Essay
Læsetid: 6 min.

Derfor er ’Nader og Simin – en separation’ en af de bedste film i dette århundrede

Iranske Asghar Farhadis ’Nader og Simin – en separation’ fra 2011 undersøger og udstiller vores moralske virkelighed med radikalitet og kunstnerisk vilje, og den er film nummer 19 i Informations julekalender
Ud fra deres egne motiver og principper gør alle personerne det rigtige i ’Nader og Sidim – en separation’. Alle stræber efter det gode, men alle kommer også til skade. Ingen er uskyldige, og ingen er uden ansvar.

Ud fra deres egne motiver og principper gør alle personerne det rigtige i ’Nader og Sidim – en separation’. Alle stræber efter det gode, men alle kommer også til skade. Ingen er uskyldige, og ingen er uden ansvar.

Fra filmen

Kultur
19. december 2019

Du skal være dommer, du kan ikke eksistere som et etisk menneske uden at fælde dom over, hvad der er rigtigt og forkert. Det er en kontrakt, du har med alle andre mennesker, og du forventer jo også, at de fælder dom over, om det, du gør ved andre, og som andre gør ved dig, er rigtigt eller forkert.

Forestil dig, at noget virkelig uretfærdigt sker for dig. Din mand tager jeres barn og rejser ud af landet med det for at skabe et liv for dem et andet sted. I den situation forventer du, at menneskene omkring dig tager stilling.

Det gør du også i mindre sager: Hvis du bliver beskyldt for at lyve, og andre ved, at du sagde sandheden, er det en frygtelig oplevelse, hvis de ikke forholder sig til det. Hvis de ikke siger noget, er de ligeglade eller feje – begge dele er moralsk forkasteligt.

Uanset om du vil det eller ej: Du er en dommer i det sociale liv, og det betyder ikke, at du dybest set står alene, isoleret uden for fællesskabet. Det er tværtimod sådan, at du er knyttet sammen med andre mennesker, og din frihed til at handle og realisere dig selv er afhængig af, at der er fælles fornuftige regler, som de andre er med til at opretholde.

Vi er alle dommere og bedømte på samme tid.

Kunstnerisk vilje

Den iranske instruktør Asghar Farhadis film Nader og Simin – en separation fra 2011 udstiller og undersøger menneskene som dommere med en radikalitet og en kunstnerisk vilje, som får selv de bedste vestlige kunstfilm i det 21. århundrede til at virke mere overfladiske og mindre ambitiøse.

Filmen, som både vandt en Oscar og en Golden Globe for bedste udenlandske film og Guldbjørnen for bedste film i Berlin, er ifølge den amerikanske filmkritiks overdommer Roger Ebert »et af disse blivende mesterværker, som vil blive set i årtier fra nu af«.

Nader og Simin – en separation starter med at placere tilskueren i dommerens position.

Kameraindstillingen skifter ikke under den meget lange scene, så filmen insisterer på, at du skal se verden med dommerens blik.

Foran dig sidder et ægtepar, Nader og Simin, fra middelklassen i Teheran. Hun, Simin, anmoder dig om at tilstå hende skilsmisse. Hun henviser til deres store datter, som hun vil tage med til udlandet, så pigen kan få en chance for at realisere sig selv i frihed og tryghed. Det er deres barns fremtid, det handler om.

Han, Nader, vil derimod ikke skilles, så konen kan rejse væk. Han beder dig forstå, at han har en far, som lider af Alzheimers, og som ikke kan klare sig uden omsorg. Derfor har han brug for at blive i Teheran. Og han vil ikke skilles fra sin datter.

Individualismens forpligtelse over for det mulige liv i fremtiden, hvor barnet bliver det primære hensyn, bliver bragt i fundamental konflikt med kollektivismens forpligtelse over for historien, hvor forældrene er det primære hensyn.

Sympatiske og desperate

Nader og Simin argumenterer begge for deres sag med en intensitet, så du forstår, at dette spørgsmål er deres livs definerende drama. Barnet eller forælderen, fremtiden eller fortiden. De er begge sympatiske, lidenskabelige – og desperate.

Deres liv hænger sammen, de elsker hinanden ømt og stærkt, og ingen af dem kan egentlig udholde tanken om at blive skilt. Men de kan heller ikke udholde at opgive enten deres datters mulige liv eller omsorgen for den gamle hjælpeløse far.

Du er som tilskuer placeret i den position, hvorfra afgørelsen skal træffes. De ser bogstaveligt talt i scenen på dig som den autoritet, der skal afgøre deres skæbne.

Allerede her står det klart, at der ikke findes nogen afgørelse, som er upartisk og hævet over parternes interesse. Det er to fundamentale principper, som er i konflikt, og man må foretage et principielt valg. Men hvem kan leve med at ofre en datter eller forælder?

Filmisk er scenen bemærkelsesværdig, fordi dette mægtige filosofiske og eksistentielle drama finder sted i en minimal hverdagsrealistisk ramme.

Der er i hele filmen ingen store panoramaindstillinger, ingen åbne billeder af hele himlen eller blik hen over Teherans forførende storbysilhuetter.

Filmen forlader ikke på noget tidspunkt den rodede, hektiske hverdag i storbyen, kameraindstillinger fastholdes i lange sekvenser, og der er altid noget, du ikke kan se, ligesom der er noget, du ikke ved. Det er som at sidde på en stol midt i den iranske hverdag at være tilskuer til Nader og Simin – en separation.

Filmen er umiddelbart stilfærdig i sin æstetik, men monumental i sit anliggende.

