Essay
Læsetid: 5 min.

Derfor er Roy Anderssons ’Sange fra anden sal’ en af dette århundredes bedste film

Efter 25 års spillefilmpause begik svenske Roy Andersson i 2000 sin forunderligt nedslående ’Sange fra anden sal’. I kunstpausen havde han instrueret omkring 300 reklamefilm, der kan ses som forstudier til mesterværket om det neoliberale samfunds knusende effekt. Og den er en af de 24 bedste film i det 21. århundrede i Informations filmjulekalender
Svenske Roy Andersson gransker nådesløst menneskeheden i al sin komik og tragik i ’Sange fra anden sal’.

Svenske Roy Andersson gransker nådesløst menneskeheden i al sin komik og tragik i ’Sange fra anden sal’.

Ritzau/Scanpix

Kultur
2. december 2019

Det er år 2000, og reklamebureauet JCDecaux vil reklamere for sig selv og deres internationale status. De inviterer en række instruktører til at lave syv-sekunders-film fra alverdens storbyer. Wong Ka-Wai portrætterer Hongkong, David Lynch Los Angeles, Wim Wenders Hamburg. Det er pæne, arkitektonisk bevidste ultrakortfilm.

Svenske Roy Andersson tager sig af Stockholm, og resultatet er anderledes: Det er daggry, og en korpulent, ældre kvinde i festkjole har sin døddrukne, benmagre mand i smoking på ryggen. Alt imens hun forgæves prøver at praje en taxa.

»Fa’en«, råber hun på svensk. Så er de syv sekunder gået.

2000 er også det år, hvor Roy Andersson (født 31. marts 1943) med Sange fra anden sal tager hul på sin mesterlige menneskefilmtrilogi, som han først fuldender i 2014, og som også omfatter Du levende og En due sad på en gren og funderede over tilværelsen.

Og i 2000 er det 25 år siden, at han sidst har lavet en spillefilm, den økonomiske fiasko Giliap. I mellemtiden – anslår han selv – har han lavet omkring 300 reklamefilm. En uvurderlig skole, når det kommer til at fortælle en historie ultrakort og med stærk fokus på audiovisuelle virkemidler.

Mennesker i eksistentiel paralyse

Det er set før, at reklamefilminstruktører kaster sig over spillefilm og excellerer, Ridley Scott og David Fincher er nogle af de bedste eksempler. Men mens alle tre instruktører har bragt et æstetisk håndelag med over i spillefilmene, så er det, som om at Andersson har gransket menneskeheden i al sin komik og tragik i sine reklamefilm, indtil han var klar til at give et sammenhængende bud på sit livssyn.

Hans reklamefilm kan paradoksalt nok ses som forstudier til spillefilm, der undersøger det neoliberale samfunds knusende effekt på os.

Sange fra anden sal har så et uendeligt langsommere tempo og ingen let latter. Filmen består af en række, smukt komponerede vignetter om det moderne menneskes trængsler i så barokke situationer, at tilskuerne inde i filmen tit ser til med døren på klem eller passivt naglede til jorden.

Der er ikke meget, der bevæger sig. Bilerne holder i køer på ottende time i hjertet af Stockholm. Personerne synes at stå i eksistentiel paralyse, alle med teatralsk hvidkalkede ansigter og forstenet mimik. Skulpturer, der kun modvilligt bevæger sig. Og kameraet står urokkeligt stille i alle scener, der er helt uklippede. Som om hver af dem var et teaterstykke.

Malerier på biograflærredet

Billedkompositionerne er gennemtænkte, rige på detaljer, fulde af dybdeperspektiv. Hold øje med, hvad der foregår i baggrunden. Andersson er inspireret af de tyske malere Otto Dix og Georg Scholz, der bragte en ny realisme og kritik af de sociale og økonomiske vilkår i deres hjemland i mellemkrigstiden til lærrederne.

Andersson bringer samme kritik ind på nutidens biograflærreder. Man fordyber sig i maleriske tableauer, der kværner afsted mellem drøm og virkelighed, mellem bitter erindring og magtesløs glemsel, tyngde og lethed, komik og tragik.

Handlingen er sparsom og uden forløsning. Den gennemgående figur er midaldrende Kalle, der har brændt sin møbelforretning af for at score forsikringsgevinsten. Hans ældste søn er indlagt på psykiatrisk afdeling, ifølge Kalle fordi han begyndte at skrive digte.

Rundt om kernehistorien udfolder sig absurde forløb. I en sidehistorie er en underdirektør i gang med massefyringer, og en medarbejder har hægtet sig fast til hans ben, så han må slæbe ham henad en lang, kafkask gang, mens medarbejdere ser på med dørene på klem.

Filmen er dedikeret til den peruvianske poet César Vallejo (1892-1938), der citeres flere steder i filmen. Og i titelsekvensen citeres han med ordene »Älskade vare de som sätter sig« fra digtet, der på svensk bærer titlen »Snubblande mellan två stjärnor«. Og folk må tit sætte sig i Sange fra anden sal – i udmattelse eller afmagt.

Hjemsøgt af døde mennesker

Kalle hjemsøges snart af døde mennesker. Af en fyr han lånte penge af, og som begik selvmord. Af en ung polsk mand, der blev hængt af nazisterne under Anden Verdenskrig.

