådan stikker vi os mere på hende, end vi gør på medhumanisterne Mike Leighs og Ken Loachs skæbner blandt Englands udsatte. Arnold giver pigen i britisk socialrealisme en ny slags menneskelighed gennem liderlighed og vrede.

Hovedrolleindehaveren Katie Jarvis blev opdaget af Arnolds producer på en togstation, hvor hun stod og skændtes vildt med sin kæreste. Vreden, vi møder og føler, er altså en energi hentet indefra, og det mærkes. Filmen blev optaget i kronologisk rækkefølge, og som sådan er umiddelbarheden heller ikke skuespil. Det mærkes også. Karakterudviklingen bliver ikke overtænkt, alt foregår her og nu i en verden, hvor ingen har lært at sunde sig over fortiden eller at ofre noget for fremtiden. 

Arnolds intense, sikre filmdebut, kortfilmen The Wasp fra 2003, kan betragtes som en slags Mias forhistorie. Også her, og i øvrigt også i instruktørens egen barndom, har vi at gøre med en ung, enlig, fattig mor i et kaotisk hjem i et ludfattigt kvarter i England. En aften hiver moren (Natalie Press) sine fire små børn med på pub og gemmer dem ude på parkeringspladsen, hvor de venter trætte og sultne, mens hun flirter med en gammel flamme indendørs. I filmens klimaks kravler en hveps ind i munden på den yngste, et spædbarn.

The Wasp er nærmest ikke til at holde ud, men den er også skurkeløs. Den viser helt råt jagten på muligheden for et andet liv midt i håbløsheden, og den styrer ikke uden om de svigt, den jagt kan medføre. Og hvad manglen på omsorg kan medføre for børn som hendes – heriblandt Mia.

Kravene for omsorg

Når man som filmpublikum har været på slæb i den omsorgsafkoblede, festabede verden, Mia lever i, kan man godt forstå, at en helt simpel gestus – den langt ældre charmetrold Connor (Michael Fassbender), der trasker ind i køkkenet en lørdag morgen med tømmermænd og laver tre kopper te, en til ham og moren og så en til Mia – opleves som en lille eksplosion af ukendt ømhed og hensyn. Han er også den første voksne, Mia taler med i filmen, som ikke kalder hende en cunt. Hun føler sig set, og for ham er der mange billige point at hente.

Men Arnold insisterer også på Mias banale lyst som en faktor i sig selv. Arnold er om nogen en ekspert til at vise det kvindelige begærende blik, så vi overtager det. Hun lader kameraet stryge hurtigt forbi Connors muskuløse arme for at mime det forlegne begær, som Mia tumler med. Det er et savlende og forlegent blik, vi overtager.

Billetten væk

Mias flugtrute er at danse hiphop, ikke sammen med eller foran nogen, men for sig selv. Hun er ikke vildt god, men det er nok det, hun er bedst til. Og Connor opmuntrer hende. Han opmuntrer hende også, da hun viser ham et opslag fra en natklub, der søger dansere, og skjult drømmer om, at dette er hendes billet væk. En voksen, der reelt ønsker at være voksen for en ung, ville vide og forklare hende, at sådan et opslag ikke handler om den slags dans, hun elsker, men om voksne, der vil kigge på hendes krop. Men Connor vil hellere være god fyr på den korte bane, han låner hende sit videokamera, så hun kan søge om at komme til audition.

En sen nat, hvor de to er fulde, og moren sover den ud ovenpå, øver hun sin auditionkoreografi foran ham. Og så kysser de, som hun så brændende har ønsket, og så flår han bukserne af hende og knalder hende hurtigt. Det er både liderligt og dystert. Vi forstår både, hvad Mia vil have, og hvad Connor snart kommer til at tage fra hende: Forestillingen om, at han på noget tidspunkt har været det faktiske svar på hendes længsler. Sådan kan en voksen også lære en noget om verden.

Uomgængelig instruktør

Hvad er det egentlig, man begræder, når man konstaterer, at der er få kvindelige instruktører, der har lavet vigtige film, og som er blevet tilstrækkeligt set, også i dette 21. århundrede? Når nu så mange fantastiske, gribende, empatiske film om kvinder er lavet af mænd, hvad er det så vi går glip af ved, at så få kvinder har adgang til at fortælle os om verden set fra deres perspektiv?

Andrea Arnold er et bud på et svar, vil jeg mene. Fordi hun for mig at se uomgængeligt er en kvindelig instruktør: Hun formidler længsel gennem vrede og liderlighed uden at banalisere eller undskylde nogen af delene. Hun jagter og formidler følelser i kvinder med rå sanselighed. Hun kan og tør beskrive mødre, der gør deres slidsomme arbejde med børnene elendigt, men uden at vi mister vores empatiske blik for deres længsler og lort i bagagen. 

Og Fish Tank og Mia er et unikt studie at skulle gøre sig selv voksen som kvinde, når ingen omkring én kan leve op til den rolle. I en verden af cunts, naturligvis.

Serie

De 24 bedste film i det 21. århundrede

Det 21. århundrede er spækket med brillante, sindsoprivende og nyskabende filmoplevelser. Vi har udvalgt de 24 spillefilm fra de seneste to årtier, som vi elsker allerhøjest.

Seneste artikler

  • Derfor er ’The Grand Budapest Hotel’ en af dette århundredes bedste film

    24. december 2019
    Bag den 24. og sidste låge i Informations julekalender med det 21. århundredes bedste film gemmer sig en blot fem år gammel, men allerede tidløs klassiker, Wes Andersons ’The Grand Budapest Hotel’, der blandt meget andet er en smuk og munter hyldest til Stefan Zweigs humanisme
  • Derfor er ’Dogville’ en af dette århundredes bedste film

    23. december 2019
    Misantropen og den drilske humanist Lars von Trier fortæller os de store historier om menneskelighed og moral gennem ofte vilde filmidéer, der ryster os. Og den vildeste idé og den mest drilske leg med menneskets selvgodhed får vi med mesterværket ’Dogville’, film nummer 23 i Informations julekalender
  • Derfor er ’Skjult’ en af dette århundredes bedste film

    22. december 2019
    Michael Hanekes ’Skjult’ er både en elementært spændende thriller og et spark i røven på et land og en verden, der ikke vil se sine problemer i øjnene eller tage ansvar for sine ugerninger. Og så er den film nummer 22 i Informations julekalender
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Den skal jeg se!