Essay
Læsetid: 7 min.

Derfor er ’Persepolis’ en af århundredets bedste film

Marjane Satrapis tegnefilm ’Persepolis’ ophæver civilisationernes sammenstød, bringer mennesker sammen, skaber en forunderlig poetisk skønhed og giver os en overraskende kvindelig superhelt
Persepolis er baseret på forfatter og instruktør Marjane Satrapis selvbiografiske tegneserier af samme navn. Hendes egen biografi er vævet ind i verdenshistorien.

Persepolis er baseret på forfatter og instruktør Marjane Satrapis selvbiografiske tegneserier af samme navn. Hendes egen biografi er vævet ind i verdenshistorien.

Ritzau/Scanpix

Kultur
14. december 2019

Hvis man vil forstå, virkelig forstå det, der er blevet kaldt for »civilisationernes sammenstød«, og hvis man vil sætte sig ind i, rigtig sætte sig ind i kampen mellem Vesten og Østen, modernitet og islam, skal man ikke læse lange kloge bøger eller videnskabelige rapporter.

Så skal man se en tegnefilm.

Det er den iransk-franske forfatter og instruktør Marjane Satrapis Persepolis fra 2007, der er baseret på hendes selvbiografiske tegneserier af sammen navn. Den er, som The Guardians legendariske filmkritiker Peter Bradshaw skrev i sin anmeldelse: »Noget så sjældent i filmkunstens verden som en film, der har en påtrængende historie at fortælle og en påtrængende ny måde at fortælle den på.«

Persepolis er såvel i sin fortælling som i sin form et mesterværk.

Den nye orden

Forfatteren og instruktøren Marjane Satrapis egen biografi er vævet ind i verdenshistorien. Hun blev født i 1969 og voksede op i Teheran. Hendes forældre var relativt velstående venstreorienterede, som var engageret i modstanden mod den shah, der regerede Iran indtil revolutionen. Han hyldede vestlig modernitet, var personligt allieret med USA og levede i strålende og pralende rigdom.

Marjane havde en intellektuel, kommunistisk onkel, som gjorde opgøret med shahens regime til sit livs kamp. Han blev forfulgt, fængslet og til sidst henrettet. Den eneste, han ville have besøg af i fængslet til sidst, var niecen, Marjane.

Hun oplevede revolutionen i Iran, og familien troede på den i få lykkelige måneder, efter shahen var væltet, indtil det stod klart, at det ikke var de moderne kommunister, men de islamister, som repræsenterede traditionen og menneskene på landet, der kom til at definere den nye orden og grundlagde den islamiske republik Iran.

Marjane rejste selv til Østrig for at studere drama. Men hun brød sig ikke om det vilde, seksualiserede ungdomsliv i Wien. Det var her, hun forstod, at hun enten måtte rejse hjem til undertrykkelse eller forblive kulturelt ensom i Vesten for at kunne realisere sig selv. Hun har selv fortalt, at der er elementer af det traditionelle Iran, som hun sætter så meget pris på, at hun aldrig vil opgive det: Gæstfriheden over for fremmede, hengivenheden over for ældre mennesker og hensynet til den brede familie.

Men hun er også individualist, der insisterer på sin ret som kvinde til at folde sig ud og realisere sig selv, hun elsker aggressiviteten og anslaget i punkmusikken, og det var læsningen af den amerikanske tegneserieforfatter Art Spiegelmans hæfte Maus, der inspirerede hende til selv at lave tegneserier. I en periode vendte hun hjem til Iran, inden hun rejste til Frankrig og forlod sit hjemland for altid.

Jeg er ikke historiker

Persepolis er en film af iraneren Marjane Satrapi og franskmanden Vincent Paronnaud, den handler om en iransk kvinde, men dens sprog er fransk. Den er persisk, fransk og underligt universel. 

Det var ikke meningen, at Satrapis erindringer skulle være den store fortælling om konflikten mellem individualisme og kollektivisme, liberale overklasser og traditionelle klasser på landet, og den vestlige livsform over for islamismens kultur.

Men det blev det, fordi alle disse kampe har været horisonten om hendes opvækst og voksne tilværelse: »Jeg havde ikke andre måder at fortælle min historie på,« har hun forklaret i et interview med Vogue.

