Essay
Læsetid: 7 min.

Derfor er ’Once Upon a Time in Anatolia’ en af dette århundredes bedste film

Den tyrkiske instruktør og Guldpalmevinder Nuri Bilge Ceylan nåede sit hidtidige højdepunkt med den introverte kriminalfilm ’Once Upon a Time In Anatolia’, der var fuld af skæbnesvanger tavshed og bureaukratisk komik. Filmen gemmer sig bag låge nummer 8 i Informations julekalender
Der hviler en tung, østeuropæisk stemning over Once Upon a Time in Anatolia. Skæbnen synes at være fortællingens motor, og tavsheden er Kieslowski eller Tarkovskijs værdig.

Der hviler en tung, østeuropæisk stemning over Once Upon a Time in Anatolia. Skæbnen synes at være fortællingens motor, og tavsheden er Kieslowski eller Tarkovskijs værdig.

Ritzau/Scanpix

Kultur
10. december 2019

Den tyrkiske instruktør, manuskriptforfatter og fotograf Nuri Bilge Ceylan slutter fred med sin melankoli, når han laver film. Hüzün – tyrkisk for melankoli – er en central del af hans folks mentalitet, og den gennemsyrer hans værk.

Den tyrkiske Nobel Pris-vinder i litteratur, Orhan Pamuk, er en anden mester i undersøgelsen af hüzün, og han beskriver den som ikke bare en stemning, men et livssyn – på én gang livsbekræftende og livsannullerende.

Ceylan formidler den samme erkendelse i billeder og lyd. Hans film er i lange passager ordløse, mens han giver os scener, der forsøger at udtrykke det usigelige. Det vemod, der synes at ligge i murstenene, grusvejene, træerne, vinduesglassene, i luften i Tyrkiet.

Det sker med størst styrke i Once Upon a Time in Anatolia (tyrkisk: Bir Zamanlar Anadolu'da) fra 2011.

Filmen starter ved et nedslidt bilmekanikerværksted i midten af ingenting. En lænket hund ude foran, en mand, der fodrer den. En tung lastbil, der rumler forbi, på vej væk fra ingenting. En anden hund, der gør i det fjerne. Ceylan lader stedet trække vejret gennem de langsomme billeder af forladthed.

I en anden scene hopper en politimand efter æbler i et æbletræ. Han får fat i en gren, så en masse æbler falder ned. Et af dem ruller væk, nedad en skrænt, ned i et vandløb – et nik til Andrei Tarkovskijs besættelse af vand. Det glider med strømmen, indtil det sidder fast, i selskab med tre andre æbler, i færd med at rådne op.

Frigørelse fra politiske strømninger

Ceylan er født i Istanbul den 26. januar 1959. Fra han var to til ti levede han sammen med familien i faderens hjemby, Yenice, midt ude i ingenting i det vestlige Tyrkiet. Ceylan blev uddannet som elektroingeniør i sen-70’ernes Istanbul, en tid med voldsom politisk turbulens. Siden rejste han i Europa og Nepal for at finde meningen med det hele, men det var under hans værnepligt i 1986-1987, at han fandt ud af at han ville studere film.

Da han i 1997 debuterede med Kasaba var han en del af en bølge af uafhængige tyrkiske instruktører, der realiserede deres værker fri af institutioner og på lave budgetter. Det skete efter at Yeşilçam – den populært orienterede, tyrkiske filmindustri, Istanbuls Hollywood – var ramlet som følge af militærkuppet i 1980. Det autoritære styre etablerede en neoliberal økonomisk politik og en konservativ værdipolitik. Der blev sat godt og grundigt skub i telekommunikation og medier, og en gennemgribende amerikanisering af tyrkisk kultur fulgte. Generationer blev hooked på tv, film, tøj og siden gadgets fra Vesten. Tyrkisk film falmede.

Efter denne afbrydelse i tyrkisk filmindustri, i dette vakuum genopfandt instruktører som Ceylan, Derviş Zaim, Zeki Demirkubuz, Yeşim Ustaoğlu og Tayfun Pirselimoğlu i midt-90’erne tyrkisk kunstfilm. Det skete med lavbudget-værker realiseret via opfindsomme finansieringsmetoder, guerilla-produktioner og under høje kvalitative standarder. Filmene lignede en million, men kostede ikke en formue. Og instruktørerne var vidt forskellige, fri af Yeşilçams produktionssystem og krav om at tilfredsstille herskende politiske strømninger og folkelig efterspørgsel.

