Essay
Læsetid: 5 min.

Derfor er ’Grænse’ en af dette århundredes bedste film

En bred vifte af de grænsedragninger, der strukturerer det menneskelige fællesskab, sættes under pres i Ali Abbasis mesterlige, socialrealistiske troldefilm ’Grænse’, som af den og andre grunde gemmer sig bag låge nummer 16 i Informations julekalender
Tinas troldeidentitet er ikke et magisk-realistisk element, der åbner for en overnaturlig verden, men et jordnært mytologisk indslag i et socialrealistisk univers, hvor spørgsmål om etik, inklusion og udgrænsning hele tiden trænger sig på.

Tinas troldeidentitet er ikke et magisk-realistisk element, der åbner for en overnaturlig verden, men et jordnært mytologisk indslag i et socialrealistisk univers, hvor spørgsmål om etik, inklusion og udgrænsning hele tiden trænger sig på.

SF Film

Kultur
16. december 2019

Det er i sig selv imponerende, hvor mange forskellige grænser der på subtil og original vis skildres og udfordres i den iransk-svensk-danske instruktør Ali Abbasis anden spillefilm, Grænse, fra 2018. På det mest bogstavelige plan arbejder hovedpersonen Tina (Eva Melander) som tolder i en færgeterminal på den svenske østkyst og sørger for, at ingen har noget ulovligt med ind over den svenske grænse.

Tina har en særlig evne til at lugte folks frygt og skam. Hun registrerer, at en forretningsmand er i gang med noget, han godt ved, han ikke må, og får hans taske gennemrodet. Da hun beder om at se hans telefon, tager han simkortet ud og prøver at sluge det. Det viser sig at indeholde børneporno, og således er også en ultimativ grænse mellem godt og ondt overskredet. 

Mere og mindre vellykket grænsedragning

Grænse er en film, der står og falder med, at man køber illusionen om trolde som et ekstremt marginaliseret og undertrykt mindretal. Æren for, at det går så let, tilfalder både Eva Melander, der gestalter Tina med en stilfærdig, men ikke desto mindre tydelig følsomhed, den store makeupafdeling, der har stået for næseproteser, kropsbehåring, paryk m.m. (hele 22 makeupartister er krediteret på IMDb), og Nadim Carlsens sanselige fotografering.

Tina er en mut outsider, der lever i et lille hus ude i skoven sammen med en fordrukken sjuft og hundeavler ved navn Roland (Jörgen Thorsson). De er ikke rigtigt kærester, heller ikke rigtigt venner, men når Roland er fuld, kan det ske, han lægger sig ind til Tina og prøver at gennemtrumfe noget sex. Tina afviser ham hårdhændet med den forklaring, at det gør for ondt, fordi hun har en kromosomfejl, der gør hendes kønsorganer anderledes. 

Som man ser i en fantastisk intens og original sexscene et stykke henne i filmen, har Tina en krop, der udfordrer den almindelige menneskelige grænsedragning mellem mandligt og kvindeligt. Men Grænse er ikke en film om mennesker med kromosomfejl og fysiske afvigelser fra normen, det er en film om en trold.

Sådan en er Tina. Kromosomfejlen er en løgn, som hendes forældre har fundet på i bedste mening efter at have adopteret hende. Af de to er kun Tinas far tilbage. Han bor på et plejehjem, hvor han flyder frem og tilbage over grænsen mellem demens og klarhed. 

Al denne mere eller mindre vellykkede grænsedragning – mellem godt og ondt, mænd og kvinder, mennesker og andre livsformer – danner baggrunden for en film, der bæres frem af et velkomponeret plot, der balancerer kriminalintrige, kærlighedshistorie, samfundskritik og selvrealiseringsproces perfekt. 

Forvirrende kønsidentitet

At Tina er en trold – at trolde overhovedet findes; at hun ikke er alene om sin trang til at spise larver og sin evne til at telepatere med dyr; at stater har kørt et hemmeligt udrensningsprogram for trolde – går først op for hende, da hun møder Vore (Eero Milonoff). Han kommer slentrende gennem grænsekontrollen med de samme særprægede ansigtstræk og den samme bastante kropsbygning som Tina, men en anderledes selvsikker attitude.

Tinas instinkt bimler og bamler, og de trækker ham til side. I sin taske har han en udklædningsæske til larver. Da Tinas mandlige kollega inspicerer Vores krop, bliver han forvirret over hans kønsidentitet.

Der sniffes og stirres. Hun opsøger ham efterfølgende på vandrerhjemmet, hvor han bor, for at lære ham bedre at kende. Det fører til, at hun lærer sig selv og det samfund, hun er rundet af, bedre at kende.

Han står og spiser larver frisk fra et træ bagved vandrerhjemmet og byder Tina på en. Det er bare den første af de adskillige scener, hvor Tina overvinder sine tillærte barrierer og giver sig hen til sine reelle lyster.

Sammen med Vore løber hun gennem skoven, hun bader i den kolde skovsø, de frygter lynet, som har det med at ramme væsner som dem, og de knalder op ad en træstamme i en scene, hvor Tina for første gang oplever, at hendes krop passer til en anden. Vore fortæller hende om systematisk indespærring og udrensning af væsner som dem og om et hemmeligt parallelsamfund af trolde, der findes i Finland.