»Jeg kunne ikke pludselig sige: ’Åh, det her er en analyse af, hvad der skete i 70’erne, 80’erne og 90’erne i Iran’, for jeg er ikke historiker, og jeg er ikke politiker. Jeg er et menneske, som blev født et bestemt sted på et tidspunkt, og jeg kan være usikker på alting, men jeg er ikke usikker på, hvad jeg selv har oplevet. Jeg ved det.«

Det er den historie, hun har tegnet og fortalt i tegneserierne, og som hun sammen med Paronnaud har omsat til filmen Persepolis. Den er helt anderledes end de avancerede animationsfilm, vi har vænnet os til. Der er ingen dybde i billederne, de er todimensionale, er holdt næsten udelukkende i sort og hvid, og animationen er så enkel som klassiske tegneserier.

Genkendelige træk

Karaktererne er identificeret ved et eller to genkendelige træk. Hendes far har overskæg og smilende øjne og holder cigaretten på en bestemt måde – så vi forstår, at han er intellektuel. Hendes leninistiske onkel har bløde ansigtstræk og ciseleret hår – så vi forstår, at han er en følsom, sofistikeret mand. Shahen er høj, forfineret slank, hvilket signalerer, at han er elegant, men også hævet over den almindelige befolkning, mens de islamistiske magthavere er små og firskårne, hvilket viser, at de har samme krop som arbejderklasse og bønderne, men også at de er brutale og udannede.

Det formidable er, at alle karakterer er konkrete figurer i en overbevisende fortælling, og man følger dem som virkelige aktører i handlingen. Men de er også alle sammen tegnet så klart, at de bliver en slags idealtyper. Opgøret mellem den elegante shah og de stærke, ansigtsløse mullaher er i fortællingen en kamp mellem den dekadente, vestlige overklasse og dem, der appellerer til det traditionelle Iran.

Men de bliver også til en slags idealtyper for den urbane, dannede overklasse, der regerer de moderne stater fra hovedstaden, og de vrede demonstranter uden lang videregående uddannelser, som protester fra samfundets udkant.

Lokal og global historie

Persepolis er på den ene side en lokal fortælling om en piges kamp for at blive til en selvstændig kvinde i et vestligt orienteret samfund, der efter revolutionen bliver moralsk og politisk fundamentalistisk. Men den bliver på den anden side også til en global historie om de konflikter mellem centrum og periferi, mellem de moderne i byerne og de traditionelle på landet, som har præget Mellemøsten og Europa i de seneste 40 års politiske historie.

Det er derfor, man kan sige, at Persepolis afdækker, hvordan de samme konflikter går igen i de østlige og de vestlige samfund, og hvordan civilisationernes såkaldte sammenstød snarere er sammenstød i de enkelte samfund.

De figurer, som viser modsætningen mellem den elegante, overlegne shah og de fysisk stærke, firskårne islamister i Iran, kunne  også bruges til at skildre modsætningen mellem den franske præsident Emmanuel Macron og De Gule Veste i dag. 

Denne sammenblanding af det, vi normalt adskiller som det ’vestlige’ og det ’østlige’, er ikke kun politisk og kulturel. Den er i filmens æstetik. De sort-hvide scenarier minder om traditionelle vestlige tegnefilm, men de er dekoreret med persiske symboler og ornamenter. Stiliserede blomster falder fra himlen, og kupler og søjler er skåret ud i horisonten. Det hele er forbundet i det univers, som er Marjanes animerede virkelighed.

Menneskene på gaden kan ligne konkrete sorte figurer, men pludselig glider de sammen til en revolutionær masse, der vælter frem som en selvstændig organisme.

En kvindelig helt

Persepolis er en således en avanceret film med mange forskellige niveauer, som hele tiden bliver sat på spil. Men det er også en enkel film om en pige, som efter udsagn voksede op med Bruce Lee som helt, pommes frites med ketchup som sin livret og en drøm om at blive den sidste profet i galaksen. Hun er dannet af den vestlige populærkultur, men også af den persiske forestillingsverden, hvor det at blive profet er en slags drøm om at blive berømt.