I dag står Ceylan og resten af 90’er-generationen som forældre til en ny generation, der følger samme frie produktionsstrategier, men andre æstetikker og narrativer.

Et studie i resignation

Inden Once Upon a Time in Anatolia lavede Ceylan en række fremragende film om det moderne tyrkiske menneskes forviklinger og om afstanden mellem, hvad de siger (hvis overhovedet noget), og hvad de egentlig tænker og føler. Film der undersøger hjemstavn og hjemve, den tyrkiske identitets splittelse mellem modernitet og tradition.

Han når sit hidtidige højdepunkt med denne lange, introverte kriminalfilm. Ganske vist vandt han først efterfølgende Den Gyldne Palme i Cannes i 2014 for Vintersøvn. Men Once Upon a Time in Anatolia er vægtigere. Ikke nok med at den kan opfattes som et samfundskritisk billede af den tyrkiske folkesjæl, der komplet har mistet troen på demokratiet og institutionerne. Den lader også landets tungsind gå i knoglemarven på tilskueren.

Den første halvdel af filmen er en roadmovie. Over en lang nat og morgen forsøger politibetjente, en militsmand, statsanklageren Nusret, lægen Cemal og to arresterede at finde liget af en mand, som den ene af de to arrestanter, Kenan, har tilstået mordet på.

Der er ingen soundtrackmusik i filmen overhovedet. Og instruktionen og skuespillet er fænomenalt. Der er en utvungen sørgmodighed og komik i scenerne, en præcision i den mellemmenneskelige folklore. Skuespillernes mimik og gestik er et studie i resignation, splittelse, korruption i varierende blandingsforhold.

Samtalerne kan være inderlige, og de kan være ren small talk a la den første bilscene i Tarantinos Pulp Fiction. I Once Upon a Time in Anatolia fabler de så om pasteuriseret bøffelyoghurt i stedet for burgere, men det er samme fornemmelse af konversation på slap line.

Mørket hinsides billygterne

Der ventes og der samtales. Filmen igennem taler de om døden og om meningsløsheden, om paranoia og uretfærdighed. Et lille minisamfund på hjul, der ved, at det er punkteret for længst. Og i deres alvorsstunder leder samtalerne tankerne hen på den rejsende trios filosofiske fordybelser i Tarkovskijs Stalker.

Landskabsbillederne er dræbende flotte. Og der er god tid til dem, for der er masser af transport. Billygterne skærer sig gennem de bølgende anatolske landskaber. De leder hele natten, Kenan virker forvirret og kan ikke finde stedet. Lyskeglerne fra de parkerede biler rækker langt ud over landskaberne, men de må give op et sted derude, hvor mørket virker endnu mørkere i kontrast til lyset. Det er et genkommende motiv filmen igennem.

»Du er nødt til at blive i cirklen og holde fokus på centrum,« siger lægen til chaufføren. De taler om ondskab, nådesløse kriminelle og om nødvendigheden af at tage sagen i egen hånd. Kameraet gransker deres ansigter og deres baghoveder. Chaufføren har en tåre i øjenkrogen.

Og mens landskabsbillederne er fulde af dybde, så er ansigtsstudierne på lav dybdeskarphed, så man ender med at fordybe sig i en enkelt detalje. Såsom statsanklagerens grå teint, en bulende blodåre under det højre øje og udslæt på kinderne. En næsten teateragtigt ekspressiv sminke.

Ordløse erkendelser

Men der er også en tydelig komik på spil, for eksempel når en pænt nøjeregnende sergent går statsanklageren på nerverne i spørgsmål om grænser og jurisdiktion. Skal man grine eller græde? Det er et tilbagevendende spørgsmål, der stilles tavst.

Men stemningen er tynget af rejsens formål: At finde liget af en myrdet mand. I en knusende scene erkender den mordanklagede Kenan konsekvenserne af sin tilståelse. Bilkaravanen holder hvil i en affolket landsby og spiser hos den lokale borgmester, der forsøger at smøre statsanklageren. Strømmen går. Borgmesterens unge, smukke datter kommer med te og en petroleumslampe. Kenan bryder grædende sammen efter at have mødt hendes blik.

