Essay
Læsetid: 6 min.

Derfor er ’Mulholland Drive’ en af århundredets bedste film

Den 11. film i Informations julekalender over det 21. århundredes bedste film er David Lynchs mesterværk, ’Mulholland Drive’, der hiver drømmefabrikken Hollywoods kulturelle fikspunkter ned fra hylderne og koger det hele i en heksegryde. Ingen kan som Lynch facilitere en intuitiv rejse ind i genkendelsen af intet at fatte
De to meget smukke kvinder, Rita og Betty, sniger sig nøgne ned i samme seng som joviale veninder i David Lynch’ film Mulholland Drive.

De to meget smukke kvinder, Rita og Betty, sniger sig nøgne ned i samme seng som joviale veninder i David Lynch’ film Mulholland Drive.

The Bridgeman Art Library

Kultur
11. december 2019

Lige når man burde gå i seng, skal man se David Lynch. At drømme begynder man alligevel at gøre, så snart man dysses ind i hans univers med dets associationer og rytme og Angelo Badalamentis mystiske musik. Her dunker angsten for fuld hammer, begæret forstørres og udstilles. Den måde, ingenting i længden giver mening for vores små menneskehjerner, kommer til sin ret i et forførende og vanvittigt miskmask. 

At drømme Mulholland Drive er derfor en af det 21. århundredes helt uomgængelige og bedste filmoplevelser.

Hvad handler den om? Et fornærmende, ødelæggende spørgsmål, hvis man spørger David Lynch selv. Film skal aldrig oversættes tilbage til ord, siger han. Sådan overlader han ydmygelsen og fornøjelsen ved at gøre det alligevel til andre.

En ung kvinde, Betty (Naomi Watts), kommer til Hollywood for at prøve lykken som filmskuespillerinde. Hun låner sin branchekendte tantes lejlighed, mens tanten er bortrejst. På badeværelset gemmer sig en smuk kvinde (Laura Harring). Hun er vågnet i en bil efter en ulykke på Mulholland Drive – vejen, der snor sig gennem Hollywoods bakker og bjerge som en blodåre. Hun husker intet, kender ikke sit navn, men opkalder sig selv efter Rita Hayworth, der pryder en filmplakat på tantens væg.

Betty beslutter sig for at hjælpe Rita med at opklare mysteriet om sig selv. Det er ligesom en film, synes hun. De opsøger en kvinde, hvis navn Rita kan huske, Diane Selwyn, og finder et flere dage gammelt kvindelig i hendes seng. De flygter hjem igen og skaffer Rita en paryk, ligesom på film. Ved nattetide er de med ét blussende forelskede og forgabt i hinandens bryster og åndedræt og vågner op timer senere, mens Rita taler i tunger: »Sileeeeencio ... No hay banda ...!« – der er intet orkester.

Så bange

Et andet sted i byen mødes to mænd på en diner. Den ene kender stedet fra sine drømme. Han har været så bange, han er så bange. Der gemmer sig noget ondt omme bagved dineren, drømte han. Da de når parkeringspladsen, springer et monster frem, og han kollapser af angst.

Et tredje sted vil rige gangstertyper presse en succesfuld filminstruktør (Justin Theroux) til at hyre en bestemt skuespillerinde til sin nye film. Instruktøren smadrer en af deres biler med sin golfkølle og kører hjem til sit hus, hvor konen er i seng med en anden og ikke bliver flov, men rasende over, at hendes ynkelige mand kommer for tidligt hjem. Han hælder maling på hendes smykker, det er hans hævn. Snart virker hans betalingskort ikke længere. Så bedes han møde op en nat lidt uden for byen for at tale med en sær cowboy.

Og et fjerde sted skal én mand slå en anden mand ihjel, men det går galt. Der er en stor, blå nøgle i Ritas pung. Senere er der en blå boks, som nøglen passer til. Vi får helt nye versioner af, hvem Betty faktisk er, og hvem Rita er, hvad der faktisk er sket bag deres egne dagdrømme, vi springer rundt i tid, pludseligt er Betty forelsket i filminstruktøren, eller er det Rita, der er det? Er Rita faktisk Betty? 