Nye dilemmaer

Dilemmaerne forstærkes og mangedobles efter åbningsscenen. Simin får ikke lov til at blive separeret fra Nader og rejse væk, men hun flytter hen til sin mor, så de to bor hver for sig. Ikke fordi hun egentlig vil opnå skilsmisse, men for at fremtvinge en afgørelse hos sin mand og markere sin selvstændighed.

Deres datter bliver boende hos Nader, fordi det er hendes hjem – og hun drømmer kun om, at hendes forældre finder sammen igen.

Nader kan ikke selv passe sin far, fordi han har et arbejde, og han vil ikke tage deres datter ud af skolen. Så han hyrer en hushjælp.

Nader og Simin er pragmatiske muslimer, og religionen betyder ikke noget særligt i deres tilværelse. Men hushjælpen er stærkt troende og ankommer i den sorte klædedragt, en chador.

Da faren tisser i bukserne en dag, hun passer ham, bliver hun bragt i konflikt mellem omsorgen for den gamle og den religiøse anvisning om ikke at tage bukserne af en fremmed mand og berøre hans underliv.

Hun ringer til sin religiøse autoritet, der sjovt nok som den eneste i filmen uden at tvivle fælder en dom, som både er klar og pragmatisk: Selvfølgelig skal hun skifte bukser og underbukser på den syge mand.

Men hushjælpen bryder sig ikke selv om det. Og bliver bragt i et nyt dilemma: Hun vil gerne sige op, men er selv gravid, og hendes mand er fyret fra sit arbejde og har fået så stor en gæld, at han bliver fængslet.

Hun siger op, men vender tilbage af nød, passer den gamle og gør huset rent. Men da en hun en dag har bundet den gamle til sengen, fordi hun selv skal ned og besørge et ærinde på gaden, kommer Nader hjem og finder faren fortabt på gulvet.

Den i forvejen stakkels, svage gamle mand har slået sig. Sønnen er rasende – særligt over at hushjælpen ikke er hjemme. Da hun kommer tilbage, forløber han sig og beskylder hende for at stjæle. Han smider hende ud.

Lang proces

Men hun vender igen tilbage, fordi hun vil bevise, at hun ikke har stjålet noget. Låser sig selv ind, men Nader skubber hende ud igen. Hun falder efterfølgende ned ad trapperne. Måske mister hun sit barn dér, måske har hun allerede tabt det. Fordi fosteret er fire måneder gammelt, bliver ulykken behandlet som en drabssag. 

Naders position er klar: Hushjælpen har svigtet og forladt hans hjælpeløse far, som kom til skade. Hushjælpens sag er også klar: Nader reagerer med fysisk magt og beskylder hende for noget, hun ikke har gjort.

Derefter følger en lang proces foran en dommer, som bliver ved med at indkalde vidner, der hele tiden kommer med nye oplysninger, der gør sagen mere og mere uoverskuelig. Datteren og moren bliver også indkaldt. 

Dommeren kommer i samme situation som tilskueren i starten: Han skal fælde dom, men det er umuligt at fælde en retfærdig dom.

Det gælder hele filmen: Ud fra deres egne motiver og principper gør alle personerne det rigtige. Alle stræber efter det gode, men alle kommer også til skade. Ingen er uskyldige, og ingen er uden ansvar.

Nogle har anført, at Nader og Simin – en separation handler om undertrykkelsen i Iran og konflikten mellem islamisk lov og moderne principper. Men det er helt forkert.

Sagen er snarere, at konflikter, positioner og hensyn, som findes i alle samfund, er klare og konkrete i samtidens Iran, fordi det både er en moderne kultur og en islamisk republik. Iran bliver for Farhadi stedet for at lave en fortælling, der både er klassisk og moderne. Den placerer dig som dommer i en position, hvor du, før du så filmen, ikke havde forstået, at du havde været i hele dit liv.

’Nader og Simin – en separation’. Instruktion og manuskript: Asghar Farhadi. Fotografi: Mahmoud Kalari. Længde: 123 minutter. Kan købes på dvd og Blu-ray via for eksempel Amazon, streames via Filmstriben eller lejes/købes digitalt via Blockbuster og iTunes

Serie

De 24 bedste film i det 21. århundrede

Det 21. århundrede er spækket med brillante, sindsoprivende og nyskabende filmoplevelser. Vi har udvalgt de 24 spillefilm fra de seneste to årtier, som vi elsker allerhøjest.

Seneste artikler

  • Derfor er ’The Grand Budapest Hotel’ en af dette århundredes bedste film

    24. december 2019
    Bag den 24. og sidste låge i Informations julekalender med det 21. århundredes bedste film gemmer sig en blot fem år gammel, men allerede tidløs klassiker, Wes Andersons ’The Grand Budapest Hotel’, der blandt meget andet er en smuk og munter hyldest til Stefan Zweigs humanisme
  • Derfor er ’Dogville’ en af dette århundredes bedste film

    23. december 2019
    Misantropen og den drilske humanist Lars von Trier fortæller os de store historier om menneskelighed og moral gennem ofte vilde filmidéer, der ryster os. Og den vildeste idé og den mest drilske leg med menneskets selvgodhed får vi med mesterværket ’Dogville’, film nummer 23 i Informations julekalender
  • Derfor er ’Skjult’ en af dette århundredes bedste film

    22. december 2019
    Michael Hanekes ’Skjult’ er både en elementært spændende thriller og et spark i røven på et land og en verden, der ikke vil se sine problemer i øjnene eller tage ansvar for sine ugerninger. Og så er den film nummer 22 i Informations julekalender
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her