Det er en genkommende idé i Anderssons værk, at fortiden aldrig slipper os. At den gennemsyrer vores nutid. Og vores fortrængningsevne fremstilles som en grusom kapacitet, når Kalle sidder i toget og siger til den hængte, polske ungersvend, at han ikke kan hjælpe ham. Eller når generalerne kommer for at hylde den dybt senile øverstkommanderende på hans 100-års-fødselsdag. Nu sidder han i en forsølvet voksentremmeseng og heiler.

I Sange fra anden sal bliver det også nærmest til en græsk tragedie eller et dantesk inferno at checke bagage ind i lufthavnen. Staklerne slider sig højlydt og med gigantiske kuffertlæs fremad mod check-in-diske i en uendelig lufthavn, der ville have givet modernitetsmobberen Jacques Tati julelys i øjnene.

Der er ingen skygger i scenerne, lyssætningerne er nådesløse, urealistisk overbelyste. Folk er ligblege og skrutryggede og hængevommede og fejlernærede og grundtriste i film såvel som i hans reklamer.

Abstraktion var borgerlig

Da Roy Andersson lavede sin fremragende debutspillefilm, En kærlighedshistorie, i 1970 var et stort forbillede italienske Vittorio De Sica og hans neorealistiske klassiker Cykeltyven. Selv har svenskeren forklaret, at hans arbejderklassebaggrund tilsagde ham at arbejde inden for realismen. Abstraktion var borgerlig, så han tøvede. I mange år.

I Sange fra anden sal og resten af trilogien realiserer han så det, han selv i følge Film Quarterly kalder »figurativ abstraktion«. Buñuels surrealisme og traditionskritik, Fellinis sans for det barokke og Tatis blik for modernitetens sterilitet samles i Anderssons blik. Og det tilføjes en kvalmegrøngrå farveskala fra Vilhelm Hammershøis malerpalet og en ensomhed fra Edward Hoppers lærreder. Det skandinaviske gråvejr iblandet opkast og mørtel.

Kafka og Becketts blik for bureaukratiske og eksistentielle absurditeter er også oplagte referencepunkter.

Roy Andersson tilbyder et pluralistisk livssyn, der giver plads til både det gode og det grumme. På en dårlig dag er Sange fra anden sal dybt deprimerende, på en god dag vildt morsom – eller vice versa.

Selv kalder han i et interview med The Guardian sin filmkunst for »trivialist cinema«. Film der giver »en stemme til det lille menneske.« Den stemme, der mumler i os allesammen og fortæller, at det moderne vestlige livs nydelser er blevet reduceret til rituelle tvangsneuroser. At fællesskabet er ensomt. Det er en slags socialdemokratisk Monty Python, der beskriver den knusende kamp for ikke at mærke noget.

Hans blik er et empatisk blik. Hans forvrængning af de mest banale handlinger viser os lidelsen i normaliteten.

På hospitalet trøster lillebroderen sin indlagte storebror. Hans tid, digtets tid skal nok komme, lover lillebror. En medpatient siger, at det er klart, at storebroren er ked af det.

»Han har jo ingen forretningssans.«

En anden medpatient siger »Det havde Jesus heller ikke, han havde bare ondt.«

Så taler lillebroren med César Vallejos ord: »Elsket er den retfærdige uden torne. Den skaldede uden hat. Tyven uden roser.«

Og Sange fra anden sal efterlader os med billedet af Kalle, der hjemsøgt af en stor flok døde, smider sin seneste forretningsidé på lossepladsen. Billige replikaer af Jesus på korset.

’Sange fra anden sal’ – Instruktion og manuskript: Roy Andersson. Fotografi: István Borbás og Jesper Klevenås. 98 minutter. Filmen kan købes på dvd eller Blu-ray via bl.a. Amazon

Serie

De 24 bedste film i det 21. århundrede

Det 21. århundrede er spækket med brillante, sindsoprivende og nyskabende filmoplevelser. Vi har udvalgt de 24 spillefilm fra de seneste to årtier, som vi elsker allerhøjest.

Seneste artikler

  • Derfor er ’The Grand Budapest Hotel’ en af dette århundredes bedste film

    24. december 2019
    Bag den 24. og sidste låge i Informations julekalender med det 21. århundredes bedste film gemmer sig en blot fem år gammel, men allerede tidløs klassiker, Wes Andersons ’The Grand Budapest Hotel’, der blandt meget andet er en smuk og munter hyldest til Stefan Zweigs humanisme
  • Derfor er ’Dogville’ en af dette århundredes bedste film

    23. december 2019
    Misantropen og den drilske humanist Lars von Trier fortæller os de store historier om menneskelighed og moral gennem ofte vilde filmidéer, der ryster os. Og den vildeste idé og den mest drilske leg med menneskets selvgodhed får vi med mesterværket ’Dogville’, film nummer 23 i Informations julekalender
  • Derfor er ’Skjult’ en af dette århundredes bedste film

    22. december 2019
    Michael Hanekes ’Skjult’ er både en elementært spændende thriller og et spark i røven på et land og en verden, der ikke vil se sine problemer i øjnene eller tage ansvar for sine ugerninger. Og så er den film nummer 22 i Informations julekalender
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Et lille mesterværk. Har du ikke set den, så und dig selv det.

/O