Det er et vigtigt moment i filmen, at Marjane er en kvindelig helt. De idoler fra Vesten, som hun vokser op med, er alle sammen mænd. Den vestlige kultur giver hende med andre ord kun mandlige forbilleder. Og i en uhyggelig scene fremstilles de islamiske magthaveres aggressive kvindehad. Hun bliver stoppet på gaden af to islamiske myndighedspersoner, som vil kontrollere og disciplinere hende. Da hendes mor bryder ind, råber én af dem ind i hovedet på dem: »Jeg knepper ludere som dig og smider jer væk i rendestenen.«

Persepolis er realistisk og poetisk, nøgtern og eventyrlig i sit billedsprog. Den er fængende som fortælling om et ungt menneskes kamp for at blive sig selv mellem forskellige steder i verden, hvor hun altid savner noget, og den er overvældende som værk. Men det er også en film, der skaber sin egen kvindelige superheltefigur i en verden, hvor kvinder savner den slags forbilleder.

Vidunderligt ironisk film

Endelig er den morsom. Efter revolutionen må Marjane gå til sortbørshandlere for at købe vestlig popmusik. Det er forbudt, som om det var narkotika eller porno. Hun spørger efter Michael Jackson. Men da hun opdager, at der er politifolk til stede, ændrer hun sin efterspørgsel og siger højt: Det var Malcolm X, jeg ville have. Han er nemlig anderledes kulturelt legitim, forstår man, fordi han er USA-kritiker og bekæmper det samme hvide amerikanske herredømme, som mullaherne i den islamiske republik.

Det er en fantastisk finesse, at en forskel mellem sociale tegn på gaden i Iran i 1980’erne bliver til en kulturel distinktion, som vi genkender fra vores egen vestlige verden.

Og den eksemplarisk for det, der er så overvældende ved Persepolis: At de kampe, vi tror står mellem civilisationer og kulturer, rykker ind i det enkelte menneske. Og dermed også til et globalt publikum som en politisk, poetisk og vidunderligt ironisk film for og om os alle sammen.

’Persepolis’ – Instruktion: Marjane Satrapi og Vincent Paronnaud. Manuskript: Vincent Paronnaud. Længde: 96 minutter. Kan købes på dvd eller Blu-ray, streames via Filmstriben og lejes/købes digitalt via SF Anytime og iTunes

Serie

De 24 bedste film i det 21. århundrede

Det 21. århundrede er spækket med brillante, sindsoprivende og nyskabende filmoplevelser. Vi har udvalgt de 24 spillefilm fra de seneste to årtier, som vi elsker allerhøjest.

Seneste artikler

  • Derfor er ’The Grand Budapest Hotel’ en af dette århundredes bedste film

    24. december 2019
    Bag den 24. og sidste låge i Informations julekalender med det 21. århundredes bedste film gemmer sig en blot fem år gammel, men allerede tidløs klassiker, Wes Andersons ’The Grand Budapest Hotel’, der blandt meget andet er en smuk og munter hyldest til Stefan Zweigs humanisme
  • Derfor er ’Dogville’ en af dette århundredes bedste film

    23. december 2019
    Misantropen og den drilske humanist Lars von Trier fortæller os de store historier om menneskelighed og moral gennem ofte vilde filmidéer, der ryster os. Og den vildeste idé og den mest drilske leg med menneskets selvgodhed får vi med mesterværket ’Dogville’, film nummer 23 i Informations julekalender
  • Derfor er ’Skjult’ en af dette århundredes bedste film

    22. december 2019
    Michael Hanekes ’Skjult’ er både en elementært spændende thriller og et spark i røven på et land og en verden, der ikke vil se sine problemer i øjnene eller tage ansvar for sine ugerninger. Og så er den film nummer 22 i Informations julekalender
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Min anbefaling her går ikke på, at jeg har set filmen, for det har jeg desværre ikke.
- Det har jeg så helt sikkert fået lyst til!

OG: så er jeg stærkt begejstret for udsagnet på blusen - 'punk is not ded'
Du har stavet 'dead' forkert; - å'hva'så?
Jeg staver fandme 'dead' som jeg har lyst til - OPRØR! :-)