Essay
Læsetid: 7 min.

Derfor er ’Skjult’ en af dette århundredes bedste film

Michael Hanekes ’Skjult’ er både en elementært spændende thriller og et spark i røven på et land og en verden, der ikke vil se sine problemer i øjnene eller tage ansvar for sine ugerninger. Og så er den film nummer 22 i Informations julekalender
Ægteparret Georges (Daniel Auteuil) og Anne (Juliette Binoche) lever et fredeligt velhaverliv i Paris, da fortiden begynder at hjemsøge dem i Michael Hanekes ’Skjult’.

Ægteparret Georges (Daniel Auteuil) og Anne (Juliette Binoche) lever et fredeligt velhaverliv i Paris, da fortiden begynder at hjemsøge dem i Michael Hanekes ’Skjult’.

Camera Film

Kultur
22. december 2019

For nogle år siden talte jeg med den østrigske filmskaber Michael Haneke. Han er kendt for sine civilisationskritiske film, der ikke stikker noget under stolen, men tværtimod hårdt og brutalt og nogle gange direkte chokerende udstiller de skeletter, som ikke mindst central- og vesteuropæiske, tidligere kolonimagter har i skabene.

Jeg spurgte ham blandt andet, hvorfor han og andre østrigske instruktører, eksempelvis Ulrich Seidl og Jessica Hausner, ofte er så ekstreme i deres udtryk. Og han svarede: »Østrigerne er verdensmestre i at feje ting ind under tæppet. De kan ikke lide at tale om ubehagelige ting. Derfor er kunstnerne tvunget til at skrige for at blive hørt, og i udlandet spørger folk, ’hvorfor råber de sådan?’«

Og selv om Haneke måske ikke råber lige så højt i dag, som han gjorde for 20 eller 30 år siden, så er også hans nyere film sylespidse, foruroligende portrætter af moderne, fremmedgjorte mennesker, som har svært ved at behandle hinanden ordentligt, og et forrået vestligt samfund, hvor xenofobi og intolerance stikker dybt, og man ikke kan finde ud af at gøre plads til dem, som har brug for hjælp og ikke ligner alle andre. Det er en grum og grim verden, Haneke præsenterer os for i sine film, og der er ingen tvivl om, at han ikke har den store tiltro til menneskeheden eller menneskeligheden.

Grim løgnehistorie

Nærstuderer man Michael Hanekes frygtindgydende filmografi, er der utallige udfordrende film og voldsomme scener, man kan fordybe sig i – fra makabert drilske Bennys video og Funny Games til monumentalt tragiske Det hvide bånd og Amour. Men hans mest fuldendte og skarpeste film er Skjult fra 2005. Den beskæftiger sig med fransk kolonialisme og fremmedhad, personligt og kollektivt ansvar, parforholdets ensomhed, kernefamiliens sammenbrud og fædrenes og sønnernes synder. Ja, det er noget af en mundfuld, men Haneke får det hele til at hænge sammen på ubesværet og samtidig vældig underholdende og skræmmende vis.

Et velbjærget ægtepar, Georges (Daniel Auteuil) og Anne (Juliette Binoche), der tilhører Paris’ intellektuelle elite – han er vært på et populært tv-program om litteratur, hun er redaktør på et forlag – får en dag tilsendt en overvågningsvideo med deres hus. Huset ligger i en hyggelig lille gade i et stille hjørne af den franske hovedstad, og kameraet registrerer blot, hvem der kommer og går. Hvem, der har sendt dem videoen, ved de ikke, men der kommer snart flere af dem, og de er ledsaget af naivistiske tegninger af børn og blod. Parrets pæne, småborgerlige facade begynder at krakelere, og deres ikke videre kærlighedsfyldte forhold sættes på en alvorlig prøve.

Efterhånden går det nemlig op for Georges, at båndene har noget med hans barndom at gøre og den forældreløse, algierske dreng, Majid, som hans forældre for mange år siden havde planer om at adoptere. De opgav dog ideen igen, fordi en jaloux Georges fortalte en grim løgnehistorie om Majid, der hurtigt forsvandt ud af familiens liv. Indtil nu.