Hollywoods heksegryde

Mulholland Drive er i glimt en gyserfilm og med sine fatale kvinder en neo-noir-film, den er en mystisk thriller, og den er et soapagtigt kærlighedsdrama. Den er alt muligt, som drømmefabrikken Hollywood har installeret i vores hjerner som genkendelige kulturelle fikspunkter – her hevet ned fra hylderne og kogt i en heksegryde.

At David Lynch kan lave noget så fuldstændigt afsindigt – denne meget intuitive rejse ind i følelsen af intet at fatte – noget så helt hen i vejret avantgarde og udfordrende, og gøre det til en populær film, som så mange har set og genset, gør ham til en faktisk mirakuløs filmskaber.

Da Mulholland Drive fik premiere i 2001, og Lynch vandt prisen for bedste instruktør på Cannes Film Festival samme år, havde han allerede lavet den bedste tv-serie nogensinde, Twin Peaks, der var en soap-serie og et avantgardistisk nybrud i en bizar duet, der gjorde, at millioner så med og stadig ser den.

Mulholland Drive var også tænkt som en tv-serie. Lynch havde optaget et halvandet timer langt pilotafsnit og vel så tænkt, at resten af serien ville finde på sig selv, hvis blot produktionsselskabet ville bide på. Men så troede de alligevel ikke på investeringen.

Instruktøren måtte styre om og lave en film ud af et materiale, der var tænkt som et startskud. Hvad gør man? Han satte sig på en stol, har han sagt. Så fik han ideen. Rykkede lidt rundt på det hele, historiens tyngdepunkt skulle lige ændres. Ny indledning, ny slutning. Ud på settet igen. Hvor typisk Lynch, at sådan kom Mulholland Drive til verden. Demonstrativt uden endemål, demonstrativt støbt af impulsiv inspiration.

Dybt foruroligende

Hvordan hænger filmen sammen? Hvis du fikserer tanken for længe, gør den ikke, hjernen skal sættes i frigear. Man godtager vel filmens univers på samme måde, som man godtager drømmen under søvnen. Man svømmer hen over de logiske huller og lader det hele flyde lidt sammen. Delene er uhyggelige, men de er også latterlige. De er mystisk-dragende, men ikke uden at kæle vildt for klicheer og for kitsch.

Lynch dyrker det elendige underligt utroværdige skuespil – sløvt, lidt overgjort, lidt hysterisk – og gør det umiskendeligt Lynch’sk og vidunderligt. Som den måde, en taxachauffør ligesom vipper hele sin stive forkrop ned i bagagerummet, da han skal laste sin bil med Bettys tantes tunge kufferter. Som det gamle ægtepars fuldstændigt hysteriske smil på bagsædet af en taxa på vej fra lufthavnen. Det er sjovt og mærkeligt og dybt foruroligende.

Imellem denne distancerende mystik demonstrerer Lynch også sin evne til at etablere komplet gribende scener, der overlegent vækker det i os, som vi så gerne vil have film til at vække: frygt, lyst, længsel. Og som det jo så fikst kan gøres i film, der udspiller sig i Hollywood, viser han os også, hvor nemme vi er at narre: Som da Betty går til audition på en håbløs soap-serie og pludseligt taler så liderligt hadefuldt til den gamle mand, hun spiller over for, at alle i lokalet – og for en stund også vi som publikum – er tryllebundne og faktisk tror på den akavede og konstruerede situation. Der er ikke noget orkester – som Rita hvisker. Men vi hører musikken.

Det samme gælder den berømmede sexscene mellem Rita og Betty. To meget smukke kvinder sniger sig nøgne ned i samme seng som joviale veninder, og med ét blusser kinderne, når de kigger på hinanden. De opsluges af hinandens bryster og ånder dybt og kysser blidt, indtil der høfligt klippes frem til Ritas bratte opvågnen timer senere.

Latterligt begær

»A love story in the city of dreams,« lyder filmens fængende tagline. Men er det nu virkelig sådan, at filmen selv tror på passionen mellem de to?

Er scenen ikke netop også en kommentar til, hvordan begær produceres i Hollywood? Er det ikke nærmest en parodi på det mandlige bliks drøm om to kvinders nydeligt opblussende begær, en parodi på en forestilling om dette begærs renhed, når Betty hvisker, »jeg er forelsket i dig, jeg er forelsket i dig ...«, uden anelsen af noget farligt glubsk og ukontrollerbart?