Nyopdaget troldeidentitet

Mødet med Vore er både en eksistentiel og erotisk åbenbaring og en politisk vækkelse. Sammen med samhørigheden og ekstasen kommer vreden og styrken til at vise den. Selv om der ryger noget civilisatorisk fernis af Tina i løbet af Grænse, er filmen lige så kritisk over for Vores ideer om den totale frigørelse fra det undertrykkende, hykleriske menneskelige fællesskab, som den er over for dette fællesskab.

Mens Tina lærer Vore at kende (og konfronterer sin far og sætter sin uduelige bofælle på plads) bliver hun involveret i politiets efterforskning af den børnepornoring, de kom på sporet af med Tinas opdagelse i filmens første scene. Vore kan ikke tage den humanistiske indstilling, Tina er opflasket med, alvorligt, når menneskene selv er så dårlige til at efterleve dem.

»Mennesket er parasitter, der udnytter alt på Jorden for deres egen fornøjelses skyld,« siger han.

»Hele menneskeracen er en sygdom, siger jeg dig.«

Tinas svar er et meget enkelt udtryk for en ikkeartsspecifik humanisme: »Man skal være sød ved andre. Du er ikke sød. Du er vred og led.«

Socialrealistisk fantastik

Tinas troldeidentitet er ikke et magisk-realistisk element, der åbner for en overnaturlig verden, men et jordnært mytologisk indslag i et socialrealistisk univers, hvor spørgsmål om etik, inklusion og udgrænsning hele tiden trænger sig på.

Grænse er baseret på en novelle af den svenske forfatter John Ajvide Lindqvist. Ham, der også har skrevet romanforlægget til Tomas Alfredsons fremragende socialrealistiske vampyrfilm Lad den rette komme ind fra 2008. Her var handlingen anderledes enkel – en Gummi-Tarzan-historie med en vampyrpige som den hjælper, der ændrer et mobbeoffers liv. Grænse er mere kompleks i såvel sit plot som sine problemstillinger. Man har aldrig fornemmelsen af, at plottet har travlt med at nå frem til næste væsentlige pointe, fordi historien er så elementært spændende fortalt.

Samtidig formidler filmens billedside på fornem vis den følelse af uro, der kommer af, at Tinas selvbillede, verdensbillede og forhold til menneskeheden er radikalt i skred. Med nærbilleder gransker kameraet hendes små tics, måden, hendes fingre bevæger sig på, hendes mund og øjne i de øjeblikke, hvor hun bare står og overvejer, hvad det egentlig er for en situation, hun befinder sig i.

Det enestående ved Grænse er, hvor let det er at føle, at man befinder sig med hende i den ene radikalt forvirrende situation efter den anden og kan følge hendes blik på en langtfra eksemplarisk menneskehed.

’Grænse’ – Instruktion: Ali Abbasi. Manuskript: Ali Abbasi, Isabella Eklöf og John Ajvide Lindqvist. Fotografi: Nadim Carlsen. Længde: 110 minutter. Filmen kan købes på Blu-ray eller dvd, streames på Filmstriben eller købes/lejes digitalt på SF Anytime, Blockbuster, Filmstriben og iTunes

Serie

De 24 bedste film i det 21. århundrede

Det 21. århundrede er spækket med brillante, sindsoprivende og nyskabende filmoplevelser. Vi har udvalgt de 24 spillefilm fra de seneste to årtier, som vi elsker allerhøjest.

Seneste artikler

  • Derfor er ’The Grand Budapest Hotel’ en af dette århundredes bedste film

    24. december 2019
    Bag den 24. og sidste låge i Informations julekalender med det 21. århundredes bedste film gemmer sig en blot fem år gammel, men allerede tidløs klassiker, Wes Andersons ’The Grand Budapest Hotel’, der blandt meget andet er en smuk og munter hyldest til Stefan Zweigs humanisme
  • Derfor er ’Dogville’ en af dette århundredes bedste film

    23. december 2019
    Misantropen og den drilske humanist Lars von Trier fortæller os de store historier om menneskelighed og moral gennem ofte vilde filmidéer, der ryster os. Og den vildeste idé og den mest drilske leg med menneskets selvgodhed får vi med mesterværket ’Dogville’, film nummer 23 i Informations julekalender
  • Derfor er ’Skjult’ en af dette århundredes bedste film

    22. december 2019
    Michael Hanekes ’Skjult’ er både en elementært spændende thriller og et spark i røven på et land og en verden, der ikke vil se sine problemer i øjnene eller tage ansvar for sine ugerninger. Og så er den film nummer 22 i Informations julekalender
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Helt enig.
Formidabel film, hvor man uden problemer kan genkalde sig de forskellige scener, måske fordi de er så sanseligt filmet.
De sætter sig under huden.

Niels østergård

Og her gik jeg rundt og bildte mig selv ind at dette århundredes bedste film alle var lavet i Asien.
Åbenbart er jeg atter på vildspor.