Kommentar
Læsetid: 6 min.

Derfor er Pixars ’De Utrolige’ en af dette århundredes bedste film

Pixar og Brad Birds animerede ’De Utrolige’ blander James Bond, superheltefilm og familiedrama på den mest morsomme, begavede og visuelt elegante måde, man kan forestille sig. Og selvfølgelig gemmer den mageløse film sig bag den sjette låge i Informations store julekalender
De Utrolige lige så meget en film om familier og familiedynamik, som det er en superheltefilm. Den er fyldt med fine, morsomme scener, hvor instruktør Brad Bird får skildret det aldrig helt harmoniske og på alle måder genkendelige familieliv, der sjældent er, som man gerne vil have, at det skal være.

De Utrolige lige så meget en film om familier og familiedynamik, som det er en superheltefilm. Den er fyldt med fine, morsomme scener, hvor instruktør Brad Bird får skildret det aldrig helt harmoniske og på alle måder genkendelige familieliv, der sjældent er, som man gerne vil have, at det skal være.

Walt Disney Studios

Kultur
6. december 2019

I en scene i sidste halvdel af Brad Birds animerede superhelteepos, De Utrolige (2004), opdager familien Utroligs næstyngste medlem, Dash, der er på flugt fra nogle meget grimme skurke, at han også kan løbe meget hurtigt på vand. Han udstøder et lille begejstret grin og suser endnu hurtigere hen over vandet.

Da jeg første gang så filmen sammen med min datter, der var nogenlunde lige så gammel som Dash – otte-ti år – grinede vi begge hjerteligt ad scenen, der på én gang er fornøjelig og overraskende og fuld af det liv og den fortælleglæde, som jeg forbinder ikke bare med De Utrolige, men med alle Brad Birds film og med alle selskabet bag, Pixars, film. De kan en helt masse rent visuelt, filmene, men historien og figurerne er den kerne, som får det hele til at leve og betyde noget – og som gør, at de med så stor fornøjelse kan ses af både børn og voksne.

Samtidig rummer scenen en af de sandheder – et af de budskaber, om man vil – som står centralt i filmen: At man skal finde ud af det, man er god til og ikke lade andre fortælle sig, at det dur ikke.

De Utrolige er en superheltefilm med mere end et strejf af James Bond, men vigtigst af alt er det en film om en familie, familien Utrolig, og deres kamp for at få lov til at være sig selv – de har alle superkræfter – og for at fungere og arbejde sammen som familie. Og det er bestemt ikke nemt.

Retrofuturistisk mirakel

Designmæssigt er De Utrolige et mindre, retrofuturistisk mirakel, måske ikke Pixars flotteste, men bestemt den mest stilfulde og elegante. Filmen foregår i en ikke nærmere bestemt tidsalder, der ligner 1960’erne, men som er fuld af den slags teknologi, som endnu i dag er på tegnebrættet i laboratorier verden over. Det er en slags Familien Jetson kombineret med vintage James Bond og Superman. Brad Bird og hans designere og animatorer har skabt en verden, der ligner vores, men alligevel er noget helt for sig, og som veloplagt akkompagneres af Michael Giacchinos jazzede musik, der både sørger for bigband-stemning og spændingsopbyggende momenter.

Filmen begynder med interviews med superheltene Hr. Utrolig – han er stærk – og Elastipigen – hun kan strække sin krop endog meget langt – der fortæller om deres drømme for fremtiden. Han kunne godt savne en familie. Hun har det fint som forbryderbekæmper. De to forelsker sig dog, bliver gift, og 14 år senere har de tre børn: Teenageren Violet, Dash og lille Jack-Jack. Alle har de superkræfter, på nær Jack-Jack – de har ikke manifesteret sig endnu, men bare rolig, det kommer – og de må ikke bruge dem.

Superhelte er nemlig blevet forbudt ved lov, fordi de altid ødelægger så meget, når de skal redde verden, og så må Elastipigen alias Helen Parr gå hjemme og passe børn, mens Hr. Utrolig alias Bob Parr slæber sig på arbejde i en alt for lille bil og gang på gang bliver ydmyget af sin diminutive, koleriske chef.

Genkendeligt familieliv

Men så sker der noget. Ukendte kræfter stræber de mange superhelte, som nu alle lever i skjul, og Bob bliver kontaktet af en mystisk kvinde, der på vegne af sin endnu mere mystiske chef vil have ham til at hjælpe med at finde ud af, hvad der mon foregår. Bob siger med det samme ja. Han savner at være noget særligt og kunne bruge sine enorme kræfter.

Men Helen må ikke vide noget.

Hun lever tilsyneladende stadig i illusionen om, at hun og Bob og børnene kan få et helt almindeligt, begivenhedsløst familieliv til at fungere. I virkeligheden savner hun også superheltegerningen og friheden til at være, hvem hun er – blot har hun mere selvkontrol end sin noget impulsstyrede mand.

Og det er en anden af pointerne i De Utrolige, der er noget så sjældent som en feministisk superheltefilm, som også handler om Helen Parr/Elastipigens kamp for at gøre sig gældende i et mandsdomineret samfund. Det er et tema, som Brad Bird udforsker endnu mere i De Utrolige 2 (2018), hvor Bob for en tid må gå hjemme med børnene, mens Helen endelig får lov til at redde verden.