Manglende ansvar

Majids forældre, der arbejdede for Georges’, døde, da de sammen med flere hundrede andre, fredelige algierske demonstranter – i tusindvis demonstrerede de mod Frankrigs fortsatte kolonisering af Algeriet – blev skubbet i Seinen af fransk militær i oktober 1961. Det er en episode, som franskmændene helst ikke taler om, og således slår Skjult temaet omkring personlig og kollektiv skyld an og får samtidig sagt ét og andet om den vestlige verdens manglende evne til at tage ansvar for noget af alt det rod og de tragedier, den har efterladt sig i sine tidligere kolonier.

I Skjult handler det altså mere specifikt om Algeriet, der vandt sin uafhængighed i juli 1962, men som Michael Haneke sagde til mig, da jeg talte med ham i 2005: »Det er rigtigt, at Skjult stiller spørgsmål, som har at gøre med fransk politik, men situationen, den skildrer, er meget mere kompleks og universel end det.«

Ingen tvivl om, at Georges har dårlig samvittighed over det, han gjorde mod Majid dengang, men bedsteborgeren er konfliktsky om en hals og vil ikke indrømme noget over for sig selv eller sine omgivelser (det var også først i 1998, at Frankrig erkendte sit ansvar for massakren i 1961 og da kun med et officielt dødstal på 40). I stedet reagerer han aggressivt over for sine omgivelser, ikke mindst sin kone, Anne, og viser sig fra sin mest primitive og ubehagelige side.

Komplekse historier

Anne synes heller ikke ligefrem at have megen tålmodighed med eller forståelse for sin mand. Hun afkræver ham svar, han taler udenom, og på de mange stikpiller, de giver hinanden, fornemmer man, at deres ægteskab ikke er verdens lykkeligste. Og sådan bølger det hjemlige slag frem og tilbage, mens sandheden om overvågningsbåndene og Georges’ ansvar for dem langsomt afdækkes.

Da den voksne Majid (Maurice Bénichou), der ikke har haft noget godt liv, siden han med magt blev fjernet fra Georges’ families gård, pludselig træder ind på scenen, sker der flere voldsomme og chokerende ting. I filmens vildeste scene begår Majid selvmord ved at skære halsen over på sig selv med en ragekniv, mens en rystet Georges ser på. Men hellere end se fortiden i øjnene og på den måde få forstyrret sit komfortable liv går Georges først i biografen og siden i seng med gardinerne trukket grundigt for.

Michael Haneke er en mester udi med enkle midler at fortælle uhyre komplekse historier, og Skjult er fuld af artige hemmeligheder og fascinerende mysterier. Er det for eksempel Majid, der har sendt overvågningsbåndene og tegningerne, eller er det hans voksne søn? Georges er overbevist om, at det er Majid, selv om denne bedyrer sin uskyld, og da Georges og Annes søn, Pierrot, en dag forsvinder, får ægteparret politiet til at arrestere Majid og hans søn.

Siden viser det sig dog, at Pierrot selv har holdt sig skjult, fordi han er vred på sin mor og tror, at hun har en affære med en af hendes og Georges’ venner. Den grundløse anklage ansporer dog ikke Georges til at give Majid en undskyldning – det vil hans selvforståelse og komfortable liv ikke kunne holde til; som intellektuel burde han ellers vide bedre – og arrestationen får som sagt voldsomme konsekvenser. Endnu engang er det lykkedes Georges at give sorteper videre til det eneste menneske, der rent faktisk synes at være uskyldig. Det er det hvide menneske, der endnu en gang lader det brune menneske i stikken.

Den store, kollektive løgn

I baggrunden, på Georges og Annes tv-skærm, kører nyhedsudsendelser om krigen i Irak og den koalition af villige, vestlige nationer, som hjalp amerikanerne med at indtage landet efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001. Det bliver aldrig sagt direkte, blot antydet visuelt, men ingen tvivl om, at Michael Haneke knytter an til en moderne form for kolonialisme og den store, kollektive løgn om masseødelæggelsesvåben, som de krigsførende nationer blev ved med at gentage for at retfærdiggøre invasionen af Irak. Hans budskab synes blandt andet at være, at de – vi – aldrig bliver klogere og er dømt til at gentage tidligere tiders fejltagelser.