Scenen er begge dele. Det er det, der er fantastisk ved Lynch: at den vitterligt er begge dele. Nærmest hver eneste scene formår at minde os om, hvorfor film er virkelige for os og kan vække os, og hvorfor de er latterlige og konstruktioner, og hvorfor begge dele er fantastisk. Det filmisk magiske og helt utrolige ved Lynchs besynderlige og afgørende bidrag til serie- og filmkunsten er, at den måde, vi drages ind på, også er parodier på, hvordan vi inddrages på.

Dette begær er også begær efter mening. Efter at kunne regne verden og dermed filmen ud. At løse en gåde, at opklare mysteriet. Det er en stimulerende leg, men også nyttesløs. Lynchs film kan som bekendt ikke oversættes tilbage til ord eller svar. Han vil bare lige ind og lege med vores trang til at kunne lægge det puslespil, han rasler ud foran os.

Legen handler ikke om, hvad Mulholland Drive handler om, den handler om at lade hænderne glide nydende rundt på brikkerne foran sig. Den handler om at vise os vores drømmes dybde, ynk og befriende meningsløshed

’Mulholland Drive’ – Instruktion og manuskript: David Lynch. Fotografi: Peter Deming. Længde: 147 minutter. Kan streames gratis på Filmstriben og lejes på Blockbuster, SF Anytime, iTunes og Viaplay Rent & Buy.

Serie

De 24 bedste film i det 21. århundrede

Det 21. århundrede er spækket med brillante, sindsoprivende og nyskabende filmoplevelser. Vi har udvalgt de 24 spillefilm fra de seneste to årtier, som vi elsker allerhøjest.

Seneste artikler

  • Derfor er ’The Grand Budapest Hotel’ en af dette århundredes bedste film

    24. december 2019
    Bag den 24. og sidste låge i Informations julekalender med det 21. århundredes bedste film gemmer sig en blot fem år gammel, men allerede tidløs klassiker, Wes Andersons ’The Grand Budapest Hotel’, der blandt meget andet er en smuk og munter hyldest til Stefan Zweigs humanisme
  • Derfor er ’Dogville’ en af dette århundredes bedste film

    23. december 2019
    Misantropen og den drilske humanist Lars von Trier fortæller os de store historier om menneskelighed og moral gennem ofte vilde filmidéer, der ryster os. Og den vildeste idé og den mest drilske leg med menneskets selvgodhed får vi med mesterværket ’Dogville’, film nummer 23 i Informations julekalender
  • Derfor er ’Skjult’ en af dette århundredes bedste film

    22. december 2019
    Michael Hanekes ’Skjult’ er både en elementært spændende thriller og et spark i røven på et land og en verden, der ikke vil se sine problemer i øjnene eller tage ansvar for sine ugerninger. Og så er den film nummer 22 i Informations julekalender
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Son sædvanligt er det kun amerikanske film, der kommer i betragtning. Verden er større end Hollywood, sku' jeg hilse og sige.

Også mit bud på den bedste film.

Hvis filmen starter i anden del, der hvor de to kvinder er et elskende par. Så oplever vi at Rita finder ny kærlighed udenfor parret, og det får alvorlige konsekvenser for mere initiativløse Betty, der oplever at hun står i et afhængighedsforhold til Rita - også efter at hun mister hende.

Hun opfinder/drømmer sig så til Betty/Rita-situationen i starten af filmen, hvor afhængighedsforholdet er modsat, således at Betty pludselig er en ung smuk skuespillerinde med en tante med midler og fed lejlighed, mens Rita, der dårlig nok ved hvem hun er, er svag og må søge beskyttelse hos den initiativrige Betty.

Eller også er det første del som er det reale og det er Rita, som opfinder/drømmer sig til slutningen..........

Og så er blikket mandens, der ser på at kvinderne går deres uransaglige veje........

Jan - Fik set Mulholland Drive, og undredes over hvorfor den blev så tiljublet. Vel var deb god, meeeeen at den skulle feje alt andet af bordet....
Nå, men det skyledes måske at jeg med tiden er blevet indifferent overfor glitrende skildringer af de velstilledes gøren og laden, og deres erotiske forviklinger,
Er mere til fx Hanekes sædeskildringer, der i langt højere grad (for mig) afspejle samfundets tilstand og opløsning