I det hele taget er De Utrolige lige så meget en film om familier og familiedynamik, som det er en superheltefilm. Der er så mange fine, morsomme scener i filmen, hvor Brad Bird får skildret det aldrig helt harmoniske og på alle måder genkendelige familieliv, der sjældent er, som man gerne vil have, at det skal være.

En helt almindelig superfamilie

Bob, der læser avis ved middagsbordet og kun distræt svarer sin kone og hjælper med at holde styr på ungerne. Helen, der mader Jack-Jack og laver mærkelige grimasser for at få barnet til at åbne munden. Humørsvingende Violet, der bliver sur, når lillebror driller hende med den dreng, Tony Rydinger, hun er forelsket i, og Violet, der i bogstavelig forstand gør sig usynlig – det er en af hendes superkræfter – når selvsamme Tony ser i hendes retning ovre i skolen. Dash, der er så fuld af spilopper og energi, at han næsten ikke er til at styre, og som kan lægge en tegnestift på lærerens stol, uden at nogen opdager det, fordi han er hurtig som lynet.

Superkræfterne gør selvfølgelig familien til noget særligt, men de forstærker også de ting, de hver for sig i forvejen slås med, og som alle mennesker slås med. Hvad er et lykkeligt og velfungerende familieliv? Hvad er overhovedet en familie? Og hvad skal man næsten gøre af sig selv, når man stikker ud i en verden, som foretrækker, at alle er ens?

Og jovist er familien Parr/Utrolig meget anderledes end alle andre, men de fleste mennesker slås med omverdenens forventninger og krav og standarder, og vi ved alle, hvor dræbende for ens sind og sjæl, det kan være, hvis ikke man i hvert fald en gang imellem får lov til bare at være sig selv.

Ren og skær fortælleglæde

Der er andre af Pixars brillante, computeranimerede film – Inderst inde, Toy Story 1-4, Op, WALL·E – som er mere originale rent dramaturgisk og i højere grad kalder på følelserne end De Utrolige. Men når det kommer til ren og skær fortælleglæde, visuel energi og stilsikkerhed og evnen til at blande genrerne på opfindsom vis, er der ikke mange, som slår Brad Birds film. Den er i sandhed poetry in (ani)motion.

Instruktøren er uddannet på legendariske CalArts – det af Disney grundlagte California Institute of the Arts – hvor han studerede sammen med blandt andre Tim Burton, senere Pixar-chef, John Lasseter, og danske Jørgen Klubien. Brad Bird havde blandt andet arbejdet på den animerede tv-serie The Simpsons, da han i 1999 spillefilmdebuterede med den skønne Drengen og jernkæmpen, der handler om venskabet mellem en dreng og en robot fra det ydre rum og om at holde fast i sin menneskelighed og fordomsfrihed, selv om frygtsomme mennesker prøver at overbevise én om det modsatte.

Siden har Brad Bird også forsøgt sig med liveaction, både en Mission: Impossible-film og fremtidsfantasien Tomorrowland (2015), men det er i animationsfilmen, at han har sin styrke. For Pixar har han lavet De Utrolige og De Utrolige 2 og Ratatouille (2007), der handler om at holde fast i uskylden og nysgerrigheden og om, at et geni kan komme fra hvor som helst, men at ikke alt eller alle kan blive genier.

Hos Pixar kan de lave de mest utrolige ting i en computer, men det vigtigste i alle deres film er historien. Hvis ikke den fungerer, kan det være lige meget med alt det blærede visuelle lir, og det er Brad Birds film, ikke mindst De Utrolige, nogle af de mest vidunderlige eksempler på.

’De Utrolige’ – Instruktion og manuskript: Brad Bird. Fotografi: Andrew Jimenez, Patrick Lin og Janet Lucroy. Længde: 116 minutter. Kan købes på dvd og Blu-ray via f.eks. Amazon, lejes eller købes digitalt via iTunes, Blockbuster og SF Anytime og streames via HBO Nordic

Serie

De 24 bedste film i det 21. århundrede

Det 21. århundrede er spækket med brillante, sindsoprivende og nyskabende filmoplevelser. Vi har udvalgt de 24 spillefilm fra de seneste to årtier, som vi elsker allerhøjest.

Seneste artikler

  • Derfor er ’The Grand Budapest Hotel’ en af dette århundredes bedste film

    24. december 2019
    Bag den 24. og sidste låge i Informations julekalender med det 21. århundredes bedste film gemmer sig en blot fem år gammel, men allerede tidløs klassiker, Wes Andersons ’The Grand Budapest Hotel’, der blandt meget andet er en smuk og munter hyldest til Stefan Zweigs humanisme
  • Derfor er ’Dogville’ en af dette århundredes bedste film

    23. december 2019
    Misantropen og den drilske humanist Lars von Trier fortæller os de store historier om menneskelighed og moral gennem ofte vilde filmidéer, der ryster os. Og den vildeste idé og den mest drilske leg med menneskets selvgodhed får vi med mesterværket ’Dogville’, film nummer 23 i Informations julekalender
  • Derfor er ’Skjult’ en af dette århundredes bedste film

    22. december 2019
    Michael Hanekes ’Skjult’ er både en elementært spændende thriller og et spark i røven på et land og en verden, der ikke vil se sine problemer i øjnene eller tage ansvar for sine ugerninger. Og så er den film nummer 22 i Informations julekalender
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her