Det er som så ofte i centrale scener hos Nuri Bilge Ceylan en ordløs erkendelse, Kenan opnår. Ceylan er en mester i at overlade konklusionerne og fortolkningerne til tilskueren selv. Og ganske vist binder han sløjfer på sine historier, men man skal selv finde sløjferne. Selv i en kriminalfilm som Once Upon a Time in Anatolia.

Efter at de har fundet liget skifter filmen location fra de anatolske landskaber til lillebyen. Og den skifter fra at være en ensemblefilm til at sætte lægen i centrum – hans ensomhed, tvivl, hans obduktion af liget.

Der er historier inden i historien. Karaktererne står alle i til knæene i fortidens sump. Det viser Ceylan helt sublimt i lægens tilfælde, da han kommer hjem til sin praksis, og vi ser fotos af ham og konen, der forlod ham for to år siden. Fotos fra hans barndom og ungdom. En yngling fuld af håb og liv. Dernæst klippes der til hans melankolske voksentræk i nutiden. Det er rørende enkelt og overraskende slagkraftigt.

Tarkovskijs tavshed, Tjekhovs tyngde

Der hviler en tung, østeuropæisk stemning over Once Upon a Time in Anatolia. Skæbnen synes at være fortællingens motor. Tavsheden kunne være Kieslowski eller Tarkovskijs. Mens tyngden, hvormed fortællingen bevæger sig fremad mod sit endemål, kunne være Dostojevskij eller Tjekhovs.

Der er det prosaiske, bureaukratiske niveau, fuld af detaljer fra politi-, læge- og jura-arbejde, fuld af smålige småskænderier. Og så er der det filosofiske niveau, de inderlige samtaler om døden, angsten og de tab, man ikke kan komme sig over.

Og man skal lytte intenst til samtalerne. For ofte er det her, at centrale begivenheder i historien overleveres.

Et af politichefens hårdhændede forhør af Kenan er centralt for fortællingen, men vi ser det ikke. I stedet får vi politichefens genfortælling i bilen på vej tilbage til byen. Under forhøret hævder Kenan, at han er den rigtige far til den myrdedes formodede søn. Han beder politichefen om at passe på sønnen, mens han er i fængsel. Så siger politichefen: »Skal man grine eller græde? Jeg tæver fyren, og han gør mig ansvarlig for sin søn.«

Der er ingen enkle løsninger, men en milliard nuancer af grå i Nuri Bilge Ceylans værk.

’Once Upon a Time in Anatolia’ – Instruktion: Nuri Bilge Ceylan. Manuskript: Ercan Kesal, Ebru Ceylan, Nuri Bilge Ceylan. Fotografi: Gökhan Tiryaki. Længde: 131 minutter. Kan købes på dvd og Blu-ray og streames.

Serie

De 24 bedste film i det 21. århundrede

Det 21. århundrede er spækket med brillante, sindsoprivende og nyskabende filmoplevelser. Vi har udvalgt de 24 spillefilm fra de seneste to årtier, som vi elsker allerhøjest.

Seneste artikler

  • Derfor er ’The Grand Budapest Hotel’ en af dette århundredes bedste film

    24. december 2019
    Bag den 24. og sidste låge i Informations julekalender med det 21. århundredes bedste film gemmer sig en blot fem år gammel, men allerede tidløs klassiker, Wes Andersons ’The Grand Budapest Hotel’, der blandt meget andet er en smuk og munter hyldest til Stefan Zweigs humanisme
  • Derfor er ’Dogville’ en af dette århundredes bedste film

    23. december 2019
    Misantropen og den drilske humanist Lars von Trier fortæller os de store historier om menneskelighed og moral gennem ofte vilde filmidéer, der ryster os. Og den vildeste idé og den mest drilske leg med menneskets selvgodhed får vi med mesterværket ’Dogville’, film nummer 23 i Informations julekalender
  • Derfor er ’Skjult’ en af dette århundredes bedste film

    22. december 2019
    Michael Hanekes ’Skjult’ er både en elementært spændende thriller og et spark i røven på et land og en verden, der ikke vil se sine problemer i øjnene eller tage ansvar for sine ugerninger. Og så er den film nummer 22 i Informations julekalender
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her