Spørgsmålet er dog, om der alligevel er håb for fremtiden at finde hos de unge i filmen, Georges’ og Majids sønner? Hvem har for eksempel fortalt Pierrot om Annes mulige affære – og er det i øvrigt den eneste grund til, at drengen ’forsvinder’ og bagefter er meget vred på sin mor?

Det allersidste og meget omdiskuterede billede i Skjult er noget, der ligner endnu et overvågningsbillede, denne gang optaget ude foran Pierrots skole. Skoledagen er forbi og elever myldrer ud, blandt dem Pierrot, der mødes af Majids noget ældre søn. De taler ivrigt og vennesælt sammen. De synes at kende hinanden godt, men vi får ikke lov til at høre, hvad de taler om. Da de siger farvel til hinanden, går Pierrot tilbage til sine venner, som om intet er sket.

Et spark i røven

Er det i virkeligheden de to, der sammen har sendt overvågningsbåndene til Georges og Anne? Har de på et af båndene set Anne mødes med sin mulige elsker? Er deres mål at få Georges til at se sin fortid i øjnene og erkende sin skyld i det, der skete, på samme måde som algeirerne i mange år forsøgte at få Frankrig til at indrømme sine ugerninger under besættelsen af Algeriet? Teorierne om, hvad de to sønner mon siger til hinanden, er mange, og Michael Haneke har aldrig selv villet afsløre indholdet af samtalen.

»Hver løsning, hvert svar vil mindske publikums medleven i filmen. I den åbne slutning kan publikum frigøre sig fra filmen og selv prøve at forstå handlingen og finde et tilfredsstillende svar,« sagde Haneke også, da jeg talte med ham i 2005. Der er nemlig ingen lette løsninger eller fine, afrundede slutninger serveret på et sølvfad i hans film. I stedet gør han sig umage for at skubbe til publikum og stille en masse af de ubehagelige spørgsmål, man forsøger at undgå, men som man efter at have set hans film er nødt til at lede i sig selv for at finde svar på.

Skjult er både en fremragende, elementært spændende thriller, et psykologisk karakterstudie og et spark i røven på såkaldte civilisationer, der ikke vil se sine problemer i øjnene eller tage ansvar for sine fejltagelser og derfor skubber dem videre til kommende generationer. Og filmen handler ikke kun om Frankrig, men om alle de mørke hjørner af verden, hvor den kollektive skyld gemmer sig, og om hvordan vi som gruppe og som individ håndterer den skyld.

’Skjult’ – Instruktion og manuskript: Michael Haneke. Fotografi: Christian Berger. Længde. 117 minutter. Kan købes på dvd og Blu-ray f.eks. via Amazon

Serie

De 24 bedste film i det 21. århundrede

Det 21. århundrede er spækket med brillante, sindsoprivende og nyskabende filmoplevelser. Vi har udvalgt de 24 spillefilm fra de seneste to årtier, som vi elsker allerhøjest.

Seneste artikler

  • Derfor er ’The Grand Budapest Hotel’ en af dette århundredes bedste film

    24. december 2019
    Bag den 24. og sidste låge i Informations julekalender med det 21. århundredes bedste film gemmer sig en blot fem år gammel, men allerede tidløs klassiker, Wes Andersons ’The Grand Budapest Hotel’, der blandt meget andet er en smuk og munter hyldest til Stefan Zweigs humanisme
  • Derfor er ’Dogville’ en af dette århundredes bedste film

    23. december 2019
    Misantropen og den drilske humanist Lars von Trier fortæller os de store historier om menneskelighed og moral gennem ofte vilde filmidéer, der ryster os. Og den vildeste idé og den mest drilske leg med menneskets selvgodhed får vi med mesterværket ’Dogville’, film nummer 23 i Informations julekalender
  • Derfor er ’Profeten’ en af de bedste film i dette århundrede

    21. december 2019
    Den franske instruktør Jacques Audiards ’Profeten’ er en film, man ikke troede var mulig, før man så den. Det er en fængselsfortælling om den åndelige, teoretiske og praktiske dannelse af en ung kriminel uden historie til et stærkt, selvstændigt og uhyggeligt menneske. Og filmen gemmer sig bag luge nummer 21 i Informations julekalender
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her