Essay
Læsetid: 5 min.

Derfor er ’Inglourious Basterds’ en af århundredets bedste film

Quentin Tarantino legede med historien, filmmediet og publikum i den brillante ’Inglourious Basterds’, der gemmer sig bag låge nummer 10 i Informations julekalender over de 24 bedste film i det 21. århundrede
Tarantino balancerer på kanten mellem højkultur og lavkultur – han skelner ret beset og ganske fornuftigt ikke mellem de to – hvilket giver hans film en energi, kant og farlighed, der er aldeles livgivende.

Tarantino balancerer på kanten mellem højkultur og lavkultur – han skelner ret beset og ganske fornuftigt ikke mellem de to – hvilket giver hans film en energi, kant og farlighed, der er aldeles livgivende.

Ritzau/Scanpix

Kultur
10. december 2019

Hitler og Goebbels sidder i en biograf i Paris. Året er 1944, og hele nazitoppen er samlet for at se en film, Nation’s Pride, der skal højne moralen hos den ikke længere helt så overlegne tyske hær. Filmen er baseret på virkelige begivenheder og handler om en menig soldat, Zoller (Daniel Brühl), som fra sin ensomme post øverst oppe i et tårn fik udraderet omkring 300 allierede soldater. Hændelsen har gjort Zoller til lidt af en berømthed, og propagandaminister Goebbels kunne med det samme se det smarte i at forevige soldatens bedrifter på film.

Hitler griner smørret, ja, han nærmest gnækker, hver gang Zoller skyder endnu en fjendtlig soldat, og på et tidspunkt læner han sig over til Goebbels og siger: »Det er din hidtil bedste film.«

Goebbels er lige ved at græde af glæde, og hans franske elskerinde lægger kærligt en behandsket hånd på hans skulder. Men så sker der noget uventet. Zoller forsvinder fra lærredet, og i stedet toner et ansigt frem. Det er en ung kvinde, Shosanna (Mélanie Laurent), og hun har en meddelelse til Tyskland.

»I skal alle dø … og jeg vil have, at I alle skal se grundigt på ansigtet af den jøde, der har tænkt sig at gøre det.«

Shosannas hævn

Det er blodigt og voldsomt, men det er også en meget morsom og overrumplende afslutning på en film, Quentin Tarantinos Inglourious Basterds, som i dén grad tillader sig at gå sine egne vegne. Som altid når man har med Tarantino at gøre, er der ingen grænser for opfindsomheden eller vovemodet, hvilket i dette tilfælde altså betyder, at den amerikanske filmskaber skriver afslutningen på Anden Verdenskrig om.

Nazisterne og ikke mindst Goebbels og Hitler himler op. De vil have forestillingen stoppet, men hvad de ikke ved, er, at Shosanna, der ejer biografen, og hendes kæreste, Marcel (Jacky Ido), har blokeret udgangene og nu har tænkt sig at brænde biografen ned med alle nazisterne indeni.

»Marcel … brænd den ned,« lyder det fra lærredet, og Marcel, der står bag lærredet, smider en tændt cigaret ned i den store bunke eksplosivt brandfarlig nitratfilm, som ligger foran ham.

I samme øjeblik dukker to jødisk-amerikanske soldater, begge forklædt som italienske filmfolk, op i Hitler og Goebbels loge og pløkker dem i stumper og stykker med maskingeværer. Inden længe står biografen i flammer, og de to amerikanske soldater fortsætter med at skyde løs på nazisterne og deres kærester og koner, der alle løber skrigende mod udgangen og forgæves forsøger at slippe ud.

Til sidst detonerer det sprængstof, de to forklædte soldater har haft gemt på kroppen, og i det efterfølgende inferno af død og ødelæggelse kan man skimte Shosannas ansigt på lærredet og høre hendes på én gang triumferende og hånlige latter.

Hagekors i panden

Det vakte ikke overraskende opsigt, da Inglourious Basterds havde premiere, og mange var fortørnede over, at Quentin Tarantino dristede sig til at pille ved noget så ømtåleligt og tragisk som Anden Verdenskrig og Holocaust. Andre var begejstrede over, at han på opfindsom vis tog magten tilbage fra nazisterne ved netop at lave om på de historiske fakta og skabe sin egen, nye virkelighed.

Jeg er selv på det sidste hold, for selv om filmen ender meget brutalt, så er det på alle måder retfærdiggjort, idet vi i dag ved alt om de grusomheder og det massemord, som nazisterne begik både før og under krigen. Faktisk er det en på alle måder velgørende scene, der kalder på latteren – fordi den er så overdrevet og vild – og samtidig giver én følelsen af, at retfærdigheden er sket fyldest. Man går på en måde lettet og opmuntret ud af biografen.

Inglourious Basterds handler om en flok jødisk-amerikanske soldater, der under ledelse af løjtnant Aldo Raine (Brad Pitt) sendes ind i fjendeland for at dræbe og skalpere tyske soldater og på den måde skabe frygt og lede i deres rækker. Det lykkes, og titlens ikke særligt glorværdige røvhuller kommer også til at spille en rolle i attentatet på nazitoppen i Shosannas smukke biograf i hjertet af Paris.

På sin vis er det dog Shosanna og SS-officeren Hans Landa (Christoph Waltz), der binder historien sammen. Filmen begynder nemlig med en anden sindsoprivende scene tidligt i krigen, hvor Jødejægeren, som Landa kaldes, finder og dræber Shosannas familie, mens hun selv flygter. Landa dukker op igen til sidst i filmen – han møder endda Shosanna uden at genkende hende – og viser sig oven i alt det grimme, han i forvejen er, også at være en fæl opportunist, der er parat til at lade Hitler blive myrdet, så længe han selv slipper fri og får sig et nyt liv i Amerika. Aldo Raine skaffer ham en aftale, men kvitterer ved at snitte et hagekors i Landas pande. På den måde kan forbryderen ikke løbe fra sine ugerninger.

Vidunderlig gru

Inglourious Basterds er ikke den eneste gang, at Quentin Tarantino har bedrevet såkaldt kontrafaktisk historieskrivning – eller leget ’hvad nu hvis?’ Det gør han også i Django Unchained, hvor en frikøbt slave, Django (Jamie Foxx), tager en grusom hævn over de hvide slave- og plantageejere. Og i sit seneste værk, det brillante Hollywood-eventyr Once Upon a Time in … Hollywood fra tidligere i år, hvor den uskyld, som filmbyen mistede i 1969, bliver genoprettet på underholdende og begavet vis i en slutscene, der er næsten lige så spektakulær og blodig som den i Inglourious Basterds.

En del af Tarantinos store, mangfoldige, uregerlige geni er, at han er ligeglad med, hvad andre mener. Han skriver og iscenesætter de ting, han har lyst til, side om side med at han hylder alt det, især film og populærkultur, han er et produkt af. Og i modsætning til så mange andre filmskabere, der er inspireret af andres værker, forstår Tarantino at remixe og omkalfatre alt det, han har indoptaget i sit system, og spytte det ud på en ny måde og i nye sammenhænge. Således er Inglourious Basterds inspireret af 1960’ernes og 1970’ernes italienske og amerikanske action- og eventyrfilm, der foregik under Anden Verdenskrig – men den er også  meget mere end ’blot’ god underholdning.

Tarantino balancerer på kanten mellem højkultur og lavkultur – han skelner ret beset og ganske fornuftigt ikke mellem de to – hvilket giver hans film en energi, kant og farlighed, der er aldeles livgivende. Som i biografscenen i Inglourious Basterds, hvor nazisterne i dén grad får som fortjent, hvorfor det også er svært at lade være med at smile ad scenen i al sin pragtfulde, vidunderlige gru.

Og så er det jo filmkunsten, der helt bogstaveligt tager livet af nazisterne – en af filmens helte, den britiske officer, løjtnant Hicox (Michael Fassbender), er tilmed filmanmelder i sit civile liv.

Smukkere og mere poetisk bliver det ikke.

’Inglourious Basterds’ – Instruktion og manuskript: Quentin Tarantino. Fotografi: Længde: 153 minutter. Kan fås på dvd og Blu-ray via f.eks. Amazon, købes/lejes digitalt på Blockbuster SF Anytime, iTunes og Viaplay eller streames på Netflix og Amazon Prime Video.

 

Serie

De 24 bedste film i det 21. århundrede

Det 21. århundrede er spækket med brillante, sindsoprivende og nyskabende filmoplevelser. Vi har udvalgt de 24 spillefilm fra de seneste to årtier, som vi elsker allerhøjest.

Seneste artikler

  • Derfor er ’The Grand Budapest Hotel’ en af dette århundredes bedste film

    24. december 2019
    Bag den 24. og sidste låge i Informations julekalender med det 21. århundredes bedste film gemmer sig en blot fem år gammel, men allerede tidløs klassiker, Wes Andersons ’The Grand Budapest Hotel’, der blandt meget andet er en smuk og munter hyldest til Stefan Zweigs humanisme
  • Derfor er ’Dogville’ en af dette århundredes bedste film

    23. december 2019
    Misantropen og den drilske humanist Lars von Trier fortæller os de store historier om menneskelighed og moral gennem ofte vilde filmidéer, der ryster os. Og den vildeste idé og den mest drilske leg med menneskets selvgodhed får vi med mesterværket ’Dogville’, film nummer 23 i Informations julekalender
  • Derfor er ’Skjult’ en af dette århundredes bedste film

    22. december 2019
    Michael Hanekes ’Skjult’ er både en elementært spændende thriller og et spark i røven på et land og en verden, der ikke vil se sine problemer i øjnene eller tage ansvar for sine ugerninger. Og så er den film nummer 22 i Informations julekalender
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Christian Monggaard

Jeg blev også ret begejstret, da Hitler & Goebbels fik deres velfortjente bekomst i Inglourious Basterds; .... men et eller andet sted er det altså lidt for mystisk med al den kontrafaktiske historieskrivning.

Så skriver du, at Tarantino tager magten tilbage fra nazisterne ved at producere en film, hvor nazisterne høj som lav får på hattepulden 70 år efter krigens afslutning .... tja - det kan jeg så ikke se.

Bestialske voldsscener - der gjorde det svært at koncentrere sig om handlingen. En af dårligere Tarantino film efter min mening.

Martin Rønnow Klarlund og Christian Skoubye anbefalede denne kommentar

Det minder mig lidt om den der pseudo-sydstats film han lavede som også handlede mere om ekstrem vold end om handling. Rotten tomatoes?

Nazister i film er så cliché som noget kan blive. Lidt ligesom orker. Tarantino er på niveau med Dr. Ronald Chevalier fra Gentlemen Broncos... “cyclops there, cyclops there”

https://m.youtube.com/watch?v=UzxI052g6e0

ulrik mortensen, Gitte Hjort og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Ah, seriøst?

Det er altså svært at tage den slags udtalelser alvorligt. Er det en god film? Klart. Det er ens trålende film og unikt Tarantino'sk, men come on. En "de gode nakker de onde" på alle mulige brutale måder-fantasi, omend fremragende koreograferet?

Grow up.

Hyle morsom i al sin grusomhed. Typisk Quentin Tarantino stil.

Torben Lindegaard

@Jeppe Lindholm

Det er pudsigt, at du oplever "Inglourious Basterds" som hyle morsom.

Jeg kunne godt lide at se Hitler og Goebbels blive slået ihjel - om end kun på film -
men hyle morsomt ??

Men det er måske Quentin Tarantino talent -
at vi alle får forskellige oplevelser, når vi ser hans film.

Pjat. Her er et citat fra den bedste film i alle århundreder:

I've seen things you people wouldn't believe.
Attack ships on fire off the shoulder of Orion.
I watched C-beams glitter in the dark near the Tannhäuser Gate.
All those moments will be lost in time, like tears in rain.
Time to die.

Anders Sørensen

@Benny Jensen, kom videre. Eventuelt ind i et nyt